Lovforslaget havde følgende indhold:

§ 1. Berettigede til at benytte betegnelsen arkitekt er personer, der har bestået afgangsprøven for arkitekter ved Det kgl. Akademi for de skønne Kunster.

Undervisningsministeren kan efter indstilling af det i stk. 3 omhandlede fagkyndige nævn tillade, at betegnelsen arkitekt benyttes af personer, der ikke har bestået den i stk. 1 nævnte afgangsprøve, men som på anden måde har godtgjort besiddelsen af sådanne kvalifikationer, der enten tilfredsstiller kravene ved den nævnte prøve eller dog vidner om en så betydelig faglig dygtighed, at betegnelsens anvendelse må anses for velbegrundet.

Det i stk. 2 omhandlede fagkyndige nævn nedsættes af undervisningsministeren og består af repræsentanter for arkitektskolen ved Det kgl. Akademi for de skønne Kunster samt for akademirådets fagudvalg af arkitekter, de praktiserende arkitekters organisation, boligministeriet og undervisningsministeriet. Undervisningsministeren træffer nærmere bestemmelser om nævnets sammensætning og dets virksomhed.

§ 2. Personer, der ved denne lovs ikrafttræden er medlemmer af akademiets kunstnersamfunds arkitektsektion eller af Danske Arkitekters Landsforbund, bevarer retten til betegnelsen arkitekt.

Undervisningsministeren kan efter forhandling med det i henhold til § 1, stk. 3, nedsatte nævn tillade, at andre personer, der senest 6 måneder efter denne lovs ikrafttræden godtgør, at de i det sidste år før lovens ikrafttræden har drevet arkitektvirksomhed som hovederhverv og stadig driver sådan vir- somhed, fortsat udøver denne under betegnelsen arkitekt.

Endvidere kan undervisningsministeren tillade personer, der tidligere har drevet arkitektvirksomhed som hovederhverv, men som på grund af alder, sygdom el. lign. er ophørt hermed uden at overgå til noget andet egentligt erhverv, fortsat at føre betegnelsen arkitekt.

§ 3. Betegnelsen arkitekt må ikke benyttes af andre end de i henhold til denne lov berettigede personer. Ligeledes er benyttelse i erhvervs- eller reklameøjemed af betegnelser, som er egnet til at hidføre forveksling med betegnelsen arkitekt, derunder navnlig forbindelser af ordet arkitekt med arts- eller fagangivelser, forbudt. Dette gælder dog ikke betegnelsen havearkitekt.

§ 4. Overtrædelse af foranstående bestemmelse straffes med bøder.

Strafforfølgning foretages af det offentlige på begæring af undervisningsministeren eller en forening eller sammenslutning, der af undervisningsministeren er bemyndiget til at fremsætte sådan begæring.

De i stk. 2 nævnte foreninger eller sammenslutninger er beføjet til samtidig med anmeldelse af en formentlig begået lovovertrædelse at foranledige forbud nedlagt mod overtrædelsen. Sådant forbud forfølges efter lovgivningens almindelige regler.

§ 5. Undervisningsministeren bemyndiges til at træffe de fornødne bestemmelser til gennemførelsen af denne lov og til at afholde de hermed forbundne udgifter.

Denne lov træder i kraft den 1. juni 1955.

I de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, hed det bl. a.:

„Forslaget er udarbejdet på grundlag af det forslag til lov om benyttelse af betegnelsen arkitekt, der indeholdes i den af arkitektuddannelseskommissionen i foråret 1952 afgivne betænkning, men er i forhold til dette ændret og udvidet på visse punkter.

Forslaget tilsigter at beskytte de byggende, der ikke selv er i besiddelse af sagkundskab på byggeriets område, således at disse fremtidig har sikkerhed for, at betegnelsen arkitekt er en garanti for betryggende kvalifikationers tilstedeværelse. Man har i forbindelse med handelsministeriet og boligministeriet overvejet hensigtsmæssigheden af i forbindelse med reglerne om arkitektnavnet at give bestemmelser, hvorefter en anden betegnelse forbeholdtes sådanne persongrupper, som under den hidtil gældende ordning kunne tænkes på basis af en mere håndværkspræget uddannelse at ville benævne sig arkitekter i deres erhverv. Under hensyn til vanskeligheden ved at finde en betegnelse, der dækker over en nogenlunde ensartet uddannelse, samt til, at der på dette område næppe er tilstrækkeligt behov for en eneret, har man imidlertid undladt at optage sådanne bestemmelser i det endelige lovforslag."

Spørgsmalet om beskyttelse af arkitektbetegnelsen har, efter hvad undervisningsministeren oplyste i sin fremsættelsestale, været rejst allerede i 1925, da undervisningsministeriet på foranledning af henvendelser angående arkitekt- og ingeniørbetegnelserne nedsatte en kommission til behandling af det generelle spørgsmål om indførelsen af en eneretsbenævnelse for særlig uddannelse. „Kommissionen afgav i 1929 en betænkning, der mundede ud i et lovforslag, hvorefter de forskellige fagministre indenfor deres områder skulle fastsætte beskyttede betegnelser for personer med offentlig uddannelse. Dette lovforslag blev af statsministeren forelagt rigsdagen, men blev ikke gennemført, da spørgsmålet endnu ikke ansås for tilstrækkelig afklaret til at gøres til genstand for lovgivning.

I 1943 nedsatte undervisningsministeriet en kommission med den opgave at undersøge og overveje spørgsmålet om de vordende arkitekters kunstneriske og bygningstekniske uddannelse, og under behandlingen af de undervisningsmæssige problemer toges også spørgsmålet om en beskyttet arkitektbetegnelse op til drøftelse i kommissionen.

I arkitektuddannelseskommissionens betænkning af 1952 redegøres for den øjeblikkelige situation, hvor enhver uhindret kan kalde sig arkitekt og udøve arkitektvirksomhed, hvilket kan medføre fare for de byggende, der ofte vil anse arkitektbetegnelsen for en kvalitetsgaranti. Kommissionen har derfor ment, at en særlig benævnelse fremtidig bør forbeholdes personer med en uddannelse af et vist omfang, samt at denne benævnelse bør være arkitekt. Derimod er der enighed om, at selve arkitektgerningen som hidtil må være fri.

Under hensyn til arkitektuddannelseskommissionens standpunkt og på basis af et i dennes betænkning optaget udkast til en lov om arkitektbetegnelsens anvendelse har undervisningsministeriet efter forhandlinger med bl. a. boligministeriet, handelsministeriet og Det kgl. Akademi for de skønne Kunster udarbejdet det foreliggende lovforslag om benyttelse af betegnelsen arkitekt. Man har herunder overvejet, om der i forbindelse med reglerne om arkitektnavnet burde gives bestemmelser om beskyttelse af en betegnelse for personer uddannet på håndværkerskolerne, men da der på dette område næppe er noget egentligt behov for en eneret, og da en passende fællesbetegnelse for de i betragtning kommende håndværksmæssige uddannelser kun vanskeligt kan findes, har jeg ikke ment det tilrådeligt at medtage sådanne bestemmelser i lovforslaget."

Lovforslaget mødte i folketinget ikke den fornødne tilslutning i den foreliggende form, idet samtlige ordførere ønskede den foreslåede ordning overvejet nærmere. Fra flere sider var man inde på tanken om ikke at monopolisere arkitektbetegnelsen, men i stedet for at give de akademisk uddannede en særlig betegnelse analogt med, at ingeniører med afgangseksamen fra Polyteknisk Læreanstalt har eneret på at betegne sig som civilingeniører.

Lovforslaget henvistes efter 1. behandlings afslutning til behandling i et udvalg. Dette afgav ikke betænkning inden samlingens slutning.