Ifølge lovforslaget skulle beslutning om pålæggelse af antidumpingtold eller udligningstold kunne træffes af finansministeren med tilslutning fra folketingets finansudvalg, mens beslutning om ophævelse eller nedsættelse af en således pålagt told skulle kunne træffes af ministeren alene, jfr. lovforslagets § 4, stk. 1.

Bemyndigelsen var dog begrænset derved, at følgende betingelser skulle være opfyldt (jfr. § 1):

1. Antidumpingtold skulle kunne pålægges, såfremt en iværksat dumping, hvorved varer indføres til priser, der er lavere end varernes normale værdi, forvolder eller truer med at forvolde væsentlig skade for en bestående indenlandsk erhvervsgren eller i væsentlig grad forsinker oprettelsen af en sådan.

2. Dersom en sådan skade eller forsinkelse skulle opstå som følge af subsidieordninger i udlandet, skulle dette kunne imødegås ved pålæggelse af udligningstold.

Antidumpingtolden skulle ifølge forslagets § 2, stk. 1, erlægges med det beløb, hvormed indførselsprisen er lavere end den ansatte normale værdi, og udligningstolden foresloges i § 3 erlagt med et beløb svarende til de anslåede præmier eller tilskud, der direkte eller indirekte ydedes til forarbejdningen, fremstillingen, udførslen eller transporten af varerne.

Med hensyn til bedømmelsen af, hvor meget indførselsprisen måtte anses for at være lavere end varens normale værdi, gaves der i § 2, stk. 2, følgende retningslinje:

„Indførselsprisen anses for at være lavere end den normale værdi, når prisen på den indførte vare er mindre end den sammenlignelige pris ved salg af tilsvarende vare bestemt til forbrug i det eksporterende land, eller, såfremt en sådan pris ikke findes, er lavere end enten den højeste sammenlignelige pris for tilsvarende vare ved eksport til et tredie land eller varens produktionsomkostninger i oprindelseslandet med et rimeligt tillæg for salgsomkostninger og fortjeneste."

Det blev dog i paragraffens 3. stykke tilføjet, at rimeligt hensyn skulle tages til forskelle i afsætningsforhold og salgsvilkår, forskelle i beskatning og til andre forskelligheder, der påvirker prisernes sammenlignelighed.

I lovforslagets § 5 var det foreslået, at begæring om pålæggelse af antidumpingtold eller udligningstold skulle kunne fremsættes af Industrirådet, Håndværksrådet, Landbrugsrådet, De samvirkende danske Husmandsforeninger og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller af andre organisationer, der ikke repræsenteres af de nævnte organisationer, og som omfatter et væsentligt erhvervsområde; dog skulle det påhvile vedkommende organisation at ledsage sin begæring med udførlige bevisligheder for, at betingelserne for opkrævning af antidumpingtold eller udligningstold er til stede, samt med de for beregningen af en eventuel antidumpingtolds eller udligningstolds størrelse nødvendige oplysninger, ligesom organisationen under sagens overvejelse eller senere, hvis en sådan told blev pålagt, skulle holde finansministeren underrettet om alle for pålæggelsen, beregningen eller eventuel ophævelse af tolden relevante oplysninger, som den måtte blive bekendt med eller ved rimelige bestræbelser kunne fremskaffe.

Omvendt skulle ifølge forslagets § 6 enhver forbruger-, producent- eller handelsorganisation samt enhver, som indfører varer, der er pålagt antidumpingtold eller udligningstold, kunne fremsætte begæring for finansministeren om ophævelse eller nedsættelse af den pålagte told.

Også sådanne begæringer skulle ledsages af de for sagens behandling relevante oplysninger. Såfremt finansministeren fandt, at det herved fremkomne kunne begrunde toldens ophævelse eller nedsættelse, skulle han tilstå den eller de organisationer, på hvis begæring tolden i sin tid blev pålagt, en frist på indtil 3 uger til at fremkomme med oplysninger til støtte for hel eller delvis bibeholdelse af den pålagte told. Det var endvidere foreslået, at importørerne, såfremt en begæring om ophævelse eller nedsættelse af en pålagt told helt eller delvis blev taget til følge, skulle have krav på tilbagebetaling af den i tiden efter begæringens fremsættelse erlagte eller for meget erlagte told.

Ifølge § 7 skulle finansministeren kunne pålægge såvel offentlige myndigheder som private personer, sammenslutninger og virksomheder at afgive alle nødvendige oplysninger og herunder kræve at få kopier af udbuds- og tilbudsmateriale af enhver art.

Ved lovforslagets fremsættelse anførte finansministeren, at man ved udarbejdelsen af sådanne lovregler stod over for vanskeligheder af både principiel og praktisk natur. Selve dumpingbegrebet kunne således omfatte både social dumping (lave lønninger og ringe sociale foranstaltninger i eksportlandet), valutadumping (undervurdering af eksportlandets valuta) og prisdumping (eksportprisen ansættes lavere end hjemmemarkedsprisen). Lovforslaget tog imidlertid kun sigte på prisdumping, men havde dog til hensigt herudover at beskytte dansk produktion mod urimelige vilkår som følge af tilskud i form af subsidier eller eksportpræmier til eksport her til landet. Ministeren fremhævede endvidere, at det i almindelighed var en fordel at kunne importere billigst muligt, og at man af samme grund, selv hvor der forelå egentlig prisdumping, kun burde tænke på imødegåelse heraf, hvis der opstod eller truede med at opstå væsentlig skade for danske erhvervsinteresser. Noget sådant var imidlertid også anerkendt ved GATT-overenskomsten, hvori man havde fastlagt bestemmelser om, hvad der skal forstås ved dumping, og hvilken særlig told der eventuelt kan pålægges til imødegåelse heraf, samt hvorledes der må forholdes i tilfælde af subsidieydelse.

Ministeren betonede endelig, at en hjemmel til at pålægge antidumpingtold formentlig ikke alene ville have betydning i de tilfælde, hvor en sådan told faktisk bliver pålagt, men også ville være af værdi i andre tilfælde ved sin almindelige præventive virkning, ligesom man med en sådan hjemmel som baggrund ville have bedre muligheder for at forhandle sig til rette, end tilfældet ellers ville være.

Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af Lars P. Jensen (S), der henviste til, at der tidligere havde været fremsat forslag om antidumpingbestemmelser (1927, 1932 og 1933 af det konservative folkeparti), og at vareforsyningsloven igennem den socialdemokratisk-radikale regeringstid i 1930erne havde indeholdt regler om dumping.

Harald Nielsen (V), der ikke ville afvise, at der kunne være brug for en lovgivning som den foreslåede, udtalte:

„Vi erkender, at det ikke er udelukket, at sunde, fuldt ud levedygtige danske virksomheder kan løbe fare for helt at blive slået ud som følge af en måske kun kortvarig, men ganske unfair prismæssig konkurrence fra udlandets side, f. eks. ved salg til helt urimeligt lave priser fra overskudslagre, og at det i en sådan situation måske ville være nyttigt, om vi kunne gribe ind med foranstaltninger som dem, der er tale om i det her foreliggende lovforslag. På den anden side må det efter vor opfattelse naturligvis også påses, at en antidumpinglov ikke udformes på en sådan måde, at den, om jeg så må sige, ad en bagdør åbner adgang for indsmugling af en almindelig toldbeskyttelsespolitik, som vi fra venstres side ikke er tilhængere af."

Taleren fremførte i tilslutning hertil nogle betænkeligheder med hensyn til en del af de foreslåede bestemmelser, bl. a. forslaget om at henlægge den foreslåede beføjelse til finansudvalget, og krævede, at der under det forestående udvalgsarbejde blev fremlagt et materiale til bedømmelse af andre landes erfaringer med lignende lovgivning. Foss (KF), der tilsagde sit partis interesserede medvirken til løsning af opgaven, kritiserede ligeledes forslaget om, at finansudvalget skulle være medbestemmende, og fandt det mere naturligt, at beføjelsen henlagdes til et særligt udvalg eller eventuelt vareforsyningsudvalget. Også Aage Fogh (RV) gik stærkt imod, at bestemmelserne skulle kunne træffes i finansudvalget, ligesom han stærkt kritiserede den i § 7 foreslåede adgang til at indkræve oplysninger. Skønt han havde flere indvendinger, ville han dog ikke afvise muligheden af, at der i udvalget kunne fremkomme oplysninger, som ville gøre det rimeligt at gå med til en sådan lovgivning. Mens Fuglsang (DK) ville afvente resultatet af udvalgets arbejde, mødte lovforslaget direkte modstand såvel fra retsforbundets ordfører, Oluf Pedersen, som fra Viggo Starcke (DR), der uden for ordførernes kreds tog ordet og betegnede lovforslaget som grundlovsstridigt under henvisning til, at henlæggelsen af den i § 4 foreslåede beføjelse til andre end lovgivningsmagten ville være i strid med grundlovens § 43.

Udvalget, hvortil lovforslaget henvistes, nåede ikke at afslutte sit arbejde, men det fremgår af udvalgets beretning, at der er stillet en række spørgsmål til finansministeren, som har ladet udarbejde omfattende besvarelser af disse. Et af spørgsmålene havde følgende indhold:

"Foreligger der fra juridisk sagkyndig side en bedømmelse af, om antidumpingtold og udligningstold kan pålægges på anden måde end ved lov i hvert enkelt tilfælde?"

Foranlediget heraf indhentede finansministeren redegørelser fra professorerne dr. jur. Poul Andersen og dr. jur. Ernst Andersen. Redegørelserne, der er optrykt som bilag til udvalgets beretning, bygger i begge tilfælde dels på den foreliggende statsretlige litteratur, dels på lovgivningsmagtens hidtidige praktiske stillingtagen i beslægtede tilfælde, men mens professor Poul Andersen som resultat af sine overvejelser kommer til, at han må anse forslaget til lov om værn mod dumping m. v. for uforeneligt med grundlovens § 43, angiver professor Ernst Andersen som sin konklusion, at bestemmelsen i forslagets § 4, stk. 1, ikke er i strid med grundlovens § 43; dog gør han den tilføjelse, at hvis man fra folketingets side skulle ønske en strammere kontrol med finansministerens brug af bemyndigelsen, kan man affatte bestemmelsen ad modum toldlovens § 4, f. eks. således:

„Beslutning om pålæggelse af antidumpingtold eller udligningstold træffes af finansministeren ved bekendtgørelse. Såfremt denne ikke tiltrædes ved en beslutning af folketinget inden 6 måneder efter udstedelsen, ophører dens gyldighed. Ministeren kan på egen hånd ophæve bekendtgørelsen."

Redegørelserne ledsagedes i øvrigt af følgende udtalelse af finansministeren, der er gengivet i beretningen:

„Til den af professor Poul Andersen afgivne redegørelse finder man anledning til at knytte følgende bemærkninger. Da man i ministeriet påbegyndte udarbejdelsen af lovforslaget, var man fuldt opmærksom på, at der kunne være et problem i relation til bestemmelsen i grundlovens § 43 om, at ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov. Man var heller ikke ubekendt med, at der i den juridiske teori var divergerende opfattelser af paragraffens forståelse.

Imidlertid mente man, at der i praksis var en betydelig støtte at hente for, at lovforslaget måtte anses for foreneligt med grundlovens bestemmelser, og man kan her henvise til den række tilfælde, som er nævnt i medfølgende bilag."

Også det bilag, hvortil finansministeren henviser, er optrykt som bilag til udvalgets beretning.