Ved gennemførelsen af lov nr. 357 af 27. december 1958 om ekstraordinær grundskyld og ejendomsskyld til kommunen (se ovenfor under nr. 40) er der sikret bykommunerne en indtægtsforøgelse, som efter to års forløb vil svare til omkring 14 pct. af indkomstskatten i disse kommuner. Hvis udskrivningsreglerne ikke ændredes, ville de herved muliggjorte skattenedsættelser som følge af kommuneskattens progression udgøre en mindre procent af indkomsten for skatteydere med små indkomster end for skatteydere med store indkomster. Dette resultat har man villet undgå ved i nærværende lov at træffe bestemmelse om en omlægning af den kommunale indkomstskat i byerne, hvorefter kommuneskatten for alle almindeligt forekommende indkomster i den enkelte kommune udskrives med samme procent af indkomsten, efter at der er givet et skattefrit fradrag gradueret efter skatteyderens forsørgerstilling. Skattenedsættelsen vil herved i større omfang komme de mindre og mellemstore indkomster til gode.
Samtidig med at man — med virkning fra 1. april 1959 — foretager denne omlægning af den kommunale indkomstskat i byer, større bymæssige kommuner og omegnskommuner, forenkles systemet tillige ved, at erhvervsskatten ophæves for det store flertal af dem, der hidtil har været erhvervsskattepligtige. Da erhvervsskattens delvise bortfald vil bidrage til at forøge de bestående forskelle i den kommunale indkomstskat fra kommune til kommune, har man yderligere — ved gennemførelsen af den nedenfor under nr. 43 omtalte lov — truffet nogle foranstaltninger til imødegåelse af disse virkninger.
Den hidtil gældende ordning.
Angående de hidtil gældende regler om udskrivning af personlig skat til kommunen anføres i forslaget til nærværende lov bl. a.:
„De nugældende regler om personlig beskatning til kommunen findes i lov nr. 28 af 18. februar 1937, jfr. lovbekendtgørelse nr. 323 af 21. december 1957, samt i en række love og anordninger, der indeholder særlige bestemmelser om beskatningen i Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner.
Beskatningsgrundlaget er i alle landets kommuner de enkelte skatteyderes indkomster, fastsat efter de i statsskattelovgivningen indeholdte regler for opgørelsen af de skattepligtige indkomster.
I alle kommuner — bortset fra de tre hovedstadskommuner — beregnes opholdskommuneskatten med en af kommunalbestyrelsen fastsat ligningsprocent, der er fælles for alle kommunens skatteydere. Skatten bliver dog ikke herved proportional med den ansatte indkomst, idet man ved skatteligningen ikke anvender ligningsprocenten umiddelbart på denne, men på indkomsten, efter at den eventuelt er reduceret med hustru- og børnefradrag og forhøjet eller nedsat efter „lejlighed".
Reglerne om hustru- og børnefradrag svarer gennemgående til de regler om hustru- og børnefradrag, der er gældende for statsskatteligningen. Kommunerne har dog en vis frihed på dette område, idet der kan anvendes lavere fradrag end fastsat i statsskattelovgivningen, for børnefradragenes vedkommende dog ikke under 200 kr. pr. barn, ligesom anvendelse af hustrufradrag helt kan undlades.
Reglerne om forhøjelse eller nedsættelse af indkomsten er derimod særegne for den kommunale beskatning og har aldrig været kendt i statsskattelovgivningen. De kan føres tilbage til den „formue- og lejlighedsskat", der indførtes ved reglementerne af 5. juli 1803 om fattigvæsenet i købstæderne og på landet. Denne skat lignedes oprindelig efter et skøn over de enkelte personers skatteevne, men er efterhånden ændret til en egentlig indkomstskat. De forhøjelser og nedsættelser af indkomsterne, der indgår som et led i skatteligningen, anvendes nu næsten udelukkende til at graduere skatten efter indkomstens størrelse og skatteyderens forsørgerstilling
I alle købstadkommuner og i mange sognekommuner foretages de omtalte forhøjelser og nedsættelser ved hjælp af særlige ligningsskalaer, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, og som i reglen er forskellige for forsørgere og ikke-forsørgere.
I købstadkommuner kan indtægter på 1 500 kr. og derunder helt fritages for kommuneskat, og denne adgang benyttes efterhånden i mange byer. Indtægter mellem 1 500 og 1 600 kr. kan nedsættes med indtil 90 pct. I øvrigt aftager de procentvise nedsættelser, efterhånden som indtægten forøges, og ved indtægtsgrænser, der for forsørgere ligger mellem 5 000 og 8 000 kr. og for ikke-forsørgere mellem 3 000 og 6 000 kr., ophører nedsættelserne („ligningsskalaernes nulpunkter"). For indtægter, der ligger over „nulpunktet", forhøjes indtægtsbeløbene med procenter, der er højere, jo større indtægt der er tale om. Forhøjelserne må ikke overstige 50 pct., og denne forhøjelse sætter normalt ind ved indtægtsgrænser, der ligger mellem 10 000 og 20 000 kr. for forsørgere og mellem 7 000 og 15 000 kr. for ikke-forsørgere („ligningsskalaernes toppunkter").
I sognekommunerne anvendes lignende regler. Dog kan disse kommuner fritage indtægter på 1 200 kr. og derunder for kommuneskat og nedsætte indkomster mellem 1 200 og 1 300 kr. med 90 pct. I øvrigt er såvel ligningsskalaernes nulpunkter som toppunkter i mange sognekommuner fastsat lavere end i købstæderne.
Selve indkomstskatten beregnes som nævnt af indkomsten efter forhøjelse eller nedsættelse med en for alle kommunens skatteydere fælles ligningsprocent, der fastsættes for ét skatteår ad gangen.
Tanken med denne beregningsmåde har utvivlsomt været at opnå en vis progression i beskatningen. Den omstændighed, at indkomsterne ikke kan forhøjes med mere end 50 pct., bevirker imidlertid, at progressionen ophører, når indkomsterne når op over lig- ningsskalaens toppunkt. For indkomster, der overstiger denne grænse, er skatten således ikke progressiv, men proportional med den skattepligtige indkomst — nedsat med eventuelle hustru- og børnefradrag — og andrager 1½ X ligningsprocenten.
Det gældende beskatningssystem bevirker endvidere, at indkomstforøgelser beskattes hårdere på indkomsttrin under ligningsskalaens toppunkt end merindkomster hos personer, hvis indkomst i forvejen ligger over toppunktet
Det gældende system virker særlig uheldigt i de tilfælde, hvor en lille indkomstforøgelse bringer indkomsten op over en af de mange indtægtsgrænser, hvor ligningsskalaen medfører en springvis forøgelse af kommuneskatten. I sådanne tilfælde kan skattestigningen endog blive større end selve indtægtsforøgelsen.
I de tre hovedstadskommuner — København, Frederiksberg og Gentofte — udskrives kommuneskatten efter andre principper. Indkomsterne nedsættes med eventuelle hustru- og børnefradrag, der i alle tre kommuner udgør samme beløb som ved statsskattens beregning, og skatten beregnes derefter ved hjælp af en fælles, progressiv rateskala af samme art som de skalaer, hvorefter stats- indkomstskatten udskrives. Den fælles skala, der anvendes såvel for forsørgere som for ikke-forsørgere, angiver kommuneskattens grundbeløb, og de enkelte kommuner fastsætter hvert år, med hvilken procent af skalaens grundbeløb kommuneskatten skal udskrives. For skatteårene 1957-58 og 1958-59 udskriver København således skatten med 132,5 pct. af skalaens grundbeløb, medens den tilsvarende udskrivningsprocent i Frederiksberg kommune er 95 og i Gentofte kommune 90. Grundbeløbsskalaen er udformet således, at indkomster under 1 500 kr. er skattefri. Sammenlignet med de ligningsskalaer, der anvendes i de fleste købstæder, medfører hovedstadskommunernes grundbeløbsskala, at de laveste og de største indkomster beskattes forholdsvis kraftigt, medens kommuneskatten af mellemindtægterne er forholdsvis lempelig i hovedstadskommunerne. Endvidere bevirker den omstændighed, at forsørgere og ikke-forsørgere i hovedstadskommunerne beskattes efter samme grundbeløbsskala, at skatten af ikke forsørgere er forholdsvis lempelig i disse kommuner."
De gældende regler om skat til erhvervskommunen er nærmere omtalt i bemærkningerne til lovforslaget om afløsning af skat til erhvervskommunen.
Lovens indhold:
Efter nærværende lov skal den kommunale indkomstskat i købstæderne samt i forstæderne og i de større bymæssige kommuner udskrives med en for alle kommunens skatteydere fælles procent (beskatningsprocenten), der beregnes af indkomsten, efter at denne er nedsat med visse faste fradrag, der gradueres efter de enkelte skatteyderes forsørgerstilling, børnetal m. v. I de egentlige landkommuner og i sognekommuner med mindre bymæssige bebyggelser opretholdes de hidtil gældende bestemmelser om beregning af kommuneskat med en ligningsprocent, der anvendes på indkomsterne, efter at disse er forhøjet eller nedsat „efter lejlighed".
I hovedstadsområdet udskrives kommuneskatten på grundlag af en progressiv rateskala, der dog er udformet således, at beskatningssystemet for alle skatteydere, hvis samlede indtægter ligger under ca. 35 000 kr., bliver af samme art som i købstæderne m. v.
I købstæderne, for stadskommunerne og de større bymæssige kommuner skal den kommunale indkomstskat ifølge § 9 a i kommuneskatteloven som hidtil udskrives på grundlag af de skattepligtige indkomster, opgjort efter statsskattelovgivningens regler. Forinden skatten beregnes, nedsættes indkomsterne med hustru- og børnefradrag, der skal gives efter samme regler og med samme beløb som ved beregning af indkomstskatten til staten. Hidtil har de enkelte kommuner som ovenfor nævnt haft adgang til at anvende fradragsbeløb, der ligger lavere end statsskattelovgivningens, samt til helt at undlade at give hustrufradrag ved kommuneskattens beregning. Imidlertid fulgte næsten alle købstæder samt de fleste forstæder og større bymæssige kommuner i forvejen statsskattelovgivningens regler på dette område.
Dernæst indføres særlige personfradrag, som fra og med skatteåret 1960-61 udgør 4 000 kr. for forsørgere og 2 500 kr. for ikke forsørgere. Med disse fradrag vil kommuneskatten helt bortfalde for personer, der i forvejen er fritaget for påligning af statsindkomstskat og folkepensionsbidrag.
Efter de hidtil gældende regler kunne købstadkommuner undlade at beregne skat af indkomster på 1 500 kr. og derunder, mens den tilsvarende indtægtsgrænse for landkommuner lå ved 1 200 kr., og mange kommuner har benyttet sig af denne adgang. Personfradragene vil — under forudsætning af nogenlunde uforandrede indtægtsforhold — bevirke, at antallet af kommuneskatteydere fra og med skatteåret 1960-61 formindskes med ca. 90 000 i købstæderne og med ca. 20 000 i forstadskommunerne og de større bymæssige kommuner. For at formidle overgangen til det ny beskatningssystem er personfradragene for indeværende skatteår — skatteåret 1959-60 — dog fastsat noget lavere, nemlig til 3 000 kr. for forsørgere og til 2 000 kr. for ikke-forsørgere, jfr. § 30, stk. 2, så at omkring halvdelen af nedgangen i antallet af skatteydere kommer i 1959-60 og halvdelen i 1960-61.
Når den skattepligtige indtægt er nedsat med de foran nævnte fradrag, fremkommer den såkaldte skalaindkomst, hvoraf kommuneskattebeløbene beregnes med en for alle kommunens skatteydere fælles beskatningsprocent, der fastsættes for et skatteår ad gangen. Selv om beskatningsprocenten er den samme for skatteydere med indkomst af forskellig størrelse, bevirker personfradragene samt hustru- og børnefradragene, at skatten bliver progressiv på den skattepligtige indkomst. Ved indtægter, der kun er lidt højere end de skattefri fradrag, bliver skattebeløbene meget lave i forhold til den skattepligtige indkomst; på de lidt højere liggende indkomsttrin udgør skatten en stigende procentdel af indkomsten, efterhånden som denne øges, og for de største indkomster bliver kommuneskatten næsten proportional med den skattepligtige indkomst.
Det nye beskatningssystem vil medføre visse ændringer i kommuneskattens fordeling på de forskellige indkomsttrin. Denne omlægning af skattebyrden vil være forskellig fra kommune til kommune, fordi de ligningsskalaer, som de enkelte kommuner hidtil har benyttet, er ret forskellige, mens det nye beskatningssystem indebærer, at skatteudskrivningens fordeling på indkomster af forskellig størrelse bliver den samme i alle købstæder m. v. Som helhed vil indførelsen af faste fradrag og fælles beskatningsprocent dog betyde, at skatten af de laveste indkomster nedsættes eller helt bortfalder, mens der ved uforandret samlet skatteudskrivning i de forskellige kommuner vil blive skattestigninger for de noget højere indtægter, navnlig for de indtægter, der ligger over toppunktet i de gældende ligningsskalaer. Imidlertid vil gennemførelsen af loven om forhøjelse af ejendomsskatterne i købstæderne bevirke, at disse kommuner får mulighed for at nedsætte deres samlede udskrivning af indkomstskat.
For personer, hvis indkomster overstiger de skattefri fradrag, vil det ny system betyde, at indkomstforøgelser på alle indkomsttrin og uden hensyn til indkomstforøgelsens størrelse beskattes med kommunens beskatningsprocent, der i de fleste kommuner antagelig vil komme til at ligge mellem 15 og 25.
Det ny beskatningssystem skal ikke alene anvendes i alle købstæderne, men også i sognekommuner, hvor mindst 3 000 indbyggere er bosat i bymæssige bebyggelser. Desuden bestemmes det i loven, at købstædernes omegnskommuner skal udskrive kommuneskat efter samme principper som købstæderne og større bymæssige bebyggelser, såfremt der i den pågældende kommune findes mindst 500 indbyggere, der er bosat i en eller flere forstadsbebyggelser.
Under sagens behandling i folketinget besluttedes det at ændre fristen for vedtagelse af budgettet i købstadkommunerne fra 15. marts til 31. marts, hvorved bestemmelsen bringes i overensstemmelse med de faktiske forhold i en række købstæder.
De egentlige landkommuner og kommuner med mindre bymæssig bebyggelse skal efter § 9 b i den nye kommuneskattelov fortsat beregne den kommunale indkomstskat ved at anvende en ligningsprocent på indkomstbeløb, der forhøjes eller nedsættes „efter lejlighed". Dog skal kommuner, der ønsker det, have adgang til at gå over til faste fradrag og fælles beskatningsprocent efter de for købstæderne m. v. fastsatte regler.
I de kommuner, der indgår i hovedstadsområdet (foruden København, Frederiksberg og Gentofte nu yderligere 19 kommuner, for hvilke indenrigsministeren kan stadfæste særlig styrelsesvedtægt i henhold til købstadkommunalloven), skal kommuneskatten efter § 9 i kommuneskatteloven udskrives efter en progressiv rateskala, der angiver kommuneskattens grundbeløb. De fradrag, der gives ved skalaindkomstens opgøreise, er de samme som i købstæderne. Da de laveste indkomster, der pålignes kommueskat i disse kommuner, efter de hidtil gældende regler er 1 500 kr., vil de nye personfradrag — under forudsætning af nogenlunde uforandrede indtægtsforhold — betyde, at omkring 65 000 personer med lave indkomster helt fritages for at svare kommunal indkomstskat. For skatteåret 1959-60 skal personfradragene dog — ligesom i købstæder m. v. — kun udgøre 3 000 kr. (mod fremtidig 4 000 kr.) for forsørgere og 2 000 kr. (mod fremtidig 2 500 kr.) for ikke-forsørgere, så at nedgangen i antallet af kommuneskatteydere fordeles over to år.
Når skalaindkomsterne er opgjort, beregnes kommuneskattens grundbeløb efter den skala, der er angivet i § 9 i kommuneskatteloven. De enkelte kommuner fastsætter hvert år efter behov, med hvilken procent af skalaens grundbeløb kommuneskatten skal udskrives (udskrivningsprocenten), ligesom det i forvejen var tilfældet i de tre hovedstadskommuner, der også hidtil har benyttet grundbeløbsskala.
Skalaen er udformet således, at det laveste trin omfatter skalaindkomster på op til 20 000 kr. Dette svarer for forsørgere, der ikke har ret til hustru- eller børnefradrag, til en samlet indtægt på ca. 35 000 kr. For alle indkomster under denne grænse beregnes skattens grundbeløb som 14 pct. af skalaindkomsten efter samme princip som i købstæderne m. v. Indkomstforøgelser, der ikke bringer skalaindkomsten op over 20 000 kr., vil derfor på alle indkomsttrin blive beskattet med en fast procent, nemlig de 14 pct. ganget med kommunens udskrivningsprocent og divideret med 100. For skalaindkomster over 20 000 kr. blive grundbeløbene ifølge den ny skala ca. en tredjedel højere end den gældende skalas grundbeløb.
I overensstemmelse med en fra Københavns borgerrepræsentation modtagen indstilling er det fundet hensigtsmæssigt at udskyde fristen for færdigbehandlingen af Københavns kommunes årlige overslag fra 15. februar til 31. marts. I konsekvens heraf ophæves reglerne om afholdelse af overordentligt valg til borgerrepræsentationen, såfremt indkomstskatten må udskrives med mere end grundbeløbet med tillæg af 1/5.
Udvidelsen af rateskala-området svarer i princippet ganske til § 9 a i kommuneskatteloven, hvorefter købstædernes forstæder skal udskrive kommuneskat efter samme system som købstæderne.
Overgangen fra beskatning med ligningsprocent og ligningsskala til det nye beskatningssystem med faste fradrag og progressiv rateskala vil medføre visse omlægninger af indkomstbeskatningen i hovedstadens omegnskommuner. For de lavere indkomster vil der blive tale om skattelettelser, men for de mellemstore og store indkomster vil forskydningerne blive forskellige fra kommune til kommune, ligesom resultatet for den enkelte skatteyder vil afhænge af, om den pågældende hidtil har betalt erhvervsskat eller alene opholdskommuneskat. Indførelse af den progressive rateskala vil i almindelighed medføre skatteforhøjelser for de store indkomster, der hidtil alene er pålignet opholdskommuneskat.
I de kommuner, hvor rateskala eller beskatning med fælles beskatningsprocent indføres, vil fremlæggelse af ligningslister ikke mere have betydning som kontrolforanstaltning, idet der nu kun vil kunne være grund til indsigelse mod den pålignede skat på grund af urigtig anvendelse af rateskalaen, fejlregning, anvendelse af urigtigt personfradrag eller forkert beregning af hustru- og børnefradrag. Disse forhold vil skatteyderen selv kunne konstatere på grundlag enten af rateskalaen sammenholdt med udskrivningsprocenten eller af beskatningsprocenten samt på grundlag af fradragsreglerne, der er ens for alle disse kommuner. Lovens § 10, stk. 5, er derfor ændret således, at reglerne om fremlæggelse af ligningsliste alene kommer til at gælde de mindre kommuner, hvor beregningen af kommunal indkomstskat sker efter reglerne i lovens § 9 b, stk. 2-4. I andre kommuner fremlægges listen ikke, og offentliggørelse af skatteydernes navne og de beregnede skattebeløb må ikke finde sted.
Efter lovforslaget skulle skat til erhvervskommunen helt afskaffes, men man ændrede under sagens behandling i folketinget de herom foreslåede bestemmelser således, at erhvervsskatten opretholdes uden for de 9 i lov nr. 67 af 9. marts 1959 (se nærmest efterfølgende sag) fastsatte afløsningsområder.
Fremtidig skal erhvervsskattepligten imidlertid bortfalde for skatteydere, der ikke har haft mindst 10 000 kr. i indtægt fra den kommune, erhvervsskatten skal svares til, og hvis skattepligtige indkomst i henhold til statsindkomstskatteloven ikke andrager mindst 20 000 kr., hvilket betyder en væsentlig forhøjelse af de hidtil gældende skattegrænser.
Ved loven får § 9 i lov vedrørende personlig skat til kommunen, jfr. lovbekendtgørelse nr. 323 af 21. december 1957, følgende affattelse:
„§ 9. I Københavns og Frederiksberg kommuner samt i de københavnske omegnskommuner beregnes den kommunale indkomstskat af personer på grundlag af en rateskala efter bestemmelserne i stk. 2 og 3. Ved de københavnske omegnskommuner forstås i denne lov følgende kommuner: Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyvester-Brøndbyøster, Dragør, Farum, Gentofte, Gladsakse, Glostrup, Herlev, Herstedøster-Herstedvester, Hvidovre, Høje Tåstrup, Hørsholm, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Store Magleby, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse.
Stk. 2. Forinden skatten beregnes, nedsættes den indkomst, der efter § 8 skal lægges til grund ved påligning af skat til kommunen, med følgende fradrag:
a) Personfradrag på 4 000 kr. for skatteydere, der ved beregning af skat til staten stilles som familieforsørgere, og 2 500 kr. for andre skatteydere.
b) Børnefradrag efter de ved statsskattens beregning til enhver tid gældende regler for skatteydere i den pågældende kommune.
c) Hustrufradrag efter de ved statsskattens beregning til enhver tid gældende regler.
Den herefter fremkomne indkomst, afrundet til det nærmeste lavere med 50 delelige kronebeløb, benævnes skalaindkomsten.
Stk. 3. Kommuneskattens grundbeløb beregnes af skalaindkomsten ved anvendelse af følgende skala:
[Se tabel i Folketingsårbogen, 1959-60, side 186]
Af de således fremkomne grundbeløb beregnes kommuneskatten med en for alle kommunens skatteydere fælles procent (udskrivningsprocenten). Denne procent udfindes ved at multiplicere det beløb, kommunen ifølge det vedtagne overslag (budget) i alt skal udskrive som kommunal indkomstskat, med 100 og dividere det fremkomne beløb med summen af grundbeløbene. Udskrivningsprocenten anføres på skattekvitteringen. "
I tilslutning hertil gengives følgende to nye paragraffer, som er indføjet i nævnte lov efter § 9:
„§ 9 a. I nedennævnte kommuner beregnes den kommunale indkomstskat af personer efter bestemmelserne i stk. 3 og 4: med en for alle kommunens skatteydere fælles procent (beskatningsprocenten) :
a) Købstadkommunerne, Marstal Handelsplads og de sønderjyske flækker.
b) Omegnskommuner til de under a) nævnte købstæder m. v., for så vidt de ved den senest forud for ligningens foretagelse offentliggjorte almindelige folketælling havde mindst 500 indbyggere, bosat i forstadsbebyggelser.
c) Øvrige sognekommuner, der ved den senest forud for ligningens foretagelse offentliggjorte almindelige folketælling havde mindst 3 000 indbyggere, bosat i bymæssige bebyggelser, bortset fra de i § 9, stk. 1, nævnte københavnske omegnskommuner.
Stk. 2. Når ganske særlige forhold foreligger, kan indenrigsministeren fritage en sognekommune for pligten til at beregne kommuneskat efter bestemmelserne i stk. 3 og 4. Indenrigsministeren udsteder offentlig bekendtgørelse om, hvilke sognekommuner der skal beregne kommuneskat efter bestemmelserne i stk. 3 og 4. t
Stk. 3. Forinden skatten beregnes, nedsættes den indkomst, der efter § 8 skal lægges til grund ved_ påligning af skat til kommunen, med de i § 9, stk. 2, a)-c) angivne fradrag. Den herefter fremkomne indkomst, afrundet til nærmeste lavere med 50 delelige kronebeløb, benævnes skalaindkomsten.
Stk. 4. Kommuneskatten beregnes af skalaindkomsten med en for alle kommunens skatteydere fælles beskatningsprocent. Denne procent udfindes på følgende måde: det beløb, kommunen ifølge det vedtagne overslag i alt skal udskrive som kommunal indkomstskat, eventuelt med et efter kommunalbestyrelsens skøn fastsat tillæg på indtil 10 pct. til imødegåelse af afgang, multipliceres med 100; det fremkomne beløb divideres med summen af skalaindkomsterne. Beskatningsprocenten, der skal anføres på skattekvitteringen, beregnes med 1 decimal. Fremkommer der ved beregningen flere decimaler, bortkastes disse, og den første decimal forhøjes med 1.
§ 9 b. I de sognekommuner, der ikke skal beregne kommunal indkomstskat af personer efter bestemmelserne i §§ 9 og 9 a, kan sognerådet træffe beslutning om, at den kommunale indkomstskat beregnes med en for alle kommunens skatteydere fælles beskatningsprocent efter bestemmelserne i § 9 a, stk. 3 og 4. Beslutningen vil være at bekendtgøre på den i kommunen sædvanlige måde. Træffes sådan beslutning ikke, sker ligningen af den kommunale indkomstskat efter bestemmelserne i denne paragrafs stk. 2-4.
Stk. 2. I den indkomst, der efter § 8 skal lægges til grund ved påligning af skat til kommunen, gives følgende fradrag:
a) Børnefradrag under de betingelser, der til enhver tid er fastsat for børnefradrag ved statsskattens beregning. Fradraget udgør 200 kr. for hvert barn, men sognerådet kan træffe beslutning om, at fradraget forhøjes indtil de ved statsskattens beregning til enhver tid gældende børnefradrag for skatteydere i den pågældende kommune.
b) Hustrufradrag efter de ved statsskattens beregning til enhver tid gældende regler, dog kun såfremt sognerådet træffer beslutning herom. I de sognekommuner, hvor hustrufradrag herefter gives, kan sognerådet tillige beslutte, at det beløb, hvormed hustrufradrag højst skal kunne ydes, fastsættes lavere end det tilsvarende beløb ved statsskattens beregning.
Stk. 3. Den herefter fremkomne indkomst vil for hver enkelt skatteyder efter lejligheden være at forhøje (forholdsvis store indkomster, ringe husstand, særlig stor vinding i det sidste år, særlig heldige driftsforhold) eller nedsætte (forholdsvis ringe indkomster, stor børneflok, alderdom, sygdom, store tab og uheld i det sidste år). Forhøjelsen kan højst udgøre 50 pct. af indkomsten og nedsættelsen højst 70 pct. Indkomster mellem 1 300 kr. og 1 500 kr. kan dog nedsættes med indtil 80 pct. og indkomster mellem 1 200 kr. og 1 300 kr. med indtil 90 pct. Indkomster på 1 200 kr. og derunder kan efter sognerådets skøn helt fritages for skatteydelse. Sognerådet vil kunne anvende visse, under hensyntagen til de særlige forhold i den enkelte kommune nærmere fastsatte, vejledende regler (ligningsskala) for forhøjelse eller nedsættelse efter lejligheden. Den omhandlede forhøjelse eller nedsættelse af indkomsten skal være den samme for skattepligtige med tilsvarende indkomster, hvorved forstås den efter reglerne i § 8 opgjorte indkomst, nedsat med børne- og hustrufradrag efter reglerne i stk. 2 i nærværende paragraf. Afvigelser kan dog finde sted, når de i 1. punktum nævnte særlige forhold gør dette berettiget.
Stk. 4. Den ifølge foranstående regler for den enkelte skatteyder forhøjede eller nedsatte skatteindtægt beskattes i det pågældende skatteår med samme procent (ligningsprocenten) for samtlige kommunens skatteydere. Ligningsprocenten udfindes på følgende måde: det beløb, kommunen ifølge det vedtagne overslag i alt skal udskrive som kommunal indkomstskat, eventuelt med et efter sognerådets skøn fastsat tillæg på indtil 10 pct. til imødegåelse af afgang, multipliceres med 100; det fremkomne beløb divideres med summen af de i 1. pkt. nævnte skatteindtægter. Ligningsprocenten, der skal anføres på skattekvitteringen, beregnes med 1 decimal. Såfremt der ved beregningen fremkommer flere decimaler, bortkastes disse, og den første decimal forhøjes med 1."
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med flere andre lovforslag, som det havde nær tilknytning til, nemlig:
Forslag til lov om afløsning af skat til erhvervskommunen m. v. (se nedenfor under nr. 43), forslag til lov om ændringer i lov om offentlig forsorg (se nedenfor under nr. 76), forslag til lov om ændringer i lov om folkeforsikring (se nedenfor under nr. 66) og forslag til lov om ændringer i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. (se nedenfor under nr. 74).
Lovforslagene gav i folketinget anledning til en omfattende debat. De henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis flertal (regeringspartiernes udvalgsmedlemmer) indstillede samtlige 5 lovforslag til vedtagelse med en række ændringsforslag, der først og fremmest drejede sig om opretholdelse af erhvervsskatten i begrænset omfang. Om de væsentligste af ændringsforslagene anfører flertallet i betænkningen:
„Ved de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag bevares erhvervsskatten for skatteydere med skattepligtigt ophold eller erhvervsindtægt uden for afløsningsområderne. Formålet hermed er at imødegå en udvikling, hvorefter skatteydere med større erhvervsindtægter af skattemæssige grunde flytter uden for afløsningsområderne. De nugældende betingelser for erhvervsskattepligt, at indtægten i erhvervskommunen er mindst 4 000 kr., og at den skattepligtige indtægt til staten overstiger indtægtsgrænsen for nydende medlemskab af en statsanerkendt sygekasse, foreslås derfor ændret til henholdsvis 10 000 kr. og 20 000 kr.
I forbindelse hermed foreslås det, at bestemmelserne om omegnskommunernes afløsningstilsvar til centralkommunerne ændres, således at tilsvaret for hver enkelt kommune opgøres som forskellen mellem det beløb, kommunens skatteydere i 1957-58 er pålignet i erhvervsskat til kommuner i afløsningsområderne, og den erhvervsskat, kommunen i samme skatteår selv har pålignet skatteydere i de nævnte områder.
Samtidig foreslås det, at afløsningstilsvarene for erhvervsskatten skal beregnes uden det i § 2 i lovforslaget om afløsning af skat til erhvervskommunen omhandlede tillæg på 10 pct.
De indtægtstab, en del af kommunerne herved vil få, imødegås af det af finansministeren fremsatte forslag om forhøjelse af kommunernes andel i afgiftsbeløb for forlystelser. [Jfr. herom den ovenfor under nr. 21 omtalte sag].
Da overgangen til det i lovforslaget om ændring af loven om personlig skat til kommunen foreslåede beskatningssystem i en overgangsperiode vil kunne medføre økonomiske vanskeligheder for enkelte kommuner, således at de ville være nødt til at udskrive særlig høj kommuneskat på visse grupper af indtægter, foreslås det ved forslag til ændring af § 1, stk. 4, i lov nr. 25 af 5. februar 1958 om ophævelse af den fælleskommunale udligningsfond, at det beløb, der i henhold til denne bestemmelse kan anvendes som tilskud til særlig vanskeligt stillede kommuner i finansårene 1959-60—1961-62, forhøjes fra 2 mill. kr. til 5 mill. kr.
De af socialministeren stillede ændringsforslag til de af ham fremsatte lovforslag er en konsekvens af erhvervsskattens delvise opretholdelse."
Udvalgets mindretal (venstre og konservative) kunne ikke medvirke til gennemførelse af lovforslagene, men stillede ikke ændringsforslag.
Til lovforslagets 2. behandling stillede Alfred Jensen (DK) sammen med andre medlemmer af hans parti ændringsforslag om, at der altid ved arbejdsløshed af mere end 30 dages varighed skulle gives skattefrihed i en til ledigheden svarende periode, og at folkepension og arbejdsløshedsunderstøttelse skulle være undtaget fra de indtægtskategorier, hvori kommunen kan forlange tilbageholdt penge til dækning af skatterestance.
Ved 2. behandling anbefalede Hans R. Knudsen (S) lovforslaget til vedtagelse med de i betænkningen stillede ændringsforslag. Han fandt det meget tilfredsstillende for kommunerne, at man havde kunnet nedsætte det erstatningsbeløb, som omegnskommunerne efter lovforslaget skulle udrede til centralkommunerne, og samtidig sikre centralkommunerne kompensation herfor gennem forøgelse af kommunernes andel i biografafgifterne. Desuden pegede han på, at de nye erhvervsskatteregler måtte antages at ville nedskære antallet af erhvervsskatteydere med omkring 90 pct.
På venstres vegne begrundede Jens Chr. Christensen, hvorfor han ikke kunne anbefale lovforslagene til gennemførelse.
„I løbet af de få uger, udvalget har behandlet det omfattende kompleks af lovforslag, der her er ført frem til anden behandling, tror jeg det er kommet til at stå samtlige udvalgsmedlemmer mere og mere klart, at dette lovkompleks, hvis det vedtages i den foreliggende skikkelse, vil få virkninger, som for hovedparten af kommunerne vil være sådan, at de ikke kan være tjent dermed. Den tid, udvalget har haft til sin rådighed, har på ingen måde slået til, selv om arbejdet har været meget stærkt forceret. Det materiale, vi har haft brug for til oplysning om lovforslagenes virkninger, har vi egentlig først fået rigtig samlet, da udvalget afsluttede sit arbejde i fredags. Nogen tid til virkelig gennemgang af materialet blev der ikke, så alene af den grund, men også af mange andre grunde, kan venstre ikke medvirke til lovforslagenes gennemførelse."
Efter nærmere at have gjort rede for disse grunde stillede Jens Chr. Christensen sammen med Poul Møller (KF) følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen.
„Folketinget opfordrer regeringen til at søge gennemført en ophævelse af de pålagte ekstraordinære ejendoms- og grundskyldsskatter og et samtidigt bortfald af den del af huslejeforhøjelsen, der modsvarer de pågældende ejendomsskatter, og opfordrer derefter til en udskydelse af en almindelig revision af den kommunale personbeskatning, indtil der foreligger fornødent materiale fra den nedsatte kommunalkommission, hvorefter tinget går over til næste sag på dagsordenen."
Også Thorkil Kristensen (V) advarede mod at træffe en afgørelse i sagen, før man havde haft bedre tid til at beskæftige sig med den.
I overensstemmelse hermed udtalte Poul Møller (KF) bl. a.: „Jeg er fuldstændig enig med de ærede medlemmer, der har udtalt, at en sådan kommunal skattereform, som man her vil prøve at gennemføre, burde være grundigere forberedt, end tilfældet har været. Man burde fra regeringens side på en bedre måde have afvejet de forskellige kommunegruppers interesser, end man har gjort. Vi fik nogle forslag, som absolut ikke var gennemarbejdet, og størstedelen af udvalgsarbejdet måtte derfor bestå i at stille spørgsmål og få dem besvaret. Først ca. 8 dage før betænkningen blev afgivet, havde vi så meget materiale, at vi kunne få et klart billede af lovforslagenes virkninger for de forskellige kommuner. Men samtidig kom regeringen med nye ændringsforslag til disse lovforslag, ændringsforslag, som gjorde, at helheden blev endnu mere uoverskuelig, og at der slet ikke blev givet tid til at gå i detaljer med hensyn til lovforslagenes virkninger over for de enkelte kommuner. Jeg vil også gerne understrege, at samtlige kommunale organisationer har henvendt sig til udvalget og protesteret imod, at man har taget så lidt hensyn til deres interesser, som tilfældet er."
Baunsgaard (RV) og Niels Andersen (DR) anbefalede at stemme for de i betænkningen stillede ændringsforslag og for lovforslaget i den ændrede affattelse, mens Alfred Jensen (DK) motiverede de fra kommunistisk side stillede ændringsforslag og i flere henseender havde indvendinger at gøre mod de forslag, som var til behandling.
Ved forhandlingens slutning forkastedes det stillede dagsordensforslag med 85 stemmer mod 58 (V og KF), idet 5 medlemmer (DK) afholdt sig fra at stemme. For de kommunistiske ændringsforslag stemte kun kommunisterne selv, mens de øvrige ændringsforslag vedtoges.
I en tillægsbetænkning stillede indenrigsministeren mellem 2. og 3. behandling forslag om mogle mindre ændringer til lovforslaget vedrørende personlig kommuneskat. Efter at disse ændringsforslag var vedtaget, vedtoges det således ændrede lovforslag med 86 stemmer mod 49 (V og KF), idet 7 medlemmer (DK og de 2 grønlandske medlemmer) afholdt sig fra at stemme.