Ved loven, der bygger på et forslag, som blev udarbejdet af den af landbrugsministeriet ved skrivelse af 26. august 1957 nedsatte kommission, foretages visse ændringer i og tilføjelser til lov nr. 449 af 23. september 1947 om opførelse af arbejderboliger på landet, således som denne senere er ændret, jfr. lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. april 1955 og lov nr. 297 af 21. december 1957.

Ved en tilføjelse til lovens § 2, stk. 1, punkt 5, samt ved indsættelse af et nyt punkt 11 i samme paragrafs stk. 2 tilstræbes det således at skabe klarhed med hensyn til de beskæftigelsesmæssige kvalifikationskrav, der stilles til ansøgerne. Ved kravet i punkt 5 om, at ansøgeren skal „være beskæftiget ved normalt forefaldende arbejde på landet", skal herefter forstås, at han gennem længere tid har haft og stadig søger sit udkomme helt eller fortrinsvis ved sædvanligt lønarbejde ved jordbrug eller ved hermed økonomisk ligestillet lønarbejde ved andre arbejdssteder beliggende uden for bymæssig bebyggelse, og ved det nye punkt 11 gives der en fortrinsstilling til ansøgere, der „fortrinsvis arbejder ved landbrug eller skovbrug".

Ved ophævelse af stk. 1-3 i lovens § 11 ophæves de hidtil gældende pantsætnings- og retsforfølgningsbegrænsninger for arbejderboliger oprettet på lodder af jord i statens eje, hvoraf der svares jordrente. Herved bortfalder den ulighed i vilkårene på det heromhandlede område, som hidtil har været gældende mellem jordrenteboliger og arbejderboliger på privat indkøbt jord, idet de sidstnævnte ejendomme ikke har været underkastet begrænsninger med hensyn til pantsætning og retsforfølgning. På ældre jordrenteboliger, hvor restgælden på statslånet er lav i forhold til ejendommens værdi, kunne det hidtil gældende pantsætningsforbud være en afgørende hindring for, at ejendommen ved ejerskifte kunne overgå til en kvalificeret, mindrebemidlet køber.

Ifølge lovens § 18, stk. 1, er ejeren forpligtet til selv at bebo ejendommen, og efter samme paragrafs stk. 6 skal hele den skyldige kapital — bortset fra eventuel jordrente — straks uden opsigelse være forfalden til skadesløs betaling, såfremt ejeren fraflytter ejendommen.

Da det ofte forekommer, at landarbejdere bl. a. under de sæsonmæssige ledighedsperioder for en tid søger beskæftigelse andetsteds, har statens jordlovsudvalg i praksis anset det for en rimelig løsning at tillade ejeren for et nærmere fastsat tidsrum, normalt ikke over 1 år, at udleje boligen til en arbejderfamilie under forudsætning af, at ejeren ikke beregner sig en urimelig fortjeneste i forbindelse med udlejningen. Denne praksis lovfæstes nu ved en tilføjelse til § 18, stk. 1.

Til lovens § 19 føjes som nyt stk. 4 følgende bestemmelse: „Når ganske særlige omstændigheder taler derfor, kan landbrugsministeren undtagelsesvis efter indstilling af statens jordlovsudvalg bevilge slettelse af noteringen og eventuelt tillige fritagelse for de i §§ 23 og 33 omhandlede rådighedsbegrænsninger på betingelse af, at ejeren med et nærmere angivet beløb helt eller delvis erstatter staten dennes rentetab og omkostninger ved ejendommens oprettelse. Som statens rentetab anses forskellen mellem de rentebeløb, som er betalt efter ejendommens oprettelse, og dem, der ville have været at betale, såfremt lånene skulle have været forrentet fuldt ud, samt 4 pct. årlig rentes rente af forskelsbeløbene indtil indbetalingen."

Også denne bestemmelse er til dels at betragte som en lovfæstelse af en allerede indledt praksis.

Ved indsættelse af et nyt stk. 6 i lovens § 21 åbnes adgang for sælgere, der ikke selv har kunnet finde en kvalificeret køber, til subsidiært at kræve, at staten overtager ejendommen for en købesum, der, for så vidt ikke andet aftales, udgør det på overtagelsestidspunktet gældende maksimum for statslån efter denne lov med visse tillæg og fradrag.

Med denne tilføjelse til loven vil der altid kunne anvises en udvej for sælgere, som ikke selv har kunnet finde en kvalificeret køber, til at få ejendommen afhændet, alene bortset fra de tilfælde, hvor ejendommens tilstand eller ejendommen påhvilende særlige hæftelser og forpligtelser væsentligt nedsætter statens muligheder for genafhændelse.

Ved en ændring af lovens § 22, stk. 1, søges det modvirket, at de for statslånet gældende lempelige vilkår kapitaliseres ved ejerskifte. I samme stykke foretages endvidere en ændring, hvorved den hidtil gældende hjemmel til at bortse fra aldersbetingelserne, når ejendommen overgår til den hidtidige ejers nære pårørende, udvides således, at der også gives mulighed for under særlige omstændigheder at bortse herfra for andre køberes vedkommende.

Herudover foretages en række mindre ændringer, der enten er af mere redaktionel karakter eller tager sigte på at bringe lovens bestemmelser i overensstemmelse med reglerne i den samtidigt gennemførte udlånslov (se nærmest foregående sag).

Lovforslaget, der som nævnt behandledes sammen med det samtidigt fremsatte forslag til lov om udlån til arbejderboliger på landet, gennemførtes med tilslutning fra alle partier i folketinget, dog stillede det konservative folkeparti under udvalgsbehandlingen et ændringsforslag gående ud på, at den gældende ordning med ydelse af statslån til opførelse af disse boliger skulle afløses af en ordning, hvorefter lån til opførelse af nye arbejderboliger fremtidig kun skulle kunne ydes af de private pengeinstitutter mod statsgaranti.

Et flertal inden for udvalget (socialdemokratiets, venstres, det radikale venstres og retsforbundets medlemmer af udvalget) kunne dog ikke på dette tidspunkt tiltræde en sådan ændring, men foreslog, at forslaget herom henvistes til behandling i den kommission, der er nedsat angående statshusmandsloven m. m.

Mindretallet (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) udtalte på foranledning deraf i betænkningen:

„.... da man ikke har kunnet nå at føre de fornødne forhandlinger med pengeinstitutterne om den foreslåede nyordning, og da udvalgets øvrige medlemmer har anbefalet landbrugsministeren at lade de i bilaget gengivne ændringsforslag behandle af ovennævnte kommission, afstår man fra at kræve ændringsforslagene sat under afstemning i tinget og anbefaler de to lovforslag til vedtagelse, idet man dog bemærker, at man eventuelt inden udgangen af finansåret 1959-60 vil fremsætte forslag om ændringer i de to nævnte love."

Lovforslaget blev herefter ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.