Ved lov nr. 145 af 4. april 1960, § 9, fastsattes højestegrænsen for de samlede garanti- og kautionsforpligtelser, som staten kan påtage sig i henhold til lovgivningen om Danmarks erhvervsfond, til 1½ milliard kr. (årbog 1959-60, side 332). Ved nærværende lov forhøjes dette beløb til 2 milliarder kr.

Efter det af handelsministeren fremsatte lovforslag skulle højestegrænsen være sat op til 2½ milliard kr., hvilket beløb imidlertid blev nedsat under sagens behandling i folketinget.

Samtidig udtog man af lovforslaget en bestemmelse vedrørende § 6, hvorefter der skulle kunne ydes eksportgaranti også i sådanne tilfælde, „hvor eksporten finder sted gennem en virksomhed i et andet land på en sådan måde, at denne virksomhed kun hæfter for betalingen i det omfang, den selv modtager betaling fra den endelige køber af varerne."

Som begrundelse for lovforslagets bestemmelser anførte handelsministeren ved dets fremsættelse bl. a.:

„Begge de foreslåede ændringer vedrører bestemmelserne i lovens kapitel II, som omhandler eksportkreditrådets virksomhed, og den mest betydningsfulde ændring går ud på en forhøjelse af det beløb, inden for hvilket rådet kan give garantier og yde kautioner i forbindelse med eksport af varer her fra landet.

Som det vil være det høje ting bekendt, blev det maksimale beløb for rådets garantiansvar i forbindelse med ydelse af garantier og kautioner i lov om Danmarks erhvervsfond af 4. april 1960 fastsat til 1½ milliard kr. Dette beløb var en væsentlig forhøjelse i forhold til det maksimale beløb på 1 milliard kr., som var gældende i den tidligere lov om foranstaltninger til fremme af danske erhvervsinteresser, således som denne senest blev ændret i efteråret 1959. Det var vist den almindelige opfattelse, at vi ved i foråret 1960 at fastsætte garantiansvaret til 1½ milliard kr. havde givet så rummelige rammer for eksportkreditrådets virksomhed, at en yderligere forhøjelse ikke skulle være nødvendig i den nærmeste fremtid. Udviklingen har imidlertid taget en fart, som gør, at beløbet nu næppe længere er tilstrækkeligt. Det samlede garantiansvar androg ved udgangen af september 1961 således godt 1,3 milliard kr., og da ansøgninger om garanti i forbindelse med enkelte forretninger efter de hidtidige erfaringer kan dreje sig om væsentlige beløb, har jeg ikke fundet det forsvarligt at vente med at foreslå garantiansvaret forhøjet."

Efter hvad ministeren oplyste, består den beløbsmæssigt største del af eksportkreditrådets virksomhed i forsikring mod tab i forbindelse med eksportkontrakter. „Tallene viser endvidere, at der forsikres i langt større omfang på de fjerntliggende markeder end på de nærmere markeder. Det er da også forståeligt, at tilskyndelsen til at tegne forsikring er størst, når forretningen afsluttes med en køber i et fjerntliggende land eller i et land, der endnu er så nyt et marked for dansk eksport, at eksportørerne er uden sikkert kendskab til de herskende økonomiske og politiske forhold. En stigning i eksporten til sådanne lande, hvortil først og fremmest udviklingslandene hører, vil derfor have tendens til i højere grad at øge eksportkreditrådets garantiansvar end salgsfremgang på de mere traditionelle markeder, hvor forholdene er så kendte for eksportørerne, at de i de fleste tilfælde ikke finder det nødvendigt at belaste forretningen med præmie til eksportkreditforsikring. Hertil kommer, at der på mange af de oversøiske markeder i reglen vil blive stillet langt større krav med hensyn til kredittidens længde, således at en forretning vil beslaglægge sin del af det samlede garantibeløb i længere tid end en forretning på de vesteuropæiske og nordamerikanske markeder.

De stigende økonomiske vanskeligheder i mange udviklingslande på grund af lave priser på de råvarer, som udgør hovedparten af eksporten fra disse lande, har forstærket interessen hos danske eksportører for at forsikre deres tilgodehavender inden for disse markeder.

Den øgede spænding i øst-vestrelationerne har naturligvis heller ikke kunnet undgå at påvirke eksportkreditforsikringens omfang.

Imidlertid er forklaringen på den kraftige stigning i eksportkreditrådets virksomhed måske også at søge i et større kendskab til eksportkreditordningen, dels gennem den offentlige omtale, som den blev genstand for under behandlingen af den nugældende lov af 1960, dels gennem den skete udsendelse af en brochure, der indeholder oplysninger om den nye forbedrede ordning. Denne brochure blev sendt til alle interesserede kredse og kan bl. a. fås i alle banker." Om den foreslåede, men ikke gennemførte ændring vedrørende § 6 henviste ministeren til, at det ved effektuering af ordrer på større industrianlæg eller større ingeniørarbejder ikke er ualmindeligt, at der etableres et samarbejde på tværs af landegrænserne. „Det kan f. eks. dreje sig om en dansk virksomhed, som med henblik på gennemførelse af en større entreprisekontrakt etablerer et samarbejde med andre virksomheder, udenlandske og/eller danske, i den form, at der dannes et interessentskab eller andet selskab med alle virksomhederne som deltagere. Da kontrakten i disse tilfælde sluttes med det til formålet dannede selskab, vil den danske eksportør ikke have nogen direkte fordring på køberen, men hans krav vil være afledt af selskabets fordring. Det kan også dreje sig om en fabrikant i et andet land, som til opfyldelse af en ordre på en større leverance til et tredjeland afgiver bestilling til en dansk virksomhed på levering af visse dele, som skal indgå i den samlede leverance. Erfaringen viser, at det i denne situation ofte aftales, at den udenlandske fabrikant kun hæfter for betalingen til den danske leverandør i det omfang, han selv modtager betaling fra den endelige køber af varerne, der heller ikke i disse tilfælde har kontrakt direkte med den danske leverandør.

Et sådant samarbejde over landegrænserne er ikke mindst af betydning de nordiske lande imellem. Inden for de nordiske landes kreds vil et sådant samarbejde fremmes af den nære kontakt mellem de nordiske eksportkreditinstitutter og ligheden i eksportkreditordningerne.

Efter handelsministeriets formening vil man også på grundlag af den i dag gældende lov kunne garantere den danske eksportør i tilfælde som de ovenfor nævnte. Da loven nu alligevel foreslås ændret med hensyn til maksimum for garantiansvaret, vil jeg anse det for ønskeligt at foretage den foreslåede tilføjelse, således at også eksportører og andre uden for de sagkyndiges kreds klart kan se af lovens tekst, at tilfælde som de omhandlede kan henføres under garantiordningen."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning udtaler:

„Udvalget er under hensyn til den forventede stigning i antallet af ansøgninger om eksportkreditgarantier enigt om allerede nu at indstille, at maksimumsbeløbet for det samlede garantitilsvar i lovens § 9 hæves.

Da udvalget imidlertid ønsker lejlighed til fortsat at drøfte og undersøge erhvervsfondens administration og virkemåde m. v., herunder nødvendigheden af den i lovforslaget foreslåede tilføjelse til lovens § 6, stilles nedenfor ændringsforslag om en ændret affattelse af lovforslagets tekst, således at kun den del, der vedrører en forhøjelse af det foran omtalte maksimumsbeløb, gennemføres nu, og således at forhøjelsen begrænses til en halv milliard kroner i stedet for som foreslået af ministeren 1 milliard kr.

Udvalget indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med denne ændring, der er tiltrådt af handelsministeren, idet man samtidig udtaler, at man ved 3. behandling af det således ændrede lovforslag agter at indstille til folketinget, at dette i henhold til forretningsordenens § 7, stk. 4, beslutter, at udvalget vedbliver at bestå, indtil det har afsluttet sit arbejde."

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt.

I overensstemmelse med udvalgets indstilling tiltrådte folketinget endvidere, at udvalget skulle vedblive at bestå indtil samlingens slutning.