Loven har følgende indhold:

§ 1. Der nedsættes en kommission med den opgave at tilvejebringe oplysning om den her i landet udøvede forsikringsvirksomhed, at belyse dennes funktioner og at undersøge, om den drives uden unødigt fordyrende omkostninger, samt at fremkomme med forslag til sådanne foranstaltninger — herunder ændringer af gældende love — som måtte findes egnet til at fremme forsikringsvæsenets bestræbelser for bedst muligt at tilgodese forsikringstagernes interesser.

§ 2. Kommissionens formand udnævnes af kongen, dens næstformand af handelsministeren. Formanden skal være uafhængig af myndigheder, institutioner, virksomheder og organisationer, hvis interesser berøres af kommissionens arbejde. Kommissionen består i øvrigt af indtil 15 medlemmer, der udnævnes af handelsministeren. 1 medlem indstilles af justitsministeriet, 1 af socialministeriet, 1 af finansministeriet, 2 af Assurandør-Societetet, 1 af Dansk Arbejdsgiverforening, Industrirådet og Håndværksrådet i forening, 1 af Den danske Handelsstands Fællesrepræsentation, 1 af rederierhvervet, 1 af Fiskerirådet, 1 af De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger i forening, 1 af Andelsudvalget, 1 af Landsorganisationen De samvirkende Fagforbund og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i forening samt 1 af Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer og Fællesrepræsentationen for danske Arbejdsleder- og tekniske Funktionærforeninger i forening.

Kommissionen kan tilkalde særlig sagkyndige i det omfang, den skønner det fornødent.

§ 3. Kommissionens forretningsorden fastsættes af handelsministeren. Ministeren udnævner efter forhandling med kommissionens formand sekretærer for kommissionen. Formanden antager den i øvrigt fornødne medhjælp.

Honorar til kommissionens formand, næstformand, sekretærer og eventuelt tilkaldte sagkyndige fastsættes af handelsministeren efter forhandling med finansministeren.

§ 4. Kommissionen kan pålægge selskaber og andre at meddele kommissionen sådanne oplysninger, som denne finder nødvendige for sin virksomhed, herunder tariffer, statistiske oplysninger, forsikringsbetingelser, vedtægter og regnskabsmateriale.

§ 5. Undlader nogen at meddele kommissionen en i henhold til § 4 forlangt oplysning, kan handelsministeren efter indstilling fra kommissionen pålægge vedkommende under tvang af daglige eller ugentlige bøder at afgive de forlangte oplysninger.

Den, som meddeler kommissionen urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde eller hæfte, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Er forholdet begået af et aktieselskab el. lign., kan bødeansvar pålægges selskabet som sådant.

Efter det af handelsministeren fremsatte lovforslag skulle begyndelsen af § 1 indtil ordene: „samt at fremkomme med forslag" have været affattet således: „Der nedsættes en kommission med den opgave at tilvejebringe oplysninger om den her i landet udøvede forsikringsvirksomhed med henblik på at belyse dennes funktioner og at undersøge, om denne i det hele virker formålstjenligt og drives uden unødigt fordyrende omkostninger,"...

Ændringen foretoges i folketinget, hvor man ligeledes — ved en ændring af den oprindelig foreslåede § 2 — begrænsede antallet af kommissionsmedlemmer noget.

Spørgsmålet om en kontrol med forsikringsvæsenet blev allerede omkring århundredskiftet taget op for så vidt angår livsforsikring, idet man fandt, at der navnlig inden for denne gren af forsikringsvæsenet var tale om så langvarige kontrakter forbundet med opsparing, at der var brug for en sagkyndig teknisk bedømmelse af selskabernes betalingsevne, en bedømmelse, som den enkelte forsikringstager sjældent ville være i stand til at foretage.

Forhandlingerne førte til fremsættelse af forslag til lov om livsforsikringsvirksomhed, der blev gennemført i 1904. Loven er senere blevet ændret flere gange på grundlag af de i tidens løb indhøstede erfaringer og er pr. 1. oktober 1959 afløst af lov nr. 147 af 13. maj 1959 om forsikringsvirksomhed.

Skadesforsikringskontrakter er sædvanligvis af kortere varighed end livsforsikringskontrakter og er normalt ikke forbundet med henlæggelse af reserver i det omfang, som er karakteristisk for livsforsikring, og man mente derfor på det tidspunkt, da man gennemførte kontrollen med livsforsikring, at der ikke var et tilsvarende behov for kontrol med skadesforsikring. I løbet af de følgende år og navnlig under og umiddelbart efter den 1. verdenskrig blev det imidlertid klart, at dette synspunkt ikke var holdbart, og i 1921 nedsatte handelsministeren en kommission med den opgave at udarbejde udkast til en tilsynslovgivning for skadesforsikring. Lovforslag på grundlag af kommissionens betænkning blev fremsat i rigsdagssamlingen 1923-24, men blev ikke gennemført. Et i det væsentlige tilsvarende forslag blev imidlertid gennemført ved lov om skadesforsikringsvirksomhed m. v. af 2. maj 1934.

Denne lov samt livsforsikringsloven blev i årene 1952-57 undergivet en kommissionsbehandling, der i 1958 førte til fremsættelse af et lovforslag, som blev gennemført i 1959 som den foran omtalte lov af 13. maj 1959 om forsikringsvirksomhed.

Tilsynet med forsikringsselskaberne udøves — ligesom det også var tilfældet efter livsforsikringsloven og skadeforsikringsloven — af forsikringsrådet. Uden for lovens område falder navnlig sygekasser og arbejdsløshedskasser m. v., der henhører under socialministeriets tilsyn, og i det væsentlige bygningsbrandforsikring, som henhører under justitsministeriets tilsyn. Endvidere er Statsanstalten for Livsforsikring ikke undergivet tilsyn efter loven om forsikringsvirksomhed.

For nogle områder er der udover reglerne i lov om forsikringsvirksomhed fastsat særlige bestemmelser; dette gælder navnlig lovpligtig ulykkesforsikring og lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer. Disse områder hører under henholdsvis socialministeriet og justitsministeriet.

Lov om forsikringsvirksomhed og de ovenfor omtalte lovregler har i første række til formål at gennemføre et tilsyn med forsikringsvirksomhederne og giver kun i begrænset omfang bestemmelser, som tager sigte på at regulere de enkelte forsikringskontrakters indhold. På dette område findes de vigtigste regler i den under justitsministeriet hørende lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsikringsaftaler.

Tilsynslovgivningen og loven om forsikringsaftaler indeholder som hovedregel ikke bestemmelser mod urimelige avancer og omkostninger inden for forsikringsvirksomhed, idet man dengang mente, at disse forhold ville reguleres gennem den frie konkurrence, herunder konkurrencen mellem de to typer af forsikringsselskaber, aktieselskaberne og de gensidige selskaber, hvortil inden for livsforsikring kommer konkurrencen mellem Statsanstalten for Livsforsikring og de private selskaber. Desuden har man traditionelt givet meget fri adgang for udenlandske selskaber, som enten kunne oprette filialer her eller stifte datterselskaber her i landet. Et stort antal udenlandske selskaber har benyttet sig af denne adgang til at oprette filialer, og nogle har stiftet datterselskaber eller købt bestående danske selskaber.

Den senere gennemførte almindelige lovgivning om priskontrol blev også udstrakt til at gælde forsikringsvirksomhed.

I sin udførlige fremsættelsestale omtalte handelsministeren, at det fra forskellig side havde været antydet, at hensigten skulle være at skabe grundlag for en socialisering af forsikringserhvervet. „Jeg finder det" — anførte ministeren - „næsten overflødigt at forsikre, at der ikke fra min side haves hensigter i den retning. Jeg føler mig ret sikker på, at resultatet af kommissionens arbejde heller ikke vil pege i den retning. Hensigten er kun at tilvejebringe et alsidigt materiale om dansk forsikringsvæsen til orientering og vejledning for dette høje ting."

Lovforslaget undergaves i folketinget en indgående 1. behandling og henvistes derefter til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i de to foran nævnte ændringer, som der var enighed om i udvalget.

Et flertal omfattende udvalget med undtagelse af venstres udvalgsmedlemmer indstillede det derefter til vedtagelse i den ændrede affattelse, idet det konservative folkepartis repræsentanter i betænkningen bemærkede, at de kunne tilslutte sig lovforslagets gennemførelse „under hensyn til den nu foreslåede affattelse af lovforslagets § 1 og under henvisning til, at handelsministeren under lovforslagets 1. behandling på regeringens vegne har udtalt, at formålet med kommissionens nedsættelse ikke er udtryk for et ønske om en socialisering af forsikringserhvervet."

Venstres udvalgsmedlemmer fandt det derimod, efter hvad Finn Poulsen som ordfører for partiet udtalte ved 2. behandling, tvivlsomt, „hvorvidt det nu virkelig er nødvendigt og hensigtsmæssigt at nedsætte denne kommission, og hvorvidt man virkelig kan forvente, at de resultater, der kan komme ud af det, står i et rimeligt forhold til den bekostning, de anstrengelser og den store ulejlighed, man volder erhvervet. Det har man ladet ligge, og det må føre til den konklusion, at mit parti ikke vil kunne medvirke til lovforslagets vedtagelse, selv om vi kan acceptere ændringsforslagene."

Ud fra tilsvarende synspunkter gik de uafhængiges ordfører, Grøndahl, imod lovforslaget, der ved 3. behandling vedtoges med 98 stemmer mod 29 (V med undtagelse af Foged, Holmberg og Thisted Knudsen, der stemte for lovforslaget, samt de uafhængige med undtagelse af Arne Bertelsen, som undlod at stemme).