Som ordfører for forespørgerne indledte Ib Thyregod (V) med bl. a. at udtale:

„Ved den strejke, der nu har løbet i godt 2 uger, er Bornholm bortset fra flyvetrafikken .... blevet afskåret fra det øvrige land, hvilket har medført betydelig skade for det bornholmske erhvervsliv. Allerede i efteråret sidste år henstillede repræsentanter for Arbejdernes Fællesorganisation på Bornholm og Bornholms Arbejdsgiverforening til hovedorganisationerne at holde Bornholmstrafikken uden for konflikten, og efter at strejken er udbrudt, har der været rettet en række yderligere henvendelser, sidst her i weekenden en henvendelse fra det bornholmske erhverv til den højtærede statsminister. I denne henvendelse peger man på den forskelsbehandling, man er ude for, og stiller krav om regelmæssig daglig ruteskibsforbindelse. Medens den normale rutebådstrafik har været standset, har den højtærede forsvarsminister draget omsorg for, at de værnepligtige har kunnet tage på orlovsrejser — et forhold, som har gjort regeringens passivitet på det normale område endnu mere uforståelig.

Efter at nærværende forespørgsel er anmeldt til folketinget, har generaldirektoratet for statsbanerne i går meddelt, at man agter at oprette en nødforbindelse mellem København og Rønne ved hjælp af Store-Bæltsfærgen „Freia" til befordring af passagerer og post samt livsvigtige varer. Vi hilser naturligvis med tilfredshed dette initiativ, selv om man med rette kunne have forventet, at en sådan forbindelse straks var blevet etableret. Man kan imidlertid ikke lade være at undre sig over, at regeringen har anset det for nødvendigt — som det er oplyst — at indhente Sømandsforbundets sanktion til at indsætte en statsbanefærge på ruten.

Forespørgslen har imidlertid et principielt sigte. Efter vor opfattelse må det være lovgivningsmagtens, regeringens pligt at sikre Bornholm de tilstrækkelige trafikforbindelser og forsyninger på samme måde som det øvrige land. Ud fra dette synspunkt kan det nu gennemførte ikke betragtes som en endelig løsning af problemet. Den omtalte færge skal kun gå hver anden dag; kun livsvigtige varer kan medføres og kun i det omfang, færgens kapacitet tillader det. Nogen ligestilling med det øvrige land er således ikke skabt, og vi må opfordre regeringen til at arbejde videre med spørgsmålet. Et tilsvarende problem for Grønland er ved at opstå; vi håber på og regner med, at den højtærede Grønlandsminister i den anledning vil tage et selvstændigt initiativ."

Som svar på forespørgslen udtalte statsministeren bl. a.:

„Årsagen til, at det er gået på denne måde, er jo, at forbindelsen opretholdes af et privat dampskibsselskab, der er medlem af Arbejdsgiverforeningen og derfor bliver strejkeramt med det samme, når der udbryder transportstrejke.

Hvad angår påstanden om, at der har været passivitet inden for regeringen, vil jeg sige, at noget sådant har ikke været tilfældet. Så snart den søværts forbindelse med Bornholm blev afbrudt, tog vi sagen op, og vi har fulgt den til stadighed; navnlig har amtmanden på Bornholm holdt os orienteret om forsyningssituationen; vi har stadig været underrettet derom.

Der blev også straks gjort forsøg på på trods af strejken at opretholde forbindelsen med Bornholm. Der har været ført en række forhandlinger, hvori har deltaget repræsentanter for såvel arbejdsgiverne som sømændene, med det formål at undersøge, om der var mulighed for, at selskabets skibe kunne sejle trods transportkonflikten. Dette kunne imidlertid ikke lade sig gøre. Man kan drøfte, hvad årsagen er hertil. Så vidt jeg kan skønne, har villigheden ikke været særlig stor hos nogen af de to parter.

Endvidere kunne man i sidste uge forvente, at strejkesituationen udløstes i, at der kunne stilles et mæglingsforslag og forhandlingerne genoptages, og derfor var det først i slutningen af sidste uge, at vi måtte se i øjnene, at vi kunne gå ind i denne uge uden at have søværts forbindelse med Bornholm. Vi drøftede derfor, hvorledes dette kunne tilvejebringes. Som det ærede medlem nævnte, har statsbanerne indsat en færge, „Freia", der er gået her fra byen til morgen. Meningen er, at den skal vende tilbage i morgen; den skal sejle i pendultrafik, altså hver anden dag hver anden vej. Det er givet, at der her er tale om en ordning, der højst kan vare, så længe de nuværende tilstande er til stede.

Jeg ved godt, at man på Bornholm — det fremgår også af en henvendelse, jeg har modtaget fra Bornholm — mener, at man måske kunne sejle en kortere rute. Det er nævnt, at man kunne sejle mellem Rønne og Ystad og derigennem få hyppigere trafik. Færgen skulle imidlertid i gang omgående, og derfor startede man her fra København, men hvis det viser sig, at det andet er mere praktisk, er der ingen som helst grund til ikke at drøfte denne mulighed."

Under den efterfølgende debat stillede Ib Thyregod (V) og Ninn-Hansen (KF) følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til omgående at sikre normal forbindelse til Bornholm, pålægger det ministeren for offentlige arbejder at drage omsorg for, at der uden begrænsning kan medtages gods og andre tilsvarende forsendelser på den mellem København og Bornholm midlertidigt etablerede statsfærgeforbindelse.

Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Heroverfor stillede H. Larsen (Bjerre) (S) og Aage Fogh (RV) følgende dagsordensforslag:

„Idet folketinget tager statsministerens redegørelse til efterretning,

går tinget over til næste sag på dagsordenen.",

mens et tredie forslag stillet af Aksel Larsen (SF) havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer Dansk Arbejdsgiverforening til at hæve forbuddet mod, at skibstrafikken på Bornholm kommer i gang på de vilkår, der blev aftalt mellem søfolkenes organisationer og Dampskibsselskabet af 1866,

og går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Ved afstemningen vedtoges det af H. Larsen (Bjerre) og Aage Fogh stillede dagsordensforslag enstemmigt med 82 stemmer, idet 78 medlemmer (V, KF, SF, Uafh. samt de i Grønland valgte) afholdt sig fra at stemme. De to andre dagsordensforslag var dermed bortfaldet.