Ved loven foretoges — bortset fra redaktionelle rettelser — følgende ændringer i den hidtil gældende kirkelige lovgivning:

I lov nr. 282 af 30. juni 1922 om vedligeholdelse af kirker og kirkegårde m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 455 af 23. september 1947, udgår bestemmelsen i § 3, 1. punktum, hvorefter en nyopført kirke skulle være gældfri, inden den indviedes og toges i brug.

Samtidig overflyttes i lov nr. 281 af 30. juni 1922 om kirkers bestyrelse m. m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 454 af 23. september 1947, bestemmelsen om, at en kirkebygning og dens grund ikke uden ministeriets samtykke kan behæftes med gæld, fra § 18, stk. 2, til § 12, hvor den indføjes som stk. 1, og i sidstnævnte paragraf indsættes som stk. 4 og 5 følgende nye bestemmelser:

"Af de med en kirkes opførelse forbundne udgifter vil indtil halvdelen af den del af udgifterne, som ikke kan opnås dækket gennem tilskud af statskassen, med ministeriets tilladelse kunne dækkes ved lån, der forrentes og afdrages gennem den kirkelige ligning, såfremt menighedsrådet for det sogn (menighedsrådsdistrikt), hvor den nye kirke opføres, fremsætter forslag herom. Dersom renter og afdrag vedrørende et sådant lån forfalder til udbetaling, inden den nye kirke overgår til selvstændig administration, udredes udgiften af vedkommende sognekirkes (distriktskirkes) budget.

Hvor forholdene i det enkelte tilfælde taler for det, kan statskassen overtage garantien for udredelsen af renter og afdrag vedrørende de i stk. 4 omtalte lån i henhold til tilsagn, der afgives efter stedfunden forhandling mellem kirkeministeren og finansministeren."

Ved loven foretages tillige en ændring i loven om kirkers bestyrelse m. m. i § 14, stk. 3, der hidtil har haft følgende affattelse:

„For at kirker, der efter tiendens afløsning er overgået til selveje, kan erholde bidrag gennem ligning på menigheden, udkræves ministeriets samtykke efter menighedsrådets og overtilsynets indstilling, forsåvidt ligningsbeløbet overstiger 5 000 kr.; i modsat fald kan provstiudvalget meddele tilladelse til ligningen."

Dette har man nu ændret således, at der i stedet for „5 000 kr." står „et af ministeriet nærmere fastsat beløb".

Sidstnævnte ændring begrundes i bemærkningerne til det af kirkeministeren fremsatte lovforslag således:

„Da det har vist sig, at ligningsbeløbet for en meget stor del af de selvejende kirker nu overstiger 5 000 kr., har ministeriet i januar 1954, første gang for regnskabsåret 1954-55, bemyndiget stiftsøvrighederne til på ministeriets vegne at træffe afgørelse om ligning på menigheden af de selvejende kirkers underskud, hvor dette overstiger 5 000 kr., men ikke ligger over 8 000 kr., hvilket sidste beløb fra 1956-57 vil blive forhøjet til 10 000 kr.

På grund af den stedfundne prisstigning finder man det dog rimeligt nu at ændre den her omhandlede lovbestemmelse, således at approbation fremtidig som tidligere i det store antal tilfælde lægges ud til provstiudvalget, når ligningsbeløbet ikke overstiger et efter pengeforholdene til ethvert givet tidspunkt nærmere af ministeriet for hele landet fastsat beløb."

Af bemærkningerne til lovforslaget anføres iøvrigt:

„Under hensyn til, at det måtte skønnes, at den kirkelige betjening i Københavns nærmeste omegn på grund af den ekstraordinært store befolkningstilvækst i de senere år ikke har kunnet udføres på fyldestgørende måde indenfor de hidtidige rammer, blev der ved kirkeministeriets skrivelse af 10. april 1953 nedsat et udvalg med den opgave at overveje, hvilke hovedretningslinier der burde lægges til grund ved løsningen af dette spørgsmål, herunder også i hvilket omfang der burde søges støtte af statskassen til opførelse af nye kirker, samt om, hvorledes arbejdet for en udvidelse af den kirkelige betjening i omegnskommunerne kan fremmes ved behørig hensyntagen til de kirkesager, der arbejdes med i Københavns yderdistrikter.

Dette udvalg, hvori der ved siden af de øvrige medlemmer var repræsentanter for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti, det radikale venstre og Danmarks retsforbund, har i maj 1955 afgivet en enstemmig betænkning. I denne, der forudsætter, at bevillingsmyndigheden vil være villig til at yde tilskud som hidtil til opførelse af nye kirker, fremsættes bl. a. forslag til mere rationelle retningslinier for tilskuddenes beregning og forslag om, at det hidtidige i lov om vedligeholdelse af kirker og kirkegårde m. v. § 3 indeholdte påbud om, at en ny kirke skal være gældfri ved indvielsen, ophæves og afløses af en bestemmelse i lov om kirkers bestyrelse om, at indtil halvdelen af de med en kirkes opførelse forbundne udgifter, som ikke kan dækkes gennem tilskud af statskassen, med kirkeministeriets tilladelse skal kunne dækkes ved lån, der forrentes og afdrages gennem den kirkelige ligning.

Det anføres i betænkningen, at en eventuel ny bestemmelse som den foreslåede og også den praksis, der fremtidig måtte følges med hensyn til statstilskud, samt hvad der iøvrigt måtte anordnes til afhjælpning af de kirkelige vanskeligheder i Københavns omegn, bør omfatte hele landet, idet det efter udvalgets opfattelse ikke vil være rimeligt at anvende særbestemmelser for et enkelt område, selvom forholdene her er af ekstraordinær beskaffenhed. I tilslutning hertil er det endvidere i betænkningen udtrykkeligt fremhævet, at det er udvalgets opfattelse, at der i fremtiden bør følges samme bevillingspraksis i København og Frederiksberg som i den øvrige del af landet, uanset at der på grund af forhold, som næppe nu længere er tilstede, ikke i en årrække er ydet tilskud til nyopførelse af kirker her.

I forbindelse med forslaget om tilvejebringelse af hjemmel til at dække en del af udgifterne til nye kirkers opførelse ved optagelse af lån har udvalget henstillet til overvejelse, om der af statskassen måtte kunne stilles lånemidler til rådighed for opførelse af nye kirker, eller, hvis dette ikke kan opnås, om adgangen til at opnå lån i hvert fald ikke kunne lettes derved, at statskassen overtager garantien for ydelse af renter og afdrag."

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte kirkeministeren bl. a.:

„Når man hidtil har krævet som betingelse for statsstøtte til opførelse af en kirke, at en menighed selv tog initiativet og skaffede midler tilveje, er det begrundet i det naturlige ønske at se det dokumenteret gennem menighedens offervilje, at der på dette sted er basis for et kirkearbejde omkring en ny kirke; og sædvanligvis har man afvist ansøgninger om statstilskud, sålænge der ikke var indsamlet så mange midler, at byggearbejdets gennemførelse kunne anses for at være sikret med et passende statstilskud, der ansættes efter trangen i hvert enkelt tilfælde — i nogle tilfælde 50 pct. af udgiften. Sådanne krav til offerviljen har kunnet gennemføres, sålænge byggeudgifterne lå i et nogenlunde lavt leje, og sålænge befolkningstilvæksten udenfor hovedstaden var nogenlunde moderat, således at der kunne arbejdes med en kirkesag over en længere årrække. De nuværende byggepriser vil imidlertid efter de hidtidige principper stille så store krav til offerviljen, at det kun undtagelsesvis vil kunne lykkes den forholdsvis begrænsede kreds, der har brug for den nye kirke, at tilvejebringe så store summer, at betingelserne for offentlig hjælp er tilstede. Når så hertil kommer, at befolkningstilvæksten sker med en sådan hast, at der ikke bliver tilstrækkelig tid til at arbejde med en kirkesag, inden forholdene — set fra et menighedssynspunkt — bliver ganske uholdbare og der derfor bliver spørgsmål ikke blot om opførelse af en enkelt kirke, men en hel række kirker i et forholdsvis begrænset område, vil det let forstås, at man må bryde med fortidens praksis.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er det specielt forholdene i Københavns nærmeste omegn, der har givet stødet til dette lovforslags fremsættelse. I den betænkning, som er afgivet af det af daværende kirkeminister Hermansen nedsatte udvalg, og som omtales i bemærkningerne til lovforslaget, redegøres nærmere for den voldsomme vækst, der kan ventes i de nærmeste år. Udvalget er på grundlag af oplysninger, der er indhentet, kommet til det resultat, at der i 11 kommuner i Københavns nærmeste omegn vil blive brug for 18 nye kirker indenfor en periode af ca. 10 år. At der her virkelig er en alvorlig trang tilstede, vil alle, der har en smule forståelse af de kirkelige forhold, sikkert erkende, når det nævnes, at befolkningen i disse 11 kommuner er steget fra ca. 120 000 i 1935 til ca. 240 000 i 1950, og at stigningen forøges i en sådan hast, at man regner med et beboerantal på ca. 400 000 omkring 1965.

Det er forståeligt, at man under disse omstændigheder har været inde på den tankegang, at det fremtidig skulle tillades at bygge kirker uden andre økonomiske krav til menigheden, end at denne må tage byrden ved forrentning og afdrag af de nødvendige lån til dækning af udgiften til en ny kirke, som ikke kan opnås dækket gennem hjælp fra statskassens side. Men denne tanke blev påny opgivet og med rette, og i betænkningen anføres det, at udvalget er af den opfattelse, at låneadgangen bør begrænses, og at man fortsat bør kræve en rimelig offervilje fra menighedens side, hvorved ønsket om en ny kirke understreges på en så utvetydig måde, at man tør fastslå, at der er basis for et kirkearbejde udfra en ny kirke. I denne forbindelse minder udvalget om, at udgifterne for befolkningen ikke er begrænset til opførelse af en ny kirkebygning, men at der efter opførelsen bliver betydelige udgifter til kirkens drift og vedligeholdelse, til lønninger til kirkens funktionærer, til nye præsteembeder og eventuelt udgift til opførelse og drift af embedsboliger. Alle disse udgifter med undtagelse af visse tilskud til præsteløn vil komme til at hvile på den stedlige kirkelige ligning. Dette forhold understreger også, at der må haves sikkerhed for, at der er et sådant ønske om en ny kirke, at det giver sig udtryk i en personlig økonomisk indsats."

Senere i sin udførlige redegørelse pegede kirkeministeren på, at de øjeblikkelige forhold ikke var gunstige for større, byggeprojekter, og at kirken måtte finde sig i de samme kår på dette område som andre. „Det er værd i denne sammenhæng at betænke, at alt kirkebyggeri efter besættelsen standsede i en halv snes år til fordel for boligbyggeriet, som rimeligt var, men tiden er nu, synes jeg, inde til, at man i hvert fald tilvejebringer de legale betingelser for gennemførelse af nødvendige byggeprogrammer også på dette område, såsnart forholdene tillader at gå videre. Det er det, jeg vil forsøge her, dels ved fremsættelsen af dette lovforslag, dels ved tilrettelæggelse af en bevillingspraksis, således som det er omtalt, der kan benyttes, efterhånden som byggesagerne bliver aktuelle."

Lovforslaget mødte tilslutning fra alle sider og vedtoges enstemmigt med et par ændringer af rent formel karakter, som der var opnået enighed om i det udvalg, der behandlede sagen.