L 48 Lov om ændringer i lov om saltvandsfiskeri.

Af: Fiskeriminister Oluf Pedersen (DR)
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 237 af 10-06-1960
Ved loven indsættes i § 1 i lov nr. 500 af 19. december 1951 om saltvandsfiskeri som nyt stk. 4:

„Finske, islandske, norske og svenske statsborgere er med hensyn til retten til at drive lystfiskeri på dansk søterritorium med stang, pilk og lignende håndredskaber ligestillet med danske statsborgere. Ved kgl. anordning kan der fastsættes nærmere regler for udøvelsen af dette lystfiskeri, ligesom der heri kan gives regler for andre udenlandske statsborgeres adgang til efter ansøgning i hvert enkelt tilfælde og inden for samme rammer som foran nævnt at udøve lystfiskeri på dansk søterritorium."

Spørgsmålet om ligestilling mellem nordiske statsborgere med hensyn til at udøve lystfiskeri har været behandlet i Nordisk Råd, hvis juridiske ni mands komité udarbejdede udkast til lovændringer, hvorefter statsborgere i Danmark, Finland, Norge og Sverige skulle være ligestillet på dette område.

Nordisk Råd vedtog den 12. november 1958 at henstille til regeringerne i Danmark, Finland, Norge og Sverige at søge gennemført ligestilling på det heromhandlede område efter de retningslinjer, som indeholdes i udkastet.

På svensk initiativ blev udkastet drøftet på embedsmandsniveau ved et møde i Stockholm i efteråret 1959, hvor repræsentanter for fiskeriadministrationerne i de fire lande var til stede.

På dette møde vedtoges det at søge sagen fremmet, så at nye regler sigtende til gennemførelse af Nordisk Råds fornævnte indstilling kunne træde i kraft i de fire lande samtidig den 1. juli 1960.

I overensstemmelse hermed fremsattes forslaget til den heromhandlede lov, der vedtoges enstemmigt og trådte i kraft 1. juli 1960.

Under sagens behandling i folketinget undergik lovforslaget en enkelt ændring, idet man af tilføjelsen til saltvandsfiskeriloven udtog følgende bestemmelse, der var optaget i det oprindelige lovforslag som 2. punktum: „Fangsten må dog ikke gøres til genstand for forhandling."
Partiernes ordførere
Chr. Christiansen (S), C. Melchior Hansen (V), Hans Baagø-Hansen (KF), A. C. Normann (RV), Kristian Kristensen (DR), Nikolaj Rosing (UFG) og L. Lynnerup Nielsen (DKP)