Loven går ud på at sætte forsikringsaftalelovens regler i kraft i Grønland med enkelte af forholdene nødvendiggjorte afvigende bestemmelser.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres herom bl. a.:

„Forsikringsaftaleloven antages allerede i dag at gælde for Grønland for så vidt angår aftaler indgået med danske forsikringsselskaber, der ikke har hjemsted i Grønland. Formålet med forslaget er at gøre forsikringsaftalelovens bestemmelser anvendelige også på forsikringsaftaler indgået med selskaber hjemmehørende i Grønland og at indføre de ændringer i loven, som de særlige grønlandske forhold gør hensigtsmæssige.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at den grønlandske postgang ikke har den sikkerhed og præcision, der er en forudsætning for en række af forsikringsaftalelovens bestemmelser om meddelelser, frister m. m. Denne begrundelse gælder med samme vægt, hvad enten aftalen er indgået med et grønlandsk eller et dansk forsikringsselskab, og afgørende for, om de ændrede bestemmelser finder anvendelse, er derfor efter forslaget ikke, om forsikringen er tegnet af et grønlandsk selskab, men om den person, hvis forhold man i det enkelte tilfælde må lægge vægt på, har bopæl i Grønland.

Forslaget er udarbejdet på grundlag af et udkast fra det grønlandske lovudvalg og svarer indholdsmæssigt fuldstændig til dette udkast, der er tiltrådt af Grønlands landsråd i rådets ordinære samling i 1959.

Foruden de bestemmelser i forsikringsaftaleloven, der er omfattet af forslagets § 1, har det grønlandske lovudvalg særlig drøftet bestemmelserne i §§ 55 og 87 med henblik på spørgsmålet om nødvendigheden af ændringer.

Uanset at det grønlandske husfællesskab ofte vil omfatte personer uden for den kreds, som nævnes i § 55 (ægtefælle og hjemmeboende børn samt personer, der hører til forsikringstagerens husstand og står i personligt tjenesteforhold til ham), har udvalget ikke fundet anledning til en ændring af loven, hvorefter indboforsikringen skulle omfatte andre tredjemænds interesser (f. eks. forældre, plejebørn, svigerbørn). Udvalget har i forbindelse hermed bemærket, at det fra Assurandør-Societetet er oplyst, at der for tiden finder drøftelser sted, der går ud på at udvide den til forsikringsaftalelovens § 55 svarende standardbetingelse i indboforsikringspolicerne til at omfatte „familiemedlemmer, der er optaget i husstanden."

Bestemmelsen i § 87 sigter til at skabe sikkerhed for panthavere i fast ejendom i tilfælde af, at brandforsikringen i ejendommen ændres eller falder bort. En eventuel ændring får efter bestemmelsen først retsvirkning for panthaveren 14 dage efter, at denne af selskabet har fået meddelelse herom. Så længe der i Grønland ikke findes noget tinglysningssystem, hvorigennem der uden vanskelighed kan skaffes oplysning om eventuelle panthavere, kan selskabets forpligtelse, for så vidt angår panthavere med pant i grønlandsk fast ejendom, kun gælde, såfremt disse enten har anmeldt deres ret til selskabet, eller denne i øvrigt måtte være selskabet bekendt. Idet udvalget er gået ud fra, at selskabet heller ikke efter den nuværende formulering af den danske bestemmelse vil kunne komme til at hæfte i videre omfang for selskabet ubekendte hæftelser, har man ikke ment det nødvendigt at ændre ordlyden af § 87 på dette punkt.

For så vidt angår huse, der er opført med offentlige lån, må det formentlig antages, at selskabernes grønlandske agenter vil være bekendt med det offentliges ret."

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget udtalte Elias Lauf (valgt i Grønland) bl. a.:

„Baggrunden for det foreliggende lovforslag er vel de mange drøftelser om livsforsikring i Grønland. Interessen for livsforsikringen bliver nemlig mere og mere aktuel blandt de private selvstændige erhvervsdrivende og arbejdere. Private virksomheder i Grønland er ikke forsikrede, og de private håndværksmestre har stadig vanskeligheder med at finde en ordning for at sikre deres folks fremtid i tilfælde af skade efter ulykkestilfælde.

Vi er klar over, at ikke alle danske love kan indføres i Grønland uden videre, fordi andre forudsætninger gør sig gældende deroppe; men man skulle synes, at tiden snart er inde til at gennemføre visse danske love i Grønland, således at grønlænderne også lettere kan drage nytte af de fordele, lovene hjemler. Dette gælder f. eks. lovene om ungdomsundervisning, højskoler, fritidshjem o. s. v., som hjemler tilskud fra staten. Intet er så irriterende for os grønlændere som at være med til at vedtage en lov med fordele for det danske samfund og med slutparagraffen: „Denne lov gælder ikke for Grønland."

Det har derfor glædet mig meget at gennemgå det foreliggende lovforslag og se, at en vigtig dansk lov bliver anvendelig i Grønland med visse ændringer. Det grønlandske landsråd har enstemmigt tiltrådt forslaget, og jeg kan også give min fulde tilslutning til det." Justitsministeren svarede hertil, at han ganske delte den opfattelse, at „det vil være rigtigt i så vid udstrækning som muligt at gennemføre dansk lovgivning også i Grønland. Jeg henleder det ærede medlems opmærksomhed på, at det udvalg om Grønlands forhold, der i nær fremtid kan ventes nedsat, vil beskæftige sig også med dette spørgsmål."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt uden forudgående udvalgsbehandling.