L 11 Lov om børnetilskud.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1954-55
Status: Stadfæstet
Lov nr. 85 af 31-03-1955
Ved loven opretholdes den i 1950 indførte børnetilskudsordning for skatteåret 1955-56. Loven er i hovedsagen overensstemmende med lov nr. 109 af 13. april 1954 (årbog 1953—54, side 109), der havde gyldighed for 1954-55, bortset fra at man med henblik på mælkeprisens forhøjelse fra 1. april 1955 og forskellige afgiftsforhøjelser har sat tilskudsbeløbene noget op. En anden, mere speciel ændring består i indføjelsen af et nyt stk. 3 i § 3.

Forøgelsen af tilskudsbeløbene blev lidt mindre end oprindelig foreslået. Det skyldtes, at man under sagens behandling i folketinget enedes om at lade den foreslåede omsætningsafgift på fodtøj bortfalde.

I sin endelige form har loven følgende affattelse:

§ 1. Til personer, hvis ansatte skattepligtige indkomst for skatteåret 1955-56 er under 16 000 kr., udredes der for nævnte skatteår et børnetilskud for hvert barn, for hvilket den pågældende er berettiget til børnefradrag i medfør af de for skatteåret 1955-56 herom gældende regler. Børnetilskud ydes ikke til personer, der først ansættes for 2. halvår af nævnte skatteår. Der ydes ikke børnetilskud for børn, der den 1. januar 1955 er inddraget og i de foregående 6 måneder har været inddraget under børneforsorg eller særforsorg med ophold udenfor hjemmet.

§ 2. Børnetilskuddet udgør i nedennævnte områder:

Område A.

Københavns, Frederiksberg, Gentofte, Dragør, Gladsakse, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Store-Magleby, Søllerød og Taarnby kommuner,

Område B.

Købstadkommunerne, Marstal og de sønderjyske flækker samt hermed sidestillede landkommuner, jfr. lov nr. 149 af 10. april 1922 § 8, stk. 9, således som denne bestemmelse er ændret ved lov nr. 420 af 17. december 1952,

Område C.

Øvrige landkommuner,

følgende beløb for hvert barn:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1954-55, side 94-95]

Børnetilskuddet udredes med satsen for den kommune, i hvilken den pågældende skal ansættes til statsskat for skatteåret 1955-56.

§ 3. Børnetilskuddet udredes så vidt gørligt ved modregning i de den berettigede pålignede personlige skatter for skatteåret 1955-56, uanset om disse er forfaldne eller ej. Overskydende beløb udbetales kontant.

Hvor den til en kontant udbetaling berettigede på det tidspunkt, da udbetalingen skal ske, oppebærer og i de forudgående 6 måneder har oppebåret løbende fattig- eller kommunehjælp, der udgør en ikke uvæsentlig del af vedkommendes nødvendige forbrug, kan det sociale udvalg, når det skønnes, at den pågældende ikke er egnet til at administrere det samlede tilskud, bestemme, at beløbet udbetales i kvartårlige rater.

Såfremt et barn, for hvilket børnetilskud skal udbetales kontant, på tidspunktet for tilskuddets udbetaling er inddraget under børneforsorg eller særforsorg med ophold udenfor hjemmet, kan det sociale udvalg bestemme, at tilskuddet skal anvendes til dækning af udgifterne ved barnets forsørgelse. Såfremt barnet kun er under forsorg i en del af skatteåret, kan en forholdsmæssig andel af tilskuddet efter det sociale udvalgs bestemmelse udbetales til den tilskudsberettigede.

Det sociale udvalg kan, hvor særlige omstændigheder gør sig gældende, bestemme, at udbetaling af et kontant børnetilskudsbeløb skal ske til den tilskudsberettigedes hustru.

De af det sociale udvalg i medfør af foranstående bestemmelser trufne afgørelser kan påklages i overensstemmelse med reglerne i forsorgslovens § 50.

Har en person, som skal have et kontant beløb udbetalt, i medfør af reglerne i § 1 fået tillagt børnetilskud for børn, for hvis vedkommende forældremyndigheden ved en den 1. januar 1955 eller derefter meddelt separation eller skilsmisse tillægges den pågældendes ægtefælle, skal denne, indtil den kontante udbetaling er sket, ved henvendelse til udbetalingskommunen kunne kræve udbetalt en så stor del af det kontante beløb, som svarer til forholdet mellem antallet af de børn, den pågældende har fået forældremyndigheden over, og antallet af samtlige børn, som ægtefællen har fået børnetilskud for. I de i stk. 2 nævnte tilfælde skal sådant krav kunne fremsættes, indtil samtlige rater er udbetalt, med virkning for de ved kravets fremsættelse endnu ikke udbetalte beløb.

§ 4. Børnetilskuddet skal ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.

§ 5. Den, der med urette har oppebåret børnetilskud i henhold til denne lov, er pligtig at tilbagebetale tilskuddet.

§ 6. Krav på børnetilskud i henhold til denne lov kan ikke gøres til genstand for arrest, eksekution eller anden retsforfølgning, ligesom retshandler, der afsluttes med hensyn til sådanne krav, er ugyldige. Tilskuddene kan ikke tilbageholdes til dækning af skatterestancer vedrørende skatteår forud for skatteåret 1955—56.

§ 7. Børnetilskuddene afholdes af statskassen. Børnetilskud, der udbetales kontant, jfr. § 3, udlægges af kommunerne mod senere refusion af statskassen.

§ 8. Finansministeren fastsætter efter forhandling med indenrigsministeren regler om, hvorledes den i § 3 omhandlede modregning vil være at gennemføre, om foretagelsen af eventuelle kontante udbetalinger samt om ordningen af det mellemværende med kommunerne og den fælleskommunale udligningsfond, der følger af den i § 3 omhandlede modregning og kommunernes forskudsvise udbetalinger af tilskud.

Iøvrigt fastsætter finansministeren de nærmere regler med hensyn til gennemførelsen af denne lov og bemyndiges til at afholde de dermed forbundne udgifter.

§ 9. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder i kraft straks.

For område A udgjorde børnetilskuddene tidligere henholdsvis

182 kr., 162 kr., 152 kr. og 112 kr., for område B 164 kr., 146 kr., 136 og 100 kr., for område C 146 kr., 130 kr., 120 kr. og 88 kr. Forhøjelsen i forhold til 1954-55 vil efter en skønsmæssig opgørelse medføre, at de med ordningen forbundne omkostninger stiger med 19-20 mill. kr. (i stedet for som efter det oprindelige lovforslag med 29 mill. kr.) til godt 168 mill. kr.

Lovforslaget behandledes i folketinget af et udvalg, hvis flertal (S, RV og Thorkil Kristensen) indstillede det til vedtagelse med den nævnte ændring, mens mindretallet (V med undtagelse af Thorkil Kristensen samt KF) gik imod flertalsindstillingen om dette og en række andre lovforslag.

Udenfor betænkningen stillede Petra Petersen (DK) m. fl. ændringsforslag, hvorefter børnetilskuddene i alle tilfælde skulle udgøre 300 kr. pr. barn og udbetales kvartalsvis ved socialministeriets foranstaltning gennem kommunerne til den berettigede, i reglen moderen. Modregning i pålignede skatter skulle ikke kunne finde sted. Hertil sluttede sig nogle tekniske ændringer samt et forslag om, at børnetilskuddene skulle lades ude af betragtning ved beregningen af detailpristallet.

Efter at det af udvalgsflertallet tiltrådte ændringsforslag var vedtaget ved 2. behandling og de kommunistiske ændringsforslag forkastet, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 101 stemmer mod 66 (V med undtagelse af Thorkil Kristensen samt KF). De 2 grønlandske medlemmer afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Poul Hansen (Kalundborg) (S), Alfred Bøgh (V), Ole Bjørn Kraft (KF), Bertel Dahlgaard (RV), Aksel Larsen (DKP) og Viggo Starcke (DR)