På baggrund af de ønsker, som igennem en årrække har været fremsat om en revision af den hidtil gældende lærlingelov af 7. maj 1937, og i erkendelse af den betydning, ungdommens uddannelse har for landets erhvervsliv, nedsatte regeringen efter forslag af arbejds- og socialministeren i oktober 1952 en kommission med den opgave at gennemgå lærlingeloven og overfor regeringen at fremsætte forslag om ændringer i loven med henblik på at tilvejebringe det bedst mulige grundlag for uddannelsen af den del af ungdommen, som loven tager sigte på.

Kommissionen blev nedsat med repræsentanter for de 5 udvalgsberettigede politiske partier samt repræsentanter for erhvervslivet og administrationen.

Lærlingekommissionens betænkning af 11. november 1955 indeholdt bl. a. udkast til en ny lærlingelov, som bortset fra enkelte punkter svarede til forslaget til nærværende lov.

I sin fremsættelsestale udtalte økonomi- og arbejdsministeren bl. a., at lovforslaget ikke medførte noget brud på de principper, der hidtil havde været gældende for lærlingeuddannelsen her i landet. Derimod indeholdt forslaget en naturlig videreudvikling af den hidtidige lovgivning på sådanne områder, hvor det praktiske livs erfaringer siden lovændringen i 1937 havde godtgjort sagligt motiverede behov for en sådan videreførelse.

Ministeren gjorde endvidere nogle bemærkninger om de store fødselsårgange, som nu begyndte at vise sig på arbejdsmarkedet, og som i de kommende år ville medføre et øget pres på lærepladser og uddannelsessteder. Han understregede, at en af de væsentligste forudsætninger for, at disse unge kunne blive til gavn for samfundet gennem øget produktion og omsætning, var, at det kunne lykkes at give et voksende antal unge en faglig uddannelse. Dette understregede yderligere betydningen af en hurtig gennemførelse af en ny lærlingelov.

Om lovens indhold henvises til nedenstående bemærkninger, hvor de væsentligste nydannelser og de væsentligste af de ændringer, som lovforslaget underkastedes under behandlingen i folketinget, vil blive omtalt.

Kapitel I.

Lærekontrakters oprettelse og indhold:

I § 1, stk. 1, fastslås bl. a., at den, der antager en person under 18 år til arbejde i en virksomhed, i hvilken der udføres arbejde, der i henhold til denne lov er godkendt som fag, eller som henhører under et sådant fag — forsåvidt den pågældende ikke allerede er udlært i faget — skal sørge for, at der, forinden vedkommende træder i arbejde, oprettes skriftlig lærekontrakt med angivelse af, i hvilket fag lærlingen skal oplæres. Det samme gælder ved fortsatte læreforhold, uanset at lærlingen ved det nye læreforholds indgåelse er over 18 år.

Herved er det hidtil anvendte kriterium „næringsdrivende" forladt, og det er i stedet herfor fastsat, at loven finder anvendelse på alle virksomheder, i hvilke der udføres fagligt arbejde, således at også andre virksomheder end egentlige næringsdrivende, f. eks. sygekasse- og organisationskontorer, fremtidigt bliver omfattet af loven. For visse arbejdsområder, indenfor hvilke der ikke hidtil er anvendt lærekontrakt, gælder pligten til oprettelse af lærekontrakt dog ikke, medmindre der herom træffes bestemmelse i henhold til § 1, stk. 5.

Virksomheder, i hvilke der udføres fagligt arbejde, må således — bortset fra de i § 1, stk. 3, 6 og 7, nævnte tilfælde — ikke beskæftige personer under 18 år uden oprettelse af godkendt lærekontrakt. Kan sådan kontrakt som følge af andre af lovens bestemmelser ikke oprettes, må virksomheden — bortset fra de i stk. 3 nævnte tilfælde — overhovedet ikke beskæftige personer under 18 år.

I det oprindelige lovforslag var aldersgrænsen foreslået forhøjet til 19 år, men dette ændredes under udvalgsbehandlingen i folketinget, således at den hidtil gældende aldersgrænse på 18 år fortsat finder anvendelse.

Det er i overensstemmelse med hidtidig praksis, der således lovfæstes, at pligten til oprettelse af lærekontrakt også gælder, når der foreligger det forhold, at en lærling første gang er kommet i lære før det 18. år, men efter at være fyldt 18 år og inden læretidens udløb skifter læreplads i fortsættelse af det tidligere læreforhold ("fortsatte læreforhold").

Loven opretholder iøvrigt den siden 1944 bestående faktiske tilstand, hvorefter kontraktgodkendelsen er henlagt til de offentlige arbejdsanvisningskontorer.

I stk. 3 opregnes en række tilfælde, i hvilke bestemmelserne om oprettelse af skriftlig lærekontrakt ikke finder anvendelse. Disse undtagelsestilfælde svarer til den hidtidige ordning; dog er ved en under udvalgsbehandlingen foretagen tilføjelse til stk. 3 d) også læreforhold indgået mellem bedsteforældre og børnebørn undtaget fra kravet om skriftlig lærekontrakt.

I den af udvalget mellem 2. og 3. behandling afgivne tillægsbetænkning udtales angående disse forhold:

„Med hensyn til lovforslagets § 1, stk. 1, sammenholdt med § 1, stk. 3 b) (hvorefter lærekontrakt ikke skal oprettes, når ansættelsen på grund af den på arbejdsstedet rådende arbejdsdeling alene angår udførelsen af et vist specialarbejde, som ikke fordrer nogen faglig uddannelse), er udvalget enigt om at fremhæve, at der ikke er tilsigtet nogen ændring i den hidtil gældende praksis for, i hvilke tilfælde lærekontrakt skal oprettes.

Økonomi- og arbejdsministeren har overfor udvalget yderligere udtalt, at der ved de nævnte bestemmelser ikke er tilsigtet nogen ændring i ministeriets praksis for, i hvilke tilfælde lærekontrakt skal oprettes, og at det således fremtidig — også forsåvidt angår de forskellige former for „specialarbejde" indenfor kontorfaget, f. eks. maskinskrivning — må være overladt til vedkommende faglige udvalg — under rekurs til lærlingerådet — at tage stilling til, om arbejdsforholdet kræver oprettelse af lærekontrakt; ministeren har herved henvist til den nye regel om kvalificeret flertal ved det faglige udvalgs beslutninger."

Opstår der tvivl om, hvorvidt et bestemt arbejde indenfor et allerede eksisterende fag er fagligt arbejde, der kræver oprettelse af lærekontrakt, har det hidtil været domstolene, der skulle tage endelig stilling til spørgsmålet. Da et spørgsmål af så faglig betonet karakter skønnes bedst at kunne afgøres af et fagligt organ, er det i § 1, stk. 4, fastsat, at dette spørgsmål afgøres endeligt af lærlingerådet efter forud indhentet erklæring fra vedkommende faglige udvalg.

At spørgsmålet "endeligt" afgøres af lærlingerådet, vil sige, at det ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, hvorimod man ikke har villet begrænse domstolenes almindelige prøvelsesret. Tilsvarende gælder, hvor det i øvrigt i loven er anført, at en afgørelse er endelig.

Spørgsmål om, hvorvidt et fag (eller en del deraf), for hvis lærlinge der ikke hidtil har været anvendt lærekontrakt, anses som henhørende under loven, afgøres iflg. stk. 5 af økonomi- og arbejdsministeren og ministeren for handel, industri og søfart i forening efter forudgående forhandling med det pågældende fags organisationer og lærlingerådet.

Bortset fra tilføjelsen om lærlingerådets medvirken, som er i overensstemmelse med praksis, svarer bestemmelsen til det hidtil gældende. Under henvisning til det foran om § 1, stk. 1, anførte bemærkes, at arbejdsområder, der ikke hidtil er anset for fagligt arbejde, efter nærværende bestemmelse vil kunne anerkendes som fag i lovens forstand ligesom nye oplæringsområder vil kunne udskilles af allerede bestående fag.

Der er i § 1, stk. 8, optaget en bestemmelse om, at arbejdsanvisning skontorerne i fornødent omfang skal bistå og vejlede personer, der søger oplysning om lærlingeforhold, og der er samtidig pålagt disse kontorer en pligt til i det omfang, det er muligt, at føre tilsyn med, at personer ikke beskæftiges i strid med bestemmelserne i denne lov. I tilfælde, hvor arbejdsanvisningskontorerne bliver bekendt med overtrædelser af loven, skal vedkommende faglige udvalg om nødvendigt underrettes.

§ 2, som omhandler personer, der er uberettiget til at antage og oplære lærlinge, svarer med enkelte ændringer til den hidtidige ordning.

§ 3 angående læretidens længde svarer ligeledes stort set til, hvad der hidtil har været gældende; dog er der nu givet lærlingerådet adgang til at tillade en forlængelse af læretiden på indtil et år i det enkelte læreforhold, når begge parter ønskei det og ganske særlige forhold taler derfor.

§ 4 svarer i princippet til den hidtidige lovs regler om fastsættelse af lærlingenes løn, læremesterens betaling af undervisning m. v.

I det oprindelige lovforslag var det foreslået, at formanden for det i § 4, stk. 2, omtalte lønnævn, når der ikke blandt de af organisationerne udpegede medlemmer kunne opnås flertal for fastsættelse af en mindsteløn, skulle træffe afgørelsen. Dette ændredes under udvalgsbehandlingen således, at bestemmelsen i sin endelige udformning svarer til den hidtidige ordning, hvorefter lønnævnstormanden i de nævnte tilfælde kun kan. offentliggøre resultatet af forhandlingerne og derunder anføre sit eget standpunkt.

§ 5, der indeholder regler om lærlingens ferie, er i videst muligt omfang udarbejdet på grundlag af bestemmelserne i ferieloven, men stiller dog på visse punkter lærlingen gunstigere, end tilfældet ville være, hvis ferielovens regler direkte fandt anvendelse. I forhold til de hidtidige regler indebærer bestemmelserne en tydeliggørelse på områder, hvor der hidtil i praksis har hersket tvivl.

§ 6 giver bl. a. mulighed for en forlængelse af prøvetiden (de 6 første måneder af læretiden), hvor læretiden begynder med kollektiv forskoling udenfor virksomheden, dog højst med et til varigheden af forskolingen svarende tidsrum.

Kapitel II.

Parternes gensidige forpligtelser:

Bestemmelserne i dette kapitel svarer for en stor del til den hidtidige lovs regler.

I § 8, stk. 3, indføres en række forbedringer for lærlingene i form af forskrifter for indretningen af det værelse, som skal anvises en lærling, der har bopæl hos læremesteren. Af væsentlig betydning er således en regel om, at værelser, der indrettes eller tages i brug elter lovens ikrafttræden, kun må benyttes til natophold for 1 lærling.

Ved § 9, stk. 3, fastslås det, at udgifterne ved en af læremesteren forlangt dokumentation af lærlingens sygdom ved attest fra en af læremesteren godkendt læge eller lærlingens sygekasse. skal afholdes al læremesteren.

Bestemmelsen gav i sin oprindelige form ikke læremesteren adgang til at øve indflydelse på valget af læge, men fik sin endelige form under udvalgsbehandlingen.

§ 10 har følgende ordlyd:

„Bliver en kvindelig lærling gravid uden at hæve læreforholdet i overensstemmelse med § 22, stk. 1, j), kan hver af parterne forlange læreforholdet afbrudt i indtil 3 måneder før og 1 måned efter fødslen, således at læreforholdet forlænges tilsvarende; er det læremesteren, der forlanger læreforholdet afbrudt, og lærlingen modsætter sig dette, kan læremesteren hæve læreforholdet."

I henhold til § 22, stk. 1, litra j), har en kvindelig lærling ret til at hæve kontrakten, såfremt hun bliver gravid, hvorimod der ikke i almindelighed i sådanne tilfælde er tillagt læremesteren ret til at hæve kontrakten. Da læremesteren kan have en rimelig begrundet interesse i, at arbejdsforholdet midlertidigt afbrydes i de sidste måneder før en forventet fødsel, navnlig i tilfælde, hvor lærlingen i sit arbejde har direkte kontakt med publikum, som f. eks. på kontorer og i forretninger, gives der her mulighed for en suspension af læreforholdet. Det er fundet rimeligt at give læremesteren adgang til at hæve læreforholdet, hvis lærlingen modsætter sig en sådan suspension.

Kapitel III.

Lærlinges uddannelse indenfor håndværk og industri m. v.:

Kapitel III i det oprindelige lovforslag indeholdt regler om uddannelse af lærlinge i almindelighed.

Under udvalgets forhandlinger fremførtes af venstres, det konservative folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget ønske om en deling af lovforslaget, således at der kunne gennemføres en særlig lov om lærlingeforhold indenfor butiks-, handels- og kontorfagene med henblik på disse fags særlige forhold. Under hensyn til det ønskelige i at opnå enighed om en ny lærlingelov og fremme denne bl. a. af hensyn til de store årganges uddannelsesmuligheder tilsluttede de nævnte partiers medlemmer sig imidlertid i stedet en ændring i lovforslagets opbygning. Herved indføjedes i lovforslaget et nyt særligt kapitel IV om uddannelsen af lærlinge indenfor butiks-, handels- og kontorvirksomhed, hvorved der blev taget hensyn til en række for dette område særlige forhold.

Bestemmelserne i § 12 om lærlingens praktiske uddannelse hos læremesteren, om aflæggelse af svendeprøve m. v. svarer stort set til de hidtidige regler herom.

Ifølge § 13, stk. 1, skal læremesteren holde lærlingen til at deltage i den for faget godkendte undervisning i en af handelsministeren anerkendt faglig skole, forsåvidt den pågældende ikke i forvejen har gennemgået tilsvarende uddannelse. Den hidtidige lovs begrænsning af denne pligt for læremesteren til kun at gælde, forsåvidt der fandtes en sådan skole det pågældende sted, hvilket efter ministeriets fortolkning ville sige indenfor en afstand af 7 km, er hermed bortfaldet.

Undervisningen kan ifølge stk. 2 omfatte supplering af den praktiske uddannelse og forskoling, hvorved er tænkt på en kortvarig forberedende undervisning i fagets elementære praktiske grundlag.

Undervisningen skal finde sted i fagklasser for lærlinge fra samme eller beslægtede fag og gives særskilt for lærlinge på samme uddannelsestrin, såfremt vedkommende faglige udvalg ønsker en sådan ordning og denne tiltrædes af statens tilsyn. Undervisningen kan omfatte medborgerkundskab. Forsåvidt tilsynet efter indhentet erklæring fra det faglige udvalg og skolerådet for de tekniske undervisningsvirksomheder kan godkende undervisningsplanen og forholdene i øvrigt tillader det, kan lærlingen vælge at tage undervisning i de almendannende fag regning, skrivning og medborger kundskab helt eller delvis på de i henhold til ungdomsskoleloven godkendte ungdoms- eller aftenskoler eller på de bestående tekniske skoler.

Den sidstnævnte bestemmelse om den almendannende undervisning indsattes under udvalgsbehandlingen efter ønske fra det radikale venstres side.

Stk. 3 indeholder bl. a. følgende bestemmelse:

„Efter 8 års forløb indføres — bortset fra den i stk. 2, sidste punktum, omhandlede undervisning — på grundlag af de indvundne erfaringer obligatorisk dagundervisning, medmindre nedenstående undtagelsesregler bringes i anvendelse. Når der for et fag eller stedligt område måtte vise sig sådanne praktiske eller økonomiske vanskeligheder ved etablering af dagundervisning, at det skønnes, at undervisningen indenfor det pågældende fag eller område må gives som aftenundervisning, meddeler handelsministeren efter samråd med arbejdsministeren og efter indhentet erklæring fra det faglige udvalg og lærlingerådet tilladelse hertil for et nærmere bestemt tidsrum."

Bestemmelsen, der udgjorde et væsentligt punkt i forhandlingerne, fik sin endelige formulering under behandlingen i folketinget.

Stk. 6 har følgende ordlyd:

„Til udgifter til lærlingens befordring i anledning af deltagelse i undervisningen ydes af statskassen et tilskud efter nærmere af handelsministeren derom fastsatte forskrifter."

I sin oprindelige form gik bestemmelsen ud på, at de nævnte udgifter skulle udredes af statskassen. Dette ændredes under udvalgsbehandlingen, idet der i udvalget var enighed om, at det ville være at tilstræbe, at læremestrene og de faglige organisationer bidrager til de omhandlede udgifter.

§ 14 indeholder regler om lærlinges normale arbejdstid og fastslår bl. a., at dagskoleundervisning medregnes til denne.

Kapitel IV.

Lærlinges uddannelse indenfor butiks-, handels- og kontorvirksomhed:

Som anført ovenfor i forbindelse med omtalen af kapitel III fandtes kapitel IV ikke i det oprindelige lovforslag, men indsattes under behandlingen i folketinget.

Bestemmelserne i §§ 16-18 i kapitel IV svarer i det væsentlige til §§ 12-14 i kapitel III, hvorfor der for en stor del kan henvises til de om disse anførte bemærkninger. Overensstemmende er således reglerne om den almindelige pligt til skoleundervisning uanset afstanden til den nærmeste skole, lærlingens adgang til at tage undervisning i de almendannende fag på ungdoms- eller aftenskoler eller på de bestående handelsskoler, dagskolebestemmelserne, bestemmelsen om befordringsudgifter og om lærlinges normale arbejdstid m. v.

I en række af bestemmelserne er der dog taget hensyn til særlige forhold, som gør sig gældende på butiks-, handels- og kontorfagenes område. De væsentligste forskelligheder fra kapitel III er følgende:

Udlevering af lærebrev er betinget af, at lærlingen har bestået handelsmedhjælpereksamen eller en mere omfattende prøve, dog med mulighed for undtagelse i ganske særlige tilfælde. Det overlades til de faglige udvalgs afgørelse, hvorvidt der bør godkendes en fagprøve, som skal aflægges ved læretidens udløb. Principperne for handelsskolernes undervisning ændres ikke (mens der for håndværk og industri i kapitel III lægges vægt, på fagklasser, forskoling etc.).

I denne forbindelse henledes opmærksomheden på nedenstående bemærkninger angående § 25 (om lærlingerådet), som i sin endelige formulering ligeledes søger at tilgodese de særlige hensyn på butiks-, handels- og kontorfagenes område.

Kapitel V.

Læreforholdets ophør:

Reglerne i dette kapitel angående bortfald af lærekontrakter og om parternes adgang til at hæve kontrakten svarer i alt væsentligt til de hidtidige regler herom.

Nævnes bør dog, at kontrakten iflg. § 21 skal hæves af læremesteren, såfremt lærlingen vægrer sig ved at deltage i eller med undervisningsdirektørens godkendelse bortvises fra undervisningen, mens der efter den hidtidige lov alene var tillagt mesteren en ret til at hæve i sådanne tilfælde.

Ved § 22, stk. 1, j) gives der en kvindelig lærling adgang til at hæve læreforholdet i tilfælde af graviditet (se i denne forbindelse det foran i forbindelse med § 10 anførte om suspension af læreforholdet).

Ifølge et under folketingsbehandlingen indsat nyt stk. 2 til § 23 er en aftale mellem parterne om ophævelse af en lærekontrakt ikke gyldig uden det faglige udvalgs godkendelse, såfremt lærlingen fortsat beskæftiges hos læremesteren med fagligt arbejde, der kræver oprettelse af lærekontrakt.

Det tilsigtes hermed at tydeliggøre lovens bestemmelser, idet der er forekommet tilfælde, hvor en læremester efter lærlingens fyldte 18. år ved overenskomst med denne har ophævet lærekontrakten inden læretidens udløb samtidig med, at arbejdsforholdet fortsættes uforandret, hvilket formentlig måtte anses for en omgåelse af loven.

Kapitel VI.

Tilsyn, straffebestemmelser m. v.:

§ 24, stk. 5, fastslår bl. a., at det faglige udvalg skal gøre indstilling til lærlingerådet om de nærmere regler for uddannelsen i vedkommende fag eller del af et fag.

Herefter skal der for alle fag fastsættes uddannelsesregler, mens dette efter den hidtidige lov var frivilligt. Det bestemmes endvidere, at enhver lærekontrakt skal vedhæftes de af lærlingerådet fastsatte uddannelsesregler.

Ved stk. 6 gives der det faglige udvalg adgang til at foretage undersøgelse af virksomheder, der beskæftiger eller agter at beskæftige personer, som er omfattet af denne lov.

Der har hidtil manglet lovhjemmel for de faglige udvalg til at kræve adgang til en virksomhed for at undersøge, om den er egnet som lærested. For at sikre, at alt arbejde, der naturligt henhører under lærlingeuddannelsen, inddrages under loven, er denne hjemmel iøvrigt givet i ret vid formulering.

§ 25 fik sin endelige formulering under behandlingen i folketinget.

Herefter består lærlingerådet af en af kongen udnævnt formand samt af 4 arbejdsgiver- og 4 arbejderrepræsentanter indenfor håndværk og industri og 3 arbejdsgiver- og 3 arbejderrepræsentanter indenfor butiks-, handels- og kontorvirksomhed.

Under behandlingen i folketinget indsattes bl. a. en bestemmelse, som giver adgang til funktionærrepræsentation — uden stemmeret — i lærlingerådet samt følgende bestemmelse vedrørende rådets afgørelser:

„Kun formanden og de af organisationerne valgte medlemmer har stemmeret ved rådets afgørelser og således, at i sager, der alene angår håndværk og industri, kun formanden og de for dette område valgte medlemmer har stemmeret, medens i sager, der alene angår butiks-, handels- og kontorvirksomhed, kun formanden og de for dette område valgte medlemmer har stemmeret."

Den sidstnævnte bestemmelse tilsigter som tidligere nævnt at tilgodese de særlige hensyn på henholdsvis håndværks- og industriområdet og butiks-, handels- og kontorområdet, jfr. iøvrigt bemærkningerne i forbindelse med kapitel III og IV.

§ 27 henlægger enkelte spørgsmål, der hidtil har henhørt under domstolenes kompetence, til de i paragraffen omhandlede voldgiftsretter. Mens det hidtil udenfor København har været politimesteren, der beklædte formandshvervet, tilkommer dette nu retskredsens dommer (efter det oprindelige lovforslag civildommer), hvilket må ses i forbindelse med, at politimestrene ikke mere skal godkende lærlingekontrakterne. I København er som hidtil en af magistraten valgt person formand for voldgiftsretten.

Ved § 30 lovfæstes det, at bestemmelserne i kapitel III og IV om lærlinges uddannelse m. v., enkelte andre af lovens fagligt betonede beskyttelsesregler samt — med de fornødne afvigelser — tilsyns- og straffebestemmelserne gælder for læreforhold, der indgås med personer over 18 år.

Ifølge § 31 kan arbejdsministeren og handelsministeren i forening efter indhentet indstilling fra vedkommende faglige udvalg og anbefaling af lærlingerådet tillade, at uddannelse af lærlinge helt eller delvis finder sted på en af handelsministeren anerkendt faglig skole eller iøvrigt på anden måde end forudsat i nærværende lov. Der træffes i så fald bestemmelse om, i hvilket omfang loven skal finde anvendelse på de pågældende lærlinge.

Der skabes herved mulighed for i givet fald at fravige det hidtil praktiserede og af loven iøvrigt opretholdte princip om mesterlæren med supplerende undervisning på de faglige skoler.

§ 32 har følgende ordlyd:

,,Der kan ikke ved kollektiv aftale gyldigt vedtages bestemmelser om begrænsning af antallet af lærlinge indenfor et af denne lov omfattet fag. Bestående regler herom bortfalder ved nærværende lovs ikrafttræden.

Lærlingerådet kan dog efter henvendelse fra et fagligt udvalg i ganske særlige tilfælde tillade, at der indenfor et fag fastsættes en begrænsning af lærlingeantallet, for så vidt det godtgøres, at begrænsningen udelukkende tilgodeser hensynet til en forsvarlig oplæring af lærlingene. Tilladelsen kan gives for et begrænset tidsrum og kan iøvrigt tilbagekaldes, når betingelserne for dens meddelelse ikke længere er til stede."

Bestemmelsen fandtes ikke i det oprindelige lovforslag, hvorimod det tilgrundliggende udkast i kommissionsbetænkningen indeholdt en bestemmelse om forbud mod de her omhandlede begrænsninger af lærlingeantallet indenfor et fag.

Regeringen fandt denne bestemmelse for generelt formuleret og mente, at den også ville kunne ramme sådanne aftaler, som tjener et fra alle sider anerkendt formål, således først og fremmest aftaler, der er truffet af rent uddannelsesmæssige grunde. Under hensyn hertil mente regeringen ikke i lovforslaget at kunne medtage den af kommissionens flertal foreslåede bestemmelse.

Regeringen erkendte imidlertid, at der her kan foreligge et problem af samfundsmæssig betydning, og erklærede sig rede til at medvirke til løsning heraf.

Spørgsmålet var af væsentlig betydning under forhandlingerne i folketinget, og der opnåedes under udvalgsbehandlingen enighed om indsættelse af den anførte bestemmelse.

Til belysning af baggrunden for bestemmelsen og af de stedfundne forhandlinger citeres følgende uddrag af de almindelige bemærkninger i den af udvalget afgivne betænkning:

„Indenfor de i lærlingeloven omhandlede fag er der ved kollektiv 4 overenskomst fastsat bestemmelser, der begrænser tilgangen til et fag. En forsvarlig uddannelse er fremført som motivering herfor.

Et flertal i udvalget har imidlertid gjort gældende, at der indenfor adskillige fag findes en begrænsning af lærlingeantallet, der ikke kan motiveres udfra det nævnte hensyn. Dette flertal finder tillige, at der principielt bør være fri adgang til faglig uddannelse, ikke mindst af hensyn til de store fødselsårgange, der i de kommende år vil melde sig på arbejdsmarkedet.

Fra socialdemokratisk side har man under forhandlingerne fremhævet ønskeligheden af dispensation fra det principielle forbud mod lærlingeskalaer, hvor hensynet til lærlingenes forsvarlige uddannelse og fremtidige erhvervsmuligheder gjorde dette påkrævet.

Socialdemokratiets repræsentanter i udvalget har lagt stor vægt på, at ophævelsen af de eksisterende lærlingeskalaer, der indgår som en del af de kollektive overenskomster, ikke bliver sat i kraft før ved datoen for disse overenskomsters udløb. Herved ville endvidere opnås, at fagene fik en rimelig overgangsperiode, i hvilken de kunne tilpasse deres forhold til skalaernes eventuelle bortfald. De øvrige partier i udvalget var imod dette synspunkt og krævede som betingelse for enighed om loven, at denne bestemmelse skal træde i kraft samtidig med den øvrige del af loven."

I de til selve udvalgets ændringsforslag knyttede bemærkninger siges det:

„Der er i udvalget opnået enighed om, at kollektive aftaler om begrænsning af lærlingeantallet indenfor et fag principielt erklæres ugyldige.

Man har dog fundet det rimeligt at henlægge en dispensationsbeføjelse til lærlingerådet; det forudsættes herved, at lærlingerådet, inden afgørelse træffes, indhenter erklæringer fra de interesserede organisationer og offentlige institutioner, herunder det faglige udvalg samt eventuelt arbejdsmarkedskommissionen, der under behandlingen af spørgsmålet om de store fødselsårganges uddannelsesproblemer har ført og stadig fører forhandlinger med fagenes organisationer om den samfundsmæssigt set ønskelige tilgang til fagene."

Kapitel VII.

Overgangs- og slutningsbestemmelser:

Ifølge § 33 træder loven i kraft den 1. december 1956 (oprindeligt foreslået fastsat til 1. oktober 1956); dog finder bestemmelsen i § 16, stk. 2, 2. punktum (hvorefter lærebrev ikke må udleveres lærlingen, forinden denne har bestået handelsmedhjælpereksamen eller en tilsvarende eller mere omfattende prøve), ikke anvendelse på de ved lovens ikrafttræden bestående læreforhold.

Ifølge § 34 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.

Ved lovforslagets 1. behandling anerkendtes fra alle sider betydningen af — ikke mindst af hensyn til de store årgange — at få gennemført en lærlingelov, som kunne skabe gode uddannelsesmuligheder for ungdommen og forøge antagelsen af lærlinge.

Hans Rasmussen (S) fandt, at lovforslaget på forskellig måde tilgodeså lærlingenes interesser under hensyntagen til forholdene på arbejdspladserne. Spørgsmålet om en kvalificeret faglig uddannelse var det væsentligste, og han var tilfreds med, at lovforslaget i højere grad overlod det til fagets egne folk at tilrettelægge såvel den praktiske som den teoretiske undervisning. Han fandt det rimeligt at fastholde mesterlæreprincippet som den uddannelsesform, der gav de bedste resultater, uden dog derfor at forhindre en videre udvikling af nye uddannelsesformer, og lovforslaget var i så henseende på linie med den udvikling, der var foregået i de senere år. Dagskolen kunne han have ønsket hurtigere gennemført, men han erkendte, at der på dette område var vanskeligheder, som kunne motivere en vis overgangstid. Tendensen var dog allerede under den hidtidige lov gået i retning af dagskoleundervisning, som gav lærlingene større kvalifikationer gennem sin mere intensive og koncentrerede undervisningsform.

Et forbud mod begrænsninger af lærlingeantallet ville efter hans opfattelse betyde et indgreb i arbejdsmarkedets overenskomster og skabe vanskeligheder på en række fagområder.

En hurtig gennemførelse af lovforslaget ville i spørgsmålet om de økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige vilkår skabe den klarhed, som var en forudsætning for flere lærlingeantagelser.

N. Chr. Christensen (V) fremhævede bl. a. de store årganges problem og fandt, at lovforslaget havde behandlet dette for letsindigt ved ikke at medtage en bestemmelse, som afskaffede lærlingebegrænsningerne. En sådan burde efter hans opfattelse indsættes i loven. Han vendte sig imod en obligatorisk og generel indførelse af dagskolen, men anerkendte, at der var specialfag, hvor en videre udvikling af dagskolen på frivillig basis kunne være rimelig. Lovforslaget indeholdt flere skærpelser og forøgelser af byrderne for mestrene, som kunne begrunde en frygt for nedgang i antallet af læreforhold. Venstre var villig til at gå ind i et sagligt udvalgsarbejde, men måtte kræve visse ændringer gennemført for at medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Også Adolph Sørensen (KF) nærede alvorlig frygt for, at lovforslaget kunne medføre en tilbageholdenhed fra mestrenes side i spørgsmålet om antagelse af lærlinge. Han var ikke modstander af dagskolen som sådan, men af at gøre den obligatorisk, og han fandt det principielt helt forkert at tillade en lærlingebegrænsning som den hidtil eksisterende.

A. C. Normann (RV) havde den opfattelse, at lovforslaget indeholdt mange fremskridt og på en god måde moderniserede et for erhvervslivet meget vigtigt område. Han understregede sin tilfredshed med bibeholdelsen af mesterlæren som det bærende princip i loven, men havde iøvrigt en række ønsker om ændringer i forslagets bestemmelser, som for en del var præget af for stor stivhed. Dagskolespørgsmålet måtte drøftes nærmere i et udvalg, og hvad angik lærlingebegrænsningerne, måtte det føles som en krænkelse, at de unge ikke frit kunne vælge det fag, de ønskede, ligesom det ville være i strid med såvel arbejderes som arbejdsgiveres interesser.

Ingmar Wagner (DK) fremførte kritik af en række bestemmelser i lovforslaget navnlig om dagskolen, som han ønskede gennemført langt hurtigere, om læretidens længde, ferietorhold og arbejdstiden. Forbedringerne i lovforslaget var efter hans opfattelse yderst beskedne, og det ville som helhed give anledning til skuffelse hos lærlingeungdommen.

J. M. Pedersen (DR) kunne ikke støtte lovforslaget, som efter hans opfattelse ville være til skade for ungdommen ved at gribe for stærkt ind i erhvervsfriheden. Svendeprøver burde således ikke være betinget af et læreforhold i lovens forstand, skolespørgsmålet ordnedes bedst ved privat initiativ, og alle aftaler om lærlingebegrænsninger burde gøres ugyldige.

Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) kritiserede suspensionsbestemmelserne i lovforslagets § 10 om gravide lærlinge og rejste spørgsmålet om barselhjælp.

Henry Christensen (V) rejste en række spørgsmål vedrørende de store årgange.

Økonomi- og arbejdsministeren imødegik den rejste kritik og fandt trods den foreliggende uenighed om visse punkter, at der var store muligheder for på sagligt grundlag at forhandle sig frem til en lov, der kunne vinde flertal i tinget.

Lovforslaget underkastedes en meget grundig udvalgsbehandling, hvorunder spørgsmålet om en eventuel deling af lovforslaget med henblik på en særlig lov for butiks-, handels- og kontorfagene, spørgsmålet om den obligatoriske dagskole og spørgsmålet om forbud mod lærlingebegrænsninger spillede en fremtrædende rolle. Resultatet blev, at hele udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med en række ændringsforslag, hvoraf de væsentligste er omtalt ovenfor i forbindelse med de enkelte paragraffer.

Andenbehandlingen understregede, at enigheden var opnået gennem gensidige indrømmelser fra partiernes side, og ordførerne anbefalede lovforslaget til vedtagelse af hensyn til de forbedringer, som det indeholdt i forhold til den hidtil gældende lov.

Efter at en række af kommunisterne og af retsforbundet stillede ændringsforslag var forkastet ved 2. og 3. behandling, kunne de to partier ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 115 stemmer; 13 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.