I oktober 1945 nedsatte justitsministeriet en kommission med den opgave at overveje en omordning af brandvæsenet og stille forslag til de ved en sådan omordning nødvendiggjorte ændringer i brandlovgivningen. I juli 1952 afgav brandkommissionen betænkning indeholdende et udkast til lov om brandvæsenet uden for København til afløsning af lov nr. 28 af 21. marts 1873 om brandvæsenet i købstæderne og lov nr. 174 af 31. marts 1926 om brandpolitiet på landet. I sidstnævnte lov findes der en række vigtige regler om opførelsen og indretningen af bygninger på landet. Disse regler er ikke medtaget i kommissionens udkast, men påregnes afløst af bestemmelserne i et i boligministeriet udarbejdet forslag til en byggelov for købstæderne og landet [jfr. side 477]. Kommissionens lovudkast omfatter ikke forholdene i København, hvor brandvæsenets ordning er fastlagt i en lov af 15. maj 1868, idet man har fundet den gældende ordning fuldt tilfredsstillende.

Nærværende lovforslag var udarbejdet på grundlag af brandlovskommissionens betænkning. Det svarer stort set til det i betænkningen indeholdte udkast, hvis hovedprincipper og systematik justitsministeriet har kunnet tiltræde.

I justitsministerens fremsættelse siges bl. a.:

„Forslaget indfører ikke store og epokegørende ændringer i brandvæsenets ordning. De nugældende love har givet mulighed for en smidig administration, således at brandvæsenet har kunnet gennemgå en rolig, fremadskridende udvikling, og i dag er det stort set på højde med tidens krav. Mange af bestemmelserne i lovene bærer dog præg af at være udformet med henblik på en tid, hvor samfundsforholdene var anderledes end i dag, og hvor den tekniske udvikling af brandvæsenet endnu ikke rigtig var begyndt. En revision af lovene er derfor påkrævet."

Da lovforslaget ikke gennemførtes i indeværende folketingsår, men — tillige med det nævnte forslag til byggelov for købstæderne og landet — kan forventes genfremsat i det følgende, vil lovforslagets indhold kun blive refereret i store træk.

Om lovforslagets indhold anføres:

Kapitel 1 (§§ 1-15) indeholder regler om brandvæsenets organisation.

Herunder gives regler om brandvæsenets ledelse, om udfærdigelse af brandvedtægter og om inddeling af kommunerne i brandkredse.

Som et typisk eksempel på den ajourføring af bestemmelserne, der har fundet sted, kan nævnes § 5, der indeholder den principielle bestemmelse om brandvæsenets opbygning. Det bestemmes, at en kommunes brandvæsen skal omfatte et motoriseret udrykningskorps samt for sognekommunernes vedkommende yderligere for hver brandkreds en stedlig beredskabsstyrke med lettere slukningsmateriel. Denne opbygning af brandvæsenet, der er den normale i dag, er ikke fastlagt i de gældende love, men der foreligger justitsministerielle cirkulærer, hvori man fremhæver det ønskelige i, at brandvæsenet organiseres på denne måde.

Mens det hidtil har været overladt til sognerådenes egen afgørelse, om der skulle ansættes en brandinspektør i kommunen, bestemmes det nu i § 7, at der skal udnævnes en brandinspektør i hver kommune. Efter de gældende regler er ledelsen af brandvæsenet på landet i mange tilfælde overladt til de enkelte brandfogder, men man har anset det for et fremskridt, at ansvaret for kommunens brandvæsen nu samles hos én enkelt mand. Brandinspektørens opgave bliver at lede kommunens eget brandvæsen og — såfremt kommunen har indgået slukningsoverenskomst med et andet brandvæsen (§ 6) — at have indseende med, at denne overenskomst overholdes. I forbindelse hermed står reglen i §9, hvorefter justitsministeriet kan træffe bestemmelse om en særlig uddannelse, blandt andet af brandinspektører.

I §§ 8-15 gives i øvrigt regler for ansættelse af brandmandskab og om dettes øvelser, om pligten til anskaffelse og vedligeholdelse af materiel og til at sørge for fornøden vandforsyning og alarmeringsordning.

Kapitel 2 (§§ 16-18) giver regler om tilsynet med brandvæsenet.

Ifølge § 16 fører politimesteren tilsyn med sognekommunernes brandvæsen under amtmandens overtilsyn.

Justitsministeren er øverste tilsynsmyndighed for brandvæsenet i samtlige kommuner og fastsætter de nærmere regler om udøvelsen af tilsynet.

Distriktsbrandinspektørordningen lovfæstes i § 17. Da det nuværende antal (6) distriktsbrandinspektører næppe i det lange løb vil vise sig at være tilstrækkeligt, hjemler paragraffen mulighed for en udvidelse af antallet.

Ny er bestemmelsen i § 18 om et brandråd, der for hele landet skal være rådgivende for myndighederne i spørgsmål vedrørende brandvæsenet. Der findes for øjeblikket et brandudvalg, der er nedsat af justitsministeriet med den samme opgave, og som består af 4 medlemmer, hvoraf de 3 repræsenterer Dansk Brandværns-Komité, Dansk Brandinspektørforening og Københavns brandvæsen, mens den 4. repræsenterer justitsministeriet. Det nye brandråd adskiller sig herfra ved at have en mere omfattende medlemskreds. Brandrådet skal bestå af 7 medlemmer, hvoraf 3 udpeges af kommunale organisationer, 1, der skal repræsentere civilforsvaret, udnævnes efter forhandling med indenrigsministeren, 1 udnævnes efter indstilling af Dansk Brandinspektørforening, mens de resterende 2 medlemmer udpeges af justitsministeriet.

Kapitel 3 (§§ 19-26) omhandler foranstaltninger i anledning af ildebrand.

I denne forbindelse fremhæves, at § 22 giver tidssvarende regler for, hvem der har kommandoen på brandstedet ved brand på landet. Efter brandpolitiloven er det brandfogden, der har kommandoen, men i praksis er forholdet det, at det næsten altid er lederen af udrykningskorpset, der står i spidsen for slukningsarbejdet, idet hans erfaring med hensyn til brandslukning nødvendigvis må være langt større end brandfogdens. Efter forslagets § 22 har lederen af udrykningskorpset normalt kommandoen ved brand på landet.

Kapitlet giver i øvrigt regler om alarmerings- og bistandspligt, om brandvæsenets af sluknings- og redningsarbejdet flydende rettigheder og om tilkaldelse af assistance m. m.

Som tidligere anført er de egentlige bygningsbestemmelser, som indeholdes i kapitel I i brandpolitiloven for landet, ikke medtaget i nærværende forslag, idet det forudsættes, at disse spørgsmål i fremtiden i henhold til en kommende byggelov alene behandles af bygningsmyndighederne. For visse særlige virksomheder vil det dog fortsat være nødvendigt, at brandmyndighederne træffer afgørelse vedrørende indretningen af virksomheder.

Kapitel 4 (§§ 27-30) indeholder særlige regler om brandfarlige virksomheder m. m.

Der vil ved opførelse af sådanne virksomheder tillige i henhold til byggeloven kræves tilladelse fra bygningsmyndigheden, og for at undgå, at ansøgere skal henvende sig flere steder, vil justitsministeriet ifølge lovforslagets bemærkninger ved forhandling med boligministeriet søge gennemført den ordning, at sager af denne art ekspederes gennem bygningsmyndigheden, således at denne drager omsorg for, at de forelægges for brandmyndigheden.

Om afgørelse i tilfælde af uenighed mellem bygningsmyndigheden og brandmyndigheden henvises til § 29, stk. 2, som indeholder en bestemmelse om kompetenceforholdet mellem boligministeriet og justitsministeriet i sådanne tilfælde.

I kapitel 5 (§§ 31-32) gives regler om skorstensfejning m. v. og i kapitel 6 (§§ 33-36) om brandsyn m. v.

Kapitel 7 (§§ 37-41) indeholder straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

Justitsministeriet har i medfør af de hidtil gældende bemyndigelsesbestemmelser i købstadbrandlovens § 37 og landbrandlovens § 60 udfærdiget en række forskrifter dels af rent brandmæssig karakter, men dels også af mere bygningsmæssig karakter. Udfærdigelse af bestemmelser af bygningsmæssig karakter vil fremtidig komme til at henhøre under boligministeriets område. Derimod vil justitsministeriet også efter den nye lovs gennemførelse i medfør af § 40 kunne udfærdige regler af brandmæssig karakter, f. eks. bestemmelser indeholdende krav om visse slukningsmidler, om brandvagt o. lign.

Hvad angår administrationen af de hidtil udfærdigede bestemmelser, er det ifølge lovforslagets bemærkninger justitsministeriets agt ved forhandling med boligministeriet at tilvejebringe en deling af kompetencen mellem de to ministerier. Bestemmelser af overvejende bygningsmæssig karakter bør efter justitsministeriets opfattelse fremtidig administreres af bygningsmyndigheden, medmindre bestemmelserne vedrører de særlig brandfarlige virksomheder, der er omfattet af forslagets § 27. Det forudsættes, at bygningsmyndigheden, hvor der er tale om forsamlingslokaler, hoteller o. lign., forelægger sagen for brandmyndigheden, der da har mulighed for at stille de krav, som brandmæssige hensyn tilsiger, og på denne måde vil brandmyndigheden bevare sin indflydelse på de bestemmelser i de nævnte bekendtgørelser, som er af brandmæssig karakter.

Det vil være påkrævet således som foreslået i § 41, stk. 1, at lade visse af bestemmelserne i de 2 gældende brandlove forblive i kraft indtil videre. Dette gælder således de egentlige bygningsbestemmelser i købstadbrandlovens §§ 11, 19 og 20 og bestemmelserne i landbrandlovens kap. 1, som først kan ophæves, efterhånden som et nyt bygningsreglement og lokale bygningsvedtægter sættes i kraft. Forslagets bestemmelse herom er affattet i overensstemmelse med byggelovsforslagets op- hævelsesbestemmelse.

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse af alle partiers ordførere.

Det behandledes sammen med og henvistes til samme udvalg som det nævnte byggelovsforslag.

Udvalget tilendebragte ikke sit arbejde i indeværende folketingsår.