Ifølge det oprindelige lovforslag skulle lov nr. 128 af 31. marts 1949 om nedsættelse af en trustkommission ophæves fra 1. maj 1958 at regne og handelsministeren bemyndiges til at træffe de i den anledning fornødne foranstaltninger.
Den vedtagne lov fik følgende ordlyd:
§ 1. Den ved lov nr. 128 af 31. marts 1949 nedsatte trustkommission skal afslutte igangværende undersøgelser og afgive betænkninger senest 1. juli 1959.
§ 2. Lov nr. 128 af 31. marts 1949 ophæves ved kongelig anordning.
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte ordføreren for forslagsstillerne, Weikop (KF), følgende:
„Under anden behandling i marts 1955 af det lovforslag, der førte til monopolloven, gav den fungerende handelsminister, den nuværende højtærede minister for udenrigsøkonomi Krag, løfte om, at der ved forhandling mellem ordførerne for de 4 partier, der gennemførte loven, skulle tages stilling til spørgsmålet om trustkommissionens videre arbejde. En sådan forhandling fandt sted efter lovens vedtagelse, og i en skrivelse af 15. december 1955 til handelsministeren meddelte den tidligere formand for folketingsudvalget angående monopollovsforslaget, det ærede medlem hr. Axel Ivan Pedersen, at en sådan forhandling havde fundet sted mellem socialdemokratiets, venstres, det konservative folkepartis og det radikale venstres ordførere.
Resultatet af forhandlingen blev, at trustkommissionen skulle fuldføre følgende allerede påbegyndte arbejder: den almindelige beskrivende redegørelse, specialredegørelsen om teglværksbranchen, specialredegørelsen om bryggerierne og specialredegørelsen om cementfabrikkerne.
Ordførerne for venstre og det konservative folkeparti betingede deres tilslutning med, at de nævnte redegørelser færdiggøres, uden at man afventer oplysninger om forhold, der ligger mere end ca. 20 år tilbage i tiden. Yderligere forbeholdt de to ordførere sig på deres partiers vegne i folketinget at stille forslag om ophævelse af trustkommissionen, for så vidt arbejdet ikke skulle være afsluttet i løbet af 1 års tid og kommissionen som følge heraf ikke ophævet.
Uanset denne henvendelse til handelsministeren og til, at spørgsmålet om afslutning af trustkommissionen senere her i tinget er blevet rejst, er der stadig ikke taget skridt til at ophæve kommissionen, og venstre og det konservative folkeparti har nu fundet det påkrævet at fremsætte lovforslag, der tager sigte herpå.
Det er vor opfattelse, at der har været rigelig tid til at afslutte de tidligere nævnte undersøgelser, der stod på ved vedtagelsen af monopolloven, og at den nu gældende monopollov indeholder tilstrækkelig hjemmel til foretagelse af påkrævede undersøgelser.
Jeg tillader mig på venstres og det konservative folkepartis vegne at anbefale lovforslaget til hurtig gennemførelse."
Ved lovforslagets 1. behandling afgav handelsministeren en udførlig redegørelse for det arbejde, der hidtil var udført af trustkommissionen. I efteråret 1952 blev arbejdet i kommissionen delvis afbrudt, idet det blev pålagt kommissionen i tiden indtil sommeren 1953 at udarbejde en redegørelse, der kunne danne grundlag for en ny lov om prisaftaler m. v. Det viste sig på grund af det store arbejde med betænkningen, der ligger til grund for den i 1955 vedtagne monopollov, ikke muligt jævnsides med dette arbejde at holde kommissionens øvrige undersøgelser i gang. I slutningen af 1955 blev det først endeligt afgjort, at kommissionen skulle fortsætte sit arbejde, og det var forståeligt, at den usikkerhed, der i denne periode herskede omkring kommissionens fremtid, på forskellig måde skabte vanskeligheder for dens arbejde.
I december 1955 blev det bestemt, at kommissionen skulle fuldføre redegørelsen om konkurrencebegrænsninger i dansk erhvervsliv samt specialbetænkninger om teglværksbranchen, bryggeriindustrien og cementbranchen. Betænkningen om teglværksbranchen blev afsluttet i 1956 og var offentliggjort. Den mest omfattende af de tre resterende betænkninger, oversigten over konkurrencebegrænsninger i erhvervslivet, var delvis færdig i begyndelsen af 1957, og i tiden fra februar til august 1957 blev 22 af betænkningens 29 kapitler sendt til udtalelse hos erhvervsorganisationerne. Arbejdet hermed ventedes afsluttet meget hurtigt, dog afhængigt af, hvor hurtigt erhvervsorganisationerne svarede på de henvendelser, der var rettet til dem.
Betænkningen om ølbranchen var udsendt til bryggerierne til udtalelse, og den endelige redaktion af betænkningens vurderende del afventede kun nogle aftalte skriftlige indlæg fra bryggerierne.
Ligeledes var udkast til betænkning om cementbranchen udsendt til vedkommende erhvervsvirksomheder, og svarene herfra ventedes i løbet af foråret 1958.
Handelsministeren kunne tilslutte sig, at det var ønskeligt, at kommissionens arbejde gennemførtes hurtigst muligt, men han understregede som sit indtryk, at arbejdet kunne have været afsluttet væsentligt hurtigere, dersom det private næringsliv havde svaret hurtigere på henvendelserne fra kommissionen. Han var modstander af at sætte bestemte frister for afslutningen af arbejdet, idet dette ville kunne medføre, at oplysninger, som det var ønskeligt at få frem, blev holdt tilbage, og han opfordrede forslagsstillerne til at tage lovforslaget tilbage.
Ordføreren for forslagsstillerne, Weikop (KF), kunne ikke imødekomme ministerens anmodning om at tage lovforslaget tilbage. Den vedtagne monopollov havde efter hans opfattelse overflødiggjort trustkommissionens arbejde, idet der i monopolloven var tilstrækkelig hjemmel til at foretage fornødne undersøgelser.
Axel Ivan Pedersen (S) oplyste, at det efter monopollovens vedtagelse var socialdemokratiets opfattelse, at trustkommissionens arbejde skulle indstilles, når det arbejde, der var påbegyndt med undersøgelser inden for forskellige brancher, var ført til ende, og dette synspunkt fik dengang tilslutning fra venstre og det konservative folkeparti. Han ville beklage, om det store arbejde, der allerede var udført, og de udgifter, der var medgået hertil, gik til spilde ved, at man ophævede kommissionen fra 1. maj 1958 som foreslået. Såfremt det fremsatte lovforslag kunne ændres derhen, at handelsministeren bemyndigedes til at afslutte det arbejde, der ifølge den tidligere aftale skulle afsluttes, havde han intet imod bestemmelsen i lovforslaget om, at kommissionen ophævedes. Han fandt det nødvendigt, at drøftelser herom videreførtes i et udvalg.
Thorkil Kristensen (V) henledte opmærksomheden på, at de betænkninger, der var under udarbejdelse i kommissionen, ville være forældede den dag, de fremkommer, idet de bygger på materiale indsamlet før monopollovens gennemførelse. Offentligheden får nu gennem monopoltilsynets årlige beretninger et værdifuldt materiale til belysning af de koncentrationer og monopoldannelser, der findes i erhvervslivet, og han var af den opfattelse, at fremtidig lovgivning burde bygges på dette ajourførte materiale. Han håbede på en frugtbar drøftelse i udvalget med henblik på lovforslagets gennemførelse.
A. C. Normann (RV) kunne ikke tilslutte sig lovforslaget, og han fandt, at det allerede udførte arbejde ikke skulle være gjort forgæves derved, at oplysningerne ikke blev offentliggjort. Han gav udtryk for ønsket om, at det resterende arbejde udførtes så hurtigt som overhovedet muligt.
Niels Andersen (DR) udtalte på sit partis vegne, at trustkommissionen burde have lejlighed til at fuldføre det arbejde, der var i gang, og at hans parti derfor ikke ville stemme for det fremsatte lovforslag.
Alfred Jensen (DK) oplyste, at hans parti i sin tid stemte for nedsættelse af en trustkommission, fordi det var partiets opfattelse, at trusterne har skadet såvel forbrugerne som de mindre erhvervsdrivende. Han beklagede, at trustkommissionen ikke var blevet færdig med disse nødvendige undersøgelser, men fandt det nødvendigt, at undersøgelserne blev afsluttet snarest, således at dette områdes forhold kunne blive klarlagt for offentligheden. Hans parti ville stemme imod forslaget om at ophæve kommissionen.
Efter en debat om enkeltheder i forbindelse med kommissionens arbejde blev lovforslaget henvist til udvalgsbehandling.
Resultatet af udvalgsarbejdet blev, at der opnåedes enighed om, at trustkommissionen skulle afslutte igangværende undersøgelser og afgive betænkninger senest 1. juli 1959, og at loven om trustkommissionen skulle ophæves ved kongelig anordning.
I den af udvalget afgivne betænkning, der er enstemmig, hedder det bl. a.:
„Der er inden for udvalget opnået enighed om, at det er ønskeligt, at den almindelige redegørelse om konkurrencebegrænsningerne i dansk erhvervsliv samt specialbetænkningerne om bryggeriindustrien og cementbranchen færdiggøres af kommissionen inden 1. juli 1959. Der er endvidere enighed om, at kommissionen og dens sekretariat bør kunne stå til rådighed for handelsministeren i den periode, hvori han overvejer, hvorvidt og i hvilken form kommissionens betænkninger bør offentliggøres. Det er derfor i § 2 i lovforslaget, som affattet ved nedenstående ændringsforslag, foreslået, at lov nr. 128 af 31. marts 1949 ophæves ved kongelig anordning, idet dog udvalget forventer, at loven ophæves inden for en periode af ikke over ½ år efter, at kommissionens arbejde er afsluttet.
Fastsættelsen af det nævnte tidspunkt for afslutning af trustkommissionens arbejde giver kommissionen mulighed for at give de virksomheder og organisationer, der ikke har svaret på trustkommissionens henvendelser, en passende frist til besvarelse heraf, og udvalget går ud fra, at sådanne besvarelser vil fremkomme. Skulle de ønskede besvarelser imidlertid ikke komme til at foreligge inden den frist, der fastsættes i de enkelte tilfælde, bør dette efter udvalgets opfattelse ikke være til hinder for offentliggørelse af det materiale, der måtte foreligge, men det bør i så fald af betænkningen fremgå, at visse udkast eller spørgsmål har været forelagt virksomheder og organisationer, uden at disse inden for den af kommissionen fastsatte frist har besvaret de pågældende henvendelser."
Ved lovforslagets 2. behandling blev den foreslåede nye tekst i lovforslaget vedtaget, idet kun kommunisterne stemte imod, og ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 140 stemmer mod kommunisternes 6 stemmer.