Forslaget til nærværende lov hvilede på en betænkning om lærerlønninger m. v., der blev afgivet af den i 1954 nedsatte lønningskommission. På de fleste områder var der opnået enighed i kommissionen om forslagets affattelse; kun for så vidt angår § 25, stk. 2 (angående ret for undervisningsministeren til at bestemme, at der ved nyopførte købstadkommunale skoler skal indrettes tjenestebolig for lederen) og § 36 (angående hjemmel for ministeren til at godkende kommunale løntillæg) var der afgivet mindretalsindstilling. Forslaget fulgte helt igennem flertallets indstilling.

Lovforslaget behandledes i folketinget i forbindelse med en række andre lønningsforslag og gennemførtes samtidig med disse med en række ændringer, hvoraf nogle var konsekvenser af tilsvarende ændringer i forslag til lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd.

Adskillige af lovens paragraffer er med få eller ingen ændringer overført fra den hidtil gældende lov nr. 414 af 12. juli 1946 om lønninger m. m. til folkeskolens lærere, og for en række andre paragraffers vedkommende betyder ændringerne kun, at de er bragt i overensstemmelse med de tilsvarende regler i den almindelige lønningslov for statens tjenestemænd. Ved fastlæggelsen af lønningsniveauet for folkeskolens lærere samt ved opbygningen og indplaceringen i lønningsklasserne følger loven de for statstjenestemændene anlagte principper. Samtidig har man fundet tiden inde til at foretage en delvis udligning af forskellen mellem lønningerne i den købstadordnede og den landsbyordnede skole. Med de for begge skolearter gennemførte lange glidende lønskalaer og købstadlærernes automatiske avancement til overlærerløn skulle folkeskolens lærere herefter være placeret i de lønningsklasser, hvortil de måtte antages at være blevet henført, såfremt de havde været statstjenestemænd.

Af nydannelser, der er særlige for folkeskoleområdet, skal fremhæves de ændrede regler om refusion af kommunernes udgifter til lærerlønninger m. v. Mens lærerlønningerne og pensionerne hidtil har været båret af kommunerne, skolefondene og statskassen efter ret komplicerede regler, hvorhos der har været ydet kommunerne et særligt skoletilskud efter reglerne i § 3 i lov nr. 100 af 14. april 1937 om en fælleskommunal udligningsfond, skal nu — bortset fra nogle overgangsbestemmelser — alle de hidtidige tilskud afløses af et enkelt rent statstilskud på 85 pct. af lærerlønsudgifterne og 100 pct. af pensionsudgifterne efter de nærmere forskrifter i lovens §§ 44-46. Skolefondene vil således fremtidig ikke komme til at bære nogen del af lønningerne og pensionerne, men vil ligesom hidtil være mellemled mellem kommunerne og statskassen ved afregningen af tilskuddene. Loven tilsigter ikke at ændre den nuværende byrdefordeling mellem stat og kommuner, omend der vil kunne forekomme enkelte mindre forskydninger, som dog må antages at være af ganske underordnet betydning i forhold til de væsentlige fordele, der vil opnås ved den foreslåede forenkling af beregningsreglerne. Forenklingen svarer til den, hvorom der blev fremsat forslag i forbindelse med de den 11. maj 1954 i folketinget fremsatte lovforslag om en reform af skattelovgivningen og af reglerne om fordelingen af en række offentlige indtægter og udgifter mellem stat og kommuner.

Noget nyt er det tillige, at lønningerne for amtsskolekonsulenter og — ifølge en i folketinget foretaget ændring — konsulenter for særundervisningen er optaget i loven.

En anden af de ændringer, som blev foretaget i folketinget, angik den ovenfor omtalte bestemmelse om indretning af tjenestebolig for lederen af en nyopført købstadkommunal skole.

I betænkningen fra det udvalg, der fik lovforslaget til behandling, udtales herom:

„Den i lovforslagets § 25, stk. 2, indeholdte bestemmelse om, at undervisningsministeren efter forhandling med pågældende kommunalbestyrelse kan bestemme, at der ved nyopførte skoler i købstadkommuner indrettes tjenestebolig for lederen, foreslås ændret således, at tjenesteboliger til skoleinspektører ikke som hidtil og som efter lovforslaget skal kunne kræves oprettet imod den pågældende kommunalbestyrelses ønske.

Den hidtil gældende ordning har været begrundet med pædagogiske og undervisningsmæssige hensyn, bl. a. ønskeligheden af, at skolelederen kan føre tilsyn med skolen også uden for den normale skoletid, hvor skolen ofte benyttes til mange formål.

Efter udvalgets opfattelse vil de lokale myndigheder i almindelighed have de bedste forudsætninger for at vurdere, om de nævnte grunde for oprettelse af tjenestebolig til en skoleinspektør måtte foreligge, og udvalget finder ikke grundlag for at antage, at de pågældende myndigheder ved spørgsmålets afgørelse ikke vil tage de fornødne saglige hensyn. Under hensyn hertil samt til kommunernes økonomiske interesse i spørgsmålet har udvalget anset det for rimeligt, at der i overensstemmelse med det af Den danske Købstadforening og De samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark herom fremsatte ønske gennemføres den ovenfor foreslåede ændring, der er tiltrådt af undervisningsministeren."

Ifølge betænkningen drøftede udvalget spørgsmålet om den lønningsmæssige placering af lærerne ved henholdsvis købstadskoler og skoler på landet. „Der er enighed om, at der i princippet bør tilstræbes størst mulig ensartethed i lønningsvilkårene for lærere i by og på land under hensyntagen til de særlige forhold for hver af de to grupper, og i overensstemmelse hermed har udvalget tiltrådt det af undervisningsministeren fremsatte ændringsforslag nr. 2 om forhøjelse af det løntillæg (ledertillæg), der beregnes pr. klasse og ydes til enelærere og den førstelærer, der har ledelsen af vedkommende skole på landet. Derimod har det inden for udvalget været den overvejende opfattelse, at der ikke i øvrigt burde ske ændring af de foreslåede lønningsbestemmelser, idet man herved bl. a. har taget i betragtning dels de i de indledende bemærkninger til nærværende betænkning anførte almindelige synspunkter, dels at undervisningsministeren under samråd med udvalget har givet udtryk for, at .der ikke efter den foreslåede lønordning kan påregnes at ville opstå vanskeligheder med hensyn til at sikre skolerne på landet den fornødne tilgang af kvalificerede lærerkræfter."

Et mindretal (venstres udvalgsmedlemmer) beklager „stærkt, at det ikke — hverken hos undervisningsministeren eller hos de øvrige partier — har været muligt at få støtte til at skabe sådanne lønmæssige vilkår for landsbyskolens lærere, at de ligestilles med lærerne i købstadskolen. Forslaget, som det foreligger, øger tværtimod, hvad slutløn og pension angår, den allerede bestående forskel mellem de "to kategorier af lærere, og mindretallet frygter virkningerne heraf." Endelig skal nævnes, at udvalget iflg. betænkningen har „overvejet betimeligheden af at opretholde bestemmelsen i lovforslagets § 36, der ligesom § 36 i lærerlønningsloven af 12. juli 1946 giver undervisningsministeren hjemmel til for en kommunes hele skolevæsen eller dele deraf at godkende højere lønninger til lærere end de i loven fastsatte gennem ydelse af kommunale løntillæg. Der har i udvalget været enighed om det principielt betænkelige ved en sådan ordning, som navnlig i en tid med lærermangel kan medføre en uheldig konkurrence mellem kommunerne om lærerne.

Ordningen har som baggrund det forhold, at lønningerne til de under Københavns kommunes skolevæsen ansatte lærere, der ikke er omfattet af lærerlønningsloven, er højere end lønningerne efter lærerlønningsloven. Dette har medført, at Københavns omegnskommuner af hensyn til rekrutteringen har måttet yde kommunale tillæg til deres lærere for at bringe disses løn op på højde med de i Københavns kommune for tilsvarende stillinger gældende lønninger (i enkelte tilfælde ydes endog tillæg af en sådan størrelse, at lønnen bliver højere end i København). Som følge heraf har også andre kommuner ydet deres lærere særlige tillæg af forskellig størrelse. Udvalget har været opmærksom på, at også andre forhold, f. eks. bolig- og skatteforholdene, kan være af betydning for kommunernes muligheder for rekrutteringen til lærerstillinger, men finder dog, at den væsentligste hindring for afskaffelsen af den bestående ordning må søges i det forskellige lønniveau for lærere under Københavns kommunes skolevæsen og lærere omfattet af lærerlønningsloven. Spørgsmålet om muligheden af at tilvejebringe større paritet mellem lærerlønningerne inden for de nævnte to områder har været drøftet med undervisningsministeren, der — som det fremgår af den som bilag 54 optagne skrivelse — deler udvalgets principielle betænkelighed ved ydelsen af kommunale løntillæg og er enig med udvalget i, at der bør ydes ensartede lønninger til lærere inden for samme grupper uanset ansættelsessted, alene med undtagelse af reglerne om stedtillæg. Ministeren har endvidere over for udvalget erklæret sig villig til efter gennemførelsen af den foreslåede nye lærerlønningslov at optage forhandling med myndighederne i Københavns kommune om lønningsniveauet for denne kommunes lærere og herunder at understrege det ønskelige i, at der søges opnået størst mulig ensartethed i lønningerne for lærere i Københavns kommune og det øvrige land.

Under disse omstændigheder har udvalget ikke ment at burde foreslå den gældende ordning ophævet på nuværende tidspunkt. Udvalget finder dog anledning til at fremhæve de i lønningskommissionens 3. betænkning, side 20-21, angivne retningslinjer for ydelse af kommunale løntillæg og forudsætter, at der af undervisningsministeriet udsen'des et cirkulære til samtlige kommuner indeholdende disse retningslinjer."

Efter vedtagelsen af de stillede ændringsforslag, hvoraf enkelte er omtalt her, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt, idet 7 medlemmer (4 medlemmer af retsforbundet samt Alfred Bøgh og Søren Jensen (V); endvidere H. C. Toft (KF)) afholdt sig fra at stemme.