Loven, der har til formål at yde bistand til fremme af egnsudviklingsbestræbelser og af en med henblik på markedsforholdene hensigtsmæssig erhvervslokalisering og erhvervsudvikling, viderefører i revideret og udbygget form den lovgivning om egnsudvikling, der blev indledt med lov nr. 211 af 16. juni 1958.
I forbindelse med revisionen er der lagt vægt på at koordinere egnsudviklingsarbejdet med det arbejde, der blev påbegyndt i det af boligministeren den 8. juni 1961 nedsatte landsplanlægningsudvalg, hvis opgave først og fremmest er at tilvejebringe fastere retningslinjer for placeringen af sådanne offentlige investeringer, som er af væsentlig betydning for virksomhedernes lokalisering og den fremtidige bydannelse.
Efter lovens revision forudsættes egnsudviklingsarbejdet at indgå som et væsentligt middel til at realisere de mål, der som led i det påbegyndte landsplanlægningsarbejde efterhånden opstilles for den fremtidige udvikling.
Ved revisionen er endvidere samlet bestemmelserne om ydelse af bistand til erhvervslivet i henhold til egnsudviklingsloven og til industrien i henhold til lov nr. 144 af 4. april 1960 om lån og garantier til visse erhvervsvirksomheder. I overensstemmelse hermed tilsigter egnsudviklingsloven efter den stedfundne revision dels at yde bistand til den erhvervsmæssige udvikling i egne af landet, hvor dette må anses for ønskeligt for at fremme en for landet som helhed hensigtsmæssig befolkningsudvikling og erhvervslokalisering, dels at yde bistand til virksomheder, hvortil er knyttet en særlig samfundsmæssig interesse, eller hvor særlige omstændigheder vil gøre en sådan bistand ønskelig. Der tages herved navnlig sigte på at muliggøre bistand til virksomheder, hvis produktion er af eksportmæssig betydning, og til virksomheder, der må omstille sig til ændrede konkurrencevilkår over for udlandet i forbindelse med markedsordningerne.
Ligeledes åbnes der — med henblik på at fremme det lokale initiativ i områder, hvor en erhvervsmæssig udbygning må anses for særlig ønskelig — adgang til at yde lån af statskassen til kommuner eller ideelle sammenslutninger til delvis dækning af udgifterne ved fremskaffelse af egnede erhvervsarealer og eventuelt til opførelse af erhvervsejendomme med salg eller udleje for øje.
Om partiernes stilling til denne lovgivning og om de i det nedsatte udvalg førte forhandlinger udtaltes i udvalgets betænkning bl. a.:
„Udvalget har bl. a. drøftet mulighederne for ved mere generelle foranstaltninger at lette erhvervslivets udvikling inden for de såkaldte egnsudviklingsområder. Man har herunder drøftet, om det ville være muligt for staten at foretage direkte likviditetsstyrkende indskud i de pågældende områders lokale pengeinstitutter.
Også spørgsmålet, om det ved en egentlig landsplanlægning vil være muligt at tilskynde til en fornuftig egnsudvikling og erhvervslokalisering, har været drøftet, og i forbindelse hermed har været fremhævet ønskeligheden af en stærkere spredning af visse offentlige eller halvoffentlige virksomheder og af undervisnings- og læreanstalter.
Der har i udvalget været enighed om at anbefale sådanne mere generelle foranstaltninger, men medens et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) har ønsket, at sådanne foranstaltninger skulle træde i stedet for i hvert fald en del af de foreslåede bestemmelser i lovforslaget, har flertallet (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) den opfattelse, at de nævnte foranstaltninger kun kan tjene som supplementer til de i lovforslaget foreslåede."
I overensstemmelse hermed indstillede det nævnte flertal det af handelsministeren fremsatte lovforslag til vedtagelse med nogle mindre ændringer, der alene angik formålsparagraffen og egnsudviklingsrådets sammensætning, mens mindretallet under henvisning til den principielle uenighed afslog at medvirke til lovforslagets gennemførelse.
Under 2. behandling erklærede Henry Christensen (V) og Knud Thomsen (KF), at de især var modstandere af det selektive princip, hvorefter staten eller en af staten institueret myndighed havde mulighed for at udvælge enkelte virksomheder eller projekter og favorisere disse med statsstøtte.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 82 stemmer (S, RV og SF) mod 55 (V, KF og Uafh.), mens Søren Jensen (V) undlod at stemme.