Som ordfører for forslagsstillerne anførte Henry Christensen (V) til begrundelse af forespørgslen bl. a.:

„Det tilfælde, der danner baggrund for forespørgslen, vedrører to bevillinger, som den højtærede undervisningsminister har søgt finansudvalgets tilslutning til. Den ene angår opførelsen af en ny institutbygning for matematik, fysik og kemi, det såkaldte H. C. Ørstedsinstitut under Københavns universitet, til en anslået samlet udgift på 33,6 mill. kr. Den anden angår planerne om et nyt zoologisk centralinstitut og museum på Nørre Fælled med opførelse af et nyt laboratorium med studiesamling til en foreløbig samlet anslået udgift på 2,7 mill. kr., det første led af planerne, der med de efterfølgende led vil beløbe sig til i alt 23,6 mill. kr.

Nu er det ikke således, at der mellem den højtærede undervisningsminister og os er strid om, at det her drejer sig om områder, som melder sig med et betydeligt påtrængende behov i denne tid. Ikke mindst for den første af de to bevillinger gælder det, at det i centrum er et af de uddannelsesområder, vi alle erkender i så høj grad presser sig på, hvis vi skal løse en del af tidens problemer med teknisk uddannelse m. v. Der er altså ikke spørgsmål om en afgørende saglig strid mellem den højtærede undervisningsminister og os; der er først og fremmest spørgsmål om, hvilken fremgangsmåde der her i tinget bør anvendes over for disse meget store millionbeløb, og hvordan vi sikrer en egentlig parlamentarisk kontrol, sådan som jeg går ud fra vi er enige om der skal sikres.

Oppositionens opfattelse er for så vidt klart den, at sådanne millionanlægsudgifter ikke bør kunne startes på baggrund af en forhandling i finansudvalget med et større eller mindre flertals tilslutning i håbet om en senere efterbevilling på tillægsbevillingsloven. Her bør der være en egentlig lovhjemmel, og der er mange grunde til denne opfattelse. Jeg har [i nogle indledende bemærkninger] nævnt den afgørende grund, der ligger i forfatningens bestemmelser, men der kan nævnes yderligere en række praktiske grunde, der taler for dette synspunkt. Vi ved, at der er en række store investeringsopgaver, som presser sig på, og vi har haft anledning til at drøfte behandlingsmåden af disse nogle gange i tinget. Den højtærede undervisningsminister ved, at oppositionspartierne har lagt afgørende vægt på, at der blev mulighed for her i tinget at drøfte disse betydelige investeringsopgaver i en større sammenhæng, fordi det ikke bare er et spørgsmål om at afgøre, om det nu er rigtigt at bevilge 33 mill. kr. til den opgave. Vi ved, at der f. eks. er et stort byggeprogram for udvidelse af læreanstalterne m. v. for en 10-årig periode, udarbejdet af sagkyndige på disse områder; men det er folketinget, der har ansvaret og afgørelsen i sidste ende for, hvilke beslutninger der konkret træffes, og vi kan ikke bare træffe dem ud fra, om vi nu har sympati for denne konkrete opgave. Vi kan kun træffe rigtige afgørelser, hvis vi kan få mulighed for en afvejning over for hinanden af de forskellige opgaver, der presser sig på i tiden, så vi kan øve indflydelse på, hvilke der skal have prioritet fremfor andre.

En sådan indflydelse er ikke mulig, hvis man kommer og beder om bevilling så til den ene opgave for sig og så til den anden for sig. Det er den egentlige praktiske grund til ønskeligheden af, at disse betydelige bevillingsandragender var blevet forelagt det høje ting gennem egentlige lovforslag. Det ville dér have været muligt som baggrund for en samlet stillingtagen til de investeringsopgaver og de programmer, der ligger her, at have ført en drøftelse.

Dertil kommer, at behandlingsmåden naturligvis bliver en ganske anden. Finansudvalget skal selvsagt beskæftige sig med bevillingerne gennem hele året. Drejer det sig om nye betydende opgaver eller betydelige ændringer i løsningen af bestående opgaver, må det være rigtigt, at det høje ting sikrer sig en mulighed for behandling mellem de medlemmer og blandt de medlemmer, også gennem en særlig udvalgsbehandling, der her i tinget er særlig kyndige, har særlige interesser og særlige forudsætninger på det pågældende område. Disse medlemmer vil jo ikke til enhver tid alle være samlet i finansudvalget, og derfor er det vigtigt, at man også giver folketinget denne mulighed for en bedre forhandlingsform.

Dertil kommer yderligere, at når vi får sagerne frem til en drøftelse i folketinget, får vi også mulighed for den offentlige drøftelse om disse ting, der — og det går jeg ud fra ministeren er enig med mig i — er af betydning for en rigtig behandlingsmetode."

I sin svartale påpegede undervisningsministeren, at de pågældende sager blev fremsendt til finansudvalget i det foregående folketingsår, sagen angående det zoologiske centralinstitut endda så tidligt som i april 1958. Da der ved slutningen af folketingsåret 1957-58 endnu ikke var truffet nogen afgørelse, blev sagerne straks i det nye folketingsår på ny forelagt finansudvalget, som derpå — i betragtning af at det hastede med at komme i gang — bevilgede de fornødne midler til arbejdernes påbegyndelse. Ved sagernes behandling i finansudvalget stemte venstres og det konservative folkepartis medlemmer ikke imod bevillingerne, men de undlod at stemme ud fra den opfattelse, at afgørelsen i tilfælde som de foreliggende burde træffes af folketinget som helhed.

Efter nærmere at have gjort rede for disse forhold, udtalte ministeren:

„Med hensyn til selve det principielle spørgsmål er jeg ikke uenig i den betragtning, at bevillinger af en vis betydelig størrelsesorden bør søges gennemført ved lovforslag; jeg mener blot ikke, at man på forhånd kan fiksere et eller andet beløb og fastslå, at alle bevillinger over dette principielt er et lovgivningsanliggende, men at spørgsmålet i nogen grad må bero på en afvejen af forholdene i det enkelte tilfælde.

Jeg kan således nævne, at man i de seneste år har fulgt den praksis at søge helt nye statsgymnasier oprettet ved lov, medens opførelse af nye bygninger ved bestående skoler gennemføres ved finanslovbevilling. I det hele taget vil jeg mene, at selve det forhold, at der er tale om oprettelse af nye institutioner eller lignende, normalt vil pege imod lovforslag selv ved byggerier af et relativt begrænset omfang. Ved bestående institutioner kan der være tale om investeringer af et sådant omfang, eller der kan foreligge sådanne særlige forhold, at et lovforslag er en given ting; jeg kan som eksempler herpå fra undervisningsministeriets område nævne sagerne om det nye rigshospital og den polytekniske læreanstalts flytning, hvor tilslutningen i begge tilfælde er tilvejebragt ved lov. I det sidstnævnte tilfælde blev der tillige tilvejebragt en ekspropriationshjemmel, et forhold, som også kan spille ind ved afgørelsen af, om beløbet skal søges ved tillægsbevilling eller ved lov. Men bortset fra helt oplagte tilfælde kan yderligere en række faktorer være af betydning ved den konkrete afvejning af spørgsmålet, således som f. eks. i de sager, der er baggrunden for denne debat, nemlig sager, hvor betydningen af en hurtig løsning er erkendt fra alle sider, og hvor der står så store interesser på spil, at enhver udskydelse kan betyde uoprettelig skade. Dette vil ikke mindst kunne være tilfældet med sager, som af tekniske grunde først er modne til en løsning i sommerhalvåret, hvor tinget ikke er inde.

Min konklusion bliver således, at jeg er principielt enig i, at større bevillingsforslag bør gennemføres ved lov, men at jeg må mene, at bevillingens størrelse ikke kan være ene afgørende, idet afgørelsen må bero på et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til samtlige foreliggende omstændigheder."

I et gensvar fastholdt ordføreren for forslagsstillerne, at der burde have været fremsat lovforslag om de pågældende bevillinger. „Jeg havde", udtalte han, „egentlig ventet, at den højtærede undervisningsminister ville have lagt så megen samarbejdsvilje for dagen, at han her i dag i det høje ting havde erklæret sin villighed til, når de to store oppositionspartier samlet kom og bad ham derom, at lade disse bevillinger behandle som særskilte lovforslag. Jeg er blevet skuffet i mine forventninger, og det er de to oppositionspartier også. Jeg mener, det er nødvendigt, at det høje ting på dette konkrete grundlag får lejlighed til at tilkendegive sin opfattelse af den behandlingsmåde, vi her har været ude for. Jeg så meget gerne, om vi kunne nå til en afgørelse i dette ting, der kunne ændre ministerens opfattelse eller villighed, også af den grund, at det måske kunne få den virkning, at der fremover blev taget et større hensyn, end der er blevet taget i det foreliggende tilfælde."

Sammen med Thestrup (KF) stillede han derfor følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget opfordrer undervisningsministeren til ved fremsættelse af lovforslag at søge direkte lovhjemmel til planerne om en ny institutbygning for matematik, fysik og kemi og om opførelse af et nyt zoologisk centralinstitut

går folketinget over til næste sag på dagsordenen."

Under den efterfølgende forhandling havde — foruden ordføreren og undervisningsministeren — følgende medlemmer ordet: Per Hækkerup (S), Thestrup (KF), Lannung (RV), Niels Andersen (DR), Alfred Jensen (DK) og Jensen-Broby (V).

Af Per Hækkerup, Lannung og Niels Andersen stilledes følgende dagsordensforslag:

,,Idet folketinget tager den af undervisningsministeren givne redegørelse til efterretning,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Et tredje stilledes af Alfred Jensen. Det havde følgende ordlyd:

„Idet folketinget pålægger ministrene ved alle sager, der ikke har karakter af efterbevilling, at søge lovhjemmel ved fremsættelse af forslag i folketinget,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Efter forhandlingens slutning vedtoges det af Per Hækkerup m. fl. stillede dagsordensforslag med 83 stemmer (regeringspartierne) mod 54 (V og KF), idet 6 medlemmer (DK og 1 grønlandsk medlem) afholdt sig fra at stemme. De øvrige forslag var dermed bortfaldet.