L 122 Lov om ændring af lov om skolelæger.

Af: Undervisningsminister K. Helveg Petersen ()
Samling: 1961-62
Status: Stadfæstet
Lov nr. 196 af 14-06-1962
Ifølge skolelægelovens § 13 skulle loven forelægges folketinget til revision senest i folketingssamlingen 1961-62.

De ved nærværende lov gennemførte ændringer er ikke udtryk for et ønske om en principiel omlægning af skolelægeordningen, men tilsigter at skabe en mere intensiv udnyttelse af loven og en ajourføring i takt med den udvikling, som lægevidenskaben har gennemgået i de senere år.

Til grund for lovforslaget ligger en udtalelse fra sundhedsstyrelsen på basis af en fra indenrigsministeriets udvalg vedrørende helbredsundersøgelser af børn indhentet redegørelse for skoelægeordningens funktion og skolelægernes arbejds- og medhjælpsforhold.

Af de ved loven gennemførte ændringer skal nævnes følgende:

Skolelægelovens § 2, stk. 1, affattes således:

„Til bistand for skolelægerne bør der ansættes skolesundhedsplejersker."

Formuleringen tilsigter at understrege ønsket om ansættelse af skolesundhedsplej ersker, idet erfaringen har vist, at det er meget vanskeligt for skolelægerne på fuldt tilfredsstillende måde at udføre deres arbejde, såfremt der ikke stilles kvalificeret medhjælp til deres rådighed.

Ved en ændret affattelse af § 3 bortfalder kravet om en årlig tuberkuloseundersøgelse af alle skolebørn.

Det er på baggrund af det erfaringsmateriale, som er tilvejebragt gennem de omfattende tuberkuloseundersøgelser i årene efter skolelægelovens ikrafttræden, anset for forsvarligt at indskrænke antallet af undersøgelser for så vidt angår de ved tuberkulinprøverne positivt reagerende børn. Derimod bør negativt reagerende børn, som ikke lader sig calmettevaccinere, fortsat undersøges i det hidtidige omfang, d. v. s. hvert år. Nærmere bestemmelser herom vil kunne optages i nye normalreglementer for skolelægeordningen.

Lærere og det øvrige ved skolerne ansatte personale må fortsat tuberkuloseundersøges hvert år, og denne pligt — der som hidtil fastslås i § 3 — er yderligere udstrakt til at omfatte rengøringspersonale ved lokaler, der af skoler benyttes uden for den egentlige skolebygning, samt personale ved skolebusser.

Ved en tilføjelse til § 5 fastslås det, at der — foruden måle- og vejeapparater — ved skolerne må være det i øvrigt fornødne undersøgelsesudstyr. Ændringen tilsigter at udelukke den situation, som er opstået ved enkelte skoler, at der end ikke er mulighed for at foretage de mest elementære undersøgelser.

De hidtidige, ret komplicerede bestemmelser i § 11, stk. 2, om statskassens refusion af kommunernes og de private skolers udgifter til skolelægeordningen er erstattet af en bestemmelse om, at statens tilskud til disse udgifter fastsættes af undervisningsministeren efter godkendelse af folketingets finansudvalg. Bestemmelsen om at tilskuddet ikke kan overstige 50 pct. af udgiften berøres ikke af ændringen.

Den ændrede affattelse af refusionsbestemmelsen i § 11, stk. 2, har virkning fra 1. april 1961, idet det er fundet ønskeligt, at statens tilskud som følge af en eventuel forhøjelse af skolelægernes og skolelægemedhjælpernes vederlag kan forhøjes fra dette tidspunkt.

Under hensyn til at skolelægeordningen har bestået siden 1947 og må anses for indarbejdet og gennemprøvet, er revisionsbestemmelsen udgået.

Lovforslaget blev i folketinget modtaget med velvilje fra alle sider.

Ordførerne beskæftigede sig ved 1. behandlingen bl. a. med spørgsmålet om muligheden for at skaffe den fornødne kvalificerede medhjælp, eventuelt igennem en kombination af den i kommunerne i øvrigt etablerede sundhedspleje og spædbørnspleje.

Spørgsmålet om forsvarligheden af at undlade den årlige tuberkuloseundersøgelse af alle skolebørnene fremhævedes af alle ordførere som et særdeles alvorligt og betydningsfuldt spørgsmål, der måtte undersøges nøje.

Om de nævnte spørgsmål siges i den af udvalget afgivne betænkning:

„Vedrørende spørgsmålet om at anvende sundhedsplejersker som medhjælp for skolelægen har ministeren oplyst, at en kombination af hjemmesygeplejerske, sundhedsplejerske og skolesundhedsplejerske kan etableres. Medicinaldirektøren har i denne forbindelse oplyst, at der vil blive foranstaltet korte kursus for at fremskaffe flere kvalificerede sundhedsplejersker.

Udvalget anser det for ønskeligt, at der ansættes skolesundhedsplejersker til bistand for skolelægerne, idet man dog under hensyn til den herskende knaphed på udddannede sundhedsplejersker lægger vægt på, at hensynet til en fortsat udbygning af spædbørnssundheds- plejen landet over primært søges tilgodeset ved ansættelse af sundhedsplejersker med specialuddannelse i spædbørnspleje.

Udvalget ser med stor interesse og sympati på de bestræbelser, der er i gang for at koordinere spædbørnssundhedsplejen, hjemmesygeplejen og skolesundhedsplejen i kommunerne.

Vedrørende tuberkuloseundersøgelserne af skolebørnene har udvalget fået skriftlige udtalelser fra overlægerne K. Tørning og K. A. Winge samt fra sundhedsstyrelsen. Det fremgår heraf, at det skulle være fuldt forsvarligt at undlade den årlige tuberkuloseundersøgelse af alle skolebørnene.

Udvalget tager disse udtalelser til efterretning, idet man dog lægger vægt på, at udviklingen i tuberkulosesituationen til stadighed følges nøje, således at man lokalt kan sætte ind med hyppigere undersøgelser, hvor dette skønnes fornødent."

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt.
Partiernes ordførere
Wilhelm Dupont (S), Ellen Poulsen (V), Ellen Strange Petersen (KF), O. Mathiasen (SF) og Iver Poulsen (U)