L 18 Lov om ændring i lov om toldafgifterne m. m.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1954-55
Status: Stadfæstet
Lov nr. 64 af 23-03-1955
Loven vedrører først og fremmest toldsatserne for de varer, der omfattes af den indenlandske spiritusbeskatning. Tolden på disse varer har hidtil delvis været en kompensation for den indenlandske produktionsafgift, som kun hvilede på tilsvarende danske varer. Produktionsafgiften er imidlertid ophævet ved den samtidig gennemførte lov nr. 65 af 23. marts 1955 om afgift af spiritus, vin og øl, og dette har bevirket, at der ved nærværende lov foretages en tilsvarende nedsættelse af tolden. I sammenhæng hermed har man lempet nogle denatureringsbestemmelser og ændret reglerne for godtgørelse af tolden af spiritus, der genudføres.

Ved ovennævnte lov om afgift af spiritus, vin og øl er der endvidere foretaget en omlægning af ølbeskatningen, og i sammenhæng hermed omregnes ved nærværende lov de gældende toldsatser fra vægt til satser pr. liter; samtidig henføres øl i beholdere på indtil 50 l til toldsatsen for flaskeøl.

Endelig er der som følge af den nye lov om omsætningsafgift af chokolade- og sukkervarer foretaget en toldnedsættelse for chokoladekiks.

Lovforslaget henvistes i folketinget til et udvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag.

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Poul Hansen (Kalundborg) (S), Harald Nielsen (V), Poul Møller (KF), Aage Fogh (RV) og Knud Tholstrup (DR)