De ved loven gennemførte ændringer i forsorgsloven står alle i forbindelse med de ved lov nr. 258 af 2. oktober 1956 gennemførte ændringer i folkeforsikringsloven, hvorved folkepensionen gennemførtes.

Ændringerne til forsorgslovens §§ 34, 39, 73, 247, 252, 258, 263, 281 A, 289 og 293, stk. 2, er af redaktionel karakter og dels en følge af den ved loven af 2. oktober 1956 indførte ændrede terminologi i folkeforsikringsloven, hvorefter betegnelserne invaliderente, aldersrente, invaliderentemodtager og aldersrentemodtager afløses af betegnelserne invalidepension, folkepension, invalidepensionist og folkepensionist, dels en følge af, at folkeforsikringsloven efter den foretagne ændring omfatter 2 arter af folkepension, nemlig den indtægtsregulerede folkepension, jfr. lovens § 39, stk. 1, der svarer til den hidtidige aldersrente, og folkepensionens mindstebeløb, der omhandles i lovens § 39, stk. 2, og som ikke er indtægtsbestemt.

Ændringerne i forsorgslovens §§ 193, 194, 236, 289, 293, stk. 1, og 333 står i forbindelse med de ved folkepensionsloven gennemførte ændringer i folkeforsikringslovens bestemmelse om pristalsregulering, hvorefter reguleringen fremtidig skal finde sted med udgangspunkt i pristallet for januar 1956, der udgjorde 410.

Om den nærmere begrundelse for de sidstnævnte ændringer anføres følgende uddrag af de til lovforslaget knyttede bemærkninger:

„På grund af den nære forbindelse mellem folkeforsikringslovens og forsorgslovens ydelser — jfr. således at børnetillæggene til alders- og invaliderenten er de samme som de i forsorgsloven fastsatte normalbidrag for fædre, og at kommunehjælpsgrænserne bestemmes af aldersrentens størrelse — må det anses for praktisk, at der foretages en tilsvarende ændring af forsorgslovens bestemmelse om pristalsregulering, jfr. herved lovens § 333, og at de i §§ 193, 194, 236 og 289 fastsatte beløb ændres i overensstemmelse med det nye udgangspunkt for reguleringen.

Endvidere foreslås det, at de beløb, hvormed normalbidragene efter §§ 193, stk. 1, og 236 ved lov af 31. marts 1953 ekstraordinært blev forhøjet, også fremtidig gøres til genstand for pristalsregulering. Som begrundelse herfor kan anføres, dels at det er upraktisk, at en del af bidraget holdes uden for reguleringen, dels at forhøjelsen, der udgjorde 20 pct. af de i forsorgsloven dengang fastsatte bidrag, som følge af den siden 1953 skete prisstigning i dag har mistet en del af sin købeevne. Ved forslaget tilsigtes det at undgå yderligere forringelse af den omhandlede forhøjelses købeevne, såfremt prisstigninger fortsat finder sted.

De beløb for normalbidrag, indtægtsgrænser m. v., der herefter skal pristalsreguleres med udgangspunkt i pristal 410, har man fastsat til netop den størrelse, de ville have haft ved pristal 410, såfremt man efter den hidtidige bestemmelse kunne pristaslregulere ved dette pristal."

Specielt vedrørende ændringen af forsorgslovens § 293, stk. 1, gives i lovforslagets bemærkninger følgende begrundelse:

„Efter den nuværende affattelse af § 293, stk. 1, 1. pkt., udgør maksimum for det beløb, der af en kommune kan anvendes til supplerende hjælp til arbejdsløshedsunderstøttede, 5 pct. af et beløb, der fremkommer ved at multiplicere det antal dage, for hvilke der inden for pågældende regnskabsår oppebæres arbejdsløshedsunderstøttelse i vedkommende kommune, med den „gennemsnitlige aldersrente pr. dag". Ved beregningen af dette sidste beløb tages der hensyn til aldersrentens grundbeløb + rentetillægget. Endvidere indgår i beregningen børnetillæg med en vis vægt. Da folkeforsikringsloven ... omfatter 2 arter af folkepension, vil det være nødvendigt at ændre forsorgslovens § 293, stk. 1. Man har herefter fundet det mest hensigtsmæssigt i bestemmelsen direkte at indføre de beløb, der skal multipliceres med dagantallet, i hvilket der oppebæres arbejdsløshedsunderstøttelse. De i lovforslaget optagne beløb er de pr. 1. april 1956 gældende — efter januarpristallet 1956 regulerede — beløb. Det foreslås, at disse beløb pristalsreguleres 1 gang årligt."

Reglerne om forholdet mellem kommunehjælpens og folkepensionens størrelse (forsorgslovens § 297, stk. 1) blev hovedspørgsmålet under folketingets behandling af lovforslaget.

Efter den hidtidige affattelse af forsorgslovens § 297, stk. 1, skulle det sociale udvalg ved afgørelsen af, hvor meget der i det enkelte tilfælde kunne ydes som kommunehjælp, iagttage, at hjælpen ikke måtte overstige, hvad der i den pågældende periode kunne være ydet i henhold til folkeforsikringslovens § 39, stk. 1, og i § 40, stk. 5 og 9, såfremt ansøgeren havde opfyldt betingelserne for at oppebære sådan hjælp. Efter samme bestemmelses stk. 2 stilledes der endvidere til rådighed for det sociale udvalg til ydelse af påkrævet supplerende hjælp af en vis almindelig karakter, såsom tilskud til husleje, brændsel, beklædning o. lign. eller til ydelse af hjælp under særlige forhold i anledning af trang opstået som følge af langvarig sygdom, meget store forsørgerbyrder eller andre særlige omstændigheder, et beløb på 15 pct. af det af kommunen i pågældende regnskabsår ydede beløb inden for den i § 297, stk. 1, angivne grænse.

Ved folkepensionsloven er rentetillægget, brændselstillægget, beklædningstillægget samt et beløb, svarende til de særlige engangsydelser, blevet indregnet i den indtægtsbestemte folkepensions grundbeløb. Ud over den forhøjelse, der er en følge af indregningen af disse tillæg, er der — dog først fra 1. oktober 1957 - hjemlet en forhøjelse af grundbeløbet i de 3 kommunegrupper med henholdsvis 400 kr., 500 kr. og 600 kr. for ægtepar og et forholdsvis mindre beløb for enlige. For et ægtepar uden børn i København udgør den indtægtsregulerede folkepensions maksimale grundbeløb herefter 5 112 kr. (beregnet efter pristallet for juli 1956). Rådighedsbeløbet for ydelse af personlige tillæg bliver samtidig — i løbet af en overgangsperiode — nedsat fra 7½ pct. til 4½ pct., hvilket imidlertid på grund af grundbeløbets forhøjelse ikke medfører nogen reel ændring.

For omtrentligt at bevare forholdet mellem størrelsen af kommunehjælpen og folkepensionen foreslog socialministeren herefter forsorgslovens § 297, stk. 1, affattet således:

„Ved afgørelsen af, hvor meget der i det enkelte tilfælde kan ydes som kommunehjælp til underhold i form af pengehjælp eller naturalier, skal det sociale udvalg iagttage, at hjælpen ikke må overstige et beløb, der svarer til 85 pct. af, hvad der i den pågældende periode kunne være ydet i henhold til folkeforsikringslovens § 39, stk. 1, med tillæg af de i § 40, stk. 5, nævnte beløb, alt for så vidt ansøgeren havde opfyldt betingelserne for at oppebære sådan hjælp."

I sin fremsættelsestale motiverede socialministeren den foreslåede ny affattelse af § 297, stk. 1, således:

„Man har ikke ment — og heri støttes man af kommunerne — at reguleringen af kommunehjælpsgrænserne skal ske gennem en nedsættelse af rådighedsbeløbet på 15 pct., men er af den opfattelse, at den fornødne tilpasning skal ske gennem en nedsættelse af den procent, som den maksimale faste kommunehjælp må udgøre af folkepensionens grundbeløb. Efter foretagne beregninger er man kommet til det resultat, at det vil være rimeligt at fastsætte denne procent til 85. Grænserne for den maksimale faste kommunehjælp vil herved blive forhøjet med beløb, der godt og vel svarer til de faste beløb, hvormed folkepensionen stiger pr. 1. oktober 1957. Det hidtidige forhold mellem kommunehjælpen og aldersrenten vil således i det store og hele blive bevaret, idet der blot vil ske en uvæsentlig forskydning i kommunehjælpens favør."

Udgifterne ved lovforslaget var af socialministeriet skønsmæssigt anslået til ca. 7 mill. kr. årligt, hvoraf ca. 2 mill. kr. afholdes af den fælleskommunale udligningsfond, mens de resterende 5 mill. kr. afholdes af opholdskommunen og det mellemkommunale refusionsforbund med henholdsvis 2 og 3 mill. kr.

Ved lovforslagets 1. behandling gav Kaj Andresen (S) på sit partis vegne tilslutning til de af socialministeren foreslåede ændringer.

Søren Andersen (V) kunne tilslutte sig forslagets ændringer af formel karakter og også den foreslåede nye pristalsregulering, herunder de nye indtægtsgrænser for forskudsvis udbetaling af underholdsbidrag. Derimod kunne han ikke tilslutte sig forslagets bestemmelse om forholdet mellem kommunehjælp og folkepension (§ 297, stk. 1). Han anførte, at kommunehjælpen, når der ydedes børnetillæg til 5 børn, ville overskride, hvad der kunne ydes i arbejdsløshedsunderstøttelse, hvilket han fandt urimeligt. Hans parti måtte gå imod 85 pct.s reglen, og i et senere indlæg antydede han, at procenten eventuelt burde sættes til 80.

Poul Sørensen (KF) kunne stort set give tilslutning til lovforslaget, men havde med hensyn til enkeltheder i lovforslaget de samme betænkeligheder, som var anført af venstres ordfører. Han ønskede sagen underkastet udvalgsbehandling, hvorunder hans partis synspunkter nærmere ville blive gjort gældende.

Johs. Christiansen (RV) anbefalede lovforslaget til hurtig og velvillig behandling.

Ragnhild Andersen (DK) erklærede, at hendes parti så med velvilje på lovforslaget, som imidlertid på flere punkter, trængte til forbedringer. Det var således hendes opfattelse, at maksimum for kommunehjælp burde være den fulde folkepension uden nedsættelse, og at retten til at få udbetalt normalbidraget med det fulde grundbeløb burde betinges af, at den bidragsberettigede indtægt ikke oversteg sygekassegrænsen. Endelig rejste Ragnhild Andersen spørgsmål om, hvorvidt den ved folkepensionsloven gennemførte ændring af folkepensionens størrelse i de 3 kommunegrupper ville blive efterfulgt af tilsvarende ændringer med hensyn til den forholdsmæssige størrelse af børnebidrag, barselsfærdsbidrag og indtægtsgrænser i de 3 kommunegrupper.

Søren Olesen (DR) kunne tiltræde de foreslåede ændringer. Han understregede, at kommunehjælpsgrænsen var et maksimum, og han havde tillid til, at de sociale udvalg ville administrere bestemmelserne herom tilfredsstillende.

Socialministeren oplyste, at stigningen i kommunehjælpens maksimum ud over den forholdsmæssige stigning i relation til folkepensionen fra 1. oktober 1957 ville andrage:

For ægtepar: i takstgruppe I 177 kr., i takstgruppe II 177 kr. og i takstgruppe III 184 kr. For enlige: i takstgruppe I 100 kr., i takstgruppe II 137 kr. og i takstgruppe III 126 kr. Han fandt ikke, at denne forhøjelse var for rundhåndet, og understregede i øvrigt, at det drejede sig om maksimumsbeløb. I anledning af en forespørgsel fra Søren Andersen, om de kommunale organisationer havde tiltrådt 85 pct.s reglen, oplyste ministeren, at der havde været enighed om, at der skulle være et maksimumsbeløb, men det blev overladt til ministeren at fastsætte dette. Såfremt man gennemførte 80 pct., ville maksimum for kommunehjælpen imidlertid blive mindre, end det var for tiden, og derfor havde socialministeren foreslået procenten sat til 85.

Lovforslaget blev henvist til behandling i et udvalg, hvis flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer) indstillede lovforslaget til uforandret vedtagelse, mens mindretallet (venstres og det konservative folkepartis medlemmer) indstillede det til vedtagelse med den ændring, at procentsatsen 85 i lovens § 297, stk. 1, fastsattes til 80.

Uden for betænkningen stilledes fra kommunistisk side 2 ændringsforslag.

Det ene (vedrørende forsorgslovens § 297, stk. 1) gik ud på, at maksimum for kommunehjælpen ikke skulle ansættes som en brøkdel af folkepensionen (socialministerens forslag var 85 pct.), men at maksimum skulle være folkepensionen fuldt ud.

Ved det andet ændringsforslag (vedrørende forsorgslovens § 194, stk. 1) foresloges de gældende betingelser for udbetaling af underholdsbidrag ændret til følgende:

„Retten til at få normalbidraget udbetalt med det fulde grundbeløb er for alle enligstillede bidragsberettigede, herunder også enker og enkemænd, betinget af, at den bidragsberettigedes årlige indtægt ikke overstiger grænserne for ubemidlethed i folkeforsikringslovens forstand (sygekassegrænserne).

For øvrige bidragsberettigede er retten til at få normalbidraget udbetalt med det fulde grundbeløb betinget af, at den bidragsberettigedes årlige indtægt, beregnet efter reglerne i stk. 3, ikke overstiger følgende beløb, jfr. dog § 333:".

Ved 2. behandling oplyste udvalgets ordfører, Kaj Andresen (S), at det af det materiale, udvalget havde fået fra socialministeren, fremgik, at 85 pct. som maksimalgrænse ville betyde, at der i perioden fra 1. april 1957 til 1. oktober 1957 ikke sker store ændringer i beløbets størrelse i forhold til de gældende satser: Et ægtepar vil få en beskeden forhøjelse på 15-20 kr. pr. måned og enlige en forhøjelse på 10-15 kr. pr. måned. Først fra oktober 1957 vil der ske en forhøjelse af de maksimale ydelser, der ligger en smule over den forhøjelse, der sker i folkepensionsbeløbet. En grænse på 80 pct. ville medføre, at forhøjelsen blev mindre end den, folkepensionisterne får til oktober. For et ægtepar uden børn vil det med 85 pct.-grænsen i de tre zoner betyde en stigning pr. 1. oktober 1957 på henholdsvis 47 kr., 55 kr. og 65 kr. pr. måned, mens stigningen for folkepensionisterne på samme tid vil være på henholdsvis 36 kr., 43 kr. og 51 kr. pr. måned; maksimalydelserne vil for et ægtepar uden børn fra oktober blive 370 kr. pr. måned i hovedstadsområdet, 350 kr. i købstæderne og 321 kr. i det øvrige land. Han anbefalede lovforslaget til vedtagelse uforandret og at stemme imod venstres og konservatives forslag om fastsættelse af en grænse på 80 pct. af folkepensionen. Om de kommunistiske ændringsforslag, som han også anbefalede at stemme imod, oplyste han, at en forhøjelse af indtægtsgrænsen for forskudsvis udbetaling af børnebidrag til sygekassegrænsen ville medføre, at bidrag kunne udlægges af det offentlige for bruttoindkomster i København på nær ved 20 000 kr., idet sygekassegrænsen nu androg 13 500 kr. Han fandt de hidtil gældende grænser mere rimelige.

Søren Andersen (V) motiverede ønsket om, at maksimum for kommunehjælpen blev sat til 80 pct. af folkepensionen, med henvisning til, at ministeren under udvalgsbehandlingen havde oplyst, at han ville udsende et cirkulære, ifølge hvilket kommunehjælpen ikke må overstige arbejdsløshedsunderstøttelsen. Venstre fandt det imidlertid ikke tilfredsstillende med et cirkulære, som ministeren jo kunne tilbagekalde, men foretrak, at grænsen på 80 pct. blev fastsat i selve loven. Søren Andersen anbefalede derfor tinget at stemme for venstres og konservatives ændringsforslag, men mod de kommunistiske.

Gertie Wandel (KF) var enig med venstres ordfører.

Johs. Christiansen (RV), der anbefalede socialministerens forslag, fandt, at venstres og det konservative folkepartis spareforslag var ejendommelige. Han var enig i, at der måtte vises streng påpasselighed i den offentlige husholdning, men advarede imod, at man fortrinsvis lader landets økonomiske vanskeligheder gå ud over de produktionsfremmende og de humanitære bevillinger. Om man valgte 80 pct. i stedet for 85 pct. som grænse, ville besparelsen blive minimal. Forskellen ville eksempelvis bestå i, at et ægtepar med 3 børn ville få 66 øre mindre om dagen, hvis man brugte 80 pct.s reglen i stedet for den af socialministeren foreslåede.

Ragnhild Andersen (DK) anbefalede sine ændringsforslag og fremhævede, at særlig de enlige kvinder med børn er vanskeligt stillet, hvilket gang på gang er fremhævet af kvindeorganisationerne.

I anledning af venstres og det konservative folkepartis ændringsforslag om en 80 pct.s grænse udtalte socialministeren, at grænsen er en maksimumsgrænse, og at det ved vurderingen af, hvad der skal udbetales i kommunehjælp, vil blive taget i betragtning, at der ikke ydes mere, end de pågældende kunne få, hvis de var arbejdsløshedsforsikrede. Dette ville socialministeren understrege i et cirkulære til kommunalbestyrelserne. Når han fastholdt procenten for den maksimale ydelse på 85 pct., var det, fordi der ellers ville blive tale om urimeligt lave understøttelser til familier uden eller med kun få børn.

Om det kommunistiske forslag om forhøjelse af indtægtsgrænserne for enlige for udbetaling af bidrag til sygekassegrænsen oplyste ministeren, at gennemførelse af forslaget for en enlig i hovedstaden, ville betyde, at der kunne oppebæres fuldt bidrag fra det offentlige med en bruttoindtægt på ca. 19 250 kr., og at adgang til bidrag først, ville falde bort ved en indtægt på ca. 21 000 kr. Sådanne forhøjelser forekom ministeren urimelige. Ej heller kommunisternes forslag om at fastsætte grænsen i § 297, stk. 1, til 100 pct. forekom ministeren rimelig, og han opfordrede tinget til at stemme imod begge de kommunistiske ændringsforslag.

Ved afstemningen forkastedes venstres og det konservative folkepartis ændringsforslag med 92 stemmer mod 47; 1 medlem tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod. Også kommunisternes to ændringsforslag forkastedes (133 henholdsvis 134 stemmer mod 7).

I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning indtog grupperne samme stilling som i betænkningen, jfr. ovenfor.

Ved 3. behandling fremkom der ikke nye oplysninger vedrørende lovforslaget, der vedtoges enstemmigt med 80 stemmer, idet 59 medlemmer (venstre og konservative) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.