L 29 Lov om ændring af lov om foranstaltninger til husdyravlens og husdyrbrugets fremme.

Af: Landbrugsminister Jens Smørum (S)
Samling: 1955-56
Status: Stadfæstet
Lov nr. 280 af 23-11-1955
Efter at der mellem landbrugsministeriet og landbrugets organisationer — i forbindelse med gennemførelse af en nyordning af statens tilskud til landbrugskonsulentvæsenet — var opnået enighed om, at de i lov nr. 120 af 30. marts 1940 om foranstaltninger til husdyravlens og husdyrbrugets fremme omhandlede tilskud skulle bortfalde fra 1. april 1955, gennemførtes nærværende lov. Ved denne ophæves i overensstemmelse med, hvad der var truffet aftale om, §§ 1-11 i nævnte lov, ligesom dens titel ændres til „lov om afholdelse af frivillig offentlig auktion over avlsdyr".

Tilbage af bestemmelserne i nævnte lov er herefter alene lovens § 12 om adgang for foreninger, der virker til husdyravlens fremme, til med landbrugsministerens tilladelse efter anbefaling fra de samvirkende landboforeninger eller de samvirkende husmandsforeninger i vedkommende landsdel at afholde frivillig offentlig auktion over avlsdyr uden auktionsrettens mellemkomst og uden at betale retsafgift.

Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af ordførerne for de fire største partier, mens ordføreren for kommunisterne (Fuglsang) ytrede betænkeligheder med hensyn til forslagets virkninger for assistenterne på afkomsprøvestationerne, som han frygtede ville miste noget af deres uafhængighed af de private organisationer, ligesom han fandt det principielt forkert at nedskære tilskuddene til forsøgs- og forædlingsarbejdet.

Lovforslaget gennemførtes dog uforandret og vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 105 stemmer.
Partiernes ordførere
Chr. Rasmussen (S), Marius J. Heilesen (V), L. Clausen (Olufskjær) (KF), Aage Fogh (RV) og Villy Fuglsang (DKP)