L 18 Lov om erhvervstælling i året 1958.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 114 af 12-04-1957
Ved loven bemyndiges finansministeren til at lade det statistiske departement foretage en almindelig erhvervstælling i året 1958.

Tællingen, der med undtagelse af landbruget skal omfatte alle selvstændige erhvervsdrivende, selskaber, foreninger og selvejende institutioner samt virksomheder, der drives af stat eller kommune, foretages ved udfyldning af skemaer, som efter samråd med de interesserede hovedorganisationer udarbejdes af det statistiske departement og godkendes af handelsministeren.

Foruden hjemmelen for tællingens afholdelse indeholder loven en sanktionsbestemmelse, hvorefter den, der ikke efterkommer sin pligt til at besvare de stillede spørgsmål eller afgiver bevidst fejlagtige oplysninger eller i øvrigt forsætligt tilsidesætter de i anledning af tællingen givne forskrifter, straffes med bøde. Det kan derhos ved dommen pålægges den skyldige under en daglig bøde at afgive de begærede oplysninger.

Ved fremsættelsen gav finansministeren følgende motivering for lovforslaget:

„Der vil næste år være hengået 10 år, siden den sidste erhvervs- tælling fandt sted. Der er i dette tidsrum sket betydelige ændringer i erhvervsstrukturen, og resultaterne af erhvervstællingen i 1948 har nu overvejende historisk interesse. Det vil derfor være af værdi at få den kortlægning af de nuværende erhvervsforhold, som en sådan tælling kan give. Dette materiale udnyttes i vidt omfang af både erhvervsorganisationer og de enkelte erhvervsdrivende samt af administrationen. Endvidere er disse oplysninger nødvendige som grundlag for løbende undersøgelser på forskellige områder, hvor det er af afgørende betydning for anvendelse af omkostningsbesparende metoder at have et så tidssvarende grundmateriale som muligt.

Hensigten med allerede nu at søge hjemmel hertil er at opnå tid til den bedst mulige forberedelse af tællingen — både i det statistiske departement og i kommunerne."

Lovforslaget, der ved 1. behandling blev anbefalet af samtlige ordførere, vedtoges ved 3. behandling uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Erhard Jakobsen (S), Frode Carstensen (V), Svend Aage Fanger (KF), A. C. Normann (RV) og Alfred Jensen (DKP)