Ved lov nr. 280 af 18. juni 1951 (årbog 1950-51, side 322) blev der gennemført forskellige ændringer i forsorgslovens regler om skolebespisning. Bespisningsperioden, der hidtil havde omfattet hele året, blev indskrænket til månederne november-april, og bespisningen blev begrænset til alene at omfatte skolebørn i de seks første skoleklasser, idet børn i de øvrige klasser dog kunne deltage i bespisningen efter henvisning fra skolelægen, når denne af hensyn til det enkelte barns helbredstilstand fandt det ønskeligt. Endvidere kunne der til børn i 7. klasse gives en mælkeydelse. Kommunerne blev derhos stillet frit overfor, om de ville yde skolebespisningen i form af et tilstrækkelig nærende måltid mad daglig eller i form af ydelse af 1/4 liter sødmælk i forbindelse med fornødent vitamintilskud. Endelig blev der for anmeldelsen til refusion af den fælleskommunale udligningsfond fastsat maksimumsbeløb pr. måltid mad og pr. mælkeydelse.
Loven om skolebespisning skulle forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1953-54, og efter at der af det statistiske departement var foretaget en undersøgelse af, i hvilket omfang skolebespisningen var gennemført i bespisningsperioderne 1951-52 og 1952-53, fandt regeringen det rigtigt at føre loven tilbage til den før loven af 18. juni 1951 gældende form. Det af socialministeren fremsatte lovforslag gik derfor ud på, at skolebespisning kunne ydes hele året og til alle skolepligtige børn.
Under folketingets behandling af lovforslaget viste det sig ikke muligt at gennemføre socialministerens forslag, og resultatet af forhandlingerne blev, at den hidtil gældende ordning med valgfrihed mellem et måltid mad og mælk med vitamintilskud opretholdes og udvides til folkeskolens 7 klasser i stedet for 6 klasser, at der i resten af skoleåret ydes mælk til de samme klasser, og at det hidtil gældende maksimalbeløb, 65 øre pr. måltid mad, 20 øre pr. mælkeydelse, og de gældende refusionsbestemmelser opretholdes.
Ved 1. behandling anbefalede Kaj Andresen (S) socialministerens forslag, idet han fremhævede bespisningens store betydning for de mindrebemidlede børnerige familier og dens betydning på det ernæringsmæssige område og dermed for folkesundheden.
Krogh (V) var af den principielle opfattelse, at skolebespisningen bør være en rent kommunal opgave, hvorved det fulde ansvar for dens økonomiske rækkevidde lægges i de lokale myndigheders hænder, og han erklærede, at venstre ville vende sig imod enhver udvidelse af bespisningen udover de rammer, som blev fastsat i 1951.
Poul Sørensen (KF) erklærede, at hans parti ikke kunne medvirke til gennemførelse af den foreslåede udvidede skolebespisning. Han beklagede, at socialministeren ikke viste interesse for den ved sidste lovændring indførte adgang til kun at yde mælk, og fremhævede, at den hidtil gældende ordning havde medført væsentlige besparelser.
Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) kunne heller ikke tiltræde socialministerens forslag, idet hun — som i 1951 — var tilhænger af, at bespisningen ikke finder sted i den del af året, hvor der er mindre trang til den, og hvor den på grund af uregelmæssig deltagelse som følge af eksaminer m. m. bliver uforholdsmæssig kostbar at holde i gang. Hun mente, at børnene bliver mindre ked af maden, når de ikke får den hele året, og at spildet derfor bliver mindre.
Petra Petersen (DK) udtalte, at hun kunne tiltræde lovforslaget, som i store træk svarede til det af kommunisterne i efteråret fremsatte lovforslag om udvidelse af skolebespisningen. Hun beklagede, at socialministeren ikke tidligere havde rejst sagen, og udtalte ønske om, at indførelse af skolebespisning blev gjort obligatorisk for kommunerne.
Søren Olesen (DR) erklærede, at skolebespisning burde være en rent kommunal opgave, så at de kommuner, der ønskede bespisning, selv afholdt udgifterne hermed.
I sin svartale til ordførerne understregede socialministeren den ernæringsmæssige betydning af skolebespisning, og i anledning af Poul Sørensens udtalelser om mælkeydelsen henviste han til, at sundhedsstyrelsen havde udtalt, at der langtfra gennem en tildeling af mælk og vitaminpræparater opnås ernæringsmæssige og sundhedsmæssige fordele som ved gennemførelsen af en egentlig skolebespisning.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, der udbad sig oplysning fra socialministeren om, hvilken merudgift for stat og kommune det ville medføre, hvis der gaves adgang til skolebespisning i dens hidtidige omfang også for børn i 7. klasserne og adgang til mælk for 7 klasser i månederne udover november—april. Ifølge socialministerens svar, der er optrykt som bilag til betænkningen, ville merudgifterne blive ialt ca. 4 mill. kr., heraf ca. ½ mill. kr. som følge af udvidelse af bespisningen til 7. klasserne og 3,5 mill. kr. som følge af ydelse af mælk i månederne udover november-april.
På dette grundlag enedes socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget om en af socialministeren foreslået ændret affattelse af lovforslaget med det foran omtalte indhold.
Venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget kunne ikke tiltræde ministerens oprindelige forslag, ej heller forslaget i den ændrede, skikkelse.
Hele udvalget indstillede det af Petra Petersen fremsatte lovforslag til forkastelse.
Ved 2. behandling blev ændringsforslaget, gående ud på en ny affattelse af lovforslaget, ved navneopråb vedtaget med 75 stemmer (S og RV) mod 70 (V, KF, DK og DR).
Under udvalgsbehandlingen mellem 2. og 3. behandling ændredes partiernes stilling til lovforslaget ikke; udvalget tiltrådte en af socialministeren foreslået teknisk ændring i refusionsbestemmelserne.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget i den ændrede form med socialdemokratiets, det radikale venstres og kommunisternes stemmer mod de øvrige partiers stemmer.