Ved loven foretages følgende ændringer i lov nr. 109 af 7. april 1936 om kreditforeninger, jfr. lovbekendtgørelse nr. 286 af 23. juli 1952:
1) § 1, stk. 1, nr. 8, ændres således, at Københavns Kreditforenings låneområde kommer til at omfatte „ejendomme i den del af byudviklingsområdet for Københavnsegnen, for hvilket der til enhver tid er godkendt byudviklingsplaner i medfør af lovgivningen om regulering af bymæssige bebyggelser. Landbrugsejendomme er undtagne fra foreningens virksomhed."
Med den nugældende byudviklingsordning betyder dette, at kreditforeningens låneområde, der hidtil udover hovedstadskommunerne har omfattet samtlige kommuner i Københavns amtsrådskreds, udvides til også at omfatte Hørsholm, Birkerød og Farum kommuner i Frederiksborg amtsrådskreds.
Samme låneområde er det iflg. bemærkningerne til lovforslaget hensigten at tildele Husejernes Kreditkasse, hvilket kan ske administrativt ved en statutændring. Denne institutions låneområde vil herved blive udvidet med Dragør, Store Magleby, Værløse, Ballerup-Maaløv, Ledøje-Smørum, Høje-Taastrup, Herstedøster-Herstedvester, Vallensbæk og Thorslunde-lshøj kommuner i Københavns amtsrådskreds og med Hørsholm, Birkerød og Farum kommuner.
Som begrundelse for at få deres låneområde udvidet havde Københavns Kreditforening og Husejernes Kreditkasse i et fælles andragende til boligministeriet anført:
„Til støtte for udvidelsen synes at tale, at lovgivningen nu — ikke alene i byudviklingsloven, men også i byplanlovens § 4 (lovbekendtgørelse nr. 242 af 30. april 1949) — medregner de 3 nævnte i Frederiksborg amtsrådskreds beliggende kommuner til Storkøbenhavn, hvor vore 2 institutioners låneområde i årenes løb er blevet udvidet i takt med den bymæssige bebyggelses fremskriden. Der er da også i de 3 kommuner — i langt højere grad end i de vestlige kommuner i Københavns amtsrådskreds — et udstrakt etagebyggeri under udvikling. Det må derfor være naturligt, at særlig etagebyggeriet derude, der i øjeblikket kun betjenes af een kreditforening, får samme adgang til at indhente lånetilbud fra flere kreditforeninger som byggeriet i det øvrige hovedstadsområde. Det må her fremhæves, at en række af vore faste lånsøgere, der har etagebyggeri under opførelse i de 3 oftnævnte kommuner, har været utilfredse med ikke her at kunne blive betjent af den kreditforening, de var vant til at gøre forretninger med."
2) I § 1, stk. 1, nr. 11, forhøjes højestegrænsen for de 2 husmandskreditforeningers udlån fra 19 600 kr. til 30 000 kr. for land-, skov- og havebrugsejendomme og fra 15 500 kr. til 21 000 kr. for andre ejendomme. (Efter det oprindelige lovforslag skulle grænserne kun forhøjes til henholdsvis 25 000 kr. og 18 000 kr.).
De nye lånegrænser gælder lån til en rentefod på 4½ pct. og med en amortisationstid på 60 år. For lån til højere eller lavere rentefod og for lån med kortere amortisationstid reguleres lånegrænsen i overensstemmelse med kreditforeningens sædvanlige retningslinier for låneudmålingen. (Også på dette punkt undergik lovforslaget en ændring, idet der i det oprindelige lovforslag stod: „De fastsatte lånegrænser gælder lån til en rentefod på 4 pct. For lån til højere rentefod nedsættes lånegrænsen i overensstemmelse med kreditforeningens sædvanlige retningslinier for låneudmålingen").
3) I § 1, stk. 3, er foretaget nogle ændringer i bestemmelserne om den automatiske regulering af husmandskreditforeningernes lånegrænser.
I trediesidste og næstsidste punktum stod tidligere:
„Den første regulering, der finder sted i 1954, foretages (dog) på grundlag af en opgørelse for årene 1952 og 1953 sammenlignet med året 1951, og den anden regulering, der finder sted i 1957, foretages på grundlag af en opgørelse for 5 års perioden 1952-56 sammenlignet med 3 års perioden 1951-53. Gennem regulering kan lånegrænsen for land-, skov- og havebrugsejendomme ikke bringes over 24 000 kr. eller under 12 000 kr. og for andre ejendomme ikke over 20 000 kr. eller under 10 000 kr."
Dette er nu ændret til:
„Den første regulering, der finder sted i 1959, foretages på grundlag af en opgørelse for 5 års perioden 1954-58 sammenlignet med 5 års perioden 1951-55. Gennem regulering kan lånegrænsen for land-, skov- og havebrugsejendomme ikke bringes over 40 000 kr. eller under 20 000 kr. og for andre ejendomme ikke over 28 000 kr. eller under 14 000 kr." (Efter det oprindelige lovforslag skulle de anførte beløb være henholdsvis 35 000 kr., 15 000 kr., 24 000 kr. og 12 000 kr.).
Om lånegrænserne anføres i bemærkningerne til lovforslaget bl. a.:
„På grundlag af et omfattende udvalgsarbejde blev der ved lov nr. 202 af 30. maj 1952 foretaget en forhøjelse af de to husmandskreditforeningers lånegrænser, og der indførtes en ny ordning, hvorefter lånegrænserne underkastedes automatisk regulering efter nærmere regler. Lånegrænserne blev i den nævnte lov fastsat til 18 000 kr. for jordbrugene og til 15 000 kr. for de jordløse huse. Ved den „automatiske" regulering i 1954 forhøjedes grænserne til henholdsvis 19 600 kr. og 15 500 kr. Næste regulering skulle være foretaget i 1957. Husmandskreditforeningerne har imidlertid nu ønsket en yderligere forhøjelse af lånegrænserne ud over det, reguleringen har medført. Man henviser til, at de øvrige kreditforeninger har forhøjet deres låneudmåling, hvorefter grundlaget for ordningen har forskudt sig, og til, at husmandskreditforeningerne til trods for nyordningen både absolut og relativt er gået tilbage sammenlignet med de andre foreninger. Dette gælder særlig udpræget for landbrugspanternes vedkommende.
Der har været forhandlet i boligministeriet mellem repræsentanter for husmandskreditforeningerne og de øvrige kreditforeninger, men det har vist sig umuligt at nå til enighed om en fælles indstilling om en forhøjelse af grænserne."
4) Den i § 31, stk. 4, 2. punktum, omhandlede lånegrænse for Kreditforeningen for industrielle Ejendomme på 1 mill. kr., jfr. § 1 c i lov nr. 62 af 23. april 1897 med senere ændringer, er ophævet.
Herom hedder det i bemærkningerne til lovforslaget:
„Direktionen for Kreditforeningen for industrielle Ejendomme har andraget om ministeriets godkendelse af, at lånegrænsen i kreditforeningslovens § 31, stk. 4, ophæves.
Foreningens andragende har været forelagt handelsministeriet, der har udtalt, at størstedelen af de låneansøgninger, der har været forelagt handelsministeriets industrilåneudvalg, har omfattet projekter af en sådan størrelsesorden, at der har været mulighed for belåning indenfor foreningens nugældende grænse, men man finder en forhøjelse rimelig navnlig af hensyn til de siden sidste regulering af lånegrænsen stedfundne meget betydelige prisstigninger på industrielle maskiner.
Om en eventuel forøget risiko som følge af grænsens ophævelse anføres, at handelsministeriet har erfaring for, at foreningens udmåling af lånets størrelse er forsigtig uanset foreningens som regel ret høje vurderinger.
Sagen har endvidere været forelagt justitsministeriet med henblik på, at umyndiges midler kan anbringes i kreditforeningens obligationer. Justitsministeriet har efter forhandling med overformynderiet udtalt, at man for sit vedkommende ikke vil udtale sig imod, at maksimumsgrænsen ophæves på vilkår, at foreningens statutter ændres, således at udmålingsgrænsen for lån på 1 mill. kr. og derover ikke må overstige 40 pct. af vurderingssummen for grund og bygninger og 20 pct. af vurderingssummen for maskiner (herunder kraftmaskiner), samt at der skabes statutmæssig sikkerhed for, at reservefondens midler ikke kan anbringes i foreningens egne kasseobligationer, og at den senest lukkede serie er solidarisk ansvarlig for den nye series lån, indtil den nye serie er på 6 mill. kr. og har en reservefond på 5 pct. af obligationsmassen.
Disse vilkår har foreningen erklæret sig indforstået med.
Boligministeriet har derfor ment at kunne imødekomme foreningens anmodning."
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte boligministeren bl. a.:
„Som det vil være i erindring, blev der under folketingets forhandlinger om loven om statsgaranti for renten af husmandskreditforeningernes kortfristede 6 pct. kasseobligationer rejst spørgsmål om en forhøjelse af lånegrænserne for de to husmandskreditforeninger. Under et samråd med det af folketinget nedsatte udvalg til behandling af det pågældende forslag gav jeg tilsagn om senest i næste samling at ville fremsætte lovforslag herom.
Det er imidlertid lykkedes allerede nu at afslutte arbejdet med sagen og de nødvendige forhandlinger med de interesserede kreditforeninger.
Der kan efter de foreliggende oplysninger næppe være tvivl om, at en forhøjelse af lånegrænserne vil være rimelig og retfærdig overfor husmandskreditforeningerne og bidrage til en forbedring af lånemulighederne for den kreds af befolkningen, der særlig føler sig knyttet til disse foreninger.
De øvrige kreditforeninger har foretaget en forhøjelse af deres udlånsniveau, siden der i 1952 blev indført en automatisk regulering af husmandskreditforeningernes grænser. Denne forhøjelse vil husmandskreditforeningerne ikke kunne følge op med de nugældende grænser. Dertil kommer for landbrugsejendommenes vedkommende, at de hidtidige forhøjelser af lånegrænsen er foretaget på basis af en pristalsregulering, der ikke tager tilstrækkeligt hensyn til, at den økonomiske og tekniske udvikling har bragt husmandsbrugene op i et niveau, der ligger en hel del højere end det, der følger af en simpel pristalsregulering af de oprindelige grænser. Udfra disse betragtninger foreslås det, at lånegrænsen for landbrugsejendomme forhøjes fra de nugældende 19 600 kr. til 25 000 kr., medens grænsen for de jordløse huse forhøjes samtidig fra de nugældende 15 500 kr. til 18 000 kr.
Under boligministeriets behandling af sagen er der fremsat ønske om et par andre ændringer i kreditforeningsloven ..."
Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i nogle ændringsforslag vedrørende husmandskreditforeningernes lånegrænser. Herom udtales i den enstemmige betænkning:
„Spørgsmålet om en forhøjelse af lånegrænserne for landbrugsejendomme og jordløse ejendomme har været drøftet i udvalget, der med tilslutning af boligministeren stiller nedenstående ændringsforslag nr. 1 om forhøjelse af lånegrænserne for landbrugsejendomme til 30 000 kr. og for de jordløse ejendomme til 22 000 kr.
Vedrørende det nedenfor under nr. 2 stillede ændringsforslag, som ministeren også kan tiltræde, bemærkes, at der i udvalget er enighed om, at lånegrænserne knyttes til en rentefod på 4½ pct., og at det præciseres, at lånegrænserne gælder for lån med en amortisationstid på 60 år. Udvalget har herved ønsket fastslået, at der i overensstemmelse med foreningernes almindelige praksis kan ske en forhøjelse af låneudmålingen, hvis afdragstiden er mindre end 60 år, og at foreningerne således vil være i stand til at yde de 10-årige lån op til 30 000 kr. i landbrugsejendomme, selvom renten af disse lån er 6 pct."
Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene enstemmigt. Efter betænkningens afgivelse havde udvalget imidlertid fra Jysk Grundejerkreditforening i Herning modtaget en henvendelse, som bevirkede, at der inden 3. behandling i en tillægsbetænkning stilledes ændringsforslag om fastsættelse af lånegrænsen for de jordløse til 21 000 kr. i stedet for 22 000 kr. Samtidig foresloges det at ajourføre den automatiske regulerings højeste og laveste beløb for låneudmålingen som foran omtalt.
Efter at man ved 3. behandling havde vedtaget ændringsforslagene herom, blev lovforslaget i den ændrede form vedtaget enstemmigt.