Loven går ud på følgende:

Fra og med finansåret 1957-58 forhøjes det i lov nr. 71 af 27. februar 1946 om sygehusvæsenet, jfr. lov nr. 148 af 31. marts 1949, lov nr. 134 af 29. april 1955 og lov nr. 128 af 25. maj 1956 (årbog 1955-56, side 201), omhandlede tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond til nedbringelse af kommunernes udgifter til drift af sygehuse således: Det i § 8, stk. 1, omhandlede tilskud pr. indbygger forhøjes fra 16 kr. 90 øre til 20 kr., og det i § 8, stk. 2, omhandlede tilskud pr. sygedag forhøjes fra 9 kr. til 10 kr. Den i § 8, stk. 5, fastsatte maksimalprocent for det samlede tilskud til en kommune forhøjes fra 80 til 85 pct.

Efter det oprindelige lovforslag skulle tilskuddet pr. indbygger forhøjes til 21 kr. 10 øre og tilskuddet pr. sygedag til 11 kr. 25 øre. Nedsættelsen af beløbene foretoges i folketinget, hvor man samtidig tilføjede bestemmelsen om, at maksimaltilskuddet skal udgøre 85 pct. af kommunens nettoudgift til sygehusvæsen i stedet for 80 pct.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte Thisted Knudsen (V) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Vi erkender, at dette forslag ikke er nogen principiel løsning af det skattemæssige problem, der er knyttet til den amtskommunale beskatning; forslaget må tages som en håndsrækning til afbødning af de mest urimelige skattemæssige virkninger af sygehusudgifternes fortsatte og voldsomme stigning. Venstre har tidligere tilkendegivet, at vi ønskede afgørende ændringer i den amtskommunale beskatning; vi har endog stillet forslag herom. Vi erkender imidlertid, at hovedspørgsmålet henhører under det arbejde med skattereformen, som er i gang. Vi betragter altså dette forslag kun som en midlertidig løsning af selve det amtskommunale beskatningsproblem.

Jeg vil gerne i forbindelse med vort lovforslag gøre følgende bemærkning. Alle har jo hørt om sygehusenes takster, og mange siger, at den betaling, som patienterne må erlægge, i virkeligheden er alt for lille. Inden for venstre erkender vi dette; vi synes, betalingen er for beskeden; men det er et spørgsmål, der berører det kommunale selvstyre, idet kommunerne suverænt fastsætter patienttaksterne. Efter vor opfattelse ville det imidlertid være klogt, om kommunerne i højere grad, end tilfældet er i øjeblikket, vil føre deres takster a jour med prisstigningen og også ved fastsættelsen af dem tage i betragtning, at sygehusenes udbygning betyder en mulighed for en bedre behandling af sygdomstilfældene og dermed et større gode, som det er rimeligt og naturligt at alle efter evne bidrager til."

Ved lovforslagets 1. behandling gav indenrigsministeren tilslutning til, at tilskuddet til dækning af sygehusudgifter — ligesom det var sket i tidligere år — blev sat op i takt med prisstigningen; han mente dog, at forslaget var for vidtgående.

„Til og med 1954 udgjorde tilskuddet ca. 50 pct. af de senest qpgjorte udgifter, men for de to sidste år har tilskuddet udgjort 60 pct. af udgifterne. Da man forhøjede tilskudsprocenten fra 50 til 60, skete det alene med det formål at lette amtskommunerne for de stigende sygehusudgifter. Om der allerede nu, to år efter, er grund til at foretage en yderligere forhøjelse af tilskudsprocenten af hensyn til amtskommunernes sygehusudgifter, vil jeg først kunne tage stilling til, når der foreligger nærmere oplysning om sygehusudgifternes størrelse. En forhøjelse som den foreslåede ville være den største, som nogen sinde er blevet gennemført siden sygehuslovens vedtagelse i 1946. Vi har fra alle sider under finanslovdebatten hørt, at der på statens budget skal spares mest muligt, og forslaget giver mig derfor anledning til at spørge de ærede forslagsstillere, hvorledes de har tænkt sig, at der skal skaffes dækning for en så stor merudgift for statskassen, som der her er tale om."

Også partiordførerne var villige til at gå ind i en forhandling om lovforslaget, idet Oluf Pedersen (DR) dog lagde afgørende vægt på, at der ikke skete en lettelse af ejendomsskatterne til skade for indkomstbeskatningen.

Det udvalg, som fik sagen til behandling, indstillede lovforslaget til vedtagelse med de ovenfor omtalte ændringer. I den enstemmige betænkning udtales:

„Udvalget har afholdt 6 møder og herunder haft 2 samråd med indenrigsministeren. Til nærmere belysning af lovforslagets virkninger har udvalget fra indenrigsministeren modtaget skriftlig besvarelse af en række spørgsmål. Endvidere har udvalget modtaget en omfattende redegørelse for sygehusenes økonomiske forhold i de sidste 20-25 år, afgivet af indenrigsministeriet."

Ved 2. behandling takkede indenrigsministeren for den saglige drøftelse, der havde fundet sted i udvalget. „Denne tak gælder også forslagsstillerne, fordi de ved at fremsætte dette forslag forskånede mig for at fremsætte et af lignende karakter — og man skal være glad for al den hjælp, man kan få.

De ændringsforslag, jeg har stillet, giver noget mindre end det, forslaget gik ud på, og det giver lidt mere end den 60 pct.s dækning, som for tiden er gældende, og som jeg hele tiden har ment var det, man burde have. Jeg har været betænkelig ved at gå med til en højere dækningsprocent end den eksisterende, 60, når der ikke kunne anvises dækning for den merudgift, som dette vil medføre, og den side af sagen har forslagsstillerne jo ikke interesseret sig alt for meget for."

Oluf Pedersen kunne ikke tiltræde lovforslaget. Hans parti var „imod, at man flytter byrden fra jorden og over på produktionen og arbejdet, hvilket resulterer i forøgede omkostninger."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget i den ændrede affattelse med 121 stemmer mod 6 (DR).