Ved loven gives der § 1 i lov nr. 133 af 25. maj 1956 om oprettelse af Statens kunstfond og Eckersberg-Thorvaldsenfondet følgende affattelse:
§ 1. Til fremme af den billedkunstneriske medvirken ved udformning og udsmykning af statens bygninger og anlæg oprettes et fond under navnet Statens kunstfond, der stilles under en særlig styrelse, jfr. § 3. Af de midler, der stilles til rådighed for fondet, kan der tillige ydes tilskud til udsmykning af kommunale bygninger eller andre for offentligheden eller for videre kredse tilgængelige bygninger og anlæg.
Fondsmidlerne kan foruden til finansiering af udsmykningsarbejder, der søges gennemført i forbindelse med opførelsen af nye bygninger eller anlæg, tillige anvendes til udsmykning af eksisterende bygninger og anlæg, i begrænset omfang også med indkøbte kunstværker, der ikke er frembragt direkte med den bestemte udsmykningsopgave for øje.
På de årlige finanslove stilles et beløb af 1,5 mill. kr. til rådighed for fondet. Hvad der af denne rådighedssum ikke måtte blive brugt i det enkelte år, henlægges til senere anvendelse i samme øjemed.
Man har herved forhøjet fondets årlige rådighedsbeløb fra 700 000 kr. til 1,5 mill. kr.
Samtidig er det fundet hensigtsmæssigt dels at udelade den i 1956-lovens § 1, stk. 3, givne regel, der afskar fondet fra at anvende mere end en tredjedel af midlerne til ikke-statslige udsmykningsopgaver, dels at tydeliggøre, at fondet kun i begrænset omfang bør kunne indkøbe kunst, der ikke direkte er frembragt med en bestemt udsmykningsopgave for øje.
Stk. 1, 1. punktum, svarer til den hidtil gældende lov. Efter at reglen om, at kun en tredjedel af fondsmidlerne kan anvendes på ikke-statslige opgaver, er taget ud af den bestemmelse, der fandtes i § 1, stk. 3, har man fundet det naturligt at flytte bestemmelsen om adgangen til at benytte fondsmidlerne til sådanne opgaver op i stk. 1 som et nyt 2. punktum.
I et nyt stk. 2 er det dernæst præciseret, at fondsmidlerne foruden til udsmykning af nye bygninger kan anvendes til udsmykning af allerede eksisterende bygninger og anlæg. Hovedformålet skal være at medvirke til frembringelsen af kunst, der direkte er skabt med henblik på den konkrete udsmykningsopgave, men fondet vil dog tillige have mulighed for — i begrænset omfang — at foretage indkøb af bildende kunst, der ikke er frembragt med en sådan konkret opgave for øje.
Stk. 3 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 2, med den nævnte forhøjelse af rådighedsbeløbet.
Loven forhøjer tillige Eckersberg-Thorvaldsenfondets årlige rådighedsbeløb fra 75 000 kr. til 200 000 kr.
Endelig bestemmes det, at forslag til lovens revision skal fremsættes i folketingsåret 1966-67, og at loven har virkning fra 1. april 1962.
Det af ministeren for kulturelle anliggender oprindelig fremsatte lovforslag afveg på nogle punkter fra den endelige lov, idet der i folketinget vedtoges to ændringsforslag, som dog tildels var af redaktionel art. Selve de foreslåede beløbsrammer undergik ingen ændringer.
Ved fremsættelsen af lovforslaget omtalte ministeren for kulturelle anliggender først den året før vedtagne lov nr. 110 af 26. april 1962 (årbog 1960-61, side 368), hvorved revisionsfristen i 1956-loven blev udskudt fra folketingsåret 1960-61 til 1961-62. Han påpegede derefter, at kunstfondets virksomhed efterhånden havde udviklet sig således, at en forøgelse af rådighedsbeløbet var påkrævet, om fondet skulle kunne løse sin opgave på tilfredsstillende måde.
„Denne udnyttelse af fondets muligheder er først og fremmest kommet statens bygninger til gode, idet langt den største del af midlerne af fondets styrelse er anvendt til udsmykningsopgaver i forbindelse med opførelsen af nye statsbygninger. Det er med glæde og tilfredshed, at man kan konstatere, at der allerede i det korte åremål, fondet har eksisteret, er gennemført eller planlagt udsmykninger af betydelige bygningsværker, hvorved der tilføres disse og samfundet som helhed store kunstneriske værdier.
Derimod har den i loven hjemlede tilskudsordning til udsmykning af ikke-statslige bygninger og anlæg ikke været udnyttet i det i loven tilsigtede omfang. En væsentlig årsag hertil har sikkert været den begrænsning i tilskudsydelsen, som er fastlagt i kgl. anordning af 4. august 1956 om Statens kunstfond, hvorefter tilskudsydelsen normalt er begrænset til en tredjedel af udgiften med mulighed for forhøjelse til halvdelen. Det må antages, at denne tilskudsordning ikke er tilstrækkelig til at formå navnlig mindre kommuner til at påtage sig deres andel i en kunstnerisk udsmykningsopgave. Imidlertid må det være en naturlig opgave for staten at bidrage til, at lovens formål opfyldes på så bred basis som muligt, så lovens virkninger når længst muligt ud. Jeg påtænker derfor at imødekomme en indstilling fra fondets styrelse om en forhøjelse af tilskudssatsen, så tilskud i fremtiden kan ydes med indtil tre fjerdedele af udgifterne, hvilken forhøjelse kan ske uden at ændre den i loven angivne dispositionsgrænse på en tredjedel af den samlede bevilling."
Der stilledes herefter forslag om, at Statens kunstfonds årlige rådighedssum forhøjedes fra 700 000 kr. til 1,5 mill. kr., idet der til udsmykning af bestående bygninger og anlæg påregnedes anvendt indtil 300 000 kr. af den samlede bevilling; dette forslag var i overensstemmelse med en indstilling fra fondets styrelse.
Om forhøjelsen af bevillingen til Eckersberg-Thorvaldsenfondet udtalte ministeren:
„De forløbne år har gjort det ganske klart for fondets styrelse, at den rådighedssum på 75 000 kr. årligt, som er tillagt dette fond, er utilstrækkelig. Det har ikke været muligt at hjælpe mere end knap halvdelen af de kvalificerede ansøgere, og de uddelte portioner har været for små til at betyde en virkelig hjælp. Til det subsidiære formål har man så godt som intet at kunnet yde. Indkomne ansøgninger har endvidere i mange tilfælde vist, at der også uden for de af loven i øjeblikket omfattede aldersgrupper findes kunstnere, som sidder i overordentlig trange kår, og som har behov for støtte, og der synes ikke at være grund til at udelukke efterladte efter yngre kunstnere fra i påtrængende tilfælde at kunne få hjælp fra fondet.
Det forekommer derfor naturligt på grundlag af de indvundne erfaringer at udvide fondets virksomhedsområde, således at det principielt kan virke som statens almindelige understøttelsesfond for danske bildende kunstnere og deres efterladte, dog således at der ved administrationen af fondets midler i første række tænkes på de ældre kunstnere og deres efterladte og de unge talentfulde kunstnere, således som den hidtidige ordning har været. Fondets årlige rådighedssum foreslås forhøjet fra 75 000 kr. til 200 000 kr. i overensstemmelse med indstillingen fra fondets styrelse, der har givet udtryk for, at en forhøjelse af rådighedssummen med 100 000 kr. ville være begrundet alene i ønsket om, at der kunne ydes passende støtte til den kreds af personer, som loven hidtil har omfattet."
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis arbejde med sagen som nævnt resulterede i to ændringsforslag, der var tiltrådt af udvalget som helhed og vedtoges ved 2. behandling.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 134 stemmer, idet 4 medlemmer afholdt sig fra at stemme (de uafhængige med undtagelse af Arne Bertelsen, der stemte for lovforslaget.)