Loven går ud på at give Frederiksberg kommune adgang til på linje med andre kommuner at opkræve en særlig afgift for bortkørsel af dagrenovation.
Dette sker ved en tilføjelse til § 23, stk. 3, i lov nr. 188 af 20. maj 1933 om kommunale ejendomsskatter, således som denne lovbestemmelse er affattet ved § 11 i lov nr. 31 af 15. februar 1957.
Som begrundelse for ændringen anførtes i bemærkningerne til det af indenrigsministeren fremsatte lovforslag:
„Efter anmodning fra Københavns magistrat blev der ved lov nr. 31 af 15. februar 1957 om ændring af lov om kommunale ejendomsskatter optaget en ny bestemmelse i § 23, stk. 3, i den kommunale ejendomsskattelov, hvorefter der for bortførsel af dagrenovation i Københavns kommune, for så vidt bortførslen sker ved kommunens foranstaltning, af vedkommende grundejere skal erlægges en afgift, hvis størrelse fastsættes af kommunalbestyrelsen.
Baggrunden for den særlige lovhjemmel var, at det blev antaget, at det i henhold til den særlige lovgivning for København påhvilede Københavns kommune at bortfjerne dagrenovation vederlagsfrit for en stor del af ejendommene i kommunen (ca. 40 pet. af dagrenovationen i hele kommunen), medens bortførsel af dagrenovationen fra de øvrige ejendomme i kommunen blev betalt af grundejerne.
På Frederiksberg påtog kommunen sig i 1895 at sørge for bortfjernelse af dagrenovation i hele bydistriktet mod at repartere udgifterne hertil på de faste ejendomme i bydistriktet efter grundtakst. Denne ordning blev med indenrigsministeriets godkendelse i 1907 udvidet til også at omfatte landdistriktet, således at udgifterne blev lignet på hele kommunen efter grundtakst. Ved lov nr. 104 af 29. april 1913 blev ligningen efter grundtakst af en del af Frederiksberg kommunes udgifter — herunder udgiften til bortførsel af dagrenovation — ophævet, idet der i stedet for blev indført en kommunal ejendomsskat beregnet med en i loven fastsat promille af ejendomsskyldværdien; ejendomsskatten bortfaldt ved indførelsen af den almindelige kommunale grundskyld og ejendomsskyld 1926. Frederiksberg kommune har således siden 1926 afholdt udgifterne til bortførsel af dagrenovation af kommunens almindelige indtægter.
På grund af den særlige lovmæssige baggrund kan der rejses tvivl om, hvorvidt Frederiksberg kommune ligesom andre kommuner har adgang til at opkræve en afgift for bortførsel af dagrenovation. Da Frederiksberg kommunalbestyrelse nu — bl. a. under hensyn til, at der ikke længere pålignes nye bygninger ejendomsskyld — ønsker en sådan afgift indført, foreslås det, at bestemmelsen i § 23, stk. 3, i den kommunale ejendomsskattelov om adgang til at opkræve renovationsafgift også skal gælde for Frederiksberg kommune."
Lovforslaget vedtoges, efter i folketinget at have været undergivet en kortvarig udvalgsbehandling, uændret og enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdte sig fra at stemme.