L 1 Lov om ændring af lov om oprettelse af et teknisk-videnskabeligt forskningsråd.

Af: Statsminister H. C. Hansen (S)
Samling: 1957-58
Status: Stadfæstet
Lov nr. 38 af 20-02-1958
Ved lov nr. 194 af 30. marts 1946 bemyndigedes statsministeren til at lade staten medvirke til, at der under akademiet for de tekniske videnskaber blev oprettet et teknisk-videnskabeligt forskningsråd, der skulle have til opgave at medvirke til fremme og samordning af den teknisk-videnskabelige og erhvervsøkonomiske forskning til gavn for dansk erhvervsvirksomhed.

I henhold til lovens § 5 blev der på de årlige finanslove stillet 250 000 kr. til rådighed for forskningsrådet til forskningsarbejder og 100 000 kr. til uddeling af stipendier til unge videnskabsmænds uddannelse med teknisk-videnskabelig forskning for øje.

Ved lov nr. 48 af 18. marts 1953 blev beløbet til forskningsarbejder forhøjet fra 250 000 kr. til 400 000 kr.

Det forhøjes herved yderligere til 1 mill. kr.

Som begrundelse herfor anførte statsministeren i sin fremsættelsestale, at den forøgede forskningsaktivitet på det tekniske område havde bevirket, at den hidtidige bevilling ikke længere var tilstrækkelig. „Det teknisk-videnskabelige forskningsråd har derfor andraget om, at bevillingen fra indeværende finansår at regne må blive forhøjet fra 400 000 kr. til 600 000 kr. årlig, ligesom forskningsrådet har bebudet, at udviklingen vil medføre, at man med kortere mellemrum må andrage om forøgelse af statsbevillingen.

I overensstemmelse hermed stilles der i det forslag til lov om ændring af lov om oprettelse af et teknisk-videnskabeligt forskningsråd, jeg hermed har den ære at fremsætte for det høje folketing, forslag om, at der åbnes mulighed for, at bevillingen kan forhøjes indtil et beløb af 1 mill. kr., idet der dog for indeværende og næste finansår kun vil blive tale om at søge 600 000 kr. til nævnte formål."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det vedtoges enstemmigt uden forudgående udvalgsbehandling.
Partiernes ordførere
Ib Kolbjørn (S), J. Martin (V), Ole Bjørn Kraft (KF), Helge Larsen (RV), Alfred Jørgensen (DR) og Aksel Larsen (DKP)