Ved beslutning af 5. december 1956 blev der nedsat et regeringsudvalg for civilt beredskab med den opgave at søge de beredskabsmæssige problemer uden for det egentlige militære forsvar og civilforsvar koordineret og på de områder, hvor et arbejde skulle fremmes, tage det i så henseende fornødne initiativ.
De beredskabsmæssige problemer uden for det militære forsvar og det egentlige civilforsvar omfatter hele den administrative, økonomiske og psykologiske side af beredskabet. Det administrative beredskab omfatter den planlægning og de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre opretholdelsen af regeringens funktion og af civiladministrationens funktion i alle led, regeringens forhold til folketinget o. s. v., mens den økonomiske side af beredskabet omfatter alle led af samfundshusholdningen: levnedsmidler, brændsel, transport, produktion, arbejdskraft, kommunikationer o. s. v. Vedrørende disse sider af beredskabet har regeringsudvalget i den forløbne tid optaget en lang række spørgsmål til behandling, bl. a. spørgsmål i forbindelse med opretholdelse af myndighedernes funktion i en krisesituation, sikring af telekommunikationsnettet og etablering af øget tankkapacitet til beredskabsformål. Sideløbende hermed foregår der i samarbejde med regeringsudvalget i de enkelte styrelser, i særdeleshed inden for forsynings- og transportområderne, en omfattende beredskabsplanlægning.
Det psykologiske beredskab omfatter først og fremmest tilrettelæggelsen af hele informationstjenesten, radio og dagblade, og den oplysningsvirksomhed, som vil være af betydning for at øge befolkningens muligheder for at modstå krigens tryk. Herom nedsatte regeringsudvalget i december 1956 et udvalg med bl. a. repræsentanter for pressen og statsradiofonien. Dette udvalg har afsluttet sit arbejde med en indstilling til regeringsudvalget om, at der på dette vigtige område oprettes et permanent beredskabsudvalg med repræsentanter for pressen, radioen, civilforsvaret, forsvaret og de civile ministerier. Udvalgets betænkning behandles nu i regeringsudvalget.
Regeringsudvalget har endvidere behandlet spørgsmålet om udarbejdelse af lovforslag om beredskabet, og det heromtalte lovforslag om det civile beredskab er et resultat af udvalgets arbejde. I statsministerens fremsættelsestale og i bemærkningerne til lovforslaget omtaltes, at det tillige vil være et nødvendigt led i det civile beredskab, at der forberedes en fuldmagtslovgivning, som kan sikre regeringen de nødvendige beføjelser i krigstid. Man kan næppe forvente, at det under alle forhold vil være muligt at afvente den tid, som folketingets behandling af formelle lovforslag vil kræve, og de myndigheder, centrale og lokale, som vil have store opgaver i en sådan situation, må i forvejen have kendskab til, hvad der forventes af dem, på hvilke områder de vil få tillagt ekstraordinær kompetence, og hvilken administrativ opbygning man i det hele må indstille sig på. I overensstemmelse hermed er der til drøftelse i regeringsudvalget udarbejdet et udkast til sådanne fuldmagtsbestemmelser.
Lovforslaget havde følgende indhold:
§ 1. Det i medfør af denne lov gennemførte planlægningsarbejde og de i medfør af loven trufne foranstaltninger skal have til formål at fremme landets samlede forsvar, herunder at sikre opretholdelse i krigstid af regeringens funktioner og af den statslige og kommunale forvaltning, opretholdelse af ro og orden, styrkelse og udnyttelse af landets produktionsevne og transport- og kommunikationsapparat samt sikring og fordeling af forsyninger af enhver art.
§ 2. Det påhviler de enkelte ministre, hver inden for sit administrationsområde, at gennemføre det planlægningsarbejde og træffe de foranstaltninger, som til enhver tid måtte være påkrævet med henblik på tilrettelæggelsen af landets civile beredskab.
Statsministeren kan om principielle spørgsmål vedrørende det civile beredskab rådføre sig med det i § 10 i lov om forsvarets organisation m. v. omhandlede forsvarspolitiske udvalg.
Til koordinering af planlægningsarbejdet inden for det civile beredskab og af de dermed følgende foranstaltninger og til gennemførelse af den del af arbejdet, der ikke varetages af andre styrelser, oprettes et sekretariat, der står direkte under statsministeren.
Spørgsmål inden for det civile beredskab, som er af principiel karakter, forelægges for et koordineringsudvalg for det civile beredskab, der består af en af statsministeren udpeget formand og af repræsentanter for de styrelser, der i særlig grad har opgaver inden for beredskabet.
Statsministeren afgiver til det i stk. 2 omhandlede udvalg en årlig beretning om det inden for det samlede civile beredskab udførte arbejde.
I modsætning til Sverige og Norge, hvor man har nedsat ret omfattende selvstændige styrelser til varetagelse af den civile beredskabsplanlægning, har regeringen ment, at det principielle udgangspunkt for den civile beredskabsplanlægning bør være, at de enkelte ministre og dermed de enkelte ministerier har ansvaret for den del af planlægningen, som naturligt må henføres til deres sagsområder, jfr. paragraffens stk. 1. Den nødvendige koordination skal efter lovforslaget søges løst med ret beskedne midler ved hjælp af det i stk. 3 nævnte sekretariat, som herudover skal varetage de opgaver, som ikke naturligt henhører under andre ministeriers område.
Endvidere har man ment det rigtigt at nedsætte det i stk. 4 nævnte koordineringsudvalg til behandling af generelle retningslinjer og principielle spørgsmål.
§ 3. Kommunale råd og andre offentlige myndigheder samt koncessionerede virksomheder er pligtige at yde bistand ved planlægningen eller gennemførelsen af foranstaltninger i henhold til nærværende lov.
Personer, der som tjenestemænd eller på anden måde er beskæftiget i statens eller kommunernes tjeneste eller i koncessionerede virksomheder, er pligtige at udføre de opgaver, som måtte blive dem pålagt med henblik på styrkelse af landets beredskab.
§ 4. I den udstrækning, det er nødvendigt til gennemførelse af foranstaltninger i henhold til nærværende lov, er borgerne pligtige til i fredstid mod fuld erstatning at stille deres ejendom til rådighed for samfundet.
Medmindre andet er fastsat ved kgl. anordning, foretages ansættelse af erstatning m. v. i overensstemmelse med de i § 34 i lov nr. 152 af 1. april 1949 om civilforsvaret indeholdte regler.
§ 5. Regeringen kan pålægge offentlige og private virksomheder og institutioner at træffe de med henblik på sikring, flytning eller spredning af varebeholdninger og produktions- og transportmidler fornødne foranstaltninger samt pålægge virksomheder at have nærmere fastsatte minimumsbeholdninger af varer og produktionsmidler, som anvendes, fremstilles eller omsættes i deres normale virksomhed.
Dersom de i stk. 1 omhandlede påbud medfører økonomiske tab, er staten erstatningspligtig i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger. Erstatning kan dog ikke kræves i det omfang, udgifterne kan dækkes ved indkalkulering i vedkommende vares pris, dersom sådan indkalkulering ikke påviselig stiller den, hvem påbuddet gives, i en ugunstigere stilling end andre i samme branche eller virksomhedsgren. Erstatning ydes i mangel af mindelig overenskomst i overensstemmelse med nærmere regler, der fastsættes ved kgl. anordning.
§ 6. Vedkommende minister træffer bestemmelse om, i hvilket omfang de beføjelser, der kan udøves af centrale forvaltningsmyndigheder, under krig eller truende udsigt til krig skal kunne udøves af dertil udpegede forvaltningsorganer.
§ 7. Vedkommende minister vil kunne pålægge borgerne pligt til at meddele de for beredskabsplanlægningen fornødne oplysninger.
§ 8 indeholder strafferetlige og processuelle bestemmelser, herunder i stk. 4 en bestemmelse om, at hvis en privat person eller virksomhed undlader rettidigt at efterkomme et i medfør af § 5, stk. 1, meddelt pålæg, kan vedkommende forvaltningsmyndighed lade foranstaltningen udføre for den pågældendes regning.
§ 9 bemyndiger regeringen til ved kgl. anordning at sætte loven i kraft for Færøerne og Grønland med de lempelser, som de stedlige forhold måtte gøre nødvendige.
Ved 1. behandling gav Per Hækkerup (S) tilslutning til lovforslagets principper. Vagn Bro (V) var ikke helt sikker på, at den fordeling af planlægningsarbejdet mellem ministre, det forsvarspolitiske udvalg, sekretariatet og koordineringsudvalget, som var foreslået i § 2, var rigtig. Han ville have foretrukket at henlægge ansvaret til koordineringsudvalget. Endvidere ønskede han overvejet, om det var rigtigt som sket i § 4, stk. 2, med hensyn til erstatningens ansættelse at henvise til civilforsvarslovens regler om vurderingskommission og vurderingsnævn i stedet for at overlade spørgsmålet til de almindelige domstole. Endelig ønskede han overvejet spørgsmålet om udstedelse af almindelige forholdsordrer til embedsmændene til overvejelse. Marie Antoinette von Lowzow (KF) udtalte sin tilfredshed med fremsættelsen af lovforslaget, hvis udformning hun dog kritiserede på forskellige punkter. Hun ønskede en mere detailleret udformning af forskellige af bestemmelserne, således at loven i mindre grad fik karakter af bemyndigelseslov. Sekretariatet burde være den egentlige planlæggende og koordinerende myndighed, og dets beføjelser burde præciseres mere indgående. A. C. Normann (RV) var principielt velvillig over for lovforslaget, men var ikke tilfreds med udformningen af forskellige af dets bestemmelser, således bestemmelsen i § 4 om borgernes pligt til i fredstid at stille deres ejendom til rådighed for samfundet og bestemmelsen i § 5 om, i hvilke tilfælde erstatning ikke skulle ydes. Kristian Kristensen (DR) kunne ligeledes principielt tilslutte sig lovforslaget, mens Fuglsang (DK) betegnede lovforslaget som den mest vidtgående faktiske fuldmagts- lovgivning, som var forelagt i fredstid. Han erklærede, at hans parti ville gå imod en sådan fuldmagtslovgivning, som han fandt både farlig og i strid med grundloven. Man burde i stedet for aktivt støtte alle bestræbelser, som kunne føre til afspænding ikke mindst i det område, hvor vort land er beliggende.
Statsministeren lovede fordomsfri medvirken til drøftelse af lovforslaget og dets udformning i det udvalg, som skulle nedsættes. Skulle det være muligt at finde en mere konkret udformning af forskellige af bestemmelserne, ville han med glæde medvirke dertil, men det var hans opfattelse, at selve lovens karakter af en fuldmagtslovgivning var en nødvendighed.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, der ikke nåede at få afsluttet sit arbejde, men som 5. oktober afgav en beretning af følgende indhold:
„Efter at udvalget, før folketinget tog sommerferie, havde holdt fire møder og fra statsministeren modtaget forskelligt materiale og svar på nogle spørgsmål, der var stillet, holdt det et nyt møde den 1. september, hvori deltog statsminister H. C. Hansen, departementschef Zeuthen, kontorchef Toft-Nielsen og ekspeditionssekretær Lauge Dahlgaard. Statsministeren gav en udførlig redegørelse for problemets enkeltheder og nævnte den mulighed, at der på en eller anden måde kunne skabes et parlamentarisk kontroludvalg, der kunne følge de foranstaltninger, administrationen iværksætter i henhold til det forelagte lovforslags bestemmelser.
Denne tanke mødtes med sympati fra alle sider med det forbehold, at de respektive grupper måtte træffe den endelige afgørelse.
Ligeledes blev der i princippet givet tilslutning til lovforslaget, og der var enighed om, at udvalgets arbejde kunne blive kortvarigt, når forslaget eventuelt med visse ændringer genfremsættes ved næste folketingssamlings begyndelse."