I statstjenestemandsloven af 12. september 1919 blev lønnen for ministre fastsat til 18 000 kr. årlig, hvortil kom et repræsentationstillæg til statsministeren på 9 000 kr. og til udenrigsministeren på 18 000 kr. årlig. Endvidere indeholdt loven pensionsbestemmelser for ministre, i hovedsagen svarende til de for tjenestemænd gældende.

Da man ikke fandt det hensigtsmæssigt, at bestemmelserne om ministrenes løn og pension indeholdtes i loven om statens tjenestemænd, blev de nævnte bestemmelser optaget i lov nr. 198 af 16. juli 1927 om vederlag og pension m. v. for ministre. Ved denne lov fastsattes vederlaget fortsat tii 18 000 kr. årlig, men uden regulering, mens ministre efter 1919-loven oppebar dyrtidstillæg m. v. som for statens tjenestemænd. I forbindelse med den i 1931 gennemførte revision af statstjenestemandsloven skete der ingen ændring i ministerlønningsloven.

Efter gennemførelsen af statstjenestemandsloven af 6. juni 1946 blev der ved lov nr. 403 af 12. juli 1946 indført den ændring, at vederlaget på 18 000 kr. fremtidig blev ydet som grundbeløb med et tillæg svarende til procenttillægget til de på finansloven opførte honorarer. På tilsvarende måde ydedes der procenttillæg til de statsministeren og udenrigsministeren tillagte repræsentationstillæg samt til ministerpensionerne.

Efter at der i foråret 1958 var fremsat forslag til en ny lønningsordning for statens tjenestemænd, fandt man det naturligt, at også ministrenes lønningsforhold m. v. blev taget op til revision, hvilket gav anledning til, at nærværende lovforslag blev udarbejdet i statsministeriet og fremsat for folketinget.

Hvad lovforslaget gik ud på, var følgende:

Ifølge §§ 1 og 2 udgør det ministrene tilkommende årlige vederlag 42 600 kr., der forhøjes eller nedsættes efter bestemmelserne i §§ 87 og 88 i loven om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd (lov nr. 154 af 7. juni 1958).

Som repræsentationstillæg ydes der statsministeren og udenrigsministeren hver 18 000 kr. årlig som grundbeløb, hvortil kommer et tillæg svarende til det til enhver tid gældende procenttillæg til de på finansloven opførte honorarer.

Med tilslutning af folketingets finansudvalg kan der i særlige tilfælde, hvor der til en minister er henlagt opgaver, der medfører repræsentations for pligteiser af tilsvarende karakter som de udenrigsministeren påhvilende, tilstås den pågældende minister et repræsentationstillæg på indtil 9 000 kr. årlig foruden procenttillæg. Ingen minister kan oppebære mere end ét repræsentationstillæg.

Ministre, der ikke er medlemmer af folketinget, oppebærer det i § 83 i lov nr. 171 af 31. marts 1953, som ændret ved lov nr. 193 af 11. juni 1954, hjemlede omkostningstillæg for folketingsmedlemmer, der har bopæl i København. Herudover kan der med finansudvalgets tilslutning ydes sådanne ministre et tillæg til lønnen på årlig indtil 3 000 kr., hvortil kommer procenttillæg.

Som foran anført har ministrene siden 1919 været lønnet med 18 000 kr., der i perioder har været dyrtidsreguleret. Lønnen for ministre udgjorde således f. eks. i 1919 20 742 kr., i 1931 18 000 kr. og ved den seneste revision af ministerlønningsloven i 1946 25 200 kr. På de samme tidspunkter udgjorde lønnen for departementschefer henholdsvis 14 142 kr., 14 394 kr. og 19 560 kr. Pr. 31. marts 1958 var lønnen for ministre og departementschefer henholdsvis 37 800 kr. og 35 825 kr. Under hensyn til, at lønnen for departementschefer i forslaget til ny lønningslov for statens tjenestemænd var foreslået fastsat til 42 600 kr., har man anset det for rimeligt, at ministrenes vederlag ikke fastsættes lavere.

Efter de hidtil gældende regler oppebærer statsministeren et repræsentationstillæg på 9 000 kr. foruden procenttillæg og udenrigsministeren et repræsentationstillæg på 18 000 kr. foruden procenttillæg. I den nuværende regering oppebærer stats- og udenrigsministeren som repræsentationstillæg i alt 18 000 kr. plus procenttillæg, mens ministeren for udenrigsøkonomi oppebærer 9 000 kr. plus procenttillæg, jfr. tekstanmærkning ad § 8 A. I. 1. på tillægsbevillingsloven for finansåret 1957-58.

Ved den særlige bestemmelse vedrørende ministre, som ikke er medlemmer af folketinget, foresloges en nyordning, som man har fundet rimelig.

I § 3 bestemmes, at en minister ved afgang fra ministerstillingen har ret til i 2 år at oppebære ventepenge svarende til højeste ministerpension.

Ansættes en afgået minister i tjenestemandsstilling inden for det tidsrum, hvori der udbetales ham ventepenge, bortfalder disse, hvis den med tjenestemandsstillingen følgende lønning overstiger ventepengene; hvis lønningen er mindre end ventepengene, udbetales forskellen ham som personligt tillæg i restperioden.

Efter de gældende regler kan afgåede ministre oppebære ventepenge i enten 1, 2 eller 3 år, idet afgørelsen i hvert enkelt tilfælde træffes af et af folketinget nedsat udvalg (ifølge folketingets forretningsorden udvalget for forretningsordenen). Man har fundet det ønskeligt at komme bort fra dette skøn, således at alle afgåede ministre får ret til ventepenge i 2 år uden adgang til forlængelse af ventepengeperioden herudover.

De i §§ 4 og 5 foreslåede regler om egenpension til afgåede ministre svarer i hovedagen til de gældende bestemmelser, idet dog pensionsskalaen er foreslået opbygget med 1 års intervaller modsat tidligere med 2 års intervaller. Desuden foreslås pensionerne reguleret på tilsvarende måde som tjene- stemandspensioner.

Efter den hidtil gældende ordning har enkepensionen været beregnet efter reglerne i statstjenestemandsloven, således at grundpensionen har udgjort den til mandens tjenestetid som minister svarende brøkdel af ministerlønnens grundbeløb. Hertil er ydet sædvanligt procenttillæg.

Da det som følge af de foreslåede nye regler for fastsættelsen af løn og pension til statens tjenestemænd ikke kan anses for hensigtsmæssigt fremtidigt at beregne enkepensionen for ministre efter statstjenestemandslovens regler, foreslås enkepensionen i § 6 fastsat i overensstemmelse med egenpensionen. Efter forslaget vil der på grundlag af en funktionstid som minister på under 12 år opnås en enkepension på henholdsvis 8 520 kr. og 10 650 kr. Har ministeren haft en funktionstid på, mere end 12 år, vil enkepensionen efter forslaget andrage 12 780 kr., mens enken efter den nuværende ordning kan opnå fra i alt 7 560 kr. indtil 15 120 kr., afhængig af tjenestetidens varighed efter de sædvanlige regler for fastsættelse af enkepension efter tjenestemandsloven. Det bemærkes dog herved, at efter den hidtidige ordning har enkepension med et højere beløb end den nu foreslåede maksimale enkepension ikke haft, praktisk betydning.

I §§ 7 og 8 indeholdes bestemmelser angående ministres mulighed for i enkelte tilfælde at få adgang til bevarelse af bierhverv og angående midlertidig besættelse af en tjenestemandsstilling ved konstitution, når stillingens indehaver udnævnes til minister. Disse bestemmelser er, bortset fra enkelte ajourføringer og redaktionelle ændringer, i overensstemmelse med den gældende ordning.

Ifølge § 9 skulle loven træde i kraft 1. juli 1958, men således at der ingen ændring skete for de inden ikrafttrædelsestidspunktet afgåede ministre samt sådanne ministres efterladte.

Ved fremsættelsen af lovforslaget fremhævede statsministeren, at regeringen lagde vægt på, at det ville være muligt at gennemføre loven om vederlag og pension for ministre i bred forståelse mellem folketingets partier.

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af Holger Eriksen (S), der udtalte håbet om, at det måtte kunne danne grundlag for overvejelserne i det udvalg, der skulle behandle sagen.

Henry Christensen (V) fandt det ikke påkrævet at forhøje lønningerne for de ministre, der er medlemmer af folketinget, mens sagen stillede sig anderledes for en minister, der ikke ved siden af ministerlønnen oppebærer vederlag som medlem af folketinget. Lovforslaget bød i øvrigt på forskellige praktiske forbedringer, men der var efter venstres opfattelse ikke tid til at give det en tilstrækkelig indgående behandling, inden folketinget afsluttede sit arbejde.

Heller ikke Ole Bjørn Kraft (KF) anså det for muligt at nå til ende med sagens behandling, inden tinget tog sommerferie, men han ville ikke bestride, at ændringer i den gældende lov kunne være påkrævede, og hans parti ville, når forslag derom fremsattes på et andet tidspunkt, være rede til at gå ind i en forhandling med regeringen om disse spørgsmål. Det var efter hans opfattelse rigtigt, at lovforslaget ikke alene beskæftigede sig med ministerlønningerne, men at man også tog repræsentationstillæg og ministerpensioner m. v. op til overvejelse. „Ligeledes finder jeg det rimeligt, at man undersøger sammenhængen mellem ministerstillingen og folketingshvervet. Man kan ikke, således som forholdene har udviklet sig, undgå at se, at der er en sammenhæng. Man kan ikke betragte disse to hverv som hinanden ganske uvedkommende; der er en sammenhæng mellem dem. Det er i fuldstændig overensstemmelse med vor forfatning, at ministrene ikke kan virke som folketingsmænd, medens de er ministre. Derfor må vi, når vi skal overveje disse spørgsmål, se spørgsmålet om ministerlønningen og folketingshvervet i sammenhæng, og jeg tror, at det under alle omstændigheder vil være nødvendigt at tage denne sag op til overvejelse. Personlig vil jeg gerne sige, at jeg er enig i, at der bør finde en ændring sted med hensyn til ventepengene. Jeg tror afgjort, det vil være heldigt, at man kommer væk fra den nuværende ordning, hvor vi hver gang skal diskutere, om en minister skal have ventepenge i 1, 2 eller 3 år, og hvor det altså bliver et spørgsmål om bevilling, og jeg tror, det ville være heldigt, om man kunne nå frem til en fast ordning ..."

Et enkelt spørgsmål kunne man måske tage op til løsning i det udvalg, der kunne ventes nedsat til behandling af lovforslaget. „Det er allerede nævnt af den ærede ordfører for venstre, og det drejer sig om den urimelige forskel, der er mellem den reelle indtægt, som oppebæres af ministre, der samtidig er folketingsmænd, og den, der oppebæres af ministre, som ikke er det. Det må falde i øjnene. Det kan ikke være rimeligt, at en minister, der har et så stort departement, som den højtærede handelsminister har, er lønnet ringere end en minister, der til eksempel ikke har noget som helst departement, men som er folketingsmand."

Baunsgaard (RV) mente ikke, man kunne afvise, at der var en vis forbindelse mellem ministerlønningerne og den forestående regulering af tjenestemandslønningerne. Han pegede tillige på, at andre lande, som Danmark kunne sammenlignes med, havde væsentlig højere ministerlønninger end Danmark. Hans parti ville derfor lidenskabsløst se på det fremsatte lovforslag i et udvalg; fra radikal side skulle det ikke komme ud for nogen unødig forsinkelse.

Niels Andersen (DR) betragtede lovforslaget som et forhandlingsgrundlag. Han fandt en forhøjelse af minister lønningerne rimelig og tilsagde sit partis støtte til lovforslagets gennemførelse.

Aksel Larsen (DK) havde intet at invende mod, at ministerlønningerne blev reguleret opad, selv om han ville have foretrukket en noget anden ordning end den foreslåede. „Det forekommer os, at de argumenter, der har været anført derimod, ikke er særlig holdbare, men vi er klar over, at som det hele ligger, kan det måske være hensigtsmæssigt at udsætte sagens endelige afgørelse til senere. Det er ikke, fordi vi mener, at det er ubetinget nødvendigt, men jeg taler her om den politiske hensigtsmæssighed."

Efter at ordførerne havde talt, fremhævede statsministeren regeringens forhandlingsvillighed over for partierne, idet man måtte se at finde frem til en ordning, som alle partier kunne samles om. „Kan spørgsmålet ikke forhandles færdigt nu, kan det forhandles færdigt senere, og kan vi ikke gøre forslaget færdigt i år, kan vi måske gøre det færdigt til næste år, eller når man nu en gang kan overse de forskellige spørgsmål. Det må vi bøje os for, det er i sin orden. "

Det udvalg, som fik sagen til behandling, afgav ikke betænkning.