Loven, der står i forbindelse med to i samme folketingsår gennemførte love: lov om statsgaranti for lån fra Kreditforeningen af Kommuner i Danmark til færøske kommuner (se under nr. 6) og lov om støtte til nybygning af færøske fiskerfartøjer m. v. (se under nr. 43), tilsigter at lette færingernes muligheder for at opnå de fornødne midler til investeringer i fiskerfartøjer.

Forslaget til loven blev udarbejdet af det af statsministeriet under august 1953 nedsatte udvalg til undersøgelse af de spørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med oprettelsen af et realkreditinstitut på Færøerne.

Om baggrunden for ønsket om oprettelse af et sådant realkreditinstitut bemærkede statsministeren ved lovforslagets fremsættelse følgende:

„Det færøske samfunds muligheder for optagelse af lån til finansiering af nødvendige investeringer til erhvervsmæssige formål har i almindelighed været meget stærkt begrænsede.

Lånemulighederne indskrænkede sig således endnu i 1930erne hovedsagelig til kortfristede sparekasselån og private lån. I 1937 oprettedes ved lov den såkaldte Færøernes jordfond, der med økonomisk støtte fra staten og lagtinget yder lån og tilskud til oprettelse af mindre jordbrug m. v. og således har kunnet afhjælpe det mest presserende lånebehov på dette begrænsede område.

Byggeriet udenfor landbruget var i 1930erne af yderst beskedent omfang, både som følge af de lave pengeindkomster og som følge af en stærkt begrænset langfristet kreditgivning.

De første finansieringsbehov på Færøerne har foreligget indenfor fiskerierhvervet, der både af hensyn til fartøjernes udrustning og fangsternes lagring kræver betydelig driftkapital, ligesom det har været nødvendigt at tilvejebringe betydelige anlægsmidler til anskaffelse af fiskerfartøjer. Finansieringen af disse lånebehov er sket gennem lån fra de færøske banker og fra fiskeribanken samt i et vist omfang gennem kassekreditlån eller private lån.

Endelig har de færøske kommuners muligheder for låneoptagelse været stærkt begrænsede, idet kommunerne i vidt omfang er henvist til optagelse af sparekasselån."

Når man fra færøsk side har været interesseret i at opnå regeringens medvirken til en forbedring af lånemulighederne, skønt det færøske hjemmetyre ved gennemførelsen af hjemmestyreloven af 1948 overtog bl. a. spørgsmålet om oprettelse af kreditforeninger som særanliggende, beror det på, at det ikke ville kunne forudsættes, at der på Færøerne ville være et tilstrækkeligt udbud af lånemidler til dækning af det forventede behov for langfristede lån.

Under arbejdet i det nævnte udvalg blev det hurtigt klart, at der var et meget stort øjeblikkeligt behov for tilvejebringelse af lånemidler til investering i fiskerflåden, og at mulighederne for indtil videre at tilvejebringe den hertil fornødne kapital var så begrænsede, at man mest muligt burde søge at fremme arbejdet for at skaffe lånemuligheder for fiskerierhvervet, mens den nødvendige kapital til udlån til boligbyggeri, kommunale investeringer og andre formål indtil videre måtte søges tilvejebragt på anden måde.

Fiskerierhvervets særlig vanskelige stilling blev under lovforslagets 2. behandling belyst af de to færøske medlemmer, der især fremhævede betydningen af, at Færøerne under den sidste krig mistede en trediedel af deres fiskerflåde. Dette tab er ikke siden blevet afhjulpet, thi skønt der siden 1945 er investeret over 50 mill. kr. i færøske fiskerfartøjer, består såvel den nytilkomne som den tidligere del af flåden hovedsagelig af forældede fartøjer. Der eksisterer således stadig et stærkt behov for nyinvesteringer i fartøjer af en sådan størrelse og indretning, der er nødvendig for, at Færøernes fiskerierhverv kan optage konkurrencen på lige fod med de islandske, norske og engelske fiskerflåder og skabe beskæftigelsesmuligheder for øernes befolkning. Dette fremtidige investeringsbehov blev af 1953-udvalget for de kommende 10 år anslået til ca. 50 mill. kr.

Med hensyn til lovens indhold anføres følgende:

§ 1, der omhandler instituttets formål, lyder således:

„Der oprettes et institut med det formål at yde lån til opbygning af reale værdier på Færøerne. Instituttets navn er Færøernes Realkreditinstitut. Instituttets opgave indskrænkes, indtil andet ved lov bestemmes, til at yde lån mod pant i fiskerfartøjer hjemmehørende på Færøerne."

I bemærkningerne til lovforslaget anføres herom:

„Ved formuleringen af formålsparagraffen og valget af instituttets navn har man lagt vægt på, at der herved gives udtryk for, at instituttets virksomhed senere, hvis det viser sig ønskeligt og forholdene muliggør det, kan udvides til at omfatte anden långivning end lån mod pant i skibe. Der vil herved særligt blive tale om lån mod pant i fast ejendom og lån til lagtinget og kommunerne. Det var oprindelig tanken, at en sådan långivning skulle kunne optages af instituttet ved dets oprettelse. Imidlertid er behovet for lån til fiskerflåden så stort og af så livsvigtig betydning for Færøerne, at det ikke i de nærmeste år vil være muligt for instituttet at tilvejebringe midler til udlån herudover. Finansieringsbehovet til boliger og landbrug tænkes derfor indtil videre dækket af de færøske sparekasser og for kommunernes vedkommende delvis af Kreditforeningen af Kommuner i Danmark."

Instituttets hjemsted er ifølge § 2 Thorshavn. I §§ 3-8, der omhandler instituttets organisation, bestemmes bl. a., at realkreditinstituttet, hvis vedtægter fastsættes af statsministeriet og landsstyret, ledes af en ansvarlig direktion på 3 medlemmer, der udnævnes af henholdsvis statsministeriet, landsstyret og Danmarks Nationalbank. Direktionen afgør endeligt alle spørgsmål om ydelse og afvikling af lån samt tilvejebringelse af de fornødne udlånsmidler; til dens bistand oprettes et rådgivende repræsentantskab, hvis 10 medlemmer udpeges af henholdsvis folketinget, lagtinget, debitorerne, reder- og mandskabsorganisationerne.

Efter direktionens indstilling udpeger statsministeriet og landsstyret det fornødne antal vurderingsmænd, der mod vederlag optræder som direktionens sagkyndige tillidsmænd og foretager vurdering af tilbudte panter samt fører tilsyn med de pantsatte fartøjer.

Indholdet af de almindelige inhabilitetsbestemmelser for instituttets direktion og personale i § 7 svarer til kreditforenings- lovens regler på dette område.

Om instituttets udlånsmidler bestemmes i § 9:

„Som grundfond for instituttets udlånsvirksomhed overføres det beløb på 10 mill. kr., der i henhold til lov nr. 209 af 7. juni 1952 er stillet til rådighed for færøske formål. Af dette beløb er forlods henlagt 2 mill. kr., medens det resterende beløb, der foreløbigt udlånes af statsministeriets færøske låneudvalg, indgår i fonden, efterhånden som det tilbagebetales. Betalte renter indgår ligeledes i fonden."

Herudover kan instituttet ifølge § 10 tilvejebringe udlånsmidler ved udstedelse af gældsbeviser eller ihændehaverobligationer. For det samlede pålydende beløb for de til enhver tid cirkulerende gældsbeviser og obligationer er der dog indføjet den begrænsning, at dette ikke må overstige 5 gange (under særlige omstændigheder dog 7 gange) grundfondens beløb.

Herom anføres i bemærkningerne til lovforslaget bl. a.:

„Man har ikke ment at burde søge instituttets eventuelle kasseobligationer noteret på fondsbørsen, idet det må befrygtes, at ukendskabet til færøske forhold vil bevirke, at kursen på sådanne obligationer bliver lavere, end de reelle forhold tilsiger. Man påpeger derfor, at størstedelen af de fornødne lån må optages direkte hos enkelte større institutioner. Det skal herved bemærkes, at Danmarks Nationalbank har tilbudt at yde instituttet et 10-årigt rentefrit lån på 2 mill. kr. under forudsætning af, at grundfonden anvendes direkte til udlån og ikke blot henlægges som sikkerhed for optagne lån. Dette lån vil blive ydet som et supplement til grundfonden, således at nationalbankens krav i givet fald viger for instituttets øvrige kreditorer og på denne måde tjener til at styrke sikkerheden for disse. Instituttet vil herved straks have ialt ca. 4½ mill. kr. til disposition og vil således være i stand til at påbegynde långivningen i et rimeligt omfang allerede ved dets oprettelse."

Afdragstiden er i § 11 ansat til højst 10 år, men kan dog, hvor særlige omstændigheder taler derfor, forlænges til højst 15 år.

Lånene, der ikke må overstige 50 pct. af vurderingssummerne, udbetales kontant, da udbetaling i form af obligationer, som låntagerne selv må søge afsat, hidtil ikke har været kendt på Færøerne og yderligere ville medføre visse vanskeligheder på grund af den manglende børsnotering.

I § 12 pålægges der låntagerne solidarisk hæftelse.

Det hedder herom i bemærkningerne til lovforslaget: „Uanset at instituttet ikke er opbygget som en debitorsammenslutning, har man ment at burde indføje en bestemmelse om solidarisk hæftelse både for at styrke tilliden til instituttets soliditet og derved opnå gunstigere lånevilkår og for at fremme fællesskabsfølelsen indenfor fiskerierhvervet.

Da et sådant solidarisk ansvar er noget nyt og ukendt på Færøerne, vil det muligvis være naturligt at begrænse den solidariske hæftelse til alene at gælde for grupper af fartøjer med ensartet risiko, således at f. eks. trawlerne danner en gruppe med fælles solidarisk hæftelse, kuttere og lineskibe en anden gruppe og mindre fartøjer til hjemmefiskeri en tredie gruppe."

§§ 13-20 indeholder bestemmelser vedrørende reservefonden, vedligeholdelse af pantet, pantsætningens omfang, låntagernes adgang til indfrielse, udlæg i tilfælde af misligholdelse, regnskabets revision samt dokumenternes stempelfrihed, mens der i tilfælde af ophør i § 21 er truffet følgende bestemmelse:

„I tilfælde af, at instituttet måtte ophøre, skal den ved ophøret tilstedeværende formue anvendes til færøske formål.

Den endelige afgørelse af spørgsmålet om midlernes anvendelse træffes af statsministeriet efter indstilling fra lagtinget."

Angående lovens muligheder for at løse det færøske fiskerierhvervs finansieringsproblemer udtalte finansministeren på statsministerens vegne ved lovforslagets 2. behandling:

„Der er også rejst det problem af begge de ærede færøske medlemmer, om der nu efter loven bliver tilstrækkelige pengemidler til rådighed til opbygning af den færøske fiskerflåde, og der er nævnt, at de nye moderne skibe, særlig store skibe, koster betydelige pengebeløb. Dér mener jeg, at de to ærede medlemmer måske lidt for stærkt lægger sig fast ved de ca. 4,5 mill. kr., der foreløbig er til rådighed. Det er dog således, at efterhånden som der kommer afdrag på lån af Marshallpengene, vil der komme større beløb i grundfondet, og der foreligger også den mulighed — det er meningen — at realkreditinstituttet efterhånden skal optræde som mellemmand ved optagelse af lån til fornyelse af den færøske fiskerflåde.

I folketingsudvalget har jeg på statsministerens vegne redegjort for, hvorledes det er regeringens agt at lade dette lovforslag følge op af to andre lovforslag vedrørende realkreditforholdene på Færøerne. Jeg skal ikke føje meget hertil; det er nævnt i betænkningen. Jeg håber, at disse lovforslag, når de er blevet fremsat, vil få en lignende velvillig behandling her i tinget. I hvert fald er forslaget om en andenprioritetsordning ved hjælp af statslån lige så nødvendigt som den lov, vi nu er ved at gennemføre."

Lovforslaget vedtoges uden ændringer enstemmigt ved 3. behandling med 113 stemmer.