Lovforslag af samme indhold som nærværende har været fremsat i folketinget henholdsvis den 26. oktober 1951 og den 21. november 1952 (årbog 1951-52, side 457, og 1952-53, side 496). Angående folketingets forhandlinger om disse forslag henvises til folketingstidende 1951-52, sp. 1289, og 1952-53, sp. 1305. Forslagene henvistes i begge tilfælde til udvalgsbehandling. Herunder tilvejebragtes gennem arbejds- og socialministeriet et omfattende materiale til belysning af udbyttedelingstanken og dens praktisering i forskellige lande.

En fortegnelse over den vigtigste del af dette materiale findes i en udvalgsberetning fra rigsdagssamlingen 1951-52 (rigsdagstidende tillæg B., sp. 2565).

Ved fremsættelsen udtalte Bertel Dahlgaard (RV) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Forslaget går ud på, at man skal bygge videre på samarbejdsudvalgenes idé ved gennem en samvirken mellem samfundsorganer og erhvervsliv at fremme en udvikling henimod udbyttedelingssystemer, afpasset efter de individuelle forhold, som de foreligger indenfor det rigt nuancerede bedriftsliv. Forslaget går derfor ud på, at indførelsen af udbyttedelingsordninger skal ske på frivillig basis, og at statens indsats skal bestå i at vække og opmuntre til gennemførelsen af frivillige ordninger.

Siden forslaget sidst behandledes her i tinget, er der sket to betydningsfulde ting. For det første er forståelsen af lønsystemernes betydning for produktiviteten utvivlsomt udviklet på en måde, der medfører en større fordomsfrihed i bedømmelsen af dette problem indenfor bedriftslivet, og dernæst har udbyttedelingstanken indenfor den angelsaksiske verden arbejdet sig frem i betydeligt omfang. Udbyttedeling under mange forskellige former har både i USA og i England haft en stærk fremgang i de senere år. Der er tale om bonussystemer med kontant udbetaling efter forud aftalte regler eller med tildeling af arbejderaktier i foretagendet eller systemer omfattende pensionsordninger eller velfærdsforanstaltninger af den ene eller den anden art o. s. v. Ofte gennem årelange studier og overvejelser søger de forskellige foretagender derovre at nå frem til netop det system, som synes mest frugtbart under hensyn til de særlige forhold, der kendetegner netop den pågældende branche eller virksomhed.

Jeg så forleden et stort konservativt blad herhjemme fremhæve, hvilken frugtbar udvikling England i de senere år har gennemløbet med hensyn til anvendelsen af udbyttedelingssystemer, og bladet fremhævede, at henved en fjerdedel af Englands industri nu arbejder med en eller anden form for bonusudbetaling eller udbyttedeling.

Både arbejder- og arbejdsgiverorganisationerne herhjemme har jo hidtil været meget konservative på dette område og synes stort set at have holdt sig udenfor den udvikling, der er foregået andetsteds, hvorfor de også står ret uforberedt, når det drejer sig om at iagttage denne udvikling med et åbent sind.

Det foreliggende lovforslag tager sigte på at formidle den gradvise overgang til udbyttedelingsordninger, som må prøves og udvikles herhjemme. I forslagets § 2 gives regler for den oplysnings- og rådgivningsvirksomhed, som det foreslåede udbyttedelingsnævn skal udøve, og som i så høj grad må gå ud på at nå til erkendelse af, hvilke former der passer for de forskellige brancher.

Jeg håber, at det denne gang skal lykkes at nå til et resultat af forhandlingerne her i folketinget, så der herigennem kan gives et incitament til en dybere indtrængen i spørgsmålet om lønningssystemernes indflydelse på produktiviteten, og jeg skal hermed anbefale dette lovforslag til en velvillig behandling i tinget."

På regeringens vegne udtalte økonomi- og arbejdsministeren ved 1. behandling bl. a. følgende om lovforslaget:

„Forslaget tilsigter at fremme udbyttedelingen på to måder: dels ved at lovfæste en adgang til skattefritagelse for udbetalte eller henlagte udbyttedelingsbeløb, hvadenten dette sker ved bonusordninger eller ved fondsdannelser, dels ved en speciel, begrænset skattenedsættelse som en slags præmie til virksomhederne for at gå ind på udbyttedelingsordningen. Det første er jo en praksis, der allerede i det store og hele er anerkendt af skattemyndighederne. Det andet er en principiel nydannelse, hvis konsekvenser ikke forekommer mig helt overskuelige, og som vel nok kræver nærmere undersøgelser og overvejelser.

Til fremme af disse to formål foreslår man i lovforslaget nedsat et udbyttedelingsnævn på 9 medlemmer, sammensat efter ganske særlige regler. Dette nævn skal have to opgaver: den ene at gøre propaganda for tanken om udbyttedeling, at fremføre oplysninger om udbyttedelingens idé og fordele, at tage initiativ overfor virksomheder, så at disse får kendskab til udbyttedelingens principper; som den anden opgave skulle dette nævn have beføjelse til at godkende, at aktieselskaberne får de specielle skattenedsættelser, som jeg omtalte før.

Om alle disse enkeltheder kan der vel rejses tvivl. Der kan gøres forskellige synspunkter gældende, men jeg finder, at bestemmelserne, som de er foreslået, som helhed udgør et anvendeligt forhandlingsgrundlag, og jeg for min del deltager gerne, i det omfang det måtte ønskes, i de overvejelser, som dette forslag giver anledning til."

Hans Rasmussen (S) mente, at lovforslaget måske kunne give anledning til, at man i et udvalg fordomsfrit drøftede nogle vigtige samfundsproblemer, som det syntes vanskeligt at få løst på en retfærdig måde. Taleren havde dog — med sit kendskab til de hårde vilkår, der hersker på arbejdsmarkedet — ikke den ringeste tro på, at det foreliggende henstillingsforslag ville få nogen praktisk betydning. „Til gengæld må jeg indrømme, at jeg ikke tror, det ville gøre nogen skade, hvis forslaget blev vedtaget, og jeg vil gerne spørge det ærede medlem hr. Bertel Dahlgaard, om det radikale venstre ikke kunne droppe sin tanke om den tvungne voldgift, så kunne vi måske i et udvalg prøve at komme overens om det foreliggende forslag; det er dog altid bedre at have een fugl i hånden end ti på taget; og en hel masse forslag, der svirrer rundt her i folketinget, er ikke så meget værd. Jeg vil altså gerne spørge, om vi ikke kunne gøre dette forslag til en lovforanstaltning og derimod lade den tvungne voldgift glide i baggrunden.

Bortset herfra har jeg visse principielle indvendinger, ting, som efterhånden er blevet mig mere klart efter de drøftelser, vi har haft i de udvalg her i folketinget, der tidligere har beskæftiget sig med problemet. Udfra et almindeligt solidaritetshensyn ville det efter min mening ikke være heldigt at have udbyttedeling, hvis vi f. eks. var inde i en konjunktur, hvor der rådede en ret stor arbejdsledighed. Arbejdsløshed kan jo fremkomme på mange forskellige måder indenfor erhvervslivet, og man kan ikke komme udenom, at de dispositioner, der træffes, mange gange af hensyn til rene kapitalinteresser, er medvirkende til ledighedens fremkomst. Rationaliseringen har således på mange virksomheder sendt folk ud i arbejdsledighed, og kunne vi her i tinget gennem en lovgivning pålægge virksomheder, der gennemfører forenklinger og rationaliseringer i deres produktion med efterfølgende afskedigelser, pligten til at oparbejde fonds, som kunne beskytte de ledige arbejdere mod de ulemper, der opstår i form af arbejdsløshed ved rationaliseringen, ville meget være vundet.

Forslaget burde også indeholde bestemmelser om, at der ved gennemførelsen af udbyttedelingsordninger måtte vælges repræsentanter for arbejderne ind i ledelsen af virksomhederne, så arbejderne kunne danne sig et klart billede af tingene. Det er vel ikke noget urimeligt krav. Når man i et moderne samfund erkender, at produktionens størrelse næsten alene vil være afgørende for befolkningens trivsel, bør der også skabes større ligelighed mellem kapital og arbejde; det har vi bl. a. i De samvirkende Fagforbund øjnene stærkt åbne for.

Det er vor opfattelse, at septemberforliget fra 1899 ikke længere i sine afgørende bestemmelser tager det fornødne hensyn til produktionens arbejdere. Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet kaster jo i høj grad sine skygger ind over samarbejdsudvalgenes drøftelser; derfor vil vi også sætte kraftigt ind for at få forliget ændret med det formål at sikre den enkelte arbejder en bedre retsstilling end den, han i dag har indenfor vort erhvervsliv.

Under den behandling af et tilsvarende forslag, som foregik i folketinget i rigsdagssamlingen 1952-53, stillede jeg på mit partis vegne i det nedsatte udvalg et forslag, som efter min opfattelse burde have fået den fornødne tilslutning, så det kunne have været gennemført som en lovforanstaltning. I udtalelser i det høje ting af repræsentanter for de forskellige partier har vi gang på gang hørt lovprisning af oprettelse af sociale fonds, der tog sigte på at løse virksomhedernes sociale problemer; blot har man fra de borgerlige partiers side, inklusive det radikale venstre, ikke villet være med til at føre ideen ud i livet, hvis den skulle have lovmæssig karakter. Jeg skal gerne erkende, at vi på frivillighedens basis kan komme et stykke vej, men vi får ingenlunde løst spørgsmålet til bunds, medmindre det sker enten ved en fælles overenskomst mellem organisasationerne på arbejdsmarkedet, hvad jeg ikke har det mindste imod, eller ved, at man på den nu givne foranledning gør sagen til et lovanliggende."

Efter hvad Lorentzen (V) udtalte, var hans parti positivt indstillet overfor lovforslaget og villigt til at være med til at søge det ophøjet til lov, muligvis med nogle ændringer. Venstre havde stor interesse i, at der på frivillig basis blev „skabt en sund og god atmosfære mellem arbejdsgivere og arbejdere, og at arbejdsgiverne, når virksomheden går godt, så også viser vilje til at honorere deres gamle og trofaste arbejdere, der jo i høj grad har været med til at skabe resultatet."

Poul Møller (KF) fandt det også rigtigt, at man under en udvalgsbehandling søgte at få sagen klarlagt. Eventuelt kunne man „opnå det, der efter vor opfattelse er nødvendigt og det vigtigste, nemlig skattemæssige begunstigelser og derigennem fremme af udviklingen. Til et sådant resultat vil det konservative folkeparti gerne medvirke."

Alfred Jensen (DK) gjorde gældende, at udbyttedelingstanken ikke ville klare de sociale problemer og ikke var egnet til at sikre den udvikling af de produktive kræfter, som forslagsstillerne tænkte på. „Jeg burde måske tilføje, at de problemer, man i produktionen står overfor nu og fremefter med udnyttelsen af atomenergien, netop stiller krav om større samvirke, hvis man skal være i stand til at udnytte de muligheder, der her findes. Derfor klares problemet ikke med et forslag af denne art. Der er kun een måde at løse det på til betryggelse for menneskene, nemlig ved at produktionsmidlerne overgår til samfundseje, således at folket får udbytte af sit arbejde og det ene menneskes udbytning af det andet afskaffes. Det sker ikke efter dette forslag, der blot tjener til at tilsløre udbytningen, og derfor må vi vende os imod det."

Søren Olesen (DR) gav derimod udbyttedelingstanken sin tilslutning. „En lovgivning om udbyttedeling vil ikke kunne ordne forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere til bunds, men kan måske bidrage til, at der opstår en fælles interesse i en del virksomheder, og det kan man kun hilse med glæde."

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.