Lovforslaget indeholder de retsregler til beskyttelse af de skabende kunstnere, som hidtil har været rubriceret dels under forfatterretten, dels under kunstnerretten, og dets bestemmelser skulle afløse lov nr. 149 af 26. april 1933 om forfatterret og kunstnerret.

Lovforslaget var resultat af et flerårigt nordisk samarbejde, og lovforslag af lignende indhold fremsattes omtrent samtidig med det danske i de lovgivende forsamlinger i Norge og Sverige og kunne også ventes fremsat i Finland, ligesom der er mulighed for, at Island på et senere tidspunkt vil søge en tilsvarende lovgivning gennemført, så at man har udsigt til at få i det væsentlige ensartede regler i hele Norden på dette område. Det danske forslag byggede i hovedsagen på et i 1951 offentliggjort „udkast til lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker med tilhørende anmærkninger og Bernerkonventionen af 1948, udarbejdet af den af undervisningsministeriet i 1939 nedsatte kommission i samarbejde med tilsvarende finske, norske og svenske kommissioner."

Vedtagelsen af lovforslaget vil muliggøre det for Danmark at ratificere Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker i den skikkelse, konventionen fik ved revisionskonferencen i 1948 i Bruxelles, samt den såkaldte verdenskonvention om copyright, som Danmark var med til at undertegne i Geneve i 1952.

Om lovforslagets indhold bemærkes:

Da de afgørende retsregler er de samme inden for kunstnerretten som inden for forfatterretten, er lovforslaget i modsætning til den gældende lov udformet således, at samtlige beskyttede værker nævnes under ét, og de derefter opstillede regler gælder dem alle, medmindre andet udtrykkeligt er nævnt. I overensstemmelse hermed betegnes den ret, som tilkommer den, der har frembragt et litterært eller kunstnerisk værk, med et fælles udtryk, nemlig ophavsret, og den, som har frembragt et sådant værk, som ophavsmand.

I kapitel I omhandles ophavsrettens genstand og indhold. Den gældende lov opregner en række former for værker, som omfattes af den forfatterretlige beskyttelse, mens de beskyttede værker inden for billedkunsten defineres mere generelt. Lovforslagets § 1 fastsætter følgende om ophavsrettens genstand:

„Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller beskrivende fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.

Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker."

Hovedbestemmelsen om ophavsrettens indhold findes i § 2, stk. 1, som lyder:

„Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden, i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik."

Kapitlet indeholder i øvrigt bestemmelser om ophavsmandens droit moral, hvorunder dels henhører krav på at blive navngivet i forbindelse med værket (droit de la paternité), dels ret til at modsætte sig værkets benyttelse på en måde, som krænker hans litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart (droit au respect), om oversættere og om samleværker m. v., hvortil kommer forskellige definitioner.

Fotografiske billeder omfattes ikke af forslaget, men omhandles i det samtidig fremsatte lovforslag om retten til fotografiske billeder (se nærmest efterfølgende sag).

I kapitel II er givet regler om indskrænkninger i ophavsretten, herunder om retten til at fremstille enkelte eksemplarer af offentliggjorte værker til privat brug, citatretten m. m. Ved udformningen af reglerne i dette kapitel gøres der i mindre grad end efter loven af 1933 indgreb i ophavsmændenes rettigheder, samtidig med at det søges hindret, at ophavsmændenes beføjelser får virkninger, som fra et kulturelt eller samfundsmæssigt synspunkt må betragtes som skadelige. Således gives bestemmelser om bibliotekernes adgang til i deres virksomhed at benytte totokopiering, om skolernes og de såkaldte båndcentralers optagelser af radioens udsendelser til brug i undervisningen samt om visse former for mangfoldiggørelse uden ophavsmandens samtykke, når den sker til brug i forsorgen for blinde eller døve o. s. v. Der gives radio og fjernsyn ret til under visse betingelser at udsende værker uden forud indhentet samtykke fra ophavsmændene, dog naturligvis mod honorar til disse.

Kapitel III omhandler ophavsrettens overgang til andre. Overgang ved overdragelse, arv, ægteskab og kreditorforfølgning omhandles i et afsnit om almindelige bestemmelser, mens der i særlige afsnit er givet bestemmelser om overdragelse af ret til offentlig fremførelse, forlagsaftaler og aftaler om filmatisering. De fleste af de i de særlige afsnit givne bestemmelser kan fraviges ved aftale, dog kan enkelte bestemmelser vedrørende forlagsaftaler ikke fraviges til skade for ophavsmanden.

I kapitel IV om ophavsrettens gyldighedstid fastsættes denne ligesom efter gældende lov til 50 år efter ophavsmandens dødsår.

Kapitel V, andre rettigheder, indeholder forskellige beskyttelsesregler for frembringelser, der ikke kan betegnes som litterære eller kunstneriske værker, men som er af beslægtet karakter. Det drejer sig først og fremmest om beskyttelse af de udøvende kunstneres præstationer, grammofonpladefabrikanternes frembringelser samt af radio- og fiernsynsudsendelser. Endvidere henhører herunder beskyttelse af pressenyheder, af visse arter af kataloger og programmer m. v.

Den foreslåede beskyttelse af de udøvende kunstnere, der er ny i forhold til gældende lov, går ud på følgende:

1. Den udøvende kunstners præstation — hans fremførelse eller udførelse af et åndsværk — må ikke uden hans samtykke optages på grammofonplade, på lydbånd, film eller lignende.

2. Den må heller ikke uden hans samtykke udsendes i radio eller fjernsyn eller på anden måde gøres tilgængelig for almenheden.

3. Når en præstation er optaget på grammofonplade, bånd eller film, må den ikke kopieres uden kunstnerens samtykke. Denne beskyttelse skal vare i 25 år.

4. Når en optagelse på grammofonplade eller lignende benyttes til udsendelse i radio eller fjernsyn, skal ikke alene fabrikanten af pladen, men også de udøvende kunstnere, der har medvirket, have krav på et vederlag. De udøvende kunstneres vederlagskrav kan dog kun gøres gældende over for radioen gennem grammofonpladefabrikanten (der allerede efter gældende ret har krav på honorering).

5. De udøvende kunstnere får en beskyttelse af deres personligt ideelle interesser, altså en såkaldt droit moral, svarende til ophavsmændenes.

Kapitel VI, forskellige bestemmelser, giver regler om litterære og kunstneriske værkers betegnelser, om overgang af forfatterens og kunstnerens droit moral til undervisningsministeren og om oprettelse af et særligt nævn til fastsættelse af vederlaget i visse tilfælde, hvor en beskyttet ret kan udnyttes uden ophavsmandens samtykke.

Kapitel VII indeholder nærmere regler om retshåndhævelsen og kapitel VIII bestemmelser om lovens rækkevidde og ikrafttrædelse.

Lovforslaget blev ved 1. behandling velvilligt modtaget af alle partiers ordførere, hvoraf dog de fleste også havde kritiske bemærkninger at gøre til enkelte bestemmelser. Det forudsattes fra alle sider, at lovforslaget måtte underkastes en langvarig og grundig udvalgsbehandling, og flere ordførere udtrykte ønske om, at der herunder søgtes kontakt med de andre nordiske lande, hvor tilsvarende lovforslag var under behandling, således at slutresultatet så vidt muligt kunne blive en ensartet nordisk lovgivning.

Udvalget afsluttede ikke sit arbejde.