Optaget i Lovtidende som bekendtgørelse nr. 48 af 9. februar 1962.

Efter vedtagelsen af instruks for folketingets ombudsmand af 22. marts 1956 (årbog 1955-56, side 599) er ombudsmandsloven to gange blevet ændret på væsentlige punkter.

Ved lov nr. 205 af 11. juni 1959 blev det bestemt, at klager over afgørelser, der kan ændres af højere administrativ myndighed, ikke kan indgives til ombudsmanden, før denne myndighed har taget stilling til sagen. Samtidig blev det fastsat, at den del af forvaltningen, der varetages af dommerfuldmægtige, justitssekretærer m. fl, falder uden for ombudsmandens virksomhedsområde.

Ved lov nr. 142 af 17. maj 1961 blev ombudsmandens kompetence med virkning fra 1. april 1962 udvidet til i nærmere bestemt omfang at omfatte den kommunale forvaltning.

En ajourføring af instruksen var derved blevet nødvendiggjort.

Med henblik herpå udarbejdede ombudsmanden i efteråret 1961 efter anmodning et revisionsudkast, der tog hensyn til de nævnte lovændringer og herudover indeholdt enkelte andre ændringer, som på baggrund af de gennem årene indhøstede erfaringer skønnedes hensigtsmæssige. I § 16 foresloges således optaget en bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes i tilfælde, hvor ombudsmanden må anse sig for inhabil ved behandlingen af en konkret sag, eller hvor ombudsmanden på grund af sygdom, bortrejse el. lign. midlertidigt er forhindret i at varetage sit embede.

Dette udkast behandledes i ombudsmandsudvalget og blev tillige forelagt justitsministeren og indenrigsministeren.

I et med justitsministeren afholdt samråd, hvori også ombudsmanden deltog, stillede justitsministeren forslag om en række ændringer, som nærmere præciseredes i et skriftligt notat.

Under de fortsatte forhandlinger nåede man frem til et resultat, som såvel justitsministeren som ombudsmanden fandt tilfredsstillende, og som udvalget kunne slutte sig til.

Udvalget afgav derefter en enstemmig indstilling, som i folketinget mødte tilslutning fra samtlige partier.

I den ændrede affattelse lyder §§ 1 og 2 således:

§ 1. Det påhviler folketingets ombudsmand på folketingets vegne at have indseende med statens civile og militære forvaltning samt kommunernes forvaltning.

§ 2. Ombudsmandens virksomhed omfatter ministrene, statens tjenestemænd og alle andre personer, som virker i statens tjeneste, jfr. dog stk. 2 og 4.

Folkekirkens tjenestemænd henhører under ombudsmandens virksomhed, bortset fra spørgsmål, der direkte eller indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse.

Personer, der virker i kommunernes tjeneste, er omfattet af ombudsmandens virksomhed, for så vidt angår de sagsområder, hvor der er hjemmel for rekurs til en statsmyndighed. Den samlede kommunalbestyrelses virksomhed er dog ikke undergivet ombudsmanden.

Uden for området for ombudsmandens virksomhed falder den del af forvaltningen, der varetages af dommere, justitssekretærer, chefen for skiftekontoret under Københavns byret, protokolsekretærer i højesteret og fuldmægtige ved domstolene.

Når ombudsmanden af egen drift optager en sag til undersøgelse, gælder de i stk. 3 nævnte begrænsninger ikke, for så vidt der er tale om krænkelse af væsentlige retlige interesser.

I tilslutning hertil skal gengives stk. 3 og 4 i § 3, der har følgende ordlyd:

Ombudsmanden er berettiget til at inspicere ethvert tjenestested under staten og har med tilsvarende begrænsninger som omhandlet i retsplejelovens § 749, stk. 1, adgang til samtlige lokaler. Under behandlingen af en sag vedrørende den kommunale forvaltning kan ombudsmanden inspicere vedkommende kommunale tjenestested.

Enhver, der virker i statens og kommunernes tjeneste, er forpligtet til at meddele ombudsmanden de oplysninger og til at fremlægge de dokumenter og protokoller, som han i sit hvervs medfør forlanger.

I de nærmest efterfølgende paragraffer er — ud over nødvendige ajourføringer — foretaget en række redaktionelle ændringer og omplaceringer, som der gøres nærmere rede for i de bemærkninger, der ledsagede ombudsmandsudvalgets forslag.

§ 16, der er ny, har følgende ordlyd:

Når ombudsmanden på grund af sygdom, ferie, bortrejse eller anden årsag midlertidigt er ude af stand til at varetage sit hverv, kan han bestemme, at en af hans medarbejdere midlertidigt skal udøve hans funktioner.

Såfremt ombudsmanden finder, at der i en sag foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om hans fuldstændige upartiskhed, underretter han folketingets om- budsmandsudvalg, der bestemmer, hvem der skal udøve hans funktioner.

I § 17 bestemmes, at den nye instruks træder i kraft 1. april 1962.

Angående § 16 udtalte K. Axel Nielsen (S) ved sagens 1. behandling i folketinget:

„Stk. 1 i denne bestemmelse har der ikke været diskussion om, i hvert fald ikke om bestemmelsens realitet. Den er ny og indeholder den regel, at ombudsmanden i tilfælde af sygdom, ferie, bortrejse eller af anden årsag kan bestemme, at en af hans medarbejdere midlertidigt skal udøve hans funktioner. Denne bestemmelse er naturlig og burde nok have været med i instruksen fra først af. Lykkeligvis har vi ikke haft brug for en sådan bestemmelse før og håber heller ikke at få det.

Stk. 2 i § 16 — det er altså den væsentligste bestemmelse — siger følgende:

„Såfremt ombudsmanden finder, at der i en sag foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om hans fuldstændige upartiskhed, underretter han folketingets ombudsmandsudvalg, der bestemmer, hvem der skal udøve hans funktioner."

Det vil ses, at det efter paragraffens formulering er ombudsmanden selv, der afgør, om han er habil eller inhabil. Det spørgsmål har været rejst, om denne afgørelse burde henlægges til ombudsmandsudvalget. For dommere gælder det ifølge retsplejeloven, at den, der påstår, at en dommer er inhabil, kan appellere dommerens afgørelse til højere instans, hvis afgørelsen går ud på, at dommeren anser sig habil og altså nægter at vige sit sæde. Udvalget og ministeren har imidlertid accepteret ombudsmandens synspunkt: at der vanskeligt kan tænkes en situation, hvor ombudsmanden og udvalget har forskellig opfattelse af hans habilitet. Skulle det imidlertid ske — det er ikke noget, jeg tror nogen sinde vil ske — at ombudsmanden erklærede sig habil i en sag, hvor udvalget er af en anden opfattelse, vil det betyde, at ombudsmanden ikke længer nyder folketingets tillid, en situation, der ifølge ombudsmandslovens § 1 må medføre afsked."

Forslaget vedtoges i folketinget enstemmigt.