Ved loven ophæves det på Bornholm mellem købstæder og landdistrikter hidtil bestående amtskommunale fællesskab (§ 1), og det bestemmes, at den tidligere amtsfonds aktiver og passiver skal deles mellem amtskommunen og de enkelte købstadkommuner efter regler fastsat ved overenskomst, hvis indhold godkendes af indenrigsministeren (§ 2). Endvidere foreskrives i S 3 regler for fordelingen og anvendelsen af visse fonde.
Herefter skal fra 1. april 1959 i princippet alle udgifter, der har påhvilet den for Bornholms købstæder og landdistrikter fælles amtsfond, afholdes af amtskommunen og købstæderne på Bornholm efter de samme regler, som gælder i resten af landet, og på samme måde skal alle indtægter, der var tillagt amtsfonden, tilfalde amtskommunen og købstæderne efter de samme regler, der gælder i den øvrige del af landet.
Samtidig med ophævelsen af det økonomiske fællesskab ophæves købstædernes repræsentation i amtsrådet, og der foretages ved lovens § 4 en sådan ændring i den kommunale valglovs § 37, stk. 1, at der åbnes mulighed for indenrigsministeren til at fastsætte, at antallet af medlemmer i det bornholmske amtsråd ikke længere skal være 15. Samtidig ophæves de for Bornholm hidtil gældende særlige bestemmelser i den kommunale valglovs §§ 44 og 45.
Som en konsekvens af købstadrepræsentanternes udtræden af amtsrådet forudsættes dette opløst og nyt amtsrådsvalg udskrevet, og der gives i lovens § 5 bestemmelser angående fremgangsmåden ved valget og om varetagelsen af amtsrådets forretninger i tiden indtil det nye amtsråds overtagelse af disse.
For det tilfælde, at der skulle opstå tvivl eller uenighed med hensyn til tilvejebringelsen og indholdet af den fornødne overenskomst om de regler, hvorefter de hidtil til Bornholms amtskommune henlagte fællesopgaver fremtidig skal varetages af vedkommende kommuner hver for sig eller i fællesskab, bestemmes det i § 6, at indenrigsministeren i så tilfælde har den endelige afgørelse.
Ved lovens § 7 ophæves følgende love:
1) Lov af 21. januar 1857 om forandring i bestemmelserne angående ligningen af bidraget til det for købstæder og landdistrikter på øen Bornholm fælles amts fond.
2) Lov nr. 98 af 4. marts 1918 om ændring i reglerne for påligning af bidrag til den for Bornholms købstæder og landdistrikter fælles amtsfond samt om repræsentationen i det fælles amtsråd, som ændret ved lov nr. 150 af 31. marts 1949.
Endelig anføres i § 8 i alt 24 love og lovbekendtgørelser, hvori der foretages ændringer som følge af ophævelsen af det amtskommunale fællesskab på Bornholm.
Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget uændret og enstemmigt med 133 stemmer, mens 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.