De hidtidige regler om den offentlige sygeforsikring fandtes i lov om folkeforsikring, jfr. lovbekendtgørelse nr. 228 af 12. september 1957.

I de senere år har der været rejst spørgsmål om en række ændringer i denne lovgivning, heraf flere af betydelig rækkevidde, f. eks. om ændring i de økonomiske betingelser for medlemskab, i de for medlemskab gældende helbreds- og aldersbetingelser samt i varighedsbegrænsningerne og i reglerne om sygekassernes ydelser, herunder dagpengene, om en forenkling af sygekassernes administration og om ændring i reglerne om fribefordring.

Under hensyn hertil nedsattes i 1954 en kommission til behandling af de foreliggende problemer inden for sygeforsikringen, „Sygeforsikringskommissionen af 1954".

Loven bygger i væsentlig grad på de af kommissionen i betænkning af august 1959 stillede forslag. Disse er stort set fulgt, hvor indstillingen har været enstemmig eller afgivet af et altovervejende flertal i kommissionen.

Det er med loven tilstræbt at fortsætte udviklingen af sygeforsikringen henimod en fælles ordning for hele befolkningen. Herunder er der dog taget hensyn til væsentlige forhold i det hidtidige system, som er skønnet at burde opretholdes.

Det kan således nævnes, at sygeforsikringen stadig bygger på organer, som er økonomisk og administrativt selvstændige, men kontrolleres af det offentlige. Nydende medlemskab i sygeforsikringen er fremdeles frivilligt. Den hidtidige lægeordning forudsættes ligeledes opretholdt.

Med bevarelse af disse principper i den hidtidige ordning er der gennemført en væsentlig ændring i sygeforsikringens opbygning, idet adgangen til nydende medlemskab i de anerkendte sygekasser fremtidig står åben for alle uanset økonomiske forhold. Lovforslaget forudsatte i sin oprindelige form, at fortsættelsessygekassernes virksomhed efter en vis overgangstid skulle ophøre, så at der i administrativ henseende gennemførtes en enhedsordning for alle. Efter ændringer, foretaget under folketingets behandling, giver loven imidlertid fortsættelsessygekasserne mulighed for — på visse betingelser — at fortsætte deres virksomhed, jfr. de nedenfor om lovens § 65 anførte bemærkninger.

Af andre nydannelser skal her nævnes, at de hidtidige alders- og helbredsbetingelser for optagelse som nydende medlem og varighedsbegrænsningen af ydelserne ophæves. Der sker en væsentlig udbygning af dagpengeordningen.

Kravet om medlemskab af den offentlige sygeforsikring som betingelse for opnåelse af folkepension og forbindelsen mellem medlemskab i sygekasserne og medlemskab af invalideforsikringen ophæves.

Som følge af, at forbindelsen mellem sygeforsikringen og de i øvrigt i folkeforsikringsloven indeholdte regler herefter ophører, og som følge af at det har været nødvendigt at foretage en omskrivning og en ny opstilling af samtlige bestemmelser om sygeforsikring, fremtræder loven som en selvstændig lov om den offentlige sygeforsikring. I denne lov er en særlig dagpengeordning for lønarbejdere indarbejdet som et selvstændigt afsnit under hensyn til denne ordnings alle omfattende karakter.

Idet der om enkeltheder må henvises til lovens tekst, bemærkes i øvrigt om lovens indhold:

1. Sygeforsikringens almindelige organisation.

Som nævnt åbner loven adgang til nydende medlemskab i en anerkendt sygekasse for enhver uanset økonomiske forhold. Den, der ikke benytter sig af denne ret, er forpligtet til at være bidragydende medlem af en anerkendt sygekasse (§ 1), jfr. dog det nedenfor om fortsættelsesygekasser (§ 65) anførte.

Loven bygger fremdeles på en sygekassegrænse, så at den offentlige sygeforsikring er forskellig for personer, hvis indtægt ligger under eller over denne grænse. Ifølge § 9 henføres således de nydende medlemmer til to grupper: Gruppe A, medlemmer med indtægt under grænsen, og gruppe B, medlemmer med indtægt over grænsen. Denne skal som hidtil fastsættes ved en af socialministeren hvert 3. år udsendt bekendtgørelse, jfr. nærmere paragraffens stk. 2. Efter bestemmelsens endelige formulering tages der alene hensyn til den skattepligtige indkomst, idet der dog (ved § 10, stk. 2) er åbnet mulighed for at overføre medlemmer, hvis indtægtsforhold pludseligt og varigt forringes, til gruppe A uanset deres indkomst i det foregående år. De hidtil gældende bestemmelser om en formuegrænse er ikke medtaget i loven.

Bestemmelse om overflytning mellem de to grupper træffes af sygekassens bestyrelse på grundlag af materiale, som stilles til rådighed af ligningsmyndighederne (§ 10, stk. 1). Systemet tager alene sigte på en kontrol med indtægtsforholdene for medlemmerne i gruppe A, idet det offentlige kun har interesse i at sikre, at overflytning finder sted, når indtægten stiger og passerer den grænse, hvor retten til statstilskud og overenskomstmæssige fordele m. m. ophører.

I kapitel I (§§ 2-4) findes bestemmelser om sygekasser. Af ændringer i forhold til folkeforsikringslovens hidtidige tilsvarende bestemmelser skal nævnes følgende.

Der kan ifølge § 2, stk. 3, kun anerkendes én sygekasse inden for hver kommunes område, idet dog bortses fra de ved lovens ikrafttræden bestående landsomfattende sygekasser. Særregler kan fastsættes for disse og for København og Frederiksberg. Der vil herefter ikke være mulighed for at opretholde fagkasser, hvorfor de hidtidige bestemmelser i folkeforsikringsloven om faglige sygekasser er unødvendige. § 64 indeholder regler til løsning af problemerne ved sammenlægning af flere bestående sygekasser inden for samme kommune.

Som en følge af den almindelige adgang til nydende medlemskab gives ifølge § 3, stk. 1, stemmeret til kassernes kompetente forsamlinger alene til de nydende medlemmer.

I § 3, stk. 2, er det som en ny regel fastsat, at kommunalbestyrelsen skal vælge en tredjedel — dog mindst to medlemmer — af sygekassens bestyrelse.

Ifølge § 3, stk. 3, skal der i sygekassens vedtægt optages bestemmelser, som sikrer en passende repræsentation i sygekassens bestyrelse for begge grupper nydende medlemmer (A- og B-gruppen). Det er fastsat, at hver gruppe i alle tilfælde skal sikres ret til mindst 1 medlem.

§ 4 fastslår, at der for hver sygekasse skal findes en vedtægt, affattet på grundlag af en af direktøren for sygekassevæsenet udarbejdet mønstervedtægt. Vedtægten skal godkendes af direktøren. Under behandlingen i folketinget indsattes en bestemmelse, hvorefter direktøren forinden godkendelsen skal påse, at der i vedtægten er tilsikret nydende medlemmer, hvis indtægt er over den i § 9, stk. 2, omhandlede grænse, ydelser i et omfang, der så vidt muligt svarer til de ydelser, som er tilsikret nydende medlemmer, hvis indtægt ikke er over denne grænse, og direktøren skal tillige påse, at hver medlemsgruppes bidrag til sygekassen fastsættes i forhold til de rettigheder, der er tilsikret vedkommende gruppe.

I modsætning til et i kommissionsbetænkningen skitseret forslag er loven udformet således, at der inden for hver sygekasse er fælles økonomi og fælles forsikringsmæssig risiko for A- og B-gruppen. Herved opnås en administrativt enklere ordning, og de enkelte sygekassers interesse i at administrere B-afdelingen økonomisk styrkes.

Ordningen er en naturlig forudsætning for andre principper i loven. En fælles ledelse af den offentlige sygeforsikring for begge medlemsgrupper vil således være påkrævet, når det — som tilfældet er — påtænkes så vidt muligt at stille samme ydelser til rådighed for begge gruppers medlemmer. Den nedenfor omtalte ophævelse af helbreds- og aldersbetingelser for optagelse og af hjælpens varighedsbegrænsning må også forudsætte den bredest mulige forsikringsmæssige basis for den offentlige sygeforsikring, når denne fremdeles baseres på frivillighed. Den fælles økonomi medfører yderligere, at det bliver muligt at give en noget større valgfrihed for den enkelte med hensyn til forsikringsformen, jfr. det foran om overflytningsreglerne anførte, hvorefter det alene skal påses, om en person efter sine økonomiske forhold er berettiget til medlemskab i A-gruppen.

Tilskud fra det offentlige ydes kun i begrænset omfang til forsikringen for medlemmer i gruppe B. Dette må bl. a. ses i forbindelse med den forskellige lægeordning, som fortsat skal være gældende for henholdsvis A- og B-medlemmer. Tilskudsbestemmelsen i § 37 ændredes under behandlingen i folketinget. Herefter ydes tilskuddet på 5 kr. for hvert medlem pr. år — svarende til det tilskud, som hidtil er ydet de anerkendte sygekasser — alene for nydende medlemmer af gruppe A (oprindeligt foreslået både for A- og B-medlemmer). Det almindelige tilskud til sygekassens sygehjælpsudgifter af udgifterne i henhold til §§ 11 og 12 samt 14-17) gives ligeledes alene for A-medlemmer. Til begge grupper ydes endvidere fuld refusion af sygekassens udgifter til den såkaldte „livsvigtige medicin" (S 13, stk. 3, pkt. 1) og — efter ændringen i folketinget — 1/4 af udgifterne til den såkaldte „særlig betydningsfulde medicin" og „dispensationsmedicin" (§ 13, stk. 3, pkt. 2 og pkt. 3). Endelig ydes til begge grupper 1/4 af udgifterne til den frivillige dagpengeforsikring (§§ 25-32). Den nedsættelse i sygehustaksterne (til det halve), som hidtil er givet til de ubemidlede nydende sygekassemedlemmer, gives (ifølge § 38) også til B-medlemmer.

B-medlemmerne vil få udvidet deres rettigheder i forhold til de ydelser, som hidtil har kunnet ydes denne persongruppe i fortsættelsessygekasserne, idet de enkelte medlemmer ved overgangen fra gruppe A til gruppe B vil få ret til de samme ydelser som hidtil (i gruppe A). Som følge heraf må B-medlemmerne betale et højere kontingent, stort set svarende til forskellen på statstilskuddet til de to medlemsgrupper, jfr. § 33, stk. 2.

(Med hensyn til bidragydende medlemskab henvises til bemærkningerne nedenfor i forbindelse med omtalen af alders- og helbredsbetingelsernes ophævelse m. v.).

Som nævnt forudsatte det oprindelige lovforslag, at fortsættelsessygekassernes virksomhed måtte ophøre og overtages af sygekasserne, til hvis gruppe B medlemmerne skulle overføres. Forholdene forudsattes ordnet ved forhandling mellem de pågældende kassers ledelser. Bestemmelsen herom — i lovens S 65 — ændredes imidlertid under forhandlingen i folketinget således, at fortsættelseskasserne under nærmere angivne betingelser kan fortsætte og deres medlemmer fritages for at betale det bidragydende medlemmer påhvilende medlemsbidrag, og således at disse uden ventetid kan overføres til de anerkendte sygekassers gruppe A, når indtægten falder under den fastsatte grænse.

Da fortsættelseskasserne ikke længere skal indgå som et led i den offentlige sygeforsikring, skal tilsynet med deres virksomhed efter 31. december 1962 udøves af forsikringsrådet ifølge loven om forsikringsvirksomhed.

Som betingelse for fritagelsen for bidrag til sygekasser er bl. a. stillet, at foreningens virksomhed begrænses til sygehjælp og begravelseshjælp. Endvidere kræves det (§ 65, stk. 3, pkt. 3), at der i vedtægten indføjes regler, der sikrer, at de midler, der gennem fortsættelsessygekasserne er opsamlet til fordel for denne befolkningsgruppes sygeforsikring, i tilfælde af kassernes ophør enten følger medlemmerne ved en overførelse til den eller de sygekasser, til hvilke medlemmerne overgår (på dette tidspunkt eller i en passende periode forinden), eller anvendes til et socialt formål til fordel for denne befolkningsgruppe, f. eks. til fremme af oprettelse af plejehjem for gamle, der ikke opfylder betingelserne for optagelse i almindelige pensionistboliger og alderdomshjem, men ikke har mulighed for anden pleje. Beslutningen om, hvorledes midlerne inden for disse rammer skal anvendes, må træffes af foreningens repræsentantskab, dog at en beslutning om anvendelse til et socialt formål skal godkendes af socialministeren, der må påse, at beslutningen tilgodeser interesserne for den personkreds, for hvilken foreningen har virket.

Bestemmelserne om fortsættelsessygekassernes forhold var et af de punkter, som i særlig grad gav anledning til debat i folketinget. Disse vil blive omtalt nedenfor efter omtalen af lovens indhold i forbindelse med oppositionens ændringsforslag.

2. Ophævelse af alders- og helbredsbetingelser for optagelse og af varighedsbegrænsningen i sygeforsikringens ydelser.

Reglerne om betingelserne for nydende medlemskab og om det tidspunkt, på hvilket rettighederne som nydende medlem m. m. indtræder, er samlet i § 5. Herved er de helbreds- og aldersbetingelser, som hidtil har været gældende for optagelse i sygekasser og fortsættelsessygekasser, ophævet. Den væsentligste betingelse vil herefter være, at den, der søger optagelse, er bosat her i landet eller forhyret med dansk skib.

Børn omfattes af deres forsørgeres forsikring indtil det fyldte 16. år (hidtil det 15. år). Dette udelukker ikke, at der uden aldersgrænse nedad kan tegnes selvstændig forsikring.

For personer, der vil være nydende medlemmer i direkte fortsættelse af den periode, i hvilken de var dækket af forsørgerens forsikring — eller før det 16. år — gives der adgang til optagelse som nydende medlem uden nogen ventetid.

Paragraffen giver i øvrigt nærmere regler for personer, der bosætter sig her i landet efter det fyldte 16. år, for hvilke der normalt foreskrives en ventetid på 6 uger.

For at undgå risiko for misbrug ved, at indmeldelse som nydende medlem efter det fyldte 16. år alene sker under kortvarige sygdomsperioder, kræves som hidtil en ventetid på 6 måneder ved overgang fra bidragydende til nydende medlemskab.

Da sygeforsikringen er baseret på frivillighed, har det været nødvendigt at modvirke eventuelle misbrug af retten til uanset alder eller helbred at indmelde sig som nydende medlem, f. eks. ved at indmeldelse udsættes til en højere alder, hvor større skrøbelighed vil medføre større udgifter for forsikringen. Dette er sket ved at opretholde og udbygge det bidragydende medlemskab. Herefter påhviler (§ 6) som hovedregel pligten til bidragydende medlemskab enhver, der er fyldt 16 år, og som ikke er nydende medlem af sygekasserne, jfr. dog § 65 om fortsættelseskasserne. Bidraget forhøjes væsentligt, så at det sættes i rimeligt forhold til den merudgift, en udsættelse af overgang til det nydende medlemskab vil medføre. Kontingentet er ved § 34 fastsat til 24 kr. årlig.

Hvad angår reglerne om sygekassernes ydelser (kap. III, §§ 11-20), bemærkes, at de hidtidige regler om begrænsning i varigheden (folkeforsikringslovens § 21) ikke er medtaget. Dagpengeordningen vil blive omtalt nedenfor. Om ydelserne må i øvrigt i alt væsentligt henvises til de enkelte paragraffer. Her skal alene nævnes, at loven forudsætter, at gruppe A fremdeles skal have ret til fri lægehjælp, baseret på overenskomst mellem sygekasser og læger, mens gruppe B skal have ret til en godtgørelse af deres lægeudgifter efter nærmere regler i vedtægten, men til gengæld have et noget friere lægevalg (§ 11, jfr. § 18).

De samme bestemmelser indeholder regler, som tilsigter at tilskynde til en udbygning af speciallægehjælpen. § 12 tager sigte på at sikre både A- og B-medlemmer fri behandling på sygehus og omfatter bl. a. også behandling af alkoholister på særlige behandlingsinstitutioner for disse. Tandlægehjælp er gjort pligtig i kommuner, hvor der findes en skoletandplejeordning (§ 14). Den fri hjemmesygepleje er udvidet til også at omfatte medlemmer, hvis indtægt er over grænsen (§ 15).

Reglerne om fribefordring (kap. IV, §§ 21-24) er søgt forenklet. Ligesom hidtil er retten til fribefordring begrænset til nydende medlemmer, hvis indtægt er under grænsen (A- gruppen), mens der for B-medlemmer er adgang til kollektiv ambulanceforsikring. Forskellen på fribefordringsreglerne for land og by er i det væsentlige ophævet. Reglerne er bl. a. udvidet til også at omfatte befordring til og af speciallæger.

3. Dagpenge i sygdomstilfælde m. m.

Bestemmelser herom findes dels i lovens afsnit II (S S 49-60), som indeholder reglerne for dagpenge til lønarbejdere, dels i §§ 25-32, som indeholder de hertil svarende regler om frivillig dagpengeforsikring for andre medlemmer af sygekasserne.

a. Dagpengeordningen for lønarbejdere er en udbygning af den i henhold til mæglingsforslaget af 31. marts 1956 oprettede sygelønsordning.

I modsætning til den nævnte sygelønsordning er retten til udbetaling af dagpenge betinget af nydende medlemskab af en sygekasse, jfr. § 49, der i øvrigt nærmere afgrænser den personkreds, der er omfattet af ordningen. Undtaget er således lønmodtagere, for hvem anden lovgivning eller kontrakt giver bedre rettigheder.

§ 50 giver nærmere regler for, hvornår dagpenge kan udbetales (krav om forudgående beskæftigelse m. v.), hvorved bemærkes, at ordningen sikrer adgang til dagpenge også for arbejdsløse medlemmer af statsanerkendte arbejdsløshedskasser.

Efter § 51 udgør dagpengehjælpen 21 kr. til forsørgere, 16 kr. til andre lønarbejdere over 18 år og 8 kr. til andre lønarbejdere under 18 år. Under ophold på sygehus m. v. for sygekassens regning nedsættes dagpengehjælpen for ikke-forsørgere med 5 kr. pr. dag (§ 53).

Ordningen er pligtig for alle, idet der af samtlige arbejdere og arbejdsgivere skal udredes bidrag til ordningens finansiering, jfr. § 57, hvorefter disse bidrag skal fastsættes således, at de skønnes at dække 5/6 af udgifterne, mens resten afholdes af statskassen. Arbejdernes bidrag er fastsat til 1,5 øre pr. arbejdstime og arbejdsgivernes til 3 øre.

§ 52 giver nærmere regler for udbetalingsperioderne. Dagpenge udbetales herefter for 6 dage om ugen fra og med den 7. således beregnede dag i hver sygeperiode og udbetales i indtil 156 dage i løbet af 12 på hinanden følgende måneder. Hjælpen kan ikke udbetales ud over i alt 468 dage i løbet af 3 på hinanden følgende regnskabsår. Der er mulighed for at forlænge dagpengeperioden i tilfælde, hvor revalideringssag er rejst. De angivne dagpengesatser finder også anvendelse ved ydelse af dagpenge i barseltilfælde, jfr. § 54, hvorefter ordningen omfatter alle fødende kvinder, der omfattes af lønarbejderordningen, og ikke som hidtil alene de grupper, som falder ind under arbejderbeskyttelseslovgivningens regler. Udgifterne til barseldagpenge afholdes af kommunerne, jfr. § 57, stk. 2.

b. Dagpengeordningen for andre nydende medlemmer af sygekasserne end lønarbejdere, jfr. §§ 25-32, er opbygget som et frivilligt system, hvori der kan sikres dagpenge på et beløb fra 5 kr. til 21 kr. pr. dag, dog med et maksimum på 8 kr. for husmødre uden selvstændigt erhverv (§ 27). I det omfang det har været praktisk muligt, svarer reglerne til lønarbejderordningens system.

Da ordningen indebærer en frivillig dagpengeforsikring, er en aldersgrænse og helbredsbetingelser for retten til at sikre sig dagpenge eller til at forhøje allerede sikrede dagpenge fortsat nødvendig. Aldersgrænsen for optagelse er i forhold til hidtidig praksis forhøjet fra 40 til 45 år, fremdeles med mulighed for dispensation (§ 25). Helbredsbetingelserne er lempeligere end de hidtil gældende.

§ 26 fastsætter en ventetid for retten til udbetaling på 3 måneder efter indgivelse af begæringen om optagelse i dagpengeforsikringen.

Bestemmelserne om dagpengeperioderne (§ 28) svarer stort set til lønarbejderordningens, dog at ventetiden her er 12 dage mod lønarbejderordningens 6 dage (der svarer til sygelønsordningen).

Også bestemmelserne om nedsættelse af dagpengehjælpen under sygehusophold (§ 29) svarer stort set til den ovenfor nævnte (§ 53), dog at beløbet på 8 kr. for husmødre — efter en i folketinget foretaget ændring — ikke nedsættes.

I barseltilfælde ydes — som hidtil — i 2 uger efter fødslen dagpenge af den størrelse, som pågældende har sikret sig i tilfælde af sygdom (§ 30).

Loven indeholder i §§ 64-72 en række slutnings- og overgangsbestemmelser, hvoraf § 65 (om fortsættelsessygekasser) er omtalt i det foregående.

Loven træder ifølge § 71 i kraft den 1. april 1961.

Lovforslaget gav anledning til ret omfattende debatter under behandlingen i folketinget. Herom må i alt væsentligt henvises til folketingets forhandlinger.

Mens regeringspartiernes ordførere kunne anbefale lovforslaget med en række ændringer, som gennemførtes efter den indgående udvalgsbehandling, tog venstres og det konservative folkepartis ordførere stærkt afstand fra en del af lovforslagets bestemmelser. De sidstnævnte partiers synspunkter vil for en stor del fremgå af en række ændringsforslag, som deres medlemmer af udvalget stillede i betænkningen mellem 1. og 2. behandling. Idet der om enkeltheder må henvises til de enkelte ændringsforslag og de meget fyldige bemærkninger, som ledsager disse i betænkningen, skal en række hovedpunkter i oppositionens ændringsforslag omtales i det følgende.

Mindretallet (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) foreslog, at fortsættelseskasserne skulle udøve deres virksomhed som hidtil og udgøre en del af den offentlige sygeforsikring. Deres medlemmer skulle således bevare retten til fritagelse for det bidragydende kontingent på 24 kr. årlig. Endvidere skulle lønarbejderdagpengene også kunne udbetales gennem fortsættelsessygekasserne til disses medlemmer.

Personer, der på anden vis havde sikret sig sygehjælp, skulle fritages for at betale det bidragydende kontingent.

Endvidere foresloges det, at der i større sygekasser skulle kunne kræves forholdstalsvalg for at sikre repræsentantion for mindretalsgrupper.

Statstilskuddet til sygekasserne foresloges nedsat til 1/6 af de tilskudsberettigende udgifter (imod lovforslagets og den hidtidige lovs: 1/4 af udgifterne). Samtidig skulle foretages en deling af medlemsgruppe A, så at formindskelsen af den offentlige støtte kun skulle medføre kontingentforhøjelse for den del af A-medlemmerne, hvis indtægt var over en vis grænse.

Statstilskuddet pr. medlem og den særlige nedsættelse af sygehustaksterne til halvdelen skulle bortfalde for sygekassernes B-medlemmer.

Der foresloges en vis pligt til betaling af kontrolafgift ved tilkaldelse af læge.

I dagpengeordningen for lønarbejdere skulle satserne for dagpengebeløb og for arbejder- og arbejdsgiverbidrag nedsættes til de satser, som er gældende i sygelønsordningerne. Sygekassemedlemmer skulle dog have ret til i sygekassen frivilligt at tegne supplerende dagpenge af en sådan størrelse, at der i alt kunne opnås samme dagpenge som ifølge lovforslaget, d. v. s. i alt op til 21 kr. daglig. Statskassen skulle dække den resterende udgift (ca. 1/10) til lønarbejderdagpengene.

Bortset herfra skulle alle statstilskud til dagpengesikring ophæves og den frivillige dagpengefòrsikring således finansieres ved medlemsbidrag alene.

Mindretallet kunne i øvrigt tilslutte sig en lang række af socialministeren i betænkningen stillede ændringsforslag, men tog afstand fra den ændrede udformning af tilskudsreglerne og af bestemmelserne i § 65 om fortsættelsessygekasserne.

Uden for betænkningen stilledes fra kommunistisk side en række ændringsforslag, som tog sigte på forbedringer af dagpengeordningen for lønarbejdere.

Ved 2. behandling vedtoges de af socialministeren stillede ændringsforslag, som for en del vil fremgå af de foregående bemærkninger, mens de øvrige ændringsforslag forkastedes.

Ved 3. behandling var navnlig fortsættelseskassernes forhold genstand for diskussion.

Mens de øvrige partier kunne gå ind for den nu ændrede bestemmelse i § 65, fandt venstre og det konservative folkeparti ikke, at der herved var skabt tilfredsstillende forhold for fortsættelsessygekasserne i sammenligning med sygekassernes B-afdelinger.

Oppositionen fremhævede i denne forbindelse navnlig fordele for B-medlemmer i henseende til sygehustakster og statstilskud til visse former af medicin samt det forhold, at nydende medlemskab i en sygekasse var en forudsætning for at få del i dagpengeordningen for lønarbejdere.

Sygekassernes B-medlemmer ville herved efter oppositionens opfattelse blive favoriseret i forhold til medlemmerne af fortsættelsessygekasserne, så at disses virksomhed på længere sigt ville vanskeliggøres. Dette indebar spiren til en socialisering af hele sygekassevæsenet.

Specielt rejstes fra oppositionens side spørgsmål om, hvorvidt den i § 65, stk. 3, pkt. 3), optagne bestemmelse angående en sygeforsikringsforenings formue kunne anses for at være i overensstemmelse med grundlovens regler om ekspropriation.

Bestemmelsen, der indeholder et af de krav, der stilles til foreningens vedtægt som betingelse for en fritagelse for foreningens medlemmer for at betale det bidragydende kontingent til sygekassen, er refereret ovenfor i forbindelse med omtalen af paragraffen.

Efter at lovforslaget ved 3. behandling var vedtaget med 83 stemmer (S, RV, DR og DK) mod 63 (V og KF), indgav 65 medlemmer (V og KF) følgende begæring til folketingets formand:

„Undertegnede medlemmer af folketinget fremsætter herved i henhold til bestemmelsen i grundlovens § 73, stk. 2, krav om, at det af folketinget den 1. juni 1960 vedtagne forslag til lov om den offentlige sygeforsikring først indstilles til kgl. stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget på ny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing."

Folketingets formand modtog senere fra statsministeren følgende skrivelse af 9. juni 1960, bilagt en udtalelse fra professor i retsvidenskab ved Københavns universitet, dr. jur. et phil. Alf Ross:

„Med skrivelse af 2. juni 1960 har hr. formanden hertil oversendt en af 65 folketingsmedlemmer under henvisning til grundlovens § 73, stk. 2, fremsat begæring om, at det af folketinget den 1. juni 1960 vedtagne forslag til lov om den offentlige sygeforsikring først indstilles til kgl. stadfæstelse, efter at nyvalg til folketinget har fundet sted og forslaget på ny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.

Jeg har i denne anledning anmodet professor i retsvidenskab ved Københavns universitet, dr. jur. et phil. Alf Ross om at ville afgive en udtalelse om, hvorvidt bestemmelsen i § 65, stk. 3, nr. 3, i det omhandlede lovforslag må antages at medføre, at grundlovens § 73, stk. 2, om udskydelse af stadfæstelsen kan finde anvendelse på lovforslaget. Som det fremgår af det af professoren afgivne responsum af 8. juni 1960, hvoraf et antal afskrifter vedlægges, deler professoren det af de 3 regeringspartier under behandlingen i folketinget indtagne standpunkt, hvorefter § 65, stk. 3, nr. 3, ikke kan anses for at være en ekspropriationsbestemmelse, og § 73, stk. 2, som følge heraf ikke finder anvendelse på det omhandlede lovforslag.

Jeg må herefter mene, at der ikke foreligger fornødent grundlag for at imødekomme det fremsatte krav om udskydelse af lovforslagets stadfæstelse, og agter derfor at lade indstille til Hans Majestæt Kongen, at lovforslaget stadfæstes i det til fredag den 10. juni 1960 berammede statsrådsmøde."