Ved loven, der har gyldighed for høståret 1958-59, påtager staten sig straks fra begyndelsen af dette at overtage dansk brødkorn, der kan betegnes som gode og sunde varer, til en fast pris, ligesom der indføres bestemmelser om, at importeret foderkorn ved hjælp af afgifter skal bringes op på nærmere fastsatte minimumspriser.

Det bestemmes således i § 1, at enhver, der har avlet brødkorn i 1958, skal være berettiget til når som helst inden udgangen af april måned 1959 at opnå følgende priser pr. 100 kg:

for rug af hollandsk vægt 118 pund 45 kr.
for hvede af hollandsk vægt 128 pund 48 kr.

på betingelse af, at det drejer sig om gode, sunde, velrensede, ublandede og normalt tørre varer.

De nævnte priser reguleres med 30 øre pr. 100 kg pr. pund hollandsk vægt, dog således at pristillægget ikke må overstige 90 øre pr. 100 kg, og de kan endvidere ved udskydelse af afleveringen forhøjes med et af landbrugsministeren fastsat lagringstillæg for hver halve måned i 6½ måned, første gang den 16. september 1958. Kornet må dog, for at kunne kræves solgt under denne ordning, ikke indeholde mere end 17 pct. vand.

Ifølge § 3 skal rug og hvede, der i medfør af disse bestemmelser sælges til en autoriseret handlende eller møller til en fast pris, i nødvendigt omfang forbeholdes brødforsyningen, og såfremt der måtte fremkomme et overskud af disse kornsorter, skal tab eller gevinst herved henholdsvis udredes af eller tilfalde statskassen. Ved paragraffen gives der endvidere ministeren bemyndigelse til at træffe forholdsregler angående opbevaring, tørring og transport m. v. og til at lade udgifterne herved dække ved opkrævning af en afgift hos møllerne. Endelig kan han, hvis det måtte blive nødvendigt, midlertidigt lade statskassen finansiere oplagring af brødkorn.

For at sikre staten afsætningsmuligheder for det modtagne brødkorn gives der ved § 4 landbrugsministeren en bemyndigelse til at påbyde indmaling af dansk hvede og rug, ligesom retten til at formale brødhorn eller blande mel heraf ved § 5 gøres betinget af autorisation.

Ved §§ 6 og 7 bemyndiges landbrugsministeren til at lade opkræve udligningsafgifter på indført foderhorn. Afgifterne skal være så store, at prisen cif dansk havn med tillæg af afgiften bliver:

på havre og milocorn 37 kr. pr. 100 kg
på byg samt på rug og hvede til foderbrug 40 kr. pr. 100 kg
på majs 42 kr. pr. 100 kg.

For ikke at gøre importørerne uinteresserede i at købe billigst muligt i udlandet fastlægges afgiften dog ikke efter købsprisen, men efter forholdene på indklareringstidspunktet. Hver uge fastlægges afgiften som differencen mellem de nævnte priser og den i den pågældende uge konstaterede laveste cif-pris. På købstidspunktet ved importøren altså ikke, hvad afgiften vil blive.

Med henblik på det tilfælde, at svineproduktionen skulle blive mindre rentabel end forudsat ved lovens tilblivelse, er der i §7, stk. 5, indsat en bestemmelse om, at afgifterne i så tilfælde gradvis formindskes eller helt falder bort.

Afgifterne indgår ifølge § 8 i en under landbrugsministeren sorterende fond, der fordeles efter regler, som fastsættes af ministeren efter forhandling med De samvirkende danske Husmandsforeninger, De samvirkende danske Landboforeninger og Centralforeningen af „Tolvmandsforeninger" og større Landbrugere i Danmark.

Ved §13 bestemmes det, at der til at bistå ministeren ved gennemførelsen af loven nedsættes et kornnævn bestående af en af ministeren valgt formand samt af 9 medlemmer, hvoraf De samvirkende danske Landboforeninger, De samvirkende danske Husmandsforeninger, Centralforeningen af „Tolvmandsforeninger" og større Landbrugere i Danmark, Andelsfoderstofforretningerne, Danske Korn- og Foderstofimportørers Fællesorganisation, De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark, Foreningen af danske Handelsmøller, Den danske Bagerstands Fællesorganisation og De sammensluttede Fællesbagerier hver vælger et medlem.

Ved lovforslagets fremsættelse, der foretoges samtidig med fremsættelsen af forslag til lov om afsætning af danske landbrugsvarer (nærmest efterfølgende sag), gav landbrugsministeren en redegørelse for de øjeblikkelige vanskeligheder, landbrugserhvervet var inde i som følge af stærke prissvingninger og svigtende afsætningsforhold, og omtalte, hvorledes den ugun8tige prisudvikling sammen med et øget behov for kapital havde ført til en mærkbar stramning af likviditeten i mange landbrugsbedrifter. Ministeren kom herefter ind på de forhandlinger, der på baggrund af disse vanskeligheder i vinterens løb havde fundet sted mellem repræsentanter for landbrugserhvervet og regeringen, og betonede, at disse forhandlinger var indledt efter ønske fra landbo- og husmandsforeningerne.

Ministeren fortsatte:

„Senere er andre organisationer inddraget i forhandlingerne, så det kan siges, at alle fraktioner inden for landbruget har haft mulighed for at fremsætte deres anskuelse. Det gælder landbrugets salgsorganisationer, som det gælder Centralforeningen af større Landmænd, d. v. s. Tolvmandsforeningen og Landbrugets Arbejdsgiverforening. Med hensyn til landbrugets eksport og afsætningsforhold har der tillige været ført gentagne forhandlinger med repræsentanter for Industrirådet, Grosserer-Societetet og Provinshandelskammeret og de derunder hørende brancheorganisationer. Jeg betragter disse forhandlinger som meget værdifulde, idet de har åbnet mulighed for, at vi i fællesskab har kunnet arbejde på at finde frem til de ønskelige foranstaltninger.

Regeringen har fundet, at landbrugets situation berettiger til at søge landbrugets vilkår forbedret, og jeg føler mig sikker på, at de lovforslag, jeg her i dag ønsker at fremsætte, når de gennemføres, vil betyde en støtte for landbruget."

Ved 1. behandling af lovforslaget, der foretoges sammen med 1. behandling af forslag til lov om afsætning af danske landbrugsvarer, blev lovforslagene anbefalet af Carl Petersen (S), der lagde vægt på, at de fremtrådte som et resultat af ministerens forhandlinger med de interesserede landbrugsorganisationer. Sønderup (V) fandt, at det var meget begrænsede resultater, der var nået for landbrugets vedkommende; venstres stilling til lovforslagene var den, at man i udvalget ville arbejde for forbedringer. Specielt fandt han det urimeligt, at rugen skulle koste mindre end hveden, og han sammenlignede med brødkornspriserne i den sidste kornlov under den venstre-konservative regering, da priserne var 8 og 4 kr. højere henholdsvis for rug og hvede, skønt landbruget da havde lavere omkostninger end nu. I forbindelse med spørgsmålet om omkostningerne krævede han, at ejendomsskatterne blev draget med ind i forhandlingerne. Jørgen Jørgensen [Ullerup] (KF) tilsagde lovforslagene en velvillig behandling, men ønskede også spørgsmålet om ejendomsskatterne drøftet i denne sammenhæng. Også Kirkegaard (RV) anbefalede; han mente specielt om kornordningsforslaget, at det kunne medvirke til at opretholde stabiliteten i den herskende fordeling af produktionen mellem de forskellige ejendomsstørrelser. Alfred Jørgensen (DR) udtalte, at det var i erkendelse af den værdi, der lå i, at arbejdsfreden inden for landbruget nu var sikret for en 3 års periode, at retsforbundet kunne give tilslutning, men han fandt på den anden side, at prisen var høj, og han mente, der lå en fare i at slå ind på en vej, hvor man imødegik pris- og lønstigning med varefordyrelse. Fuglsang (DK) fandt, at lovforslaget om en kornordning tilgodeså storlandbrugets krav, mens husmænd og forbrugere blev ladt i stikken. Uden for ordførernes kreds anbefalede Niels Eriksen (V) lovforslagene, men beklagede samtidig, at regeringen ikke havde kunnet imødekomme de to andre punkter i landbo- og husmandsforeningernes fælleshenvendelse til den: muliggørelse af en konstant prispolitik på hjemmemarkedet og en lettelse i landbrugets ejendomsskatter.

Under lovforslagets behandling i udvalget opnåedes der enighed om at hæve rugprisen fra de oprindeligt foreslåede 44 kr. til 45 kr., ligesom de i § 1 omhandlede lagringstillæg skulle løbe i 6½ måned fra den 16. september i stedet for som foreslået i 6 måneder fra 1. oktober. Endelig enedes man om at føje et nyt stykke til § 8, hvorefter landbrugsministeren bemyndiges til efter forhandling med De samvirkende danske Husmandsforeninger, De samvirkende danske Landboforeninger og Centralforeningen af „Tolvmandsforeninger" og større Landbrugere i Danmark at træffe foranstaltninger til sikring af eksporten af såsæd, maltbyg og malt.

Efter vedtagelsen af disse ændringer ved 2. behandling vedtoges det således ændrede lovforslag ved 3. behandling med 129 stemmer mod 6 (DK), mens 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.