Loven har følgende indhold:

§ 1. Til personer, der oppebærer alders- eller invaliderente, udbetales der sammen med renten for januar 1954 en særlig ydelse, der udgør:

a) for enlige samt for ægtepar, når kun den ene ægtefælle oppebærer rente: 100 kr., 116 kr. og 125 kr.,

b) for ægtepar, når begge ægtefæller oppebærer rente: 150 kr., 175 kr. og 190 kr.,

henholdsvis efter som kommunen henhører til den første, anden eller tredie af de i folkeforsikringslovens § 39 anførte grupper af kommuner.

De i stk. 1 indeholdte regler finder tilsvarende anvendelse med hensyn til personer, der oppebærer underholdshjælp som kronisk syge i henhold til forsorgslovens §§ 247-48, samt med hensyn til enlige mødre, der opfylder eller — såfremt de ikke havde fået bidraget udbetalt af den bidragsskyldige — ville have opfyldt betingelserne for at få udbetalt børnebidrag af det offentlige i henhold til forsorgslovens kapitel XV eller XVI.

§ 2. Aldersrentemodtagere på alderdomshjem, jfr. folkeforsikringslovens § 54, er ikke berettiget til udbetaling af ovennævnte ydelse. Det samme gælder for personer, der har ophold på en plejestiftelse for kronisk syge, jfr. forsorgslovens § 39, samt for personer, der for det offentliges regning er indlagt på en af de i forsorgslovens § 66 omhandlede anstalter, eller som iøvrigt for en længere tid er anbragt under sådanne forhold, at opholdet ikke medfører udgifter for dem selv.

Til aldersrentemodtagere på alderdomshjem, jfr. folkeforsikringslovens § 54, stk. 3, udbetales der i januar 1954 et ekstraordinært lommepengebeløb, der udgør:

a) for enlige: 16 kr., 20 kr. og 25 kr.,

b) for ægtepar: 32 kr., 40 kr. og 50 kr.,

henholdsvis efter som kommunen henhører til den første, anden eller tredie af de i folkeforsikringslovens § 39 anførte grupper af kommuner.

§ 3. I lov om folkeforsikring, jfr. bekendtgørelse nr. 218 af 11. juli 1953, foretages følgende ændringer:

Til § 39:

Grundbeløbene i henholdsvis købstæder m. v. og det øvrige land ændres for ægtepar fra 2 088 kr. og 1 764 kr. til 2 172 kr. og 1 884 kr. og for enlige m. v. fra 1 392 kr. og 1 176 kr. til 1 452 kr. og 1 260 kr.

§ 4. Udgiften i henhold til nærværende lovs §§ 1 og 2 refunderes kommunerne fuldtud af statskassen.

De nærmere regler om indsendelse og revision af regnskaberne samt om anvisning af de kommunerne tilkommende refu- sionsbeløb fastsættes af socialministeren.

§ 5. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder straks i kraft, dog at bestemmelserne i § 3 først har virkning fra den 1. april 1954.

I det af socialministeren fremsatte lovforslag havde § 1, stk. 1, følgende affattelse:

„Til personer, der oppebærer alders- eller invaliderente, udbetales der sammen med renten for januar 1954 en særlig ydelse på 100 kr. for enlige rentemodtagere samt ægtepar, hvoraf kun den ene ægtefælle oppebærer rente, og på 150 kr. for ægtepar, når begge ægtefæller oppebærer rente."

Endvidere var § 2, stk. 2, affattet således:

„Til aldersrentemodtagere på alderdomshjem, jfr. folkeforsikringslovens § 54, stk. 3, udbetales der i januar 1954 et ekstraordinært lommepengebeløb på 16 kr. til enlige og 32 til ægtepar".

Disse bestemmelser fik begge deres endelige form i folketinget, hvor man tillige tilføjede § 3 og foretog hertil svarende ændringer i § 4, stk. 1, og § 5, ligesom titlen ændredes ved tilføjelse af ordene „samt om ændring af folkeforsikringsloven (vedr. størrelsen af rentens grundbeløb)."

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte socialministeren bl. a.:

„Jeg vil gerne straks understrege, at det, det her drejer sig om, er en rent øjeblikkelig bistandsydelse til rentemodtagerne. Det er regeringens håb inden længe for det høje folketing at kunne fremlægge planerne til en almindelig folkepensionering, og det er i ikke mindre grad regeringens håb at kunne opnå bredest mulig parlamentarisk tilslutning til løsningen af dette omfattende og vidtrækkende spørgsmål.

Jeg har henvendt mig til den nedsatte folkeforsikringskommission og bedt kommissionen om at bestræbe sig på at afslutte sit arbejde og afgive indstilling til regeringen, således at vi på det grundlag, som kommissionens overvejelse vil give os, kan tage stilling til arten og omfanget af de forslag, vi mener at kunne fremlægge. Indtil dette kan ske, har vi som sagt anset det for rimeligt at komme rentemodtagerne til hjælp med en øjeblikkelig ydelse."

Lovforslaget henvistes i folketinget til et udvalg, der ligeledes fik et fra kommunistisk side fremsat lovforslag om forøgede ydelser til rentemodtagerne til behandling.

I betænkningen indstillede et flertal (udvalgets socialdemokratiske og radikale medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de ændringsforslag, som fremgår af det foregående. De ændringsforslag, der angik forhøjelsen af rentens grundbeløb fra 1. april 1954, var tiltrådt af hele udvalget, mens venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer stillede underændringsforslag til de alene af flertallet tiltrådte ændringsforslag til § 1 og § 2 (jfr. nedenfor).

I udvalgsbetænkningen hedder det:

„Udvalget har særlig drøftet spørgsmålet om den bestående forskel i rentens størrelse i de 3 kommunegrupper og har fra socialministeren modtaget de som bilag til betænkningen optrykte oplysninger til belysning af spørgsmålet.

Efter at forskellige muligheder for en delvis udligning har været overvejet, har ministeren fremsat ændringsforslag, der tager sigte på i et vist omfang at udligne den nu bestående forskel i rentens størrelse henholdsvis i kommunegruppe I, kommunegruppe II og kommunegruppe III."

Udgifterne ved lovforslagets gennemførelse i den ændrede skikkelse var anslået til 39 mill. kr. i 1953-54 (til eengangsbeløb) og 20 mill. kr. årligt efter 1. april 1954 (til forhøjelse af grundbeløbene). De 39 mill. kr. skulle afholdes fuldtud af statskassen.

Mindretallet (venstre og det konservative folkeparti) gør gældende, at det beløb, ministeren stiller til rådighed, 39 mill. kr., i stærkere grad bør anvendes til udligning af den forskelsbehandling, der er tilstede mellem de tre kommunegrupper. „De samme synspunkter har repræsentanter for aldersrentenyderorganisationer i provinsen og hovedstaden principielt givet udtryk for. Mindretallet mener derfor, at man allerede nu skal påbegynde udligningen, og foreslår derfor, at de 39 mill. kr. anvendes således: 20 mill. kr. anvendes til ligelig fordeling over alle tre kommunegrupper, hvorefter der yderligere anvendes 7 mill. kr., til købstæderne og 12 mill. kr. til landdistrikterne. Denne fordeling bygger på de statistiske beregninger, der foreligger for gruppe I og II (hovedstaden og købstæderne), og på en skønsmæssig beregning for landkommunernes vedkommende.

De 20 mill. kr., der fra 1. april 1954 skal anvendes til udligning mellem kommunegrupperne, og som alle partier i udvalget er enige om, svarer så nogenlunde til det forslag, som venstre og konservative allerede nu ønsker anvendt som fordelingsgrundlag.

Venstre og konservative kan derfor tiltræde forslaget om forhøjelse af rentens grundbeløb fra 1. april 1954."

Ved lovforslagets 2. behandling forkastedes mindretallets underændringsforslag og vedtoges de af udvalget eller dets flertal tiltrådte ændringsforslag, efter at det foran omtalte mere vidtgående kommunistiske lovforslag først var forkastet. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget derefter enstemmigt i den ændrede affattelse.