Forespørgslen begrundedes på forespørgernes vegne kort af Alsing Andersen (S), der bl. a. udtalte:

„Det problem, der foreligger til behandling for tinget i dag, har ved flere lejligheder været genstand for drøftelse mellem regeringen og det udenrigspolitiske nævn. Under disse forhandlinger i nævnet har der været enighed mellem de pågældende partier og regeringen om, at det ville være rigtigt på et eller andet tidspunkt at bringe dette for hele det danske samfund så vigtige spørgsmål frem til offentlig behandling i folketinget."

I sin besvarelse af forespørgslen gav stats- og udenrigsministeren den ønskede redegørelse for Suezkanal-spørgsmålet og de forhandlinger, det havde givet anledning til. Han omtalte herunder udførligt det resultat, man var nået til på den 2. Suezkanal-konference i London. Herom forelå en erklæring, som var omdelt til folketingets medlemmer, og hvori det hedder:

„Repræsentanter for de atten regeringer, som sluttede sig til de forslag, der senere — som et grundlag for en forhandling om en ordning af Suezkanal-spørgsmålet — blev forelagt for den ægyptiske regering af 5-magts udvalget under forsæde af Australiens førsteminister Robert Menzies, holdt møde i London fra den 19. til den 21. september 1956. Formålet var at overveje situationen under hensyn til udvalgets beretning og til udviklingen iøvrigt siden den første konference i London.

2. Med beklagelse tog de til efterretning, at den ægyptiske regering ikke tiltrådte de omhandlede forslag og ikke overfor 5-magts udvalget fremkom med noget modforslag.

3. Det er konferencens opfattelse, at de nævnte forslag stadig frembyder et rimeligt grundlag for en fredelig løsning af Suezkanal-problemet under hensyntagen såvel til bruger-nationernes som til Ægyptens interesser. De atten regeringer vil fortsætte deres bestræbelser for at opnå en sådan ordning. Det forslag, som den ægyptiske regering har fremsat den 10. september, blev forelagt for konferencen, men det blev anset for at være for ubestemt til at frembyde et brugeligt grundlag for en drøftelse.

4. Der blev udarbejdet en deklaration om oprettelse af en sammenslutning af brugere af Suezkanalen ... Sammenslutningen har til formål at lette et hvilket som helst skridt, der kan føre til en endelig eller midlertidig løsning af Suezkanal-problemet. Den vil fremme samarbejdet om kanalens brug mellem de regeringer, der slutter sig til den. Med dette formål for øje vil den i afventen af en løsning af de større spørgsmål søge samarbejde med vedkommende ægyptiske myndigheder. Den vil også beskæftige sig med sådanne problemer, som ville opstå, såfremt trafikken gennem kanalen skulle blive mindsket eller helt ophøre. Sammenslutningen vil blive oprettet og træde i funktion kort efter, at de delegerede til konferencen har haft lejlighed til at rådslå derom med deres regeringer.

5. Konferencen tog til efterretning, at regeringerne i Storbritannien og Frankrig den 12. september 1956 gjorde De forenede Nationers sikkerhedsråd bekendt med situationen, og at Ægyptens regering derefter, den 17. september, også underrettede sikkerhedsrådet. Konferencen er af den mening, at sagen bør forelægges De forenede Nationer, såsnart et sådant skridt skønnes at ville lette en afgørelse.


[Den 23. september anmodede Storbritannien og Frankrig i overensstemmelse hermed sikkerhedsrådets formand om at indkalde et møde til onsdag den 26. september].

6. Repræsentanterne for de atten regeringer har fundet deres samarbejde på konferencen værdifuldt og konstruktivt. De atten regeringer vil fortsat rådføre sig med hverandre for at opretholde en fælles indstilling til de problemer, som Suez-spørgsmålet i fremtiden måtte rejse.

7. Det er konferencens overbevisning, at de retningslinier, der indeholdes i denne erklæring, er egnet til ved fredelige midler at hidføre en løsning i overensstemmelse med retfærdighedens og folkerettens grundsætninger, således som udtalt i artikel 1 i De forenede Nationers pagt."

Stats- og udenrigsministeren sluttede sin redegørelse med at betone værdien af det samarbejde, der er etableret gennem de to Londonkonferencer, og at understrege den overordentlig store vægt, der må lægges på, at Suezkanalspørgsmålet løses ved fredelige midler, ligesom han fremhævede, at det også for Danmark er af den allerstørste betydning, at Suezkanalproblemet løses med skyldig hensyntagen både til brugernationernes og til Ægyptens interesser. „Således som forslaget til oprettelsen af sammenslutningen af brugere af Suezkanalen nu er udformet, findes der intet deri, som er i modstrid med de synspunkter, som den danske regering må lægge til grund ved bedømmelsen af denne sag, og det indeholder mulighed for, at sammenslutningen kan udvikle sig til et værdifuldt organ for internationalt samarbejde i dette vanskelige og betydningsfulde spørgsmål, der i givet fald også for Danmark kan berøre store forsyningsmæssige og valutariske interesser. Sagens forelæggelse for FN gør det ikke mindre rimeligt at tiltræde sammenslutningen. Tværtimod skønner jeg, at den britisk-franske henvendelse til sikkerhedsrådet gør en tiltrædelse af organisationen mere ønskelig."

Under disse omstændigheder var det regeringens opfattelse, at Danmark burde tiltræde den foreslåede brugersammenslutning.

Disse synspunkter tiltrådtes på de pågældende partigruppers vegne af Alsing Andersen (S), Thorkil Kristensen (V), Ole Bjørn Kraft (KF), Jørgen Jørgensen (Lejre) (RV) og Viggo Starcke (DR), på hvis vegne førstnævnte under forhandlingen fremsatte følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget tager stats- og udenrigsministerens redegørelse til efterretning og godkender, at Danmark tiltræder den på den 2. London-konference om Suezkanal-spørgsmålet udarbejdede deklaration om oprettelse af en sammenslutning af brugere af Suezkanalen,
går tinget over til næste sag på dagsordenen."

Fuglsang (DK) fandt det derimod ikke ønskeligt, at Danmark tiltrådte den nævnte sammenslutning, hvilket han understregede ved at fremsætte følgende dagsordensforslag:

„Idet folketinget udtaler, at Suezspørgsmålet må løses gennem forhandling og ikke ved anvendelse af militære eller økonomiske magtmidler, kan det ikke godkende oprettelsen af en sammenslutning af brugere af Suezkanalen.

Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Ved forhandlingens slutning vedtoges det af Alsing Andersen m. fl. stillede dagsordensforslag med 130 stemmer mod 7.

Fuglsangs forslag var dermed bortfaldet.