L 42 Lov om ændring i lov om udøvelse af erhverv i Grønland.

Af: Minister for Grønland Johs. Kjærbøl (S)
Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 73 af 29-03-1957
Loven består af to paragraffer. § 1 fastsætter, at § 1 i lov nr. 277 af 27. maj 1950 om udøvelse af erhverv i Grønland, der indeholder reglerne om det grønlandske søterritoriums udstrækning, kan ophæves ved kongelig anordning. § 2, der omredigeredes noget under folketingets behandling, bemyndiger ministeren for Grønland til at optrykke den grønlandske erhvervslov med den ændring, der er en følge af den her omhandlede lov og en i henhold til dens § 1 udstedt kongelig anordning.

I ministerens skriftlige fremsættelse hedder det om lovforslaget og baggrunden for det bl. a.:

„De nuværende regler om det grønlandske søterritorium indeholdes i lov om udøvelse af erhverv i Grønland af 27. maj 1950 § 1. Ifølge denne bestemmelse omfatter det grønlandske søterritorium farvandet inden for en linje, der er draget uden om øer og holme i en afstand af 3 sømil fra den yderste grænse, hvor landet er tørt ved lavvande, dog således, at i bugter og fjorde regnes de 3 sømil fra den lige linje trukket tværs over bugten eller fjorden på det indløbet nærmeste sted, hvor bredden ikke er større end 10 sømil.

I de senere år er der kommet flere og flere fiskere fra fremmede nationer til de grønlandske kyster, og det har flere steder vist sig, at dette fiskeri — navnlig trawlfiskeriet — har været til gene for det grønlandske fiskeri på søterritoriet. Reglen i § 1 har endvidere vist sig at være utilstrækkelig, idet der er visse uklarheder med hensyn til grænsedragningen, som vanskeliggør fiskeriinspektionen.

Under hensyn hertil har man fra landsrådets side henstillet, at søterritoriets grænser revideres, således at der på visse punkter foretages en mindre udvidelse.

Da man har fundet det hensigtsmæssigt nærmere at kunne fastlægge søterritoriets udstrækning administrativt, og da denne fremgangsmåde er i overensstemmelse med de regler, der gælder for det øvrige Danmark, hvor søterritoriet ikke i almindelighed er et lovgivningsanliggende, fremsættes nærværende forslag om ændring i erhvervsloven, således at § 1 vil kunne ophæves ved kongelig anordning, så snart de nye regler er udarbejdet. Landsrådet har givet sin tilslutning til denne fremgangsmåde."

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget fra alle sider, idet der dog fremsattes ønske om nærmere drøftelse af det i et udvalg. Det nedsatte udvalg indstillede i sin betænkning enstemmigt lovforslaget til vedtagelse med den ovennævnte redaktionelle ændring af § 2. I udvalgsbetænkningen udtales i øvrigt:

„I anledning af, at folketingssekretariatet har tilstillet udvalget, et notat, hvori der gøres opmærksom på, at folketingets samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, udkræves til gennemførelse af ændringer i søterritoriets grænser, har udvalget modtaget en skriftlig redegørelse fra ministeren for Grønland og yderligere haft samråd med ministeren om spørgsmålet. Ministeren har herunder gjort gældende, at det ikke har været tanken at benytte loven til ved kgl. anordning at fastsætte søterritoriale grænser, der hviler på et principielt nyt beregningsgrundlag, men at det kun har været tanken ved den kgl. anordning at fiksere søterritoriet i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte principper. Ministeren har endvidere erklæret, at såfremt der måtte blive tale om ændring af søterritoriets grænser på en sådan måde, at man går ud over de hidtil anerkendte principper, vil folketingets samtykke i overensstemmelse med grundlovens § 19, stk. 1, blive indhentet."

Ved 2. behandling udtalte A. Lynge (Grønland), at en revision af tremilegrænsen var vigtig til beskyttelse af det grønlandske fiskeri. Hertil bemærkede ministeren, at spørgsmålet ikke umiddelbart vedrørte lovforslaget, men han ville gerne love at se med velvilje på sagen, og det var hans tanke snarest at drøfte mulighederne for en sådan revision med udenrigsministeriet.

Efter at lovforslaget havde været vist tilbage til udvalget, vedtoges det ved 3. behandling enstemmigt.
Partiernes ordførere
Victor Gram (S), S. From (V), Halfdan Hendriksen (KF), Oluf Steen (RV), L. Lynnerup Nielsen (DKP) og Søren Olesen (DR)