Forslaget til den heromhandlede lov fremsattes første gang i folketingsåret 1957-58, da man ikke nåede til ende med behandlingen af sagen (årbog 1957-58, side 489). Det genfremsattes året efter med enkelte ændringer, som der er gjort rede for i det følgende, og vedtoges af folketinget uden yderligere ændringer.
Angående baggrunden for nyordningen kan i hovedsagen henvises til, hvad der i årbogen for 1957-58 er anført angående det oprindelige lovforslag.
Her skal angående vederlagets størrelse nævnes, at ministrene pr. 31. marts 1958 lønnedes med 37 800 kr. om året, og at de fremtidig — med virkning fra 1. april 1959 — oppebærer 45 000 kr. (efter 1958-forslaget 42 600 kr.), hvilket beløb forhøjes eller nedsættes efter bestemmelserne i §§ 87 og 88 i lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd. Til sammenligning anføres, at lønnen for departementschefer samtidig er sat op fra 35 825 kr. til 42 600 kr., ligeledes med regulering efter lønningslovens regler.
Som repræsentationstillæg ydes der statsministeren 13 500 kr. (i stedet for de hidtidige 9 000 kr. og det i 1958 foreslåede beløb af 18 000 kr.) og udenrigsministeren 18 000 kr. (uforandret), hvortil som hidtil kommer det til enhver tid gældende honorartillæg (pr. 1. april 1959 115 pct.). En i 1958-forslaget optaget bestemmelse, hvorefter der med tilslutning fra folketingets finansudvalg skulle kunne ydes andre ministre med særlige repræsentationsopgaver et repræsentationstillæg på indtil 9 000 kr. årligt plus procenttillæg, er ikke opretholdt.
Til ministre, der ikke er medlemmer af folketinget, ydes et tillæg på 9 000 kr. årligt plus procenttillæg. I 1958-forslaget fandtes en tilsvarende, men herfra lidt afvigende bestemmelse.
Som i 1958 foreslået skal en afgået minister have ret til i 2 år at oppebære ventepenge svarende til højeste ministerpension, mens det hidtil var overladt til et folketingsudvalg (ifølge folketingets forretningsorden udvalget for forretningsordenen) i hvert enkelt tilfælde at afgøre, om ventepenge kunne oppebæres i 1, 2 eller 3 år.
Reglerne om egenpension til afgåede ministre svarer til den hidtidige ordning, bortset fra at pensionsskalaen er aftrappet med et-årige intervaller mod tidligere to-årige. Pensionerne reguleres på samme måde som tjenestemandspensioner.
Efter den hidtil gældende ordning har enkepensionen været beregnet efter reglerne i statstjenestemandsloven, således at grundpensionen har udgjort den til mandens tjenestetid som minister svarende brøkdel af ministerlønnens grundbeløb. Hertil er ydet sædvanligt procenttillæg.
Det bestemmes nu — noget afvigende fra, hvad der foresloges i 1958 — at enkepensionen skal udgøre 9 000 kr., hvis manden har fungeret som minister i under 4 år, samt 11 200 kr. og 13 500 kr. ved en funktionstid på henholdsvis 4-8 år og 8-12 år. Har ministeren haft en funktionstid på over 12 år, vil enkepensionen andrage 15 750 kr. Også enkepensionerne reguleres efter tjenestemandslovens regler.
Lovens øvrige bestemmelser svarer bortset fra enkelte ajourføringer og redaktionelle rettelser til den hidtil gældende ordning såvel som til, hvad der var foreslået i 1958.
De nye lønnings- og pensionsbestemmelser har virkning fra begyndelsen af finansåret 1959-60.
I overensstemmelse med almindeligt fulgte principper ved gennemførelsen af nye pensionsregler kommer loven kun til anvendelse for ministre, der afgår efter 1. april 1959. Pensioner, der ydes efter de hidtil gældende regler til forhenværende ministre og disses enker, omregnes dog på tilsvarende måde som statstjenestemandspensioner efter de ældre bestemmelser. Ordningen indebærer, at der åbnes de pågældende adgang til at oppebære folkepensionens mindstebeløb, hvorimod man ikke har fundet anledning til at foretage fradrag i ministerpensionerne ved opnåelse af folkepensionsalderen på tilsvarende måde som fastsat for statstjenestemandspensionister, idet de forhold, som har begrundet fradragsordningen for tjenestemandspensionernes vedkommende, ikke foreligger for ministerpensionerne, hvilket især skyldes den principielt forskellige dyrtidsregulering, som har været gældende i en årrække.
Lovforslaget vedtoges uændret med 147 Stemmer (S, V, KF, RV, DR og SF) mod 5 (DK), idet et medlem (H. C. Toft) afholdt sig fra at stemme.