Loven må ses i forbindelse med de i de foregående folketingssamlinger fremsatte forslag til lov om ændringer af lov om folkeskolen og de jævnsides hermed fremsatte forslag til lov om gymnasieskoler.

Baggrunden for, at denne sag blev taget op, var især behovet for at finde frem til en skoleordning, hvorunder der skabtes balance mellem den eksamensfri skole og eksamensskolen og lige muligheder for børn i byskolen og børn i skolen på landet. I forbindelse hermed ønskede man at opnå en løsning af problemerne omkring den nuværende optagelsesprøve til eksamensmellemskolen og omkring denne skoleafdelings afslutning samt på spørgsmålet om undervisningspligtens varighed.

Den detaljerede redegørelse for baggrunden for ønskerne om og behovet for ændringer af ordningen af det danske skolevæsen skal ikke gentages her, idet der herom må henvises til bemærkningerne til de tidligere fremsatte lovforslag og de i tidligere årbøger givne referater. I årbogen for 1956-57 findes således side 488 ff. en kortfattet omtale af de nævnte lovforslag med sidehenvisninger til tidligere årbøger, og side 567 ff. omtales et fra konservativ side fremsat forslag til folketingsbeslutning om ændringer i skolevæsenets ordning.

Nærværende lovforslag var med ganske enkelte afvigelser i overensstemmelse med det i 1956-57 fremsatte lovforslag efter indarbejdelse af en række ændringer, som i princippet var tiltrådt af det daværende udvalgs flertal (S, V og RV) og fandt udtryk i udvalgets beretning. En række af lovforslagets bestemmelser ændredes under folketingets behandling, mens selve den foreslåede struktur af skolevæsenet i alt væsentligt gennemførtes uforandret. De vigtigste af de foretagne ændringer vil blive berørt under den følgende omtale af lovens indhold.

Loven om gymnasieskoler er behandlet nedenfor.

Angående nærværende lovs indhold skal indledningsvis kort nævnes hovedtrækkene i nyordningen.

Folkeskolen består herefter, som det fremgår af den grundlæggende bestemmelse i § 2, stk. 1, af en 7- eller 8-årig hovedskole, der kan videreføres med en 9. klasse, og kan desuden omfatte en 3-årig realafdeling.

Hovedskolen er udelt i de første 7 skoleår, dog således at børnene ved skoler med mere end 1 klasse pr. årgang fra begyndelsen af 6. skoleår fordeles i klasserne på grundlag af deres standpunkt, evner og interesser, jfr. nærmere herom bemærkningerne om § 14. Af hensyn til de børn, der går ud af skolen ved undervisningspligtens ophør, skal der i løbet af det 7. skoleår tilstræbes en afrunding af undervisningen i de fag, i hvilke en sådan afrunding må anses for ønskelig, men uden nogen eksamensmæssig afslutning. Efter 7. hovedskoleklasse kan eleverne fortsætte i et frivilligt 8. og 9. skoleår i hovedskolen, hvor undervisningen tilrettelægges under hensyntagen til deres fremtidige virksomhed i det praktiske liv og deres fortsatte uddannelse ved almen eller faglig ungdomsundervisning, eller de kan, såfremt de opfylder de derfor fastsatte betingelser, overgå til realafdelingen, der efter loven er 3-årig og afsluttes med realeksamen ved slutningen af det 10. skoleår. Realeksamen svarer ligesom i de tidligere fremsatte lovforslag i det væsentlige til den nuværende realeksamen, men der er åbnet mulighed for, at der i 3. realklasse kan indrettes en teknisk linie med særlig hensyntagen til den matematiskfysiske faggruppe.

Ifølge den hidtidige folkeskolelov bestod folkeskolen i en købstad enten af 4-årige grundskoler og 3-årige hovedskoler eller af 4-årige grundskoler og 4-årige mellemskoler. Ifølge den hidtidige § 42 kunne kommuner, der havde købstadordnede mellemskoler, indrette deres folkeskole med en 5-årig grundskole og en 3- eller 4-årig eksamensfri mellemskole samt en 4-årig eksamensmellemskole, hvilken ordning ifølge loven gjaldt for folkeskolen i København. På landet kunne folkeskolen ifølge den hidtidige lov være en udelt skole med et efter børnetallet afpasset antal klasser, men var skolen på 4 klasser eller derover, deltes den i en 3-årig forskole og en 4-årig hovedskole. En folkeskole på landet kunne ved bestemmelse på skoleplanen ordnes som en købstadskole, og købstadskoleordning kunne indføres alene for mellemskolen eller hovedskolen, for så vidt denne var en centralskole, hvis grundskoler eller forskoler havde deres selvstændige ledere.

I den nye affattelse af lovens § 2, stk. 1, ligger det, at folkeskolen fremtidig principielt har samme form, uanset om den enkelte skole findes i en købstad eller på landet. Rent faktisk må folkeskoler på landet efter sagens natur stadig mange steder ordnes på en anden måde end folkeskoler i købstæder, idet der i mange skoler på landet ikke vil være et elevtal, der er tilstrækkeligt til oprettelse af en klasse for hver årgang, men herom er det allerede i § 11, stk. 1, som ikke er ændret ved nærværende lov, fastsat, at folkeskolen deles i klasser efter skolens børnetal, og at det, hvor børnetallet tillader det, skal tilstræbes, at der oprettes en klasse for hver årgang.

Realafdelingen vil efter lovens affattelse henhøre under folkeskolen, hvilket ikke har været tilfældet for den hidtidige realklasse.

Loven indebærer en forbedring af mulighederne for oprettelse af eksamensafdelinger ved skoler på landet. De kursus til almindelig forberedelseseksamen, som senest kgl. anordning af 19. januar 1956 gav regler for, vil herefter gå over til at blive egentlige eksamensafdelinger, og der er derfor ikke længere hjemmel i loven for ved kommunale skoler at opretholde denne såkaldte præliminæreksamen.

Den formulering, som bestemmelsen fik under folketingets behandling, udelukker ikke, at 8. og 9. klasse kan slutte med en prøve og bevis herfor, idet udviklingen synes at give grund til at antage, at der kan blive behov herfor, f. eks. i forbindelse med den forberedelsesundervisning til teknisk uddannelse, som påtænkes indført snarest. Det understreges dog, at der ved eventuelle afslutningsprøver i 8. og/eller 9. skoleår ikke kan lægges vægt på de samme kriterier som de for realeksamen gældende.

Ved § 2, stk. 3, gives der videre muligheder for centralisering af undervisningen, idet en sådan vil kunne sætte ind på et hvilket som helst klassetrin og kunne omfatte større eller mindre dele af skolerne alt efter det stedlige behov.

Til § 3, stk. 1, som omhandler kommunens pligt til at indrette hovedskoleundervisning for eller afholde udgifterne til undervisning og læremidler i det 8. skoleår, føjedes under behandlingen en bestemmelse om det 9. skoleår.

Herefter vil kommuner ikke få samme pligt til selv at indrette undervisning for 9. skoleår som for det 8., men de „skal efter nærmere af undervisningsministeren fastsatte regler afholde udgifterne til undervisning og læremidler for de i vedkommende kommune hjemmehørende børn, der følger undervisningen i en anden kommunes 9. klasse."

Ved en ændret affattelse af stk. 2 (om realafdelingen) udvides de i lov nr. 154 af 11. juni 1954 om vederlagsfri undervisning fastsatte bestemmelser til også at omfatte private realskoler i tilfælde, hvor en kommune har truffet aftale med en privat realskole om optagelse af børn fra den pågældende kommune.

Kommunernes i stk. 3 omhandlede pligt til optagelse af elever fra andre kommuner udvidedes ligeledes til at omfatte 9. klasse.

En ændring af § 4 åbner mulighed for at ansætte lærere ved et kommunalt skolevæsen med tjeneste såvel ved folkeskolens realafdeling som ved gymnasieskolens realafdeling.

Ved § 5 er gennemført en bestemmelse med det formål at tillægge beboerne i et skoledistrikt en vis indflydelse på spørgsmålet om nedlæggelse af en distriktsskole i tilfælde, hvor en kommunalbestyrelse med henblik på en centralisering af skolevæsenet har truffet beslutning herom.

§ 10 fastsætter regler om en skoles maksimale gennemsnitsbørnetal i klasserne og om det maksimale elevtal i de enkelte klasser. Der påbydes en gradvis nedsættelse over en årrække.

§ 11 fastslår i sin endelige skikkelse, at afgangsbeviser skal udfærdiges for alle elever, der går ud af skolen ved undervisningspligtens ophør eller senere. Spørgsmålet om bevisernes udlevering er derimod overladt til administrativ afgørelse. I beviserne gives meddelelse om, hvilke fag undervisningen efter det 5. skoleår har omfattet, og om børnenes standpunkt i visse af fagene. Meddelelsen gives for hvert af fagene i ord. Den må tidligst i 8. hovedskoleklasse være baseret på særlige afgangsprøver i fagene. Der angives ingen gennemsnitskarakter eller hovedkarakter. Foruden meddelelserne om elevernes standpunkt i de nævnte fag gives der i afgangsbeviserne en samlet udtalelse om deres arbejde, standpunkt, flid og opførsel i skolen.

I bestemmelserne i § 13 om mindstetimetal er timetallet for det 8. skoleår nu fastsat til normalt mindst 960 timer årlig (mod lovforslagets 1200), og en tilsvarende forskrift er givet for det 9. skoleår. Hermed tilsigtes det at forbedre mulighederne for på landet at oprette klasser for 8. og 9. skoleår.

§ 14 giver gennem en ny affattelse af lovens § 17 nærmere regler for indholdet af undervisningen i hovedskolens klasser. Bestemmelserne herom svarer i alt væsentligt til den hidtidige lovs regler. Dog skal der nu fra 6. skoleår optages undervisning i et fremmedsprog (engelsk eller eventuelt tysk). Det er tanken, at alle børnene skal deltage i denne sprogundervisning.

Fra det 7. skoleårs begyndelse skal det tilbydes de børn, hvis forældre ønsker det, og som efter skolens skøn kan have udbytte deraf, undervisning i endnu et fremmedsprog (tysk eller eventuelt engelsk) og i matematik.

Paragraffen underkastedes en del ændringer under folketingets behandling. En væsentlig del af disse var dog af formel karakter.

I paragraffen indeholdes bl. a. bestemmelserne om delingen af børnene ved større skoler. Denne findes i stk. 7, der i sin endelige form fik følgende affattelse:

„Ved skoler med to eller flere klasser pr. årgang i 1.-7. skoleår fordeles børnene fra begyndelsen af 6. skoleår i klasser på grundlag af deres standpunkt, evner og interesser. Børnenes placering ved delingen foretages efter skolens skøn og under hensyntagen til forældrenes ønsker. Skolens skøn baseres på dens almindelige indtryk af det enkelte barns evner og daglige skolearbejde, herunder resultatet af nogle af de skriftlige prøver i dansk og regning, der indgår i skolearbejdet i det 5. skoleår. Disse prøver bør være ens inden for samme kommune (skoleforbund). Undervisningsministeren kan efter indstilling fra de stedlige skolemyndigheder efter reglerne i § 64, stk. 2, give tilladelse til, at børnene fortsætter i 6. og 7. skoleår uden denne deling. Undervisningsministeren kan endvidere efter indstilling fra de stedlige skolemyndigheder give tilladelse til, at børnene ved skoler, hvor den omhandlede deling ikke hidtil har fundet sted, fortsætter i 6. og 7. skoleår uden denne deling. Efter nærmere af undervisningsministeren fastsatte regler undlades delingen, hvis indehaverne af forældremyndigheden over et flertal af børnene i en 5. hovedskoleklasse ønsker, at klassen videreføres i 6. og 7. skoleår uden deling, men med differentieret undervisning i 7. skoleår, og såfremt en sådan ordning i det enkelte tilfælde er praktisk gennemførlig."

Ved denne formulering har man i højere grad end efter de i lovforslaget oprindeligt foreslåede bestemmelser imødekommet ønskerne om deling af børnene fra 6. skoleår i større skoler uden derved at udelukke, at også større skoler eller enkelte klasser i disse indrettes efter den udelte skoles princip, når særlige grunde taler derfor.

Hvad angår 8. og 9. skoleår, indføjedes under behandlingen en bestemmelse, hvorefter der gives adgang til at foretage en deling i linier, der tager sigte på elevernes fremtidige virksomhed inden for erhvervslivets forskellige grene, uden at der dog meddeles en egentlig faglig undervisning.

Drøftelserne mellem 2. og 3. behandling resulterede bl. a. i følgende tilføjelse til paragraffen som nyt stk. 6:

„Det må ved undervisningsplanernes udformning med den foran angivne fagkreds sikres, at der tilrettelægges en sammenhængende, fortløbende undervisning — hvorved der tages hensyn til den forskellige målsætning — for såvel de klasser, der sigter mod realafdelingen, som for de klasser; der peger mod den fortsatte undervisning i hovedskolens 8. klasse og 9. klasse. Der må være mulighed for elevernes overgang fra den ene afdeling til den anden."

Af bestemmelsens indhold fremgår det, at den vedrører 6. og 7. skoleår, når børnene er delt efter standpunkt, evner og interesser.

I § 15 foretoges under behandlingen en udvidelse af adgangen til at centralisere undervisningen i enkelte fag.

§§ 16-19 giver gennem en ændret affattelse af lovens §§ 19-22 regler for den nu 3-årige realafdeling i tilslutning til det 7. skoleår.

Optagelse i 1. realklasse er ifølge § 20, stk. 1 „betinget af, at vedkommende elev er i besiddelse af en sådan modenhed og kundskabsfylde, at det kan forventes, at han kan følge undervisningen i realafdelingen på tilfredsstillende måde og fuldføre undervisningen på normal tid. Eleven må have fulgt undervisningen i et fremmedsprog i 6. skoleår og i 2 fremmedsprog og matematik i 7. skoleår. Elever, der søger optagelse i en realafdeling på en anden skole end deres hidtidige, må fremlægge det afgangsbevis og den særlige udtalelse, som de ifølge § 13 kan begære af deres hidtidige skole."

Det er således tanken, at optagelsen normalt ikke skal være afhængig af resultatet af en særlig optagelsesprøve.

Ifølge stk. 2 fastsætter undervisningsministeren regler for, i hvilke tilfælde optagelsesprøve kan kræves afholdt dels af skolen, dels af eleven eller dennes forældre. De tilfælde, som man her har for øje, er dels de tilfælde, hvor optagelsen i realafdelingen vil være forbundet med skoleskifte, og hvor en elevs afgangsbevis og særlige udtalelse fra den hidtidige skole giver grund til tvivl om egnethed for realafdelingen, dels de tilfælde, hvor realafdelingen findes ved elevens hidtidige skole, og hvor denne ikke anser eleven for egnet til optagelse i realafdelingen, men hvor eleven eller forældrene finder skolens standpunkt uretfærdigt. Hvor det drejer sig om optagelse i realafdelingen ved en gymnasieskole, vil der også kunne blive spørgsmål om afholdelse af optagelsesprøve for elever, om hvis egnethed for optagelse der i og for sig ikke er tvivl, nemlig hvis skolen ikke har plads til samtlige egnede elever, der søger optagelse.

Optagelse i 1. realklasse af en elev, der ikke opfylder de i stk. 1 fastsatte betingelser om forudgående undervisning, samt optagelse senere end fra 1. realklasses begyndelse er ifølge stk. 3 betinget af, at vedkommende elev ved en optagelsesprøve godtgør, at han i modenhed og kundskaber står på samme trin som eleverne i den klasse, hvori han ønskes optaget.

Under behandlingen tilføjedes som stk.4 følgende bestemmelse:

„Ved oprykning fra 1. til 2. og fra 2. til 3. realklasse samt fra 2. realklasse til 1. gymnasieklasse afholdes der oprykningsprøver. Oprykningsprøven ved udgangen af 2. realklasse skal omfatte skriftlig prøve i dansk, regning og matematik. De nærmere bestemmelser fastsættes i øvrigt af ministeren."

Bestemmelserne i § 18 om undervisningen i realafdelingen svarer med enkelte ændringer til de hidtil for eksamensmellemskolen og realklassen gældende bestemmelser. En nydannelse er den tidligere nævnte bestemmelse om, at der i 3. realklasse kan indrettes en teknisk linje med særlig hensyntagen til den matematisk-fysiske faggruppe.

Under lovforslagets behandling indførtes en bestemmelse om latinundervisning (svarende til almenskolelovens hidtidige regel).

Mens lovforslagets § 19 om realeksamen fastsatte antallet af mundtlige prøver til 5, overlades det i den endelige affattelse af bestemmelsen til ministeren at fastsætte antallet. Af udvalgsbetænkningen fremgår, at det er tanken at lade mundtlig prøve bortfalde i 2 fag.

Ved en ændring af den foreslåede § 20 (lovens § 23) angående betingelserne for at overtage undervisning i folkeskolen blev der skabt hjemmel for, at anden læreruddannelse end den i loven om uddannelse af lærere til folkeskolen omhandlede skal kunne give grundlag for ansættelse som lærer i folkeskolen.

Bestemmelsen fik i sin endelige form følgende ordlyd: „For at kunne overtage undervisning i folkeskolen skal den pågældende have gennemført den i lov nr. 220 af 11. juni 1954 om uddannelse af lærere til folkeskolen omhandlede almindelige læreruddannelse, jfr. dog § 24 og § 26, stk. 1, eller have gennemgået anden af undervisningsministeren i denne henseende godkendt læreruddannelse, der er af tilsvarende varighed og omfatter eller er suppleret med en prøve efter nærmere af ministeren fastsatte regler."

Herved åbnes adgang for lærere fra bl. a. Den frie Lærerskole i Ollerup til ansættelse i folkeskolen uden ansøgning om dispensation.

Ifølge betænkningens bemærkninger må det være afgørende, at den pågældende uddannelse alt i alt skal kunne sidestilles med den almindelige læreruddannelse. Den supplerende prøve bør afholdes på foranstaltning af statskonsulenten vedrørende folkeskolen og seminarierne og bør omfatte skriftlig dansk, sproglig dansk, regning og et fremmedsprog eller matematik og naturlære.

I den mellem 2. og 3. behandling afgivne tillægsbetænkning siges det endvidere herom:

„Ministeren har meddelt udvalget, at han ved udformningen af reglerne for prøvens afholdelse er sindet foruden de nævnte fag også at lade prøven omfatte geografi og naturhistorie, således at prøven i det hele omfatter de samme fag, som er obligatoriske eksamensfag ved læreruddannelsen: skriftlig dansk, sproglig dansk, regning, naturlære, geografi, naturhistorie, ét fremmedsprog og matematik. Ministeren har endvidere meddelt udvalget, at det hele tiden har været meningen, at denne prøve skal foregå med bistand af censorer ved lærereksamen."

Ved §§ 24-32 gennemføres for København en række ændringer, som i det hele svarer til de foran nævnte.

§ 34 giver nærmere regler om undervisningspligtens varighed. Denne fastsættes herefter til 7 år for alle børn. Paragraffen indebærer i øvrigt visse ændringer i de hidtidige regler om undervisningspligten for børn, der optages i skolen, forinden de er fyldt 7 år.

§ 39 indeholder en ændret affattelse af lovens § 50, stk. 1, om en kommunes inddeling i skoledistrikter, hvorved det bl. a. tilsigtes at udelukke tvivl om, at centralisering vil kunne finde sted fra et hvilket som helst klassetrin. De i bestemmelsen angivne normale maksimale afstande fra hjem til skole forhøjedes under lovforslagets behandling. Endvidere tilføjedes følgende bestemmelse:

„Kommuner uden eksamensskole eller 8. hovedskoleklasse og 9. klasse kan med direktionens godkendelse og skal efter skoledirektionens forlangende yde tilskud til eller fuldt ud afholde udgifterne ved befordring af de i vedkommende kommune hjemmehørende børn til og fra realklasser, henholdsvis 8. hovedskoleklasse og 9. klasse, uden for kommunen. Skolefonden tilskyder halvdelen af disse udgifter, og staten refunderer skolefonden halvdelen af de af den ydede tilskud til kommunerne."

§ 48 (oprindeligt § 47) indeholdt i sin oprindelige form enkelte ændringer af lovens § 63 om tilskud til forrentning og afbetaling af lån til opførelse af eller tilbygning til skolebygninger i kommuner uden for København, Frederiksberg og Gentofte. Ændringerne tilsigtede visse forbedringer af tilskudsreglerne bl. a. som et incitament til oprettelse af 8 hovedskoleklasser og realklasser i landkommunerne.

Efter de under behandlingen foretagne ændringer indeholder paragraffen en helt ny affattelse af lovens § 63, hvorefter der i stedet for de hidtidige forrentnings- og afbetalingstilskud ydes kommunerne direkte tilskud til dækning af udgifter ved byggearbejder. De oprindeligt foreslåede ændringer er indarbejdet i de nye bestemmelser. En nærmere redegørelse for nyordningen findes i bilag 10 til den af udvalget afgivne betænkning.

De i loven fastsatte ændringer i folkeskoleloven træder ifølge § 50 i kraft således, at 6. hovedskoleklasse og det tilsvarende trin i skoler, hvor der ikke er oprettet en klasse for hver årgang, senest oprettes fra begyndelsen af skoleåret 1959-60, ved skoler, der under den nuværende ordning har 4-årig grundskole, dog senest fra begyndelsen af skoleåret 1960-61. Oprettelsen af de følgende klassetrin efter nyordningen og afviklingen af de efter de nuværende regler påbegyndte klasser afpasses herefter.

Paragraffen indeholder i øvrigt nærmere overgangsbestemmelser, herunder mulighed for at dispensere fra de angivne frister for så vidt angår de børneårgange, der har begyndt skolegangen inden lovens bekendtgørelse.

Loven gælder i øvrigt ifølge § 49, sth. 2, ikke for Færøerne og Grønland. Ved kgl. anordning kan loven bringes til anvendelse på Færøerne med de af forholdenes forskellighed følgende ændringer.

I den ændrede affattelse er lov om folkeskolen optrykt i Lovtidende som lovbekendtgørelse nr. 220 af 18. juni 1958.

Behandlingen i folketinget foretoges sammen med det nævnte forslag til lov om gymnasieskoler. Om de ret langvarige drøftelser, som behandlingen medførte i tinget, må for størstedelen henvises til det i Folketingstidende optagne referat.

Ved 1. behandling fremhævede Horn (S) det betydelige og dybtgående arbejde, der var foretaget i de foregående folketingsår, og den principielle enighed, der var opnået inden for et flertal af det i det foregående folketingsår nedsatte udvalg. Forud for lovforslagenes første fremsættelse i tinget var gået grundige forhandlinger i ministeriet med interesserede kredse, og de ønsker om en fornyet kommissionsbehandling, som var fremført fra visse sider, var ubegrundede. Fra socialdemokratisk side havde man hellere set „midterlinjeforslaget" gennemført, bl. a. fordi det indeholdt forslag om et obligatorisk 8. skoleår. Den ordning, der nu var stillet forslag om, var imidlertid baseret på realpolitiske muligheder og indeholdt så mange væsentlige forbedringer, at den burde vedtages. Han fremhævede i denne forbindelse ligestillingen mellem land og by, afskaffelsen af optagelsesprøven til mellemskolen, den lige adgang til sprogundervisning for alle egnede børn, mulighederne for forbedring af undervisningen af den hidtidige frie mellemskoles børn bl. a. gennem nedsættelse af klassekvotienterne og et bedre sigte mod erhvervslivet.

Hartling (V) fremhævede landsbyskolens og den eksamensfrie mellemskoles forhold som iøjnefaldende mangler ved den hidtidige skoleordning. Han ville have foretrukket det af venstre tidligere fremsatte lovforslag som bedst egnet til en forbedring af skolen. Han var villig til at gå ind i en saglig og fordomsfri drøftelse af det nu fremsatte lovforslag, men betonede, at der var visse mål, han ville
sigte efter under den kommende behandling. Forældrene måtte således have en afgørende indflydelse på, hvordan deres børns skolegang skulle forme sig. Skoleloven burde derfor være så rummelig, at der blev rigelig plads for både en delt og en udelt ordning, som forældrene kunne vælge imellem. De private skoler måtte have forsvarlige økonomiske eksistensmuligheder. Hovedskolen skulle have en central plads, og alle dens klasser måtte føre videre mod et mål. Der måtte endvidere sikres lige gode muligheder på landet og i byen for at få en videregående uddannelse. Eksamensskolen og den højere uddannelse måtte ikke forringes. Det var afgørende, at også lovens økonomiske konsekvenser blev klart belyst.

Hvidberg (KF) måtte betegne lovforslagets bestemmelser som en direkte forringelse af den bestående ordning. Den frie mellemskoles børn blev svigtet, og man ville sinke og svække dygtiggørelsen af de børn og unge, som søgte frem til videregående teoretisk uddannelse. Fm-skolen måtte indrettes efter elevernes særlige behov. Den 4-årige mellemskole burde bevares som fælles grundlag for realklassen og gymnasieklasserne, som krævede en solid underbygning. Det lykkeligste ville være, hvis man kunne samle erfaringer og forslag fra eksamensmellemskolen og fm-skolen i et samlende udvalg eller i en kommission.

Helge Larsen (RV) fremhævede, at lovforslaget ville medføre en ensartet opbygning af skolen landet over, hvorved uligheden i muligheder for den landsbyordnede og den købstadordnede skole ville forsvinde. En gennemgribende ændring af hele barneskolen var nødvendig for at løse fm-skolens problem, og den foreslåede hovedskoleform pegede mod den rette løsning. Forslaget indeholdt en videreførelse og udbygning af det 8. skoleår på et for børnene frivilligt grundlag.

Gudrun Bjørner (DR) betonede som noget væsentligt den frihed til at vælge mellem delt og udelt skole, som lovforslaget indebar. Hun så med glæde, at man havde undladt at stille forslag om et tvungent 8. skoleår. Hun fremdrog en række enkeltheder til nærmere drøftelse og kunne i øvrigt tilslutte sig forslaget.

Også Petra Petersen (DK) gav tilslutning. Hun havde gerne set en virkelig udelt skole gennemført, som hun ikke fandt at lovforslaget gav udtryk for. Udviklingen krævede en udvidelse af undervisningspligtens varighed med et 8. (eventuelt også et 9.) skoleår.

Uden for ordførernes kreds tog Else Zeuthen (RV) afstand fra den foreslåede ordning for byskolens vedkommende og fremhævede en række punkter, som efter hendes opfattelse indebar væsentlige forringelser.

Skov Jørgensen (V) fandt ikke tiden moden for en udelt skoleform.

Poul Sørensen (KF) fremhævede, at lovforslaget ikke løste den frie mellemskoles problemer, og rejste spørgsmålet om den private skoles stilling.

Undervisningsministeren takkede for den positive indstilling hos flertallet af ordførerne. Han erkendte, at forbedringer på skolevæsenets område — ikke mindst for landsbyskolen — måtte medføre udgifter, men udgifterne ville efter lovforslaget ikke væsentligt overstige, hvad en udbygning efter 1937-lovens regler ville koste. Han udtalte håbet om at vinde forståelse hos lærerne og hos et stort flertal af tingets medlemmer. Over for den — navnlig fra konservativ side — fremførte kritik fremhævede han de gode erfaringer, man havde haft ved forsøg med udelte skoleordninger, og det nyttige i, at købstadskolen fik flere muligheder. Det primære var ideen om den samlede skole.

Udvalgsbehandlingen mellem lovforslagets 1. og 2. behandling resulterede i en række i betænkningen optagne ændringsforslag, som var tiltrådt af udvalgets flertal (S, V, RV og DR). De væsentligste ændringer er omtalt ovenfor i forbindelse med lovens bestemmelser.

I betænkningens tekst fremhæves bl. a. betydningen af undervisningen i 8. og 9. klasse og denne skoleafdelings forbindelse med erhvervslivet.

Det siges videre i betænkningen:

„Venstres medlemmer af udvalget har ønsket, at undervisningsministeren erklærer sig villig til i forbindelse med skolelovenes ikrafttræden at søge gennemført en sådan ordning af reglerne for de private skolers tilskud fra staten, at disse skolers stilling sikres i samme omfang som hidtil, og at der gives statstilskud efter samme regler som for friskolerne til det antal hovedskoleklasser, som skolen har, herunder 8. hovedskoleklasse og 9. klasse, uden hensyn til, om hovedskolen er fuldt udbygget.

Ministeren har herefter over for udvalget udtalt, at han agter i det kommende folketingsår at fremsætte forslag for folketinget med henblik på tilvejebringelse af en ny tilskudsordning for de private eksamensskoler (de private realskoler og gymnasieskoler såvel i som uden for Storkøbenhavn), hvorefter der ydes eksamensskoletilskud til disse skolers realklasser og gymnasieklasser og desuden tilskud efter principperne for tilskud til friskoler til hovedskoleklasser som ovenfor nævnt.

Endvidere har man til vurdering af de økonomiske konsekvenser af folkeskolelovsforslaget udbedt sig ministerens udtalelse om: I. hvilke udgifter gennemførelsen af 1937-loven endnu vil medføre, og dertil: II. hvilke yderligere udgifter det nærværende lovforslag vil betyde. Endelig er det ønsket oplyst: III. hvorledes byrderne efter nugældende regler fordeler sig på stat og kommuner, og om der forestår ændringer i disse regler."

Til besvarelse af de sidstnævnte økonomiske spørgsmål gav ministeren en detaljeret redegørelse, som ligeledes er optaget i teksten, og hvortil der i det hele må henvises. Det bemærkes dog, at udgifterne vedrørende en udbygning af 1937-loven i redegørelsen i det hele anslås til 17,4 mill. kr. årlig, når loven er fuldt gennemført, mens de yderligere udgifter i forbindelse med den nye lov højst anslås til i alt ca. 5,8 mill. kr. årlig. De nævnte udgifter vil dog først fremkomme i løbet af en længere årrække.

Et mindretal i udvalget (KF) gav i en nærmere begrundet udtalelse udtryk for, at det ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Uden for betænkningen var der fra kommunistisk side stillet 2 ændringsforslag, som imidlertid blev taget tilbage, efter at ministeren ved 2. behandling havde givet tilsagn om at tage dem under nærmere overvejelse mellem 2. og 3. behandling. Det ene af dem fandt senere udtryk i et i tillægsbetænkningen stillet ændringsforslag, som vedtoges ved 3. behandling.

Også ved 2. behandling udspandt der sig nogen debat. De i betænkningen stillede ændringsforslag vedtoges efter anbefaling fra 5 ordføreres side. Den konservative ordfører kunne derimod ikke gå ind for ændringsforslagene. Lovforslaget ville ødelægge den hidtidige eksamensmellemskole og manglede en konstruktiv reform af den frie skoleform, ligesom gymnasiet og studentereksamen forringedes på skæbnesvanger måde.

Mellem betænkningens afgivelse og lovforslagets 2. behandling var fra Danmarks Lærerforening fremkommet en resolution, hvoraf det fremgik, at en række af de ønsker, foreningen havde fremført under de forudgående drøftelser med ministeren og udvalgets ordførere, efter foreningens opfattelse ikke var imødekommet ved de stillede ændringsforslag. Disse ønskers opfyldelse var en betingelse for foreningens tilslutning til lovforslaget.

Hartling udtalte ved 2. behandling, at venstres tilslutning var givet bl. a. under hensyn til den enighed med lærerne, som man havde ment var opnået. Viste det sig nu, at lærerne alligevel ikke kunne tiltræde de foreliggende forslag, måtte den fortsatte politiske forhandling foregå på et nyt grundlag. Han måtte derfor tage forbehold over for både lovforslaget og ændringerne, indtil det var fastslået, at forliget fortsat var en realitet.

Også flere af de andre ordførere beskæftigede sig med lærerforeningens resolution, som for mange var kommet overraskende.

Ministeren oplyste om de forhandlinger, der var ført med Danmarks Lærerforening, at hovedpunktet heri havde været den praktiske gennemførelse af delingen af børnene i byskolen. De af ministeren stillede ændringsforslag herom havde forinden forhandlingerne været forelagt lærerforeningens hovedstyrelse og havde dannet grundlaget for de drøftelser, der førte til forliget. De øvrige spørgsmål, som var drøftet med lærerne, var efter ministerens opfattelse spørgsmål, som burde klares gennem cirkulærer efter lovens vedtagelse. Ministeren mente herefter ikke, der kunne herske tvivl om lærerforeningens stilling til det foreliggende forslag, men ville inden 3. behandling søge spørgsmålet fuldt oplyst.

Den af udvalget mellem 2. og 3. behandling afgivne tillægsbetænkning indeholdt en række ændringsforslag og bemærkninger af tydeliggørende karakter, som for en stor del vedrørte de af lærerforeningen rejste spørgsmål.

Hartling betonede ved 3. behandling, at venstres stilling ikke var afhængig af nogen organisation. Når han havde taget forbehold ved 2. behandling, var det alene, fordi han ønskede oplyst, om Danmarks Lærerforening fortsat stod ved de ønsker, den havde fremført om ordningen af delingen af børnene, og som ikke helt lå på linje med venstres ønsker. Efter den tydeliggørelse, som tillægsbetænkningen var udtryk for, forstod han, at der ingen misforståelse var mellem ministeren og lærerforeningen, og venstres udvalgsmedlemmer stod da ved den aftale, som var truffet.

Efter begæring af en række konservative medlemmer foretoges den endelige afstemning ved navneopråb. Afstemningens resultat var, at lovforslaget vedtoges med 113 stemmer mod 31. Blandt dem, der stemte imod, var foruden en række konservative medlemmer Gideon, Kryger og Ladefoged. 8 (Anders Andersen, Søren Andersen, Kirsten Gloerfelt-Tarp, Henry Hansen, Henry L. W. Jensen, Alfred Jørgensen, Skov Jørgensen og Lannung) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod, og 27 var fraværende.