F 8 Hvad kan regeringen oplyse om ansvaret og baggrunden for den tjenstlige placering af legationsråd Einar Blechingberg og navnlig af hans udsendelse i sommeren 1956 som handelsrådgiver til ambassaden i Bonn?

Af: O. Einer-Jensen (S) , Aage Fogh (RV) og J. M. Pedersen (DR)
Til: Statsminister H. C. Hansen (S)
Samling: 1958-59
Status: Foretaget
Efter hvad Per Hækkerup (S) anførte som ordfører for forespørgerne, var det statsministeren, der selv havde fundet det rigtigt, at der blev givet folketinget en redegørelse for Blechingbergsagens udvikling.

Efter at statsministeren havde givet tinget denne redegørelse, udspandt der sig en debat, under hvilken foruden ordføreren og statsministeren følgende medlemmer havde ordet: Henry Christensen (V), Ninn-Hansen (KF), Lannung (RV), Niels Andersen (DR), Fuglsang (DK), Ole Bjørn Kraft (KF) og Aksel Larsen (SF). Endvidere fremsatte justitsministeren en kort bemærkning.

Under debatten stillede Henry Christensen og Ninn-Hansen følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget beklager Einar Blechingbergs udnævnelse til handelsrådgiver ved ambassaden i Bonn og hans bemyndigede adgang til hemmelige dokumenter, og da befolkningen har krav på en tilbundsgående og upartisk gennemgang af alle forhold i forbindelse hermed, henviser det sagen til en nærmere undersøgelse af folketingets ombudsmand

og går derefter over til næste sag på dagsordenen."

Senere stillede Per Hækkerup, Lannung og Niels Andersen følgende dagsordensforslag:

„Idet folketinget tager statsministerens redegørelse til efterretning,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Endelig stillede Aksel Larsen følgende ændringsforslag til det sidstnævnte af de to forslag:

„Efter ordene „til efterretning" affattes forslaget således: „og beslutter af sin midte at nedsætte en kommission på 5 medlemmer, der skal gøre sig bekendt med alle relevante forhold i forbindelse med Blechingbergsagen, herunder også undersøge, om udenrigsministeriets tilsyneladende skånsomhed over for Blechingberg kan være typisk for udenrigsministeriets personalepolitik. Kommissionen skal snarest aflægge beretning over for folketinget.

Folketinget går hermed over til næste sag på dagsordenen."

Efter debattens afslutning forkastedes Aksel Larsens ændringsforslag til det af Per Hækkerup, Lannung og Niels Andersen stillede dagsordensforslag med 145 stemmer mod forslagsstillerens egen, idet 4 medlemmer (DK) afholdt sig fra at stemme. Per Hækkerups, Lannungs og Niels Andersens forslag vedtoges derefter med 82 stemmer mod 68 (V og KF) med det resultat, at Henry Christensens og Ninn-Hansens dagsordensforslag bortfaldt.
Partiernes ordførere
Per Hækkerup (S)