Forslaget til nærværende lov fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om ændring af forsorgsloven (vedrørende hjælp til oplæring m. v.) (se nærmest efterfølgende sag) og må ses i sammenhæng med dette.

Om baggrunden for loven fremgår af lovforslagets bemærkninger bl. a. følgende:

I de senere år har der været en stigende forståelse af, at der fra samfundets side bør gøres en indsats for at give erhvervshæmmede medborgere mulighed for at deltage i erhvervslivet i større udstrækning. Baggrunden herfor er dels en erkendelse af, at den erhvervshæmmede som borger i samfundet bør have adgang til at udnytte sine evner og udfolde sin personlighed på lige fod med andre, dels en forståelse af den samfundsøkonomiske betydning af, at arbejdskraft bevares eller inddrages i produktionen, og at de sociale udgifter i tilsvarende grad formindskes.

Der er af en lang række institutioner på forskellige områder gjort en indsats for at løse disse medborgeres erhvervsmæssige problemer.

Hidtil har den enkelte erhvervshæmmedes og hans families forskellige problemer dog i overvejende grad været behandlet af indbyrdes uafhængige organer, der hver for sig har kunnet hjælpe vedkommende på et bestemt punkt, men sjældent har været i stand til at gennemføre en samlet løsning af problemerne i en kompliceret livssituation.

Det er imidlertid i mange tilfælde nødvendigt for at opnå en for den erhvervshæmmede tilfredsstillende løsning, at hans fysiske, psykiske, sociale, erhvervsmæssige og familiemæssige problemer behandles som en helhed, men en sådan samlet løsning forudsætter en snæver kontakt mellem de institutioner eller myndigheder, der behandler forskellige sider af den samme sag.

Erfaringen har endvidere vist, at de foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge, at erhvervsmæssige problemer opstår, eller at genoprette en erhvervshæmmet persons arbejdsevne, ofte er blevet sat ind for sent. Årsagen hertil må i mange tilfælde søges i, at de institutioner eller myndigheder, der først kommer i kontakt med de erhvervshæmmede, f. eks. sygehuse, socialkontorer og arbejdsløshedskasser, savner forudsætninger for på egen hånd at bedømme vedkommendes erhvervsmæssige muligheder og i tide at træffe de mest hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på oplæring.

Socialministeren anmodede derfor i juni 1954 det under socialministeriet nedsatte socialpolitiske udvalg om at overveje, hvilke praktiske forslag der måtte kunne stilles — i givet fald som første skridt — med henblik på en løsning af de erhvervshæmmedes problemer, bl. a. vedrørende den fornødne samordning af de indenfor dette område arbejdende institutioner.

Udvalgets indstilling af 26. maj 1955, hvis synspunkter og forslag regeringen kunne tiltræde, dannede grundlaget for lovforslaget og var aftrykt som bilag til dette.

Om lovens indhold skal følgende anføres:

§ 1 åbner mulighed for at yde kommuner, i hvilke der ved kommunalbestyrelsens foranstaltning nedsættes kontaktudvalg med det formål at samordne og fremme bestræbelser for erhvervshæmmedes indpasning på arbejdsmarkedet, forsåvidt udvalgets sammensætning og tilrettelæggelsen af dets arbejdsopgaver er i overensstemmelse med §§ 2 og 3, statstilskud til dækning af indtil halvdelen af de med udvalgenes virksomhed forbundne udgifter.

Ved erhvervshæmmede forstås i denne lov ifølge § 1 personer, der på grund af fysiske eller psykiske sygdomme eller mangler eller af sociale årsager er således begrænset i deres erhvervsmuligheder, at der fra samfundets side må træffes særlige foranstaltninger for at genoprette eller udvikle deres erhvervsevne.

Ifølge § 2 består kontaktudvalget af:

a) en af kommunalbestyrelsen såvidt muligt af dennes midte valgt formand,

b) et medlem, udpeget af Arbejdernes Fællesorganisation,

c) en arbejdsgiver, udpeget af den stedlige arbejdsgiversammenslutning, hvor en sådan findes, og ellers af kommunalbestyrelsen,

d) kontaktudvalgets faste læge samt

e) en eller flere repræsentanter for kommunerne i det opland, der dækkes af kontaktudvalget.

Kontaktudvalget tilforordnes en tjenestemand ved kommunens sociale forvaltning og en tjenestemand ved det offentlige arbejdsanvisningskontor. En sygehuslæge kan i visse tilfælde udpeges som medlem, og det fastslås, at invalideorganisationerne og Samfundet og Hjemmet for Vanføre (ortopædiske hospitaler eller ambulatorier) bør være repræsenteret.

Til kontaktudvalget knyttes en fast læge, en sekretær og den iøvrigt fornødne medhjælp.

Kontaktudvalg forudsættes hovedsagelig nedsat i større kommuner, der råder over en udspecialiseret social forvaltning, og hvor der findes de fornødne muligheder for behandling og oplæring. Da det imidlertid må anses for ønskeligt, at kontaktudvalgene og den hertil knyttede sagkundskab står til rådighed også for oplandets befolkning, er der i § 2, stk. 5, åbnet mulighed for, at flere kommuner kan slutte overenskomst om etablering af en fælles ordning.

Bestemmelsen i § 2 om kontaktudvalgets sammensætning ændredes efter udvalgsbehandlingen i folketinget bl. a. med det resultat, at det ordinære medlemstal nedsattes noget i forhold til det oprindeligt foreslåede for at imødekomme visse betænkeligheder ved administrationens omfang.

§ 3. Kontaktudvalget har i sit arbejde særlig til opgave:

a) at sikre den tidligst mulige erkendelse af tilfælde, i hvilke der er opstået eller må befrygtes at ville opstå vanskeligheder med hensyn til en persons tilpasning til arbejdslivet,

b) at tage stilling til, hvilke foranstaltninger der bør anbefales truffet i tilfælde, hvor løsningen af en persons eller en families problemer kræver en samvirken af flere myndigheder eller institutioner,

c) at sikre en stadig samordning af de forskellige myndigheders eller institutioners indsats for den enkelte erhvervshæmmede og

d) at fremkomme med forslag om forbedring af samarbejdet mellem myndigheder og institutioner indenfor kontaktudvalgets område, om udbygning eller oprettelse af institutioner m. v.

§ 4 giver hjemmel for nedsættelse og regler for sammensætningen af et fast rådgivende udvalg, som skal bistå socialministeren og kan tage principielle spørgsmål vedrørende erhvervshæmmede op til behandling og sikre den fornødne koordination mellem de forskellige centraladministrative organer, der beskæftiger sig med erhvervshæmmedes forhold.

Da ordningen foreløbig gennemføres som et forsøg, der kan give erfaringer med hensyn til den videre udvikling på dette område, fastsættes det i § 6, at lovens bestemmelser forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1960-61.

Det bestemmes i samme paragraf, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Ved 1. behandling i folketinget udtalte Urban Hansen (S) sin store tilfredshed med lovforslagets fremsættelse. Han kunne stort set tiltræde lovforslaget, selv om der var enkeltheder, som burde behandles i et udvalg. Han fremhævede i lighed med de øvrige ordførere det arbejde, der hidtil var gjort, og understregede det rigtige i, at en samordning nu søgtes fremmet igennem lokale, kommunale kontaktudvalg.

Medens Krogh (V) fandt lovens formål værdifuldt og smukt og havde sympati med og forståelse for de erhvervshæmmede, var han betænkelig ved lovforslagets udformning. Han måtte således tage forbehold overfor en række bemyndigelser og frygtede, at kontaktudvalgene ville blive for store og dermed uhensigtsmæssige, ligesom udgifterne nærmere måtte oplyses.

Også Gertie Wandel (KF) nærede stor betænkelighed ved de meget store udvalg og så med alvor på de økonomiske følger, men mente dog, at foranstaltningerne måtte kunne drives med en sund økonomi. Hun så iøvrigt forslaget som udtryk for en glædelig omstilling i synet på de erhvervshæmmedes problemer og som et skridt bort fra understøttelsesmentaliteten og kunne tilsige en interesseret og velvillig behandling.

Såvel Johs. Christiansen (RV) som Ragnhild Andersen (DK) og J. M. Pedersen (DR) så med velvilje på lovforslaget og ville medvirke til dets gennemførelse.

Ved 2. behandling udtalte Krogh (V) bl. a., at han anerkendte, at udvalgsarbejdet havde medført visse forenklinger og forbedringer af lovforslaget, men at han fortsat fandt det i § 4 omhandlede udvalg for omfattende og frygtede for, at dette kunne medføre stigende administrationsomkostninger. Efter at ministeren overfor udvalget havde givet tilsagn om en begrænsning af disse udgifter, og under hensyn til revisionsbestemmelsen kunne venstre dog stemme for lovforslaget, som havde et værdifuldt formål.

Gertie Wandel (KF) var under udvalgsarbejdet blevet beroliget med hensyn til de betænkeligheder, hun havde givet udtryk for ved 1. behandlingen, og kunne give tilslutning til lovforslaget.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 131 stemmer.