Loven har følgende indhold:
§ 1. Den 11. almindelige vurdering til ejendomsskyld og grundskyld, der i henhold til lov nr. 352 af 7. august 1922 §§ 1 og 3, jfr. lov nr. 47 af 6. marts 1936, skulle foretages pr. 1. oktober 1955, udskydes eet år, således at vurderingen først foretages pr. 1. oktober 1956.
§ 2. Pr. 1. oktober 1955 foretages årsomvurdering efter reglerne i lov nr. 352 af 7. august 1922 §§ 2 og 4, jfr. lov nr. 47 af 6. marts 1936.
Optages en ejendom til omvurdering pr. 1. oktober 1955 på ejerens begæring, afholdes udgifterne ved en sådan omvurdering af det offentlige.
Som begrundelse for lovforslaget anføres i de bemærkninger, der ledsagede det ved fremsættelsen, bl. a.:
„Landbrugets organisationer har henstillet, at vurderingen udsættes under hensyn til den ret betydelige usikkerhed, der for tiden præger landbrugets rentabilitetsforhold og dermed priserne på landbrugsejendomme.
Den huslejeudligning, hvorom regeringen har fremsat forslag i folketinget, kan, hvis den gennemføres, ikke undgå at øve indflydelse på priserne på udlejningsejendomme, og selvom man får vedtaget en lov herom i indeværende folketingssamling, vil de prismæssige virkninger næppe være afklaret inden 1. oktober 1955.
Begge disse forhold kan efter regeringens opfattelse tale for en kortvarig udskydelse af den 11. almindelige vurdering, og det foreslås derfor ved nærværende lovforslag, at vurderingen udskydes til foretagelse pr. 1. oktober 1956."
Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af ordførerne for de fire største partier, mens Alfred Jensen (DK) erklærede, at hans parti ikke kunne medvirke til dets gennemførelse. Som begrundelse herfor anførte han bl. a.:
„Når man ser på udviklingen siden den 10. almindelige vurdering i 1950 og på den store forskel mellem vurderingssummer og handelspriser ikke alene i den sidste del af perioden, men allerede fra 1951, forekommer det mig aldeles urimeligt at nære frygt for, at en vurdering nu skal ansætte ejendomsskyld og grundskyld så højt, at nogle bliver gået for nær. Jeg har den modsatte opfattelse, nemlig at det er vanskeligt at nå frem til den rette vurdering, så at de, der sidder inde med ejendomme og grundværdier, virkelig kommer til at svare den skat, de bør svare.
Mit parti er derfor ikke særlig tilfreds med det foreliggende lovforslag. Forsåvidt der skulle være vanskeligheder for landbruget, mener vi, at man må kunne klare dem på anden måde fremover, nemlig ved at ændre selve skatteudskrivningen."
Også fra retsforbundet mødte lovforslaget modstand, idet Oluf Pedersen, der anbefalede at stemme imod, bl. a. fremhævede følgende :
„Fejlen ved den gældende lovgivning er ikke, at man nu i 1955 skal omvurdere, men tværtimod, at man ikke har omvurderet tidligere efter den ændring i pengeværdien, som fandt sted i 1949. Allerede da man gennemførte vurderingerne af 1950, kneb det med at få den rette pris frem. Medens man i 1936 var nået frem til, at salgspris og vurderingspris nogenlunde svarede til hinanden, lå salgspriserne i 1950 højt over vurderingspriserne."
Lovforslaget, der ikke gjordes til genstand for udvalgsbehandling, blev ved 3. behandling vedtaget med 119 stemmer mod 5 (DR), idet 6 medlemmer (DK) hverken stemte for eller imod.