Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget samtykke til Danmarks ratifikation af den europæiske bosættelseskonvention med tilhørende protokol, undertegnet i Paris den 13. december 1955, med de rettelser af konventionens engelske tekst, som er foretaget ved det af Det europæiske Råds generalsekretær udstedte certifikat af 27. juli 1956.
Konventionens forhistorie.
I august 1950 drøftede Det europæiske Råds ministerudvalg et fra italiensk side fremsat forslag om udarbejdelse af en konvention om fælles regler jor behandlingen af statsborgere Ira Europarådets medlemslande under ophold på et andet medlemslands område. Spørgsmålet blev forelagt for Europarådets rådgivende forsamling, der foranledigede, at Det internationale Privatretsinstitut i Rom udarbejdede et foreløbigt konventionsudkast. Efter at det var blevet behandlet dels i den rådgivende forsamlings udvalg for juridiske og administrative spørgsmål og dels i selve forsamlingen, oversendtes et revideret udkast til ministerudvalget i maj 1951.
Ministerudvalget besluttede i juli 1952 at forelægge sagen for et ekspertudvalg, der første gang trådte sammen i oktober s. å. Eksperterne kom ikke ved denne lejlighed ind på en detaljeret gennemgang af forslagets bestemmelser, men enedes om at anbefale, at man skulle fortsætte bestræbelserne for udarbejdelse af en konventionstekst, hvilket ministerudvalget tiltrådte. Ekspertudvalget udarbejdede herefter i årene 1953 og 1954, til dels i samarbejde med en underkomité af forsamlingens udvalg for juridiske og administrative spørgsmål, et konventionsudkast med tilhørende protokol.
Under betegnelsen Den europæiske Bosættelseskonvention blev aftalen med tilhørende protokol undertegnet på det møde, som Europarådets ministerudvalg afholdt i Paris den 13. december 1955.
Konventionen er blevet undertegnet af samtlige Europarådets medlemslande med undtagelse af Irland.
Konventionens indhold.
Som det fremgår af bosættelseskonventionens indledning, er formålet ved fælles regler for behandlingen af statsborgere fra Europarådets medlemslande under ophold på et andet medlemslands område at styrke forbindelserne mellem disse lande. Konventionen vedrører alene fysiske personer, idet man fandt, at spørgsmålet om stillingen for juridiske personer frembød så mange specielle og vanskelige problemer, at det burde gøres til genstand for undersøgelse i et særligt ekspertudvalg, og et sådant blev nedsat og har endnu ikke afsluttet sit arbejde.
De kontraherende parter forpligter sig til på en række områder at indrømme hverandres statsborgere lempelser og rettigheder, hvorved de pågældende i princippet ligestilles med landets egne borgere. Konventionen indeholder imidlertid sådanne forbehold og begrænsninger, at den næppe i praksis går ud over den bestående tilstand i medlemslandene. Derimod forudses en videre udvikling i retning af ligestilling for borgere i Europarådets medlemslande, og der fastsættes ret snævre grænser for adgangen til at indføre nye restriktioner over for disse.
Da det som følge af forskelligheder i lovgivningen og uligheder på det økonomiske og sociale område ikke er muligt for de kontraherende parter på indeværende tidspunkt at give statsborgere fra de andre Europarådslande fuldstændig ligestilling med deres egne statsborgere, er der i konventionens artikler 6 og 14 åbnet deltagerne adgang til i forbindelse med undertegnelsen at tage visse forbehold. Disse kan referere sig til bestemmelserne i den interne lovgivning, hvorved der gøres indskrænkninger i fremmedes adgang til erhvervelse, besiddelse eller brug af visse kategorier af ejendom eller gøres indskrænkninger i deres adgang til beskæftigelse og erhverv. Der er endvidere i konventionens artikel 26 åbnet adgang til ved undertegnelsen eller ratifikationen at tage forbehold, for så vidt den interne lovgivning i øvrigt på specielle områder ikke er i overensstemmelse med konventionen. Fra dansk side er der i samråd med ressortministerierne taget forbehold i henhold til artiklerne 6 og 14 for så vidt angår de i den danske lovgivning indeholdte begrænsninger med hensyn til udlændinges adgang til at udøve ejendomsrettigheder og drive økonomisk virksomhed.
Bosættelseskonventionen er inddelt i 11 kapitler, af hvilke det første omhandler adgangen til indrejse og ophold samt udvisning af statsborgere i Europarådets medlemslande. I den tilhørende protokol er det fastsat, at hvert enkelt land selv afgør, hvorvidt hensynet til retsordenen, sikkerheden, den offentlige sundhed eller moralen eller de økonomiske og sociale forhold gør begrænsninger påkrævet.
Kapitel II bestemmer, at medlemslandenes statsborgere skal behandles som landets egne statsborgere med hensyn til besiddelsen og udøvelsen af private rettigheder, hvad enten det er personlige rettigheder eller ejendomsrettigheder. Dog kan en medlemsstat af hensyn til statens sikkerhed eller forsvar forbeholde erhvervelsen, besiddelsen eller brugen af hvilken som helst art af ejendom for sine egne statsborgere eller fastsætte særlige betingelser for udlændinge med hensyn til sådan ejendom. Endvidere kan der som ovenfor nævnt tages forbehold for så vidt angår bestemmelser i den interne lovgivning, hvorved der gøres indskrænkninger i fremmedes adgang til erhvervelse, besiddelse eller brug af visse kategorier af ejendom. Hvis et medlemsland i fremtiden ser sig nødsaget til at indføre nye restriktioner af ovennævnte art, skal der gives meddelelse herom til Europarådets generalsekretær, der videregiver sådanne oplysninger til de andre medlemslande.
Kapitel III fastsætter, at medlemslandenes statsborgere under samme betingelser som landets egne statsborgere skal nyde fuld lovmæssig og retslig beskyttelse af deres person og ejendom, deres rettigheder og interesser.
Adgangen til at udøve erhvervsvirksomhed omhandles i kapitel IV, der bestemmer, at ethvert medlemsland på sit territorium skal meddele de øvrige medlemslandes statsborgere tilladelse til på lige fod med landets egne borgere at drive virksomhed af erhvervsmæssig karakter, medmindre bydende økonomiske eller sociale forhold taler herimod. Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om den pågældende arbejder selvstændigt eller er i en andens tjeneste. I artikel 12, stk. 1, bestemmes, at der ikke kan gøres indskrænkninger i retten til at udøve erhvervsmæssig virksomhed på lige fod med landets egne borgere for så vidt angår en statsborger fra et andet medlemsland, som a) allerede har udøvet sådan virksomhed i 5 år eller b) har haft lovligt ophold på territoriet i 10 år eller c) har opnået varig opholdstilladelse. Medlemslandene kan dog ved undertegnelsen eller ratifikationen tage forbehold for så vidt angår en eller to af de ovennævnte betingelser. Ethvert medlemsland kan derhos forbeholde sine egne statsborgere udøvelsen af offentlige funktioner samt virksomhed i forbindelse med statens sikkerhed og forsvar eller lade udlændinges udøvelse af sådan virksomhed være undergivet særlige vilkår.
Kapitel V omhandler særlige rettigheder, såsom valgret til sammenslutninger eller organisationer af økonomisk og faglig karakter samt adgangen til undervisning. Kapitel VI vedrører beskatning, borgerlige ombud, ekspropriation og nationalisering, og det fastsættes her bl. a., at der ikke må opkræves særlige opholdsafgifter af andre medlemslandes statsborgere. Kapitel VII giver regler om nedsættelse af et stående udvalg, i hvilket samtlige deltagende lande vil blive repræsenteret, mens kapitel VIII indeholder en bestemmelse om, at de kontraherende parter har ret til indbyrdes at afslutte overenskomster, hvorved de giver hinanden en gunstigere stilling end hjemlet ved bosættelseskonventionen. Kapitel IX fastsætter, at området for konventionen er de kontraherende parters moderlande. Kapitel X vedrører bilæggelse af tvister.
De afsluttende bestemmelser indeholdes i kapitel XI, der fastsætter, at den tilhørende protokol skal udgøre en integrerende del af konventionen. Fremdeles fastsættes, at konventionen skal ratificeres, og at den skal være åben for medlemmerne af Europarådet. Konventionen træder i kraft, når fem ratifikationsdokumenter er blevet deponeret hos rådets generalsekretær.
Den tilhørende protokol giver fortolkningsbidrag til visse af konventionens bestemmelser.
Forslaget til folketingsbeslutning mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier. Det undergaves efter 1. behandling en udvalgsbehandling, der resulterede i en redaktionel ændring i forslagets tekst og en sproglig rettelse i den danske oversættelse af konventionens tekst. Udvalget modtog endvidere skriftlige svar på en række spørgsmål, det havde stillet til udenrigsministeren. Disse svar findes aftrykt i den enstemmige betænkning-,
I den ændrede affattelse vedtoges forslaget enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.