Lovforslaget indgik som et led i den side 128 omtalte valutaplan.
Efter forslaget skulle statsbanernes billetpriser kunne forhøjes med ca. 11 pct., idet grundtaksten pr. km ved personbefordring foresloges sat til højst 15 øre for 1. klasse og 10 øre for fællesklasse. Til gengæld var det hensigten at lade hurtigtogsbilletterne bortfalde. Samtidig foresloges højesteprisen for abonnementskort sat noget mere op, så at den blev 90 kr. for et 8 dages kort gældende til rejser mellem samtlige stationer på fællesklasse, samt henholdsvis 125 kr. og 165 kr. for tilsvarende 15 dages kort og 1 måneds kort. For 1. klasses kort skulle kunne opkræves 50 pct. mere. Hertil kom nogle takstforhøjelser for stykgods og for banepakker. Tilsammen skulle herved — under forudsætningen af uændret trafikmængde — kunne indvindes omkring 25 mill. kr., hvilket beløb dog skønnedes at ville blive nedbragt til omkring 20 mill. kr. ved overflytning af transporter fra jernbanerne til andre trafikmidler efter forhøjelserne.
I det folketingsudvalg, der fik sagen til behandling, enedes et flertal, bestående af de socialdemokratiske og radikale udvalgsmedlemmer, om at indstille lovforslaget til vedtagelse med nogle, ændringer, hvorefter grundtaksten for billetter højst måtte udgøre 14,7 øre pr. km for 1. klasse og 9,8 øre pr. km for fællesklasse, altså lidt mindre end oprindelig foreslået; til gengæld forudsættes hurtigtogstillægget opretholdt. Samtidig skulle priserne for abonnementskort kun forhøjes med ca. 20 pct. i stedet for som oprindelig påtænkt ca. 25 pct., hvilket medførte at de i lovforslaget anførte højestepriser for henholdsvis 15 dages og 1 måneds kort til rejser mellem alle stationer på fællesklasse blev sat til 120 kr. og 160 kr. Endvidere skulle forhøjelsen af taksterne for befordring af banepakker — som en konsekvens af, at det samtidigt behandlede lovforslag om ændringer i postloven ikke gennemførtes — bortfalde.
Med disse ændringer vedtoges lovforslaget med 91 stemmer (S, RV, DR) mod 8 (DK); 70 medlemmer afholdt sig fra at stemme, idet venstre og det konservative folkeparti i den foreliggende politiske situation ikke ønskede at deltage i afstemningen om lovforslaget.
Om de påtænkte takstændringer anføres i bemærkningerne til lovforslaget bl. a.:
"Abonnementskortpriserne, der (bortset fra 8 dages kort) ikke blev ændret ved forrige takstforhøjelse, er af den grund blevet urimeligt lave i forhold til priserne for dobbeltbilletter. Eksempelvis svarer prisen for et ratekort København-Klampenborg efter de nugældende takster kun til prisen for ca. 12 dobbeltbilletter og for et tilsvarende kort Aarhus-Randers til ca. 7 dobbeltbilletter. For unge mennesker mellem 12 og 18 år, der betaler fuld billetpris, men halv abonnementskortpris, svarer månedsprisen for et kort således i de nævnte eksempler kun til 6 henholdsvis 3-4 dobbeltbilletter. Udtrykt på en anden måde vil det sige, at der for tiden (under forudsætning af rejse frem og tilbage hver hverdag) gives rejsende med kort mellem to stationer en rabat på 50-75 pct. i forhold til almindelige rejsende med dobbeltbilletter. For kort til rejse mellem samtlige stationer svarer til månedsprisen til fællesklasse på det nærmeste kun prisen for 2 dobbeltbilletter København-Aarhus og for 1. klasse 2 dobbeltbilletter København-Horsens. Under hensyn hertil foreslås abonnementskortpriserne forhøjet med ca. 25 pct. I forbindelse med denne ændring vil man erstatte det nuværende prissystem, der omfatter en højere pris for den første måned og en lavere fornyelsespris for hver følgende måned, med en ensartet månedspris, hvilket stiller rejsende, der genoptager abonnementet efter en afbrydelse, gunstigere end hidtil og også medfører lettelser ved kortudstedelsen og -fornyelsen.
For de lokale bybanebilletter i København sker takstreguleringer samtidig med tilsvarende reguleringer på Københavns sporveje og er afhængig af forhandling mellem bystyret og statsbanerne. Da takstforhøjelser på sporvejene synes nær forestående, vil man afvente beslutningen herom og derefter foretage de tilsvarende ændringer i bybanetaksterne samtidig med gennemførelsen på sporvejene.
De foreslåede ændringer i §§ 54, 55 og 57 tilsigter at muliggøre en forhøjelse af stykgodstaksterne med gennemsnitlig ca. 10 pct., af banepakketaksterne med 10 øre pr. pakke indtil 5 kg og 25 øre for større pakker samt af havnebanefragten. For ilstykgodstaksternes vedkommende ligger forhøjelse med ca. 10 pct. indenfor det i loven nu fastsatte maksimum.
Vognladningstaksterne vil ikke blive væsentlig ændret ud over de mindre reguleringer, som kan følge af, at takstskemaet fremtidig vil blive opstillet med udregnede takstenheder for 5, 10 og 15 tons sendinger i stedet for som nu, hvor der kun findes takster for 5 tons sendinger, medens fragten for større sendinger fremkommer ved reduktion af sendingens vægt."