L 39 Lov om slagtning, forhandling, udførsel og indførsel af fjerkræ m. v.

Af: Landbrugsminister Karl Skytte (RV)
Samling: 1957-58
Status: Stadfæstet
Lov nr. 217 af 16-06-1958
Ved loven, der træder i stedet for lov nr. 386 af 22. februar 1939 om udførsel, indførsel og forhandling af fjerkræ, revideres og ajourføres de hidtil gældende lovregler angående slagtning og forhandling, udførsel og indførsel af fjerkræ.

De væsentligste af de ved revisionen gennemførte nye bestemmelser er følgende:

1. Det som betingelse for tilladelse til udførsel af fjerkræ hidtil stillede krav om autorisation udstrækkes til også at gælde for slagtning af fjerkræ til forhandling fra indenlandske butikker, idet det i § 2 bestemmes, at kun fjerkræ, der er slagtet på fjerkræslagterier autoriseret af landbrugsministeren, må forhandles fra butikker eller udføres her fra landet. Der gøres dog en undtagelse, for så vidt angår fjerkræ, der er slagtet på de ved lovens ikrafttræden igangværende ikke-autoriserede virksomheder, såfremt disse ved henvendelse til landbrugsministeriet har opnået tilladelse til på nærmere foreskrevne vilkår at fortsætte slagtning; tilladelsen gives dog højst for 3 år. Ligeledes undtaget fra bestemmelsen er sådanne gæs, ænder og duer i uåbnet stand, som butiksindehaveren har erhvervet direkte fra producent.

2. Ved samme paragraf gennemføres endvidere den bestemmelse, at opskåret fjerkræ kun må forhandles på hjemmemarkedet, såfremt det er kontrolleret og mærket ved en dyrlægekontrol.

3. Den for ministeren hidtil gældende adgang til at fastsætte bestemmelser om slagtning, behandling, mærkning, pakning og forsendelse af fjerkræ til udførsel udvides ved § 4, stk. 2, til også at omfatte indsamling og opstaldning, ligesom den hidtidige begrænsning til fjerkræ til udførsel bortfalder.

Formålet med bestemmelsen er at modvirke den fare for spredning af smitsomme fjerkræsygdomme, der hidtil har været forbundet med, at indsamling af fjerkræ har kunnet foretages af personer, der opkøber fjerkræ over hele landet både til slagtning og til levebrug og ikke holder dette tilstrækkeligt adskilt, hverken under transport eller opstaldning.

4. Endvidere er den hidtil gældende bestemmelse, hvorefter der til eksport af fjerkrækonserves krævedes autorisation, udbygget i § 5 og forsynet med en tilføjelse, hvorefter også fjerkrækonserves og fjerkrækødekstrakt til forhandling her i landet skal tilvirkes i autoriserede virksomheder.

5. Endelig er der ved § 9, stk. 2, indført et i forhold til lovgivningens almindelige regler skærpet bødeansvar, idet der bestemmes følgende:

„For overtrædelser af loven eller de i medfør af denne fastsatte bestemmelser påhviler der desuden virksomhedens ejer eller bruger bødeansvar, uanset om det kan godtgøres, at overtrædelsen kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. Er ejeren eller brugeren et aktieselskab, andelsselskab el. lign., pålægges ansvaret virksomheden som sådan. For bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf."

Herved er bødeansvarsbestemmelserne i denne lov bragt i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i en række andre i samme folketingssamling vedtagne love angående tilvirkning, forhandling og udførsel af visse landbrugsvarer.

Lovforslaget, der opnåede tilslutning fra samtlige partier i folketinget, blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
P. A. Rasmussen (S), Marius J. Heilesen (V), Niels Ravn (KF), Morten Larsen (RV), Alfred Jørgensen (DR) og Villy Fuglsang (DKP)