Loven, hvorved der foretoges en revision af den hidtidige lovgivning vedrørende åndssvageforsorgen, bygger på den betænkning, som i efteråret 1958 blev afgivet af det af socialministeriet den 30. april 1954 nedsatte udvalg, dog at der under folketingets behandling foretoges en række ændringer såvel i forhold til det i betænkningen foreslåede som i forhold til det af socialministeren fremsatte lovforslag.

Loven er opdelt i 5 kapitler omhandlende forsorgens organisation (kap. I), iværksættelse og ophør af hjælpeforanstaltninger (kap. II), særlige foranstaltninger vedrørende børn og unge (kap. III), særlige regler vedrørende voksne (kap. IV) og forskellige bestemmelser (kap. V).

Angående forsorgens organisation fastslås det i kap. I (§§ 1-4), at statens forsorg for åndssvage og andre særlig svagtbegavede udøves under socialministerens ledelse af en selvejende institution, hvis bestyrelse skal være fælles for hele landet og bestå af 9 medlemmer, hvoraf formanden, forsorgschefen, udnævnes af kongen, mens de øvrige medlemmer beskikkes af socialministeren (§ 1). Bestyrelsen skal efter nærmere af socialministeren fastsatte regler administrere loven, følge udviklingen inden for området og over for socialministeren fremsætte forslag til sådanne foranstaltninger, som udviklingen gør ønskelig (§ 2), og ministeren skal drage omsorg for, at der til udøvelse af forsorgen oprettes lokale forsorgscentre, samt at der inden for hvert forsorgscenter findes de til enhver tid fornødne institutioner og andre hjælpeforanstaltninger til opnåelse af forsorgens formål (§ 3). Forsorgscentrene ledes i et samarbejde mellem lægeligt, pædagogisk, socialt og økonomisk-administrativt sagkyndige, og ved hvert center oprettes et tilsynsråd, hvis arbejde skal hvile på principper svarende til de hidtil gældende.

Alle spørgsmål om anvendelse af tvang ved iværksættelse og ophør af hjælpeforanstaltninger kan for så vidt angår voksne åndssvage indbringes for et i henhold til § 4 nedsat centralnævn. Derimod afgøres alle spørgsmål om forsorgens udøvelse som hidtil af bestyrelsen med rekurs til socialministeriet, ligesom klager af denne art stadig kan indbringes for det af folketinget i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn.

Overensstemmende med, at loven lægger hovedvægten på, at åndssvageforsorgen tilbydes de pågældende som en frivillig hjælp, fastslås det i kap. II, at enhver, der er åndssvag, eller hvis tilstand ganske må ligestilles med åndssvaghed, og som skønnes at have behov for hjælpeforanstaltninger, er berettiget til at modtage hjælp og bistand fra åndssvageforsorgen (§ 5). For at sikre, at åndssvage får den hjælp, de behøver, er der i §§ 6 og 7 givet formelle regler om, hvem der kan rette henvendelse om hjælp, og hvilke myndigheder der har pligt til at indberette en åndssvag til forsorgen.

Mens det hidtil har været tvivlsomt, om og i hvilket omfang en åndssvag var undergivet undervisnings- og oplæringspligt, er en sådan pligt nu lovfæstet i kap. III. Pligten indtræder fra det tidspunkt, da barnet efter de til enhver tid i lov om folkeskolen fastsatte bestemmelser ville have været undergivet undervisningspligt, og vedvarer normalt til det fyldte 21. år. I særlige tilfælde kan pligten ophæves på et tidligere tidspunkt, dog først fra det tidspunkt, da den i lov om folkeskolen hjemlede undervisningspligt ophører (§ 9).

I kapitel IV hjemles ved § 10 særlige tvangsregler for åndssvage over 18 år, som ikke er omfattet af bestemmelserne om forlænget børneforsorg til det 21. år. Mens ufrivillig forsorg hidtil har kunnet iværksættes og opretholdes, hvis en åndssvag måtte forventes at ville blive til væsentlig ulempe for samfundet, hvis han var ude af stand til at forsørge sig selv, eller hvis der var nærliggende fare for, at han ville sætte børn i verden, er der ved de nu gennemførte bestemmelser sket den væsentlige indskrænkning, at forsorgen kun kan iværksættes for så vidt vedkommende overlæge skønner, at pågældende må anses som farlig for sig selv eller andre. Derimod kan ophør af forsorg nægtes (udskrivning afslås), såvel når den pågældende skønnes farlig for sig selv eller andre, som når det må antages, at foranstaltningernes ophør vil medføre væsentlige ulemper for ham selv. En truffen beslutning om iværksættelse eller opretholdelse af forsorg kan såvel af den åndssvage selv som af den, der handler på hans vegne, kræves forelagt centralnævnet, der snarest muligt og inden 1 måned skal træffe afgørelse. Centralnævnets afgørelser kan ifølge § 11 begæres forelagt retten til afgørelse; reglerne herom svarer til de hidtil gældende.

Endvidere gives der i § 12 regler om beskikkelse af tilsynsværge svarende til bestemmelserne herom i loven om sindssyge personers hospitalsophold, dog at det ikke kræves, at værgen fortrinsvis beskikkes blandt den pågældendes nærmeste pårørende.

Endelig indeholdes i lovens sidste kapitel (kap. V) bestemmelser om betaling for forsorgen (§ 14) og en fortegnelse over de love og bestemmelser, der ophæves; reglerne om sterilisation af åndssvage, jfr. §§ 6-9 i lov nr. 171 af 16. maj 1934, opretholdes dog indtil videre for at afvente resultatet af undersøgelserne i den af justitsministeriet nedsatte sterilisationskommission, men det fastslås, at disse regler skal optages til revision senest i folketingsåret 1962-63.

Loven, der trådte i kraft 1. oktober 1959, kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Lovforslaget, der gennemførtes med tilslutning fra samtlige partier i folketinget, blev under udvalgsbehandlingen underkastet en række ændringer; blandt disse kan nævnes, at titlen, der oprindelig var foreslået affattet således: lov om forsorgen for åndssvage, ændredes til: lov om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede. Herved tilsigtedes dog ikke en udvidelse af kredsen af de personer, som åndssvageforsorgen skal kunne yde hjælp, idet formålet alene var at skabe mulighed for anvendelse af en anden betegnelse for de personer, som efter populær opfattelse ikke falder ind under åndssvagegruppen.