Lovforslaget var enslydende med et i den foregående samling fra radikal side fremsat forslag (årbog 1953-54, side 555) og blev ligesom dette henvist til et folketingsudvalg, der ikke afgav betænkning.

Ved fremsættelsen udtalte Hans Hansen (Rørby) (DR) som ordfører for forslagsstillerne: „Under debatten forleden dag om Tysklands suverænitet var næsten alle talere inde på spørgsmålet om den spærreregel i den tyske valglov, som udelukker danske sydslesvigere fra at deltage i tysk lovgivning. Når retsforbundet under forhandlingerne i grundlovskommissionen og valglovskommissionen er gået så stærkt imod bestemmelsen i valglovens § 43 om de 60 000 stemmer som minimum for at få repræsentation i folketinget, er det, fordi vi anser denne bestemmelse for at være i strid med de elementæreste demokratiske grundsætninger. Den skillelinie, der går mellem politisk diktatur og frit folkestyre, er her overskredet, således at der er tale om en farlig tendens henimod diktatur og bort fra en naturlig fornyelse af folkestyret. Vi mener, at folkestyret kun kan forny sig organisk og gro op fra neden. I diktaturstaterne er der — det er almindeligt kendt overalt — etpartisystem og forbud mod offentlig kritik. I valglovens § 43 er der en, omend svag, begyndelse i samme retning.

Man har under forhandlingerne om denne spærreregel anført, at den er nødvendig for at sikre en handlekraftig lovgivningsmagt og en stærk regering. Det er klart, at ved at begrænse kritikken kan man gøre regeringen stærkere, end hvis kritikken får frit løb. Lovgivningsmagten består af kongen og folketinget. Regeringen er kongens repræsentanter. Jeg mener, det er urigtigt at stræbe henimod en stærk regering på bekostning af et stærkt folkestyre. Vi skal prøve på at skabe en naturlig balance her.

Det sidst afholdte folketingsvalg har vist os, at et parti, der opnåede nær ved 60 000 stemmer og efter en ligelig kvotientberegning havde stemmer til 5 mandater, blev udelukket fra repræsentation i folketinget. Jeg vil ikke tro, at noget sådant kan opretholdes fremover. Næsten alle de talere, der har deltaget i debatten om tysk suverænitet, har givet stærkt udtryk for forargelse over de 5 pct.s spærreregel i den tyske valglov, der udelukker de danske sydslesvigere fra deltagelse i lovgivningsmagten, og det var velgørende at høre det ærede medlem hr. Hans Schmidt tale imod denne regel. Derimod synes kun de radikale og retsforbundet at være opmærksomme på, at vi her opretholder en lignende spærreregel, der udelukker danske vælgere fra indflydelse på det danske lovgivningsarbejde. Det kan vistnok siges, at vore besværinger over det, vi kalder overgreb dernedefra, har meget ringe vægt, sålænge vi opretholder den omtalte spærreregel i vor egen lovgivning. Den forargelse, vi alle deler, må kunne overføres til vore egne forhold, således at vi får denne skamplet, som jeg vil kalde det, fjernet fra lovgivningen."

Lige så lidt som i den foregående samling kunne indenrigs- og boligministeren tiltræde lovforslaget, om hvilket han ved 1. behandling udtalte: „Det af det ærede medlem hr. Hans Hansen (Rørby) m. fl. fremsatte forslag til en ændring af folketingsvalgloven er ord til andet identisk med et af det radikale venstre i forrige folketingssamling fremsat forslag. Såvel ved denne lejlighed som under behandlingen af den nye folketingsvalglov i foråret 1953, hvor der fra radikal side blev fremsat ændringsforslag af samme indhold, blev spørgsmålet indgående drøftet, og jeg skal derfor ikke nu knytte mange bemærkninger til det fremsatte lovforslag. Som bekendt blev begge de fremsatte forslag forkastet efter navneopråb, i foråret 1953 med 94 stemmer mod 30, medens 8 medlemmer undlod at stemme, i efteråret 1953 med 121 stemmer mod 27, medens 4 medlemmer undlod at stemme. Man skulle herefter tro, at det høje ting endeligt havde gjort op med dette spørgsmål, og det overrasker mig, at forslaget nu er blevet fremsat påny.

Sidste gang vi her i tinget behandlede spørgsmålet, gav jeg udtryk for den opfattelse, at reglerne om partiernes andel i tillægsmandater ikke bør laves om hvert øjeblik, men forblive uændrede, indtil udviklingen viser, at en regulering er, om ikke nødvendig, så dog rimelig og hensigtsmæssig. Dette synspunkt fastholder jeg stadig, og jeg kan ikke se, at der i det år, der er forløbet, siden vi sidst drøftede spørgsmålet, er indtruffet noget, som gør det naturligt at tage de omhandlede bestemmelser op til revision. Valglovens nuværende bestemmelse om adgangen til tillægsmandater går, såvidt jeg kan se, lige så lidt nu, som da loven blev vedtaget, ud over, hvad hensynet til landets styreform og demokratiets opretholdelse tilsiger.

Når retsforbundet specielt har henvist til den slesvig-holstenske valglov, hvis 5 pct.s klausul har forhindret Sydslesvigsk Vælgerforening i at blive repræsenteret i landdagen i Kiel, skal jeg heroverfor indskrænke mig til at konstatere, at bestemmelsen i den danske valglov ikke lægger nogen hindring i vejen for en repræsentation af det tyske mindretal her i tinget, og at muligheden for en sådan repræsentation ikke vil blive bedre efter det af retsforbundet stillede forslag.

Jeg kan altså ikke give det fremsatte lovforslag min anbefaling, men må mene, at den nuværende lovbestemmelse, som et overvældende flertal af tingets medlemmer to gange har sluttet op om, bør blive stående uændret."

Partiordførernes stilling til lovforslaget var den samme som i 1953-54